Læsetid: 6 min.

Den gode, den onde - og rugby

Der er ingen over og ingen ved siden af Clint'en. Den snart 80-årige skuespiller og instruktør er stadig amerikansk films førstemand med en machominimalistisk karisma, der har holdt sig usvækket igennem fem årtier. Nu udsender han et epos om Sydafrikas vej til forsoning under Mandela
Invictus er et karakterstudie af en af vor tids mest usædvanlige politiske ledere - og Clint Eastwoods nyeste film.

Invictus er et karakterstudie af en af vor tids mest usædvanlige politiske ledere - og Clint Eastwoods nyeste film.

Warner Brothers

25. februar 2010

Hvis nogen tvivlede på Clint Eastwoods slidstyrke, blev al tvivl fejet bort, da den 79-årige skuespiller og instruktør for et par uger siden blev udnævnt til USA's foretrukne filmstjerne i en årligt tilbagevendende meningsmåling. Ikke nok med at han slog Denzel Washington ned fra den topplacering, han indtog i tre år i træk, han distancerede også så funklende navne som Johnny Depp, George Clooney og Tom Hanks.

En imponerende præstation, især fordi Clint'en i det seneste årti kun har optrådt i fire film (alle instrueret af ham selv) - og at to af disse - hans aldrende astronaut i Space Cowboys og den pensionerede FBI-mand i Blood Work - var middelmådige.

Men som også den begejstrede modtagelse af hans seneste film, Gran Torino, viste, er Eastwoods popularitet uformindsket. Filmen indspillede 269 millioner dollars på verdensplan. Også Oscar-akademiet har feteret ham i dette årti: Syv trofæer, fordelt på tre film, er det blevet til, deriblandt prisen for bedste instruktør og bedste film - den gik til boksemelodramaet fra 2004, Million Dollar Baby. (Eastwood præsterede samme bedrift med westernfilmen Unforgiven i 1992). Og som om det ikke var nok spurgte det toneangivende Sight & Sound Magazine i 2008 - retorisk - på sin forside: »Den største nulevende amerikanske instruktør?«

Arbejdshesten Eastwood

Uanset hvad dét spørgsmålstegn skal til for, er Eastwoods produktivitet respektindgydende. Hans nye film, Invictus, er hans 30. som instruktør siden debuten i 1971 med thrilleren Play Misty For Me. I og med at han spiller hovedrollen i de fleste af sine film og derudover har medvirket i 12 andre filminstruktørers værker, bliver det klart, hvilken arbejdshest Eastwood er.

Da han i en alder af 41 år realiserede overgangen til instruktør, var han allerede en stor og etableret stjerne. En af hans to ikoniske roller - den navnløse, ceruttyggende revolvermand i Sergio Leones Dollars-trilogi - var for længst cementeret i biografpublikummets bevidsthed, mens den anden - den voldsparate selvtægtsstrømer Dirty Harry trådte uforglemmeligt ind på scenen samme år.

Forførerisk farlighed

Eastwood har altid været kontrolleret og ambitiøs. Født i San Francisco som søn af en af stålarbejder gik han efter en kort tid i militæret og afbrudte studier på et handelsuniversitet over til at blive løsarbejdende skuespiller for Universal i 1950'er-B-film som Tarantula. I 1959 blev han udset til rollen som Rowdy Yates i den succesrige tv-serie, Rawhide, der kørte i seks år, og han indledte sit samarbejde med Leone i En nævefuld dollars fra 1964.

Det var på dette tidspunkt, han etablerede sin fåmælte, hårdkogte filmpersonlighed, der syntes at springe ud af hans egen - sådan så det i al fald ud for andre.

»Clint er en fyr, som i det virkelige liv er helt som på film,« sagde Sergio Donati, ukreditteret manuskriptforfatter på den første af de to opfølgende film, Hævn for dollars.

»Det er aldrig til at sige, hvad han tænker.« Mens dette machominimalistiske stiltræk, som hans medstjerne i Ørneborgen, Richard Burton, kaldte »dynamisk sløvhed,« har fængslet publikum i årevis, har Eastwood heller aldrig været bange for at udnytte sin seksuelle karisma. Måske kan hans charme virke sammenbidt, men han udstråler også forførerisk farlighed.

