Læsetid: 3 min.

Fænomenet Okking

Hvordan det gik til, at Information i modsætning til Hollywood fik et positivt forhandlingsresultat med Jens Okking i et spørgsmål om honorarbetaling
Hvordan det gik til, at Information i modsætning til Hollywood fik et positivt forhandlingsresultat med Jens Okking i et spørgsmål om honorarbetaling

Ritzau Scanpix

25. februar 2010

Skuespilleren Jens Okking var engang i Nice sammen med sin instruktør, Anders Refn, for at skyde nogle optagelser til tv-serien En gang strømer. På samme tid var nogle amerikanske filmfolk, blandt andre Michael Douglas, dernede for at filme. Da de så Okking, ville de engagere ham på stedet – alene på udstrålingen. Han skulle spille over for Richard Gere, om end naturligvis i en mindre rolle.

Det var jo ikke desto mindre en vidunderlig chance at skulle spille over for en stjerne af den kaliber. Man ville blive set vidt og bredt. Men Hollywood havde gjort regning uden Okking, der nok vidste, hvad han ville have i honorar. Det, han forlangte, ville amerikanerne imidlertid ikke betale. Okking var stædig, og forhandlinger stoppede hurtigt. Gere og Douglas måtte klare sig uden danske Jens.

Anders Refn mener, at hans skuespiller derved gik glip af et internationalt gennembrud. Han fortæller historien i en bog om Okking, Virkeligheden er altings prøve, som udkom i efteråret, men som jeg først har læst nu. Udmærket influenzalæsning ved vintertide. 

Niels Okking: Jens Okking – Virkeligheden er alle tings prøve

Overbud

Jeg kendte intet til Richard Gere-historien eller Jens Okkings forhandlingsstyrke i lønspørgsmål, da han en dag i 1990’erne pludselig dukkede op på mit kontor her på bladet, hvor jeg dengang beklædte funktionen som kulturredaktør.

Han havde skrevet en artikel, som han fremdrog fra en stor, hvid kuvert. Jeg stak os en kop kaffe og læste den straks. Den handlede om kulturpolitik og er noget af det morsomste, jeg har læst i satiregenren. Den ville vi gerne bringe, men hvad havde han tænkt sig med honorar? Jeg holdt mit sædvanlige lynforedrag om vores beskedne honorarer og stramme budgetter.

Jens Okking tænkte sig om et øjeblik. Så tog han sit mest fiffige ansigtsudtryk på.

»Hvor meget får Suzanne Brøgger!« ville han vide.

Suzanne havde i de år en fast klumme på kultursiderne i vores avis. Jeg nævnte det beløb, vi betalte hende.

»Jeg vil have det samme!« sagde han.

»Jamen, selvfølgelig,« sagde jeg.

»Plus en krone mere!« tilføjede han hurtigt.

Således, begge tilfredsstillet, gik vi ned i bogholderiet, og Jens fik en check på det beløb, Suzanne Brøgger plejede at få.

Plus en krone.

Noget rod

Første gang, jeg oplevede Jens Okking, var, da han debuterede som skuespiller i stykket Kong Ubu på studenterscenen i Århus og fremviste verdens tydeligste talent. Derfra tordnede han derudad.

Med knofedt og benarbejde blev han i løbet af ingen tid en af de mest kendte personer i byen, da han fik et nyt kulturcenter op at stå i en gammel købmandsgård, Vestergade 58. Men hvor kom han fra? Ud af intet forekom det, men det kan jo ikke passe.

I bogen får man besked. Hans barndom var noget rod uden en far og med en masse flytteri. En tid var han Nyboder-dreng.

Usnobbet

Han tordnede videre og indspillede 67 film og tv-serier plus alt det løse på teatrene. Så brød motoren sammen. Han fik en depression og senere stødte en blodprop i hjernen til. Derfor har vi ikke set ham som aktiv skuespiller i nogle år, og bogen er skrevet sammen med en af sønnerne, Niels Okking.

Jens Okking fotograferet den 9. juli 2008.
Læs også

Det, der blev den direkte årsag til depressionen, var ifølge bogen fiskeriaftalen mellem EU og Vestafrika. Lyder måske sært, men på den anden side: Et ophold i Europaparlamentet kan vel tage pippet fra endog stærke naturer.

De lokale småfiskeres eksistens blev truet af de spanske og portugisiske trawleres grovfiskeri. Okking og en britisk kollega fik opbakning fra en række medlemmer til et forslag om at beskytte afrikanerne, men ved den endelige afstemning havde disse pludselig skiftet mening. Frustreret og alene i Bruxelles forekom det hele pludselig uoverskueligt og meningsløst. Okking kastede håndklædet.

I Bruxelles knyttede han sig til Freddy Blak, i skuespillerverdenen blev han bedsteven med Karl Stegger. Fisefornemhed har aldrig været hans kop te.

Bogen, der er udkommet på Ekstra Bladets Forlag, fortæller mærkeligt nok ikke så meget om skuespilkunsten, men om alt andet i hans liv, herunder også de practial jokes, som han elsker at udføre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonathan Larsen
  • Flemming Berger
  • Katrine Damm
  • Slettet Bruger
Jonathan Larsen, Flemming Berger, Katrine Damm og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer