Vi har det, åh åh

Som hvert år i februar har italienerne ligget i San Remo-koma i et par uger. Sangfestivalen ved Liguriens riviera, som er blevet afholdt siden 1956, er forbilledet for Eurovisions Melodi Grand Prix. Domenico Modugnos vindersang fra 1958 »Nel blu dipinto di blu«, bedre kendt som »Volare« (eller i en dansk version: Vi har det, åh åh), var lyden af fremtidsoptimisme. I 2010 er tonerne mere nostalgiske.

Emanuele Filiberto, barnebarn af Italiens sidste konge, som blev sendt i eksil efter en folkeafstemning i 1946, fik sammen med resten af Savoia-familien lov til at vende hjem i 2003 og har siden danset på tv og været kandidat til EU-parlamentet. I år fik Filiberto en andenplads i San Remo:

»Jeg tror på min kultur og min religion/ derfor er jeg ikke bange for at udtrykke min opinion/ Jeg hører et ensomt hjerte banke i Italien/ som med større sindsro spejler sig i historien,« hedder det i »Italia, amore mio«, hvor prinsen akkompagneres af Pupo og tenoren Luca Canoncini. Det betragtes af nogle som en generalprøve på monarkiets genindførelse: »Italien opfattes som et ensomt sted, hvor prinsen ikke er bange for at udtrykke sin holdning, et land, der med større sindsro spejler sig i sin historie, fordi det allerede er ude af stand til at føle skam,« skriver Fabio Bartoli på MicroMegas hjemmeside.

Ekstremisme

Elio fra gruppen Elio e le storie tese (Elio og de pinlige historier), der i 1996 fik en andenplads i San Remo, ærgrer sig over, at Filibertos sang ikke vandt telefonafstemningen:

»Det ville have skabt en masse ballade,« siger Elio til Il Fatto Quotidano.

»Ulovlige parkeringspladser/ ulovlige bifald/ ulovlige villaer/ ulovlige seksuelle overgreb/ så megen ulovlig lyst til at starte forfra,« sang Elio i »La terra dei cachi« (Lortenes land):

»Desværre har Italien aldrig ændret sig. Der har altid været korruption og prostitution. Det nye er, at man anvender sofistikerede markedsføringsteknikker på lortet. Man kalder prostituerede for escortpiger, og det er normalt at få dem som frynsegode,« siger Elio og tilføjer: »Det eneste håb er, at de korruptes Italien ødelægger sig selv i en slags horribelt orgie.«

I 1996 fik Elio e le storie tese italienerne til at grine af sig selv med en sang om pizza og pizzo (beskyttelsespenge), sminkede divaer og uopklarede attentater. Men ifølge Elio er der ikke længere noget at grine af:

»Når man hører den samme vittighed 100 gange, bliver den jo ikke ved med at være sjov. Jeg er i hvert fald nået til det punkt. Dette land får mig ikke længere til at grine. Men man er nødt til at blive ved med at gøre modstand (...) At synge godt, at spille godt, at øve. Det er ekstremistiske handlinger i dag,« mener Elio.