Læsetid: 8 min.

Den, der digter, slår ikke

Det går galt for mennesker, som ikke kan udtrykke deres empati sprogligt, mener digter og tidligere folkeskolelærer Kurt Harrits. Derfor har han fremelsket det poetiske i sproget hos børn fra det multietniske Århus Vest, og sammen har de lavet digtsamlingen ’8210 – Digte over Frydenlund’. Den giver et overraskende lyrisk indblik i Århus’ ellers mest problematiserede bydel
Det går galt for mennesker, som ikke kan udtrykke deres empati sprogligt, mener digter og tidligere folkeskolelærer Kurt Harrits. Derfor har han fremelsket det poetiske i sproget hos børn fra det multietniske Århus Vest
11. februar 2010

Hvis digte stiller sig i nogen højere sags tjeneste, bliver de til propaganda eller plat programlitteratur. Dét er teorien bag det berømte 1800-tals-credo l’art pour l’art, der har formet en stor del af moderne litteraturteori.

Den teori bliver kraftigt udfordret af praksis hos den pensionerede folkeskolelærer Kurt Harrits og en flok skoleelever fra den socialt belastede og multietniske bydel Århus Vest eller bare 8210. De har sammen forfattet digtsamlingen 8210 – Digte over Frydenlund, ifølge Kurt Harrits som »led i et integrationsprojekt« ud fra devisen »den, der digter, slår ikke«.

Digtene tager udgangspunkt i de ord, eleverne kunne associere med deres kulturelt sammensatte kvarter og med postnummeret 8210, og resultatet er ifølge anmelder Erik Andresen »intet mindre end forbløffende godt«. Han skriver i Vejle Amts Folkeblad, at selv om digtene er korte, så rummer de »dybe, ofte finurlige indsigter i et barnligt univers, som langtfra er naivt. Nogle digte bærer præg af at være ren ordleg, mens andre giver læseren det svimle glimt af noget evigt, som poesi leverer, når den er bedst.«

Digtene er også kærlige og komiske modbilleder til de velkendte beskrivelser af 8210 som et hærværksplaget ’mafia-land’. For eksempel synes den såkaldte Trillegårdsbande, som står bag flere skyderier og systematiske tyverier i det lokale supermarked, at blive omvendt til det bedre i et af digtene, hvor det hedder:

»Netto åbner kl. 8210 / Vi kører en gravko / gennem muren / og springer over køen. / Alt, hvad vi stjæler / betaler vi ved kassen. Åh, min by, jeg / forlader dig aldrig.«

Det grummeste digt

Selv om 8210 er blandt Århus’ mest kriminalitetsramte betonbydele, er vestbyen også villaer med haver og lyse stuer, som den, familien Harrits bor i.

»Det er villaerne, der så at sige legitimerer kvarteret,« siger Kurt Harrits med henvisning til nabo-området Gellerup, hvor Århus Kommune planlægger nedrivninger og store ombygninger for at komme ghettoiseringen til livs. Harrits er dog heller ikke gået fri af kommunens flytten rundt på folk, fortæller han, for i 2008 blev Nordgårdskolen og Frydenlundskolen, hvor Kurt Harrits var lærer i 38 år, lukket ned, og elever og lærere blev fordelt ud på større skoler: »Frydenlundskolen blev lukket, fordi man sagde, at der var for få elever, men hvornår, der er for få, er jo en politisk beslutning,« siger han. »Nordgårdskolen blev lukket, fordi elevgrundlaget bestod af 100 procent indvandrere, og dét er ikke politisk opportunt for tiden.«

»Men det får du aldrig nogen til at indrømme,« indskyder Kurt Harrits’ kone, Ingelise Aaby.

Hun går til og fra i stuen og supplerer med de oplysninger, som Harrits selv er for stilfærdigt eller beskedent et gemyt til at ytre. Oplysninger om for eksempel, hvor »vellidt« Harrits var – selv blandt de børn, der var »uden for pædagogisk rækkevidde«.

