Vi vil have vores idoler unge, vil vi. Lækre og spiselige, med stram røv og klare øjne. Vi vil ikke sidde og glo på videoer, hvor hel- og halvgamle personager løber rundt, viser rynker og forfald frem og i det hele taget tager sig uspiselige ud, mens de minder én om, at man er dødelig og forfaldet sikkert satte ind, da man slog gluggerne op på fødselsgangen.
Sådan er reglerne og overholder man dem ikke, bliver ens pensionsopsparing konfiskeret. Ikke desto mindre hedder den måske mest gribende musikvideo nogensinde Hurt, og den har dog været set på Youtube af 25 millioner! I videoen løfter en tussegammel (omend han er ikke så gammel, som han måske ser ud, but that's showbiz for ya) Johnny Cash (1932-2003) Trent Reznors dystre sang durk op i afdelingen for udødelige performances.
At han gør sangen til sin er klart en underdrivelse, han besætter den, han tilintetgør den - kun for at bygge den op fra bunden, som en anden guddom skabe den ud af intet. Cash er således én af få kunstnere i rockepoken, der af den kødædende offentlighed har fået lov til at gennemleve alle livets faser i spotlyset. Og med Hurt skrev han sin egen gravskrift, træt, syg og gammel, jo vist - men også værdig, vældig og imponerende.
Cash var sådan en smuk mand i sine velmagtsdage i 1950'erne og 60'erne, hvor han var klodens måske største countrystjerne. Også selvom - eller måske fordi - han ikke som flertallet i den genre var rundet af Nashville, hvorfor standardinventar som steel pedal, fiddle og den helt store strygersovs mestendels var en undtagelse frem for regel på de plader, han bogstavelig talt spyede ud. Thi hvad man ellers måtte mene om manden, hvilede han sjældent på sine laurbær, tværtimod sendte han rask væk fire til fem plader på markedet om året og spillede uden kny en 200-250 koncerter om året. Det var det liv han havde valgt, det var det, han var god til og selv i de årtier, hvor pladesalget svigtede, kunne han uden problemer fylde koncertsalene i såvel USA som Europa. Han var jo Johnny Cash, for fanden - The Man in Black.
Og som sådan også større end livet selv. Vi forventede os meget af ham - bare ikke at han blev så syg og gammel, at det til sidst tog livet ham. Thi i sin storhedstid lignede han med sit furede og markante ansigt en vaskeægte Western-helt, han var selve indbegrebet af de nosser og det mod, der i de bedste tilfælde karakteriserer skabelsen af Amerika, han så ud som om han var hugget ud i granit og ikke som vi andre undfanget af mand og kvinde, snarere skabt af en højere almagt. Levende legende, jo tak spids. Og så lidt til.
Solidarisk med udstødte
Som så mange af sin slags og generation - Elvis, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins m.fl. - var Cash af det amerikanske landproletariat et nøk over white thrash og de fattige sorte, men socialt under stort set alle andre.
Formet af bomuldsfarmerens vilkår, når de er mest ekstreme og nådesløse, rundet af Den Store Depression og 2. verdenskrig, skolet i de salmer og den fundamentale kristendom, vi ikke uden grund forbinder med sydstaterne og bekendt med fattigdom og skæbnens allehånde luner fra barnsben, tør jeg roligt påstå, at lige den model ikke fremstilles længere.
For dem alle gjaldt det at musikken blev vejen ud og væk og i processen blev selv en ydmyg bonderøv som Cash en holden mand. Men hvis ikke den person, der skrev Folsom Prison Blues og I Walk the Line og Hey, Porter skulle ende op med et par håndører på kistebunden, så ved jeg snart heller ikke hvad jeg skal mene og tænke om noget som helst.
Det mærkelige ved Cash var så, at selvom hans vildeste drømme gik i opfyldelse, og han udover enhver forstand blev i stand til at forsørge sig og sine, forblev han en søgende sjæl til det sidste.
