Læsetid: 3 min.

Blodet på blokken

Danske promotorer fra Palm til Palle er sendt til tælling, men boksesporten overlever. Den har altid fascineret kunstnere og er også et kvindefag, men sporten fattes en ny milliondollar-bokser
Danske promotorer fra Palm til Palle er sendt til tælling, men boksesporten overlever. Den har altid fascineret kunstnere og er også et kvindefag, men sporten fattes en ny milliondollar-bokser
3. februar 2010

Som ung journalistelev blev jeg af min redaktør sendt hen for at dække et boksestævne på Østergades Hotel, hvor man havde opstillet en boksering i festsalen. Aldrig så snart havde jeg anbragt mig ved ringside og fundet kuglepennen frem, førend en rød bloddråbe havnede på den hvide skriveblok. Det kan man da kalde indvielse. En af bokserne i den første kamp havde fået næseblod.

Siden har jeg som så mange andre drenge haft en livslang fascination af sporten. Det er sket jævnligt, at en mandlig praktikant på denne avis så mindeligt beder om lov til at dække en af de hypede, spektakulære kampe, som en sjælden gang imellem når vort rød-hvide land.

Det sker også, at de får lov. Nok er vi ikke kendt som sportsavis, men så får den unge lejlighed til at bedrive new journalism, og det vil han gerne, selv om genren med sine litterære virkemidler efterhånden er blevet kliche, når det gælder bokse- reportager.

Altid strid

Egentlig kan man undre sig over, at boksningen med dens mandehørm og legaliserede vold har overlevet i en moderne, civiliseret verden, men den er ikke sådan at slå ud, selv om dens danske promotorer i øjeblikket er nede på knockout ifølge Politikens boksemedarbejder, der forleden overværede, at det ene af vore esser, Mads Larsen, fik læsterlige klø af en nordirer i Århus. Uden ham har Hans Henrik Palm ikke noget at byde på. Stald Palle har mistet det andet es, Mikkel Kessler, til tyske Team Sauerland, og Kessler selv har mistet sit verdensmesterskab.

Men der har altid været strid om professionel boksning, for ingen er i tvivl om, at dens system er misliebigt. Der er ikke kun én, men flere verdensmesterskaber i konkurrerende organisationer, og kampe tilrettelægges med tydeligt svagere modstandere, så de lokale champions ikke kan undgå at vinde. Hvilket dog næppe gælder titelkampe.

Men ingen, heller ikke EU, tør forbyde boksesporten, som tilmed stadig er at finde på avisernes sportssider trods de usportslige elementer. Aktuelt har TV 2 skrevet kontrakt med Team Sauerland om en række kampe i prime time de næste tre år. TV 2 ser det som underholdning. Det er ikke blot kampen, men hele hysteriet og stemningen omkring dem, der underholder. Er der ellers noget godt at sige om boksning? Ja, meget. Som fodbold kan den være underklassedrengenes vej ud af usselheden, og den kan være med til at holde dem væk fra gadebanderne.

Den er heller ikke længere blot en mandesport. Husker endnu til min fornøjelse, hvordan jeg på Hotel Radisson SAS pludselig ved baren befandt mig midt i Stald Palle forud for Mike Tysons overmatchede kamp mod Brian Nielsen og fik udtalelser fra en kvindelig promotor (Bettina Palle), en kvindelige bokser og en kvindelig boksedommer. Endnu en sejr til feminismen.

Efter rampelyset

Kunstnere har været fascineret af boksning. Først var der Hemingway, så var der filmskaberne, mange. Scorsese og Clint Eastwood med titler som Raging Bull og Million Dollar Baby.

Det ligger i kortene, at stjernen altid taber til sidst. En ny slukker ham. Nogle af dem har fået braktud, nogle går i hundene, for andre lykkes det at administrere resten af deres liv fornuftigt. Et strålende eksempel er Tom Bogs, der blev skraldemand, hvilket ikke er så dårligt betalt endda. En af dette dagblads tidligere vinskribenter har en bungalow på Amager og praler nu af, at den tidligere europamester henter hans affald. Det er da også noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rachel Henderson

"Men ingen, heller ikke EU, tør forbyde boksesporten...".

Jo, i Island, Norge og Sverige er professionel boksning forbudt.

Det er stupidt at at se på folk, der slår hinanden ihjel for penge.

" Det er stupidt at at se på folk, der slår hinanden ihjel for penge. "

Det ved jeg nu ikke om det er, jeg har aldrig set en boksekamp. Men det forekommer mig stupidt, at lade sig slå ihjel for penge, ... selv om jeg heller aldrig har prøvet det.

Niels Østergård

Det forekommer vist ganske sjældent at en bokser dør i ringen. Oftere er det andre sportsudøvere, som fodboldspillere, eller cykelryttere, der må lide den tort.
Selvfølgelig ville det være helt i den herskende tidsånd at skride ind med et forbud, men jegh har svært ved at forstå hvorfor.
Ingen bliver hverken tvunget til at se boksning, eller til at deltage aktivt i sporten.
Forøvrigt er jeg ikke synderligt interesseret i denne sport vil jeg afslutningsvis sige.