Læsetid: 6 min.

Coco og Igor var punk og rock'n'roll

Musik kom til Igor Stravinsky, mens mode var et socialt og politisk projekt for Coco Chanel, fortæller instruktøren Jan Kounen, som har lavet filmen Coco Chanel & Igor Stravinsky om forholdet mellem de to meget forskellige mennesker
Anmeldere. Man laver altid film for sig selv og en bunke venner. Man kan ikke gøre alle tilfredse, siger instruktør Jan Kounen, der er filmaktuel med 'Coco Chanel & Igor Stravinsky'.

Anmeldere. Man laver altid film for sig selv og en bunke venner. Man kan ikke gøre alle tilfredse, siger instruktør Jan Kounen, der er filmaktuel med 'Coco Chanel & Igor Stravinsky'.

12. februar 2010

I Jan Kounens debutspillefilm, den energiske, Tarantino-inspirerede Dobermann (1997), tørrer hovedpersonen på et tidspunkt røv i det respekterede franske filmtidsskrift Cahiers du cinéma. Om noget demonstrerer det den da 32-årige instruktørs foragt for etablissementet og for fransk kunstfilm og intellektualisme.

I Kounens nye film, det noget mere afdæmpede drama Coco Chanel & Igor Stravinsky, der handler om forholdet mellem den franske modeskaber og den russiske komponist, udfordrer hovedpersonerne også den gode smag med hhv. Cocos tøj og Igors musik.

Filmen, som Kounen i øvrigt arvede efter William Fried-kin, begynder med uropførelsen af Stravinskys Le sacre du printemps og en ballet af Nijinsky den 29. maj 1913 i Théâtre des Champs-Élysées i Paris.

Forestillingen ender i håndgemæng og regulært oprør, fordi publikum aldrig har hørt eller set mage.

Åbningsscenen i Coco Chanel & Igor Stravinsky er den største, Jan Kounen nogensinde har skullet iscenesætte. Og det var vanskeligt.

»Alle de vigtigste personer i filmen er med« siger han. Sammen med en anden dansk journalist sidder jeg på et hotelværelse i Paris og taler med den nu 45-årige, hollandskfødte filminstruktør, der har boet og arbejdet i Frankrig det meste af sit professionelle liv.

Manuskriptet er skrevet

»Der er 1.000 statister, 80 musikere og 25 dansere, samt en masse forskellige kulisser. Vi opbyggede Théâtre des Champs-Élysées backstage-område og den slags i et studie og optog også i det rigtige teater. Men der var forestillinger hver aften, så vi måtte bygge vores kulisser op og rive dem ned igen hver dag.«

»Manuskriptet til scenen er næsten allerede skrevet for én, fordi det er baseret på veldokumenterede, virkelige begivenheder. Lydsporet er skrevet, og man skal forholde sig til det og balletten. Det er meget komplekst. Man researcher, hvilke stykker musik man kan bruge, fordi man ikke kan opføre alle næsten 50 minutter af Le sacre du printemps

»Der findes ingen film fra den aften, men en masse nedskrevne beretninger om, hvad der skete og hvordan, og hvem der var der. Der er tegninger, mens Nijinskys koreografi er forsvundet. Man skrev den aldrig ned, fordi opførelsen var sådan en katastrofe. Ud fra de mange tegninger, nogle enkelte fotografier og øjenvidneberetninger laver man en slags arkæologisk researche det er som at genskabe en dinosaur ud fra et dinosaurskelet.«

»Min koreograf brugte f.eks. stykker af koreografi, som Nijinsky lavede i andre sammenhænge. Kostumerne eksisterer stadig og befinder sig på forskellige museer rundt om i verden. Det var en stor begivenhed, så vi ved meget. Det er ligesom med historiens store slag, hvor man kender til en masse detaljer og kan genskabe dem.«

Film for sig selv

Jan Kounen indrømmer, at han har en forkærlighed for mennesker, som gør oprør, sætter spørgsmålstegn ved det bestående og skubber til grænserne for, hvad man kan tillade sig. Men han understreger også, at han selv er mindre kamplysten i dag, end da han var yngre.

»Efterhånden som man bliver ældre ...,« siger han, men gør ikke sætningen færdig, inden han begynder på en ny hvilket er en af instruktørens små særheder.

»Sådan er personerne i filmen, men filmen er ikke sådan,« siger Kounen videre om Coco Chanel & Igor Stravinsky, der visuelt og dramaturgisk er meget klassisk skruet sammen.

