Læsetid: 6 min.

Empati for viderekommende

Indlevelse og ydmyghed lyder måske ikke umiddelbart som opskriften på succes. Men i tilfældet Lone Scherfig, der nu som den første danske filminstruktør står med en Oscarnominering i kategorien Bedste film, er det lige netop de egenskaber, der både personligt og professionelt har båret hende frem
Indlevelse og ydmyghed lyder måske ikke umiddelbart som opskriften på succes. Men i tilfældet Lone Scherfig, der nu som den første danske filminstruktør står med en Oscarnominering i kategorien Bedste film, er det lige netop de egenskaber, der både personligt og professionelt har båret hende frem
5. februar 2010

En ordentlig portion kringlet humor. En professionel og personlig ydmyghed kombineret med en bred viden og en stor håndværksmæssig kunnen. Og sidst, men ikke mindst en unik sans for det nære kærligheden og omsorgen de menneskelige relationer og de skæve eksistenser. Det er sammenlagt den karakteristik, man får af Lone Wrede Scherfig, når man spørger folk, der har været tæt på hende igennem hendes karriere.

Det lå ellers ikke lige i kortene, at det skulle være Lone Scherfig, der bragte de små og skæve eksistenser frem i lyset. Som datter af direktør Ole Scherfig, der ligeledes var bestyrelsesformand på Berlingske Tidende, og mangeårig forstander ved Den Kongelige Balletskole Lise Scherfig, voksede den nu 50-årige Lone Scherfig langt fra op i trange kår. Nærmere det modsatte. Det har dog ifølge Lone Scherfigs bror, advokat og administrerende direktør for Dansk Design Center, Christian Scherfig, aldrig stået i vejen for hendes samfundsengagement. Deres opvækst har faktisk i kraft deres fars blik for mere sociale aspekter været medvirkende til, at det blev sådan.

»I forbindelsen med Ungarnskrisen havde vi f.eks. huset fuld af ungarske flygtninge. Så selv om det er rigtigt, at vores opvækst har været i hvad man kan betegne som overklassen har vores far altid haft den sociale ansvarsfølelse. Han brugte også meget tid på Danmarks Internationale Studenter Komité, der jo også handlede om at sikre unge mennesker muligheder og bringe dem på fode,« siger Christian Scherfig.

Omvendt mønsterbryder

En anden mulig forklaring i forhold til Lone Scherfigs fokus er bøger. Hun er yderst belæst og startede allerede med at læse som 4-5-årig. I gymnasiet fik hun Torben Brostrøm senere forfatter og litteraturanmelder ved denne avis som dansklærer, hvilket yderligere inspirerede hende til både at skrive og læse. Et faktum, der fangede forfatteren Bent Vinn Nielsens opmærksomhed, da han i starten af 90erne arbejde med Scherfig på en film.

»Filmfolk plejer som regel at være tæt på analfabeter, så det undrede mig meget, at hun var så utroligt belæst,« siger Bent Vinn Nielsen.

Han ser hende som en omvendt mønsterbryder i forhold til hendes baggrund i de mere fine lag i samfundet, fordi hun i den grad er orienteret mod de små og skæve eksistenser i samfundet. Hun bærer som sin grandonkel, forfatteren og billedkunstneren Hans Scherfig, på en form for social indignation, som hun på sine egen måde giver udtryk for gennem sine film. Hun har en viden om og en oprigtig interesse for almene menneskelige vilkår.

Spørger man filmproducer Ib Tardini, der blandt andet producerede Lone Scherfigs hidtil største succes, Italiensk for begyndere, er en af hendes forcer da også langt hen ad vejen viden og indsigt, som andre ikke nødvendigvis besidder.

Det gør sig blandt andet gældende i forhold til skuespillerne, som hun er utroligt dygtig til at få til at yde deres bedste. Et forhold, Tardini lagde mærke til helt tilbage i Lone Scherfigs tv-debut Margrethes elsker.

»Hun har en unik forståelse for skuespillerens arbejdsproces og afsæt i teaterverdenen. Hun forstår, hvilket rum hun skal skabe for at få et hold af skuespillere til at fungere,« >siger Ib Tardini.

Bred forståelse

Og det er da også hendes personinstruktion, som tidligere administrerende direktør for Det Danske Filminstitut og nuværende direktør i tænketanken European ThinkTank on Film and Film Policy, Henning Camre, ser som en af de afgørende elementer i Scherfigs talent. Et talent han spottede helt tilbage til hendes tid på Den danske Filmskole, da han var rektor der. Et andet element, Camre nævner, er hendes sans for ord. Hun har, siden hun var barn, altid skrevet meget og skrev således også selv manuskriptet til Italiensk for begyndere.

»Man tænker måske ikke så meget over det, men det at forstå og selv have erfaring med at skrive manuskripter at kunne se videre end bare en god historie, men helt ned i strukturer og fortælleformer gør, at hun kan skabe langt mere personlige film, fordi hun kommer helt ned i dybden med et manuskript,« >siger Henning Camre.