Kurt Harrits underviste nemlig i klassen for AKT (adfærd, kontakt og trivsel) for elever, der er introverte eller ekstroverte i ekstrem grad. Det var her, digtningen begyndte, på trods af både udvandringer og protester fra elever, der snarere ser sig selv som ’gangsta’ – beslægtet med områdets berømte og verbalt hårdtslående hiphoppere L.O.C. og U$O – end som følsomme lyrikere.

»’Jeg skal sgu ikke skrive digte!’ sagde en dreng fra Somalia, og så satte han sig sådan her,« fortæller Harrits og klør sig i skægget med bortvendt blik.

»Så sagde jeg: ’Hvad er det med dig, hvad er det der, du gør?’ Han svarede: ’Jeg går i 8. klasse / og leger Jorden Rundt. Jeg tager min hånd / op til hagen / og mærker skægget gro. Ellers er klassen bare fyldt med glat hud’.«

»Og så havde vi det første digt. På samme måde er alle de andre digte fremkommet ved samtaler mellem mig og en eller flere elever. Jeg spurgte også en dreng, der ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige, hvad hans far lavede dér, hvor familien kommer fra, og drengen svarede: »Min far var soldat / og sprængte huse i luften. / Bagefter kunne det ikke ses / om der havde været nogen / hjemme.«

»Så havde vi et af de grummeste digte, du kan forestille dig.«

Digtene blev rammet ind og sat på væggene på skolen.

»Når man hænger den slags op, kan man være sikker på, at det ryger på gulvet, bliver trådt på, overmalet, eller på anden måde raseret, men det her blev hængene, og eleverne gik meget op i, om der kom nye digte til. Efterhånden som der gik prestige i at have et godt digt hængene, kom de udvandrede elever tilbage, sammen med elever fra de andre klasser, der også ville være med til at lave digte,« fortæller Ingelise Harrits.

Politikeres platte sprog

Det, der gør 8210 – digte over Frydenlund så appellerende, er ifølge Harrits, at digtsamlingen befinder sig et sted mellem en børne- og en voksenbog.

»Det skal forstås på den måde, at den viser voksne, at børns sprog er langt mere righoldigt, end man tror. På samme tid viser den børnene, at de kan forstå en kunstform, de tror ikke er tilgængelig for dem.«

– Hvorfor er alle digtene så korte og uden rim?

»Børn elsker rim – dem lytter de til med lige stor begejstring hver gang – men denne her gang skulle de ikke lytte til digte, men til sig selv. Derfor var rim forbudt.«

»Et godt digt er desuden ikke for langt, det er for kort,« siger Kurt Harrits.

»Det vigtigste i digtet er at læse mellem linjerne, som man siger, og derfor skulle eleverne i de indledende øvelser til digtene læse højt fra usynlige bøger. Det var de gode til. Særligt subtilt blev det, når de rettede på hinanden og indvendte: ’det står der ikke’,« smiler han.

De skulle også lave associationsøvelser, hvor reglen var, at de skulle udtænke tillægsord, der er skæve i forhold til navneordet.

»Alle de idiomer, vi bruger på dansk, kan de ikke. Hvis du fortæller dem, at nogen har ’taget benene på nakken’, tror de, at vedkommende kommer slæbende med en sækfuld afrevne lemmer på ryggen. Deres sprog er tømt for konnotationer, og så får man et meget hårdt sprog. Men det går galt, hvis du ikke kan formulere den sidste rest af empati, du har i dig.«

Det gælder ikke kun for relationerne mellem socialt udsatte børn, men for alle mennesker, der arbejder med at få fællesskaber til at lykkes.

Derfor har Kurt Harrits og datteren Cecilie Harrits, der er medejer af Forlaget Jorinde & Joringel, som har udgivet digtsamlingen, sendt samtlige Folketingets 179 medlemmer et eksemplar med besked om, »at man kunne trænge til lidt sproglig inspiration på Christiansborg«.

»Vi er trætte af at høre på den platte retorik, politikerne griber til for at kunne fremstå som autoriteter, når de reducerer komplekse problemer til et spørgsmål om at kunne planlægge ’på den korte bane’ og ’på den lange bane’ – det siger de altid,« sukker Harrits, der kun har modtaget tak fra Margrethe Vestager (B) og Kirsten Grosbøl (A). »Men jeg glæder mig nu alligevel ved forestillingen om, at folketingets medlemmer kan sidde og læse i den her lille bog, mens Lars Løkke står og bortforklarer der i midten af Folketingssalen,« siger Harrits i bilen på vej hen til Hasle Skole, hvor vi skal møde en håndfuld af medforfatterne til 8210 – Digte over Frydenlund.

Digtskrivning er ’nice’

»Kuuert!,« hviner en blon­dine og slynger armene om Kurt Harrits. Det er Maria Lind fra 7.e, der efterfulgt af sin veninde Julie Andersen hilser på deres tidligere lærer, som de ikke har set, siden han gik på pension ved lukningen af Frydenlundskolen. De fniser overgivent og blinker med blå øjne, mens deres klassekammerater søs­t­rene, Kamila og Nazia Afriday, indfinder sig.

– Er det jer eller Kurt, der har fremstillet ’8210 – Digte over Frydenlund’?

»Det er Kurt, der har lavet det meste af arbejdet, men han kunne ikke have gjort det uden os,« siger Nazia.

»Vi gav ham ideerne.«

»Det er mærkeligt, men han kunne lave digte ud af vores ord,« supplerer Kamila. »Vi fortalte ham bare, at vi kommer fra Afghanistan.«

Hvordan er det, at have en digtsamling om jeres liv på Frydenlundskolen?

»Det er nice!« kommer det synkront fra Julie og Maria, før de bliver kvalt i et nyt latteranfald.

»Det er et godt minde. Der var mange, der sagde, at Frydenlundsskolen var en dårlig skole, men det passer ikke. Det var en god skole, og Kurt vendte det dårlige til noget godt,« siger Kamila gennem larmen.

De andre snakker om Netto ved Frydenlundskolen, som måske må lukke, fordi den igen er blevet forsøgt sprængt i luften med en omgang nytårsskyts. Hærværk er hverdag her i området, men Kamila og Nazia er trætte af, at det kun er de »dårlige historier«, der bliver fortalt.

– Hvor hører I dårligt om Frydenlund?

»I medierne. Der ser de kun på den negative side, i stedet for på den positive, og så fremhæver de den. Men alle savner Frydenlund. Jeg siger ikke, at lærerne er lede her på Hasle Skole, men alt var ligesom mere frit på Frydenlund, og det føltes trygt at gå der, fordi alle ens brødre og søstre også havde gået der. Kurt har fremhævet det positive.«
Harrits har trukket sig lidt tilbage i lokalet, men finder alligevel hurtigt tilbage til sin vante rolle blandt eleverne:

»Søren har tre sønner,« siger han til de unge, »den første hedder Rip, den anden Rap, og den sidste hedder …?«

»Rup!« råber Maria og ler. Nemlig. »Sørens far har tre sønner, den første hedder Rup, den anden Rip, og den tredje?«

»Rap!« Det er Maria igen. »Søren,« retter Kamila og høster et anerkendende blik fra Harrits, mens Maria eksploderer af grin igen.

»Dengang vi gik på Frydenlund, sagde Maria altid, at hun ville i AKT og ha’ Kurt som lærer, fordi han gjorde hende så glad,« fniser Julie og vender sig mod Maria: »Og se, hvor glad du er nu!«
»Ja, jeg slog engang én i hovedet med en pandekage, for at komme i AKT,« siger Maria.

Og virkede det så?

»Uhm,« nikker hun.

»Dengang vi gik på Frydenlund, var Kamila og jeg altid så misundelige på jer over, at I gik i AKT og havde Kurt hver dag,« siger Nazia alvorligt.

»Dét var noget, man skulle gøre sig fortjent til,« smiler Maria.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"– Hvor hører I dårligt om Frydenlund?

»I medierne. Der ser de kun på den negative side, i stedet for på den positive, og så fremhæver de den. "