Nyhed
Læsetid: 1 min.

Filmpris til 'R'

Tobias Lindholm og Michael Noers barske fængselsdrama 'R' vandt lørdag aften hovedprisen ved Göteborg Film Festival
Tobias Lindholm og Michael Noers barske fængselsdrama 'R' vandt lørdag aften hovedprisen ved Göteborg Film Festival
Kultur
8. februar 2010

Med både hovedprisen og de internationale filmkritikeres pris i Göteborg Film Festivals konkurrence for bedste nordiske film kunne fængselsdramaet R lørdag aften fejre en flot international modtagelse inden den danske premiere til april. Den imponerende debutfilm er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm og Michael Noer i fællesskab og fortæller en barsk historie om fangen Runes møde med de rå realiteter bag murene på Horsens Statsfængsel. De mange nye ansigter og den klaustrofobiske location skaber et intenst drama med frygten drivende ned af cellevæggene, og ved festivalvisningen fredag kunne man mærke filmens sikre greb om publikum.

R har konkurreret i et stærkt felt med Nicolo Donatos Broderskab som det andet danske bidrag. Dokumentarfilminstruktøren Margreth Olins spillefilmdebut, Englen, vandt publikumsprisen for Maria Bonnevies gribende portræt af en heroinmisbrugende kvinde. Danske Rasmus Videbæk vandt festivalens fotografpris for billedsiden til islandske Dagur Káris humoristiske drama The Good Heart, hvor en hjemløs selvmordskandidat (Paul Dano) kommer i lære i livet som bartender i New York. Svenske Babak Najafis Sebbe fik den svenske kirkes pris for et stærkt portræt af den svære relation mellem en 15-årig dreng og hans mor.

Festivalen viste en række andre nye, nordiske film, og ikke mindst de danske fik opmærksomhed. Applaus var udtaget til Ingmar Bergman-konkurrencen for bedste internationale debutfilm. Nicolas Winding Refn og Mads Mikkelsen lagde vejen forbi med Valhalla Rising, og der har været en række smagsprøver fra det forgangne filmår.

Fra et svensk perspektiv var der langt fra en oplevelse af dansk filmkrise i en afslutningsweekend, hvor Lone Scherfigs An Education desuden åbnede i de svenske biografer. En kommende titel som prisvinderen R vidner bestemt også om, af der er danske film at se frem til i de kommende måneder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her