Også filmfotograf Jørgen Johansson, der blandt andet filmede Wilbur begår selvmord og Italiensk for begyndere, fremhæver Scherfigs grundighed i forhold til at forstå og gå op i alle forhold i en film, som noget af det, der kendetegner hende. Det engagement gør, at selv noget, der ikke til at starte med er Lone Scherfigs, altid i sidste ende ender med at være det alligevel. Det er for Jørgen Johansson også tilfældet med Scherfigs Oscaraktuelle, An Education.

»Det er jo et manuskript, hun ikke har været direkte inde over. Alligevel er det blevet en Lone Scherfig-film. Det er det, fordi hun har så meget styr på alle aspekter >fra manuskript til lyd, til rekvisitter og scenografi. Hun mestrer rigtig mange af de parametre, der gør en film. Når du gør det, så bliver det en mere hel oplevelse, end hvis instruktøren ikke går ind i formen, men kun fokuserer på skuespillerne. Lone gør det hele,« siger Jørgen Johansson.

I seneste nummer af filmmagasinet Ekko udtrykker stjerneskuddet Carey Mulligan fra An Education da også, at Scherfig er yderst præcis i sin instruktion og i forhold til, hvad hun vil have ud af sine skuespillere. Set udefra kan Mulligan da også i sig selv ses som et udtryk for Scherfigs talent for at få skuespiller og rolle til at gå op i en højere enhed. I dansk regi kan skuespiller Peter Gantzler nævnes. Før Italiensk for begyndere, var han alment kendt som machofiguren Taxa-Mike. Alligevel så Scherfig noget helt andet i Gantzler og lykkedes med at få det frem.

»Hun giver én frihed. Og hun giver skuespillere fornemmelsen af at blive set. Man kan virkelig mærke, at hun elsker skuespillere, hvilket skaber en enorm lyst. Der er ikke noget bedre end at høre hendes undertrykte grin omme fra monitoren. Det er et energispark og en gang benzin på spillemøllen,« siger Peter Gantzler.

Lunt og melankolsk

Og netop humoren ikke nødvendigvis den undertrykte er dét, langt de fleste nævner som det første, når man spørger, hvad der karakteriserer Lone Scherfig. Det gælder også for Niels Hausgaard, der sammen med Scherfig skrev manuskriptet til spillefilmen Hjemve.

»Vores baggrund er utrolig forskellig, men alligevel overlapper vores humor. Det handler aldrig om pointen, det er aldrig en vittighed, aldrig ha ha ha. Det er mere en sans for den humor, der ligger i situationerne. Den humor, man tit ser, når man interesserer sig for mennesker,« siger Niels Hausgaard.

Dogmekollega og ven, filminstruktør Kristian Levring, der har kendt Scherfig, siden de startede sammen på Filmskolen først i 80erne, er enig. Der er en lun humor, der både gennemstrømmer Scherfig som person og som filminstruktør. En humor, der blandes med en vis melankoli og skaber en tone, som Levring karakteriserer som meget engelsk.

Lektor ved Film- og Medievidenskab, Peter Schepelern ser også en vis melankoli i Scherfigs film. Den ligger i de afdæmpede menneskenære og intime historier omkring sårbare mennesker, der ifølge Schepelern er blevet Scherfigs brand.

»Nogen ville måske sige, at det er kvindelige film, kontra det traditionelle mandeunivers med dækhvin rundt om hjørnet. Det er kammerspil centreret omkring unikke mennesker. Det er dem, der er vigtige ikke plottet,« siger Peter Schepelern.

Savner en voldsfilm

Og netop det lidt pusse-nussede kvindelige image, som Scherfig har opbygget, er da også noget nær det eneste mulige kritikpunkt, en ellers rosende Peter Aalbæk kan komme med.

Jeg vil gerne se hende komme med en voldsfilm, så hun ikke bare bliver reduceret til den søde instruktør med det blonde hår, der laver film med børn og dyr. Det kunne være skægt at se hende gøre noget helt anderledes,« >siger Peter Aalbæk.

Og hvem ved? For efter et succesmæssigt dyk på en 10 år efter Italiensk for begyndere, ser det altså nu ud til at Lone Scherfig med de nylige Oscarnomineringer potentielt kan nå endnu højere rent succesmæssigt på hendes sans for indlevelse og menneskelige relationer. I hvert fald hvis man ser på den udenlandske eksponering og muligheden for at få endnu et dansk navn etableret på den internationale scene. Og ifølge Kristian Levring ligger der en vis form for retfærdighed i, at det netop er en empatisk og ærlig kunstner som Scherfig, der får den mulighed.

»Hun er en af de få, der er smukke i modvind. Det er hun, fordi det aldrig stiger hende til hovedet, fordi hun har sine fødder så solidt plantet i jorden via andre værdier i sit liv i form af hendes familie. Hun bliver aldrig prangende. Et godt eksempel er hendes reaktion på nomineringen, hvor hun nedtoner chancen for rent faktisk at vinde. Det er virkelig typisk Lone,« siger Kristian Levring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ikke skyggen af empati i en pengemaskine som fru Scherfig. Empati skal man til Buddhismen for at finde sporet af. Det er 'a solid case of the Emporer's new clothes'...

Med venlig hilsen