Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed under gradbøjning

Forkert at sige, at selvcensuren ikke virker efter Muhammedkrisen. Det gør den - og i udlandet møder danske instruktører krav om filmstop
13. januar 2010

Der er tegnere, og så er der Muhammed-tegnere, en ny titel, der opstod, da Jyllands-Posten bragte de 12 karikatur-tegninger med profeten i centrum. Et par år senere valgte 17 danske aviser at genoptrykke tegningerne i solidaritet og som dokumentation, da politiet havde anholdt flere personer, som var mistænkt for at ville myrde tegneren Kurt Westergaard. Siden har der været svært stille om Muhammed i dansk bladtegning.

De danske aviser fandt da heller ikke anledning til at genoptrykke tegningerne i forbindelse med den øksebevæbnede somaliers indtog i Kurt Westergaards hjem. Det gjorde derimod mindst syv aviser i udlandet, nemlig i Norge, Portugal, Tjekkiet, Slovakiet, Belgien (to aviser) og Surinam. Jyllands-Posten selv skulle slet ikke have noget klinket.

Selv om de fleste politikere er enige om, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes, er det netop det, der sker. Ansvarlige redaktører frygter for deres medarbejderes liv, selv om risikoen, set ud fra praksis, er minimal, men truslen svæver som et sværd i luften. Motiverne er ikke kun frygt. Faktisk vurderer mange aviser og kunstnere, at det ikke er værd at grave grøften dybere mellem Vesten og den del af den muslimske verden, som mener, det er syndigt at afbilde Muhammed. Det hedder pragmatisme. Der er ufred og dødstrusler nok i verden i forvejen.

Ugebrevet A4, der udgives af LO, kom lidt uheldigt af sted, da det forleden kædede et undersøgelsesresultat om ytringsfrihed og selvcensur sammen med Muhammed-tegningerne. Det blev da også straks skudt ned af forskellige kunstnere og kunstnerorganisationers formænd. Nok kan hin enkelte kunstner være nervøs for bådet det ene og det andet. De vil gerne have deres værker antaget og solgt og spekulerer måske i det. De afstår eventuelt fra at krænke andre menneskers følelser - f.eks. familiemedlemmers - i nøgleromaner. Det handler ikke kun om Muhammed.

Sudansk protest

To danske filminstruktører har aktuelt fået deres sag for i forhold til ytringsfriheden ude i verden - uden at den dog direkte er truet af regeringerne i de stater, de optager eller ville optage deres film i. Den ene er Susanne Bier, som optager sin nye film, Hævnen, i Kenya. Det har Kenya ikke noget imod, men nu har hun fået nabolandet Sudan på nakken. Regeringen i Khartoum har bedt kenyanerne om at stoppe filmen, fordi regeringen mener, filmen er racistisk. Khartoum har også klaget til den danske regering, som har afvist protesten.

Susanne Bier er ikke just kendt for at være racist, og den sudanske regering kan ikke have set optagelserne, men det holder den ikke tilbage. Filmen vil blandt andet vise mennesker fra Darfur, som opholder sig i en flygtningelejr, hvor en dansk læge opererer. Selv siger instruktøren, at filmen handler om en ung dansk drengs problematiske forhold til sin far, og at den hverken er racistisk eller antimuslimsk.

Danmark som prügelknabe og ny skydeskive i slipstrømmen efter Muhammedkrisen?

En jomfru

Lige så absurd forekommer den hårdknude, Henning Carlsen havnede i oktober i fjor med nok så alvorlige følger. Han havde - og har forhåbentlig stadig - en plan om at filmatisere den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez' roman Erindring om mine bedrøvelige ludere. Den skulle optages i Mexico, og finansieringen var på plads, men så tog fanden ved en anti-prostitutionsgruppe, der bebudede et sagsanlæg og slog så hårdt på medie- trommerne, at lokale investorer fik kolde fødder og trak sig. Det måtte instruktøren så også nødtvungent gøre.

Romanen fortæller om en 90-årig mand, som vil forære sig selv en nat med en ung pige, en jomfru, i fødselsdagsgave. Han opsøger sin gamle bordelmutter, der skaffer ham en 14-årig pige. Han er sammen med hende i et år og oplever igen forelskelsens sødme i alle dens afskygninger, men rent faktisk rører han hende ikke. Et tema, som er dyrket i al uskyldighed af både Hemingway i Over floden - ind i skovene og Bunuel i filmen Begærets dunkle mål samt mindre uskyldigt af Nabokov i romanen Lolita.

Ytringsfriheden har det skidt rundt om i verden. Eneste trøst for instruktørerne er, at interessen for filmene formodentlig vil stige netop på grund af kæppene i hjulene, når eller hvis de bliver gjort færdige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har Kristen Bjørnkjær en forestilling om, at ytringsfrihed er anarkiens ordstrøm lige ud af grundloven - sig frit fra leveren hvad som helst?
Det er ikke kunsten, der er i spil, men de politiske og religiøse ord, men i begge tilfælde har vi hidtil talt om 'selverkendelse' frem for Trykkefrihedsselskabets 'selvcensur'. Rindalisten fru Kjærsgaard er nu sprunget ud som kulturradikal, bortset fra at friheden ikke skal gælde muslimerne, et greb i Dansk Folkepartis xenofobiske liberalisme.
Hvor tit har mange ikke græmmet sig over kunsten, når den blev politisk skævvredet for at håne og hade andre folk.
Jeg vil dog nævne synsvinklen på et gammelkendt emne, nemlig de mange bøger og film om krigshelte, herunder eftertidens urealistiske portrætter af Bent Faurschou-Hviid og Max Manus, og nu vil Oliver Stone filme Hitlers menneskelige kvaliteter! Det er for krigens aktørerne, hvad jeg vil kalde senromatikkens politiske drejning, ikke kunst, for filmene virker ikke selverkendende. Vi tager ikke skade, men forberedes på det væste.