Og fundamentalistisk kristen eller ej, var det ikke den smålige og hævngerrige Jehova, han tegnede abonnement på, men den tilgivende, sonende og med de fattige og udstødte solidariske Jesus Kristus, der var hans ledepil.
Også det var med til at gøre ham til en helt, hvem andre besøgte fangerne i Folsom Prison og San Quentin, hvilken anden countrystjerne talte indianernes sag og hvordan slap han dog af sted med at introducere Bob Dylan for sådan et publikum uden at ryge op i nærmeste telefonpæl med en løkke om halsen? Johnny Cash var countrystjernen selv en rock'n'roller måtte elske og det lignede alt sammen næsten en film (hvad det da også blev til på det tidspunkt) - inklusive et massivt pillemisbrug og pænt rod i kærlighed og afkom.
Men som ethvert barn ved, så fik han sin June og hun fik ham og det skete alt sammen i en ring of fire. Men efter de syv fede år kom de syv magre, som skrevet står, så op gennem 1970'erne og 1980'erne antog han mere og mere karakter af has-been; også når pladerne var gode, såmænd. Det spillede ligesom ingen rolle mere, tiderne skifter baby og vi følger med som det viljeløse drivtømmer vi nu engang er i det spil.
Vendte op og ned på alt
Til sidst stod The Man in Black helt alene på bunden af en stor dal, uden pladekontrakt og uden mål. Han var blevet gammel, grå og var som den slags mestendels i vejen. Men så halleluja - skilte skyerne sig og en skægget jødisk profet, sludder producer ved navn Rick Rubin viste sig og sagde:
»Johnny, du er Manden. Du er den største af din slags og du skal lave en plade på mit pladeselskab. Ikke nok med det - det skal være en plade, hvor du udelukkende akkompagnerer dig selv på akustisk guitar og kun synger sange, der virkelig siger dig noget«.
Og sådan blev det. Det første album i serien American Recordings udsendtes i 1994 og vendte op og ned på det hele; lige pludselig havde vi alle sammen elsket ham lige så længe vi kunne mindes og skivens geniale blanding af nyt og gammelt - folkesange så gamle som Metusalem og indierocksalmer fra i forgårs - udgjorde en fortryllende formel, der slog alle døre ind. Det blev til tre mere i serien, mens han levede og efter hans død udsendtes i 2006 posthumt American V: A Hundred Highways. Den strøg direkte ind på salgslisternes førsteplads, åh skæbnens grumme ironi.
Det føles lidt som om der siden kæmpens død i 2003 næppe går en måned, uden en eller anden opsamling - indeholdende de samme 50-60 skæringer i forskellige konstellationer - sendes på markedet, men få af dem viser nu helt samme gennemslagskraft som det foreløbigt sidste ord i sagen, det måske sidste (?) kapitel i Rick Rubin-sagaen, American VI: Ain't No Grave, hvorfra vi nok tør påstå, at i hvert fald titelnummeret (en såkaldte traditionel) stryger direkte ind blandt den snes udødelige performances, Cash tegner sig for. Og synes De ikke det lyder som ret mange, så tro mig - det er flere end de fleste. Mange af optagelserne på Ain't No Grave stammer fra det sidste halve år han levede - den korte periode efter Junes Carter Cash's død, hans trofaste livsledsagerske og muse. Det er en meget gammel - selvom han kun var 71 år, var han helt slidt op - mand, man her hører. Det er vederkvægende fra start til slut, akkompagnementet er spartansk, stemmen rusten og sangene i top; selv så slidt en traver som Satisfied Mind får han givet nyt liv og nye betydninger. Denne udgivelse har intet med spekulation at gøre, men alt med sidste vilje og testamente. En værdig og gribende afslutning på én af de få giganter, der trods alt har haft deres gang her på Guds grønne jord.
Johnny Cash: American VI: Ain't No Grave. Udkommer i dag.