»For mig var rocknroll eller punk en måde at beskrive de to personer og deres tid på. Og selvfølgelig kan jeg godt lide den slags personer. Måske kan jeg endda gå et skridt videre: Jeg identificerer mig med Igor Stravinsky, ikke i kvaliteten af mit arbejde, men i reaktionen på hans Le sacre du printemps, der minder om, da jeg lavede Blueberry

Kounens seks år gamle filmatisering af Jean Girauds berømmede westerntegneserie fik tæv af anmelderne og solgte heller ikke mange billetter.

»Man laver altid film for sig selv og en bunke venner. Man kan ikke gøre alle tilfredse. Man kan ikke lide de samme film som alle andre, man lever ikke det samme liv. Man laver filmen i håbet om, at en masse mennesker vil elske den, og man forsøger måske at være radikal, åbne sin radikalitet. Man forsøger at holde balancen og forblive på kanten, hvilket i kontakten med et publikum er en meget stærk oplevelse. Nogle gange også en god oplevelse, andre gange mindre god.«

Han ler lidt for sig selv.

Forud for deres tid

Jan Kounen forklarer, at Coco Chanel og Igor Stravinskys liv og værk på flere måder spejlede hinanden, selv om de også var meget forskellige i personlighed, temperament og tilgang til kunsten.

»De var begge forud for deres tid,« siger han. »Men Stravinsky modtager musikken, han lever den ikke. Hans liv var psykologisk og følelsesmæssigt forskelligt fra det, han skabte. Musikken kommer til Stravinsky, og musikkens følelser giver ham mulighed for at mærke livet.«

»Det er helt anderledes for Coco. Hendes kunst er et resultat af en vision, et koncept af kvinden socialt og politisk. Han er en mand, som repræsenterer begyndelsen af århundredet, når det kommer til livet og forholdet mellem mænd og kvinder. Hun er en kvinde af i dag. Hun ejer en forretning, støtter kunsten, gør sig fri. Han er fuldstændig fri i sin kunst, fri for andres dom, han skaber bare. Hun er i krig på egne vegne for at gøre sig fri af samfundet, følge sine egne ideer og skubbe dem fremad. Han udtrykker sine ideer i sin progressive musik. Hun udtrykker dem i samfundet gennem sit tøj og sine parfumer. Det er et manifest for hende.«

»De mødes, men de har modsatrettede målsætninger, og der er også konflikt. Det er ikke blot en sød romance.«

At brande sig selv

Jan Kounen var nok bevidst om, at Coco Chanel var et vigtigt kulturelt ikon, men han havde ikke lyst til at lave en film kun om hende, siger han. Også fordi Anne Fontaine var på vej med en konkurrerende film, Coco før Chanel, der dog handler om en helt anden del af Chanels liv.

»Det vigtige er, at Coco Chanel i 1920erne var en kvinde af i dag,« siger Kounen.

»Det af hendes tøj, jeg viser i filmen, kunne være lavet i dag. Men lige så snart man drejer kameraet og ser Stravinskys kone, går man et århundrede tilbage i tiden på et splitsekund. I Frankrig ved vi, at Coco Chanel skabte markedsføring. Ikke kun inden for mode og parfume, men i selve tanken om at brande sig selv. Hun er meget avanceret i forhold til, hvordan man manifesterer sin inspiration eller vision i samfundet. Det er på en måde punk. En kvinde skal være fri og kunne bære bukser og ikke gå med korset og ligne et stykke slik. Så skabte hun tøjet til det, og det var smukt og enkelt. Så skabte hun parfumen, og hun kalder den Chanel. Jeg er markedsføringen. Hun siger til de andre kvinder, at hvis I lugter som mig, betyder det, at I politisk set er med mig, og I vil være fri. Det er meget moderne, og det foregik i 1920-21. Hun er en vigtig skikkelse.«

»Men den russiske ballet og Igor Stravinskys verden tiltalte mig også. Jeg vidste, at Le sacre du printemps skulle være mit lydspor, og at jeg ville genskabe og dedikere filmens åbningsscene til Nijinskys utrolige arbejde og modernitet. Coco er meget vigtig, men det interessante er kombinationen af de to. Denne kombination og forholdet mellem de to, der er en slags ballet for fire personer: Cocos afdøde elsker, Boy, der stadig er nærværende, og Stravinskys kone, der er en stærk, kvindelig karakter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis jeg skal vælge mellem filmen og My Fair Lady på Det Kongelige Teater, vælger jeg nok Coco Chanel & Igor Stravinsky, selv om det kun er på film.