Fantastisk alfahan

Tænk på hans skørtejæger-DJ i Play Misty for Me, hans SM-elskende politimand i Strømer på stregen eller soldaten, som bedrager sig ind i kostskolepigernes hjerte i The Beguiled.

Selv Angelina Jolie, der spillede med i Eastwoods Changeling (2008) - en sand historie om en mor, der mister sit barn - blev svag i knæene.

»Jeg falder i svime, bare jeg taler om ham,« fortalte hun mig i Cannes samme år.

»Han er alt det, man håber på. Jeg tænkte på ham som den her fantastiske alfahan - så handlekraftig, så stærk, så cool. Og så møder man ham, og så er han lige netop sådan! Som instruktør er han anerkendende over for alle. Han er imødekommende, han er tålmodig - han er den leder, man kun kan håbe på i alle livets aspekter.«

Ord, der minder os om, at Eastwood tog en to-årig tørn som republikansk borgmester i byen Carmel i Californien, hvor han stadig bor. I dag er Eastwood måske den naturlige leder, respekteret og elsket, men i nogle år var det ikke den almindelige opfattelse. Det var dengang, han optrådte sammen med en orangutang ved navn Clyde i actionkomedien Bankekød til slemme drenge (1978) og efterfølgeren Seje bøffer og hårde bananer (1980).

1980'erne var i vidt omfang kreativt golde for Eastwood og parløbet med Burt Reynolds i City Heat (1984) noget af et kunstnerisk lavpunkt. Men tænk så på hans tapre forsøg ud i musicalgenren i Paint Your Wagon fra 1969. Eller det overbevisende stilskifte til romantisk helt i tåreperseren Broerne i Madison County fra 1995.

Ingen tvivl om, at Eastwood er til mere end politi og cowboys. Ej heller er han bange for at afprøve forskellige genrer som instruktør, hvad enten det er musikfilm som Bird om jazzlegenden Charlie Parker, roadmovies (Bronco Billy, Honkytonk Man) eller krigsfilm (Flags of Our Fathers, Letters from Iwo Jima). »Det er rigtigt, at jeg nok er mere påvirket af en ældre tradition, da instruktører lavede et bredere udvalg af film,« siger han.

Eastwood er ikke bange for at tage chancer. Da Warner Brothers vægrede sig imod med at skyde penge i Million Dollar Baby, tilbød han at give afkald på sit honorar.

Opbyggelig historie

Selv om Eastwoods senere værker - især hans filmatisering i 2003 af Dennis Lehanes roman om børnemishandling, Mystic River - anslår dystre toner, har Invictus ikke givet anledning til tilsvarende tøvende overvejelser hos investorerne.

Baseret på bogen Playing the Enemy af John Carlin fortæller filmen den opbyggelige historie om verdensmesterskabet i rugby i 1995 i Sydafrika, da værtsnationen - under ledelse af holdkaptajn Francois Pienaar (Matt Damon) - vandt trofæet mod alle odds. Den nyvalgte præsident Nelson Mandela (Morgan Freeman) så turneringen som et oplagt skridt mod at læge sårene i det stadig racemæssigt delte land.

Og minsandten om ikke Mandelas tilskyndelser inspirerer Springboks, det sydafrikanske rugbyhold, til at vinde sin bemærkelsesværdige stime af sejre, herunder at besejre topfavoritten New Zealand i finalen.

Filmen var en risikabel satsning. Ikke kun fordi biografpublikummet på det vigtige amerikanske hjemmemarked kun har ringe interesse eller forståelse for rugby, men sporene skræmmer: To andre nylige film i sydafrikanske omgivelser, County of My Skull og Catch a Fire blev fæle flops på billetindtægter.

Fortæller bare historien

Men Invictus er et karakterstudie af en af vor tids mest usædvanlige politiske ledere. Det er også en tankevækkende gennemspilning af forsoningstemaet - i stik modsætning til det hævntema, som var dominerende fra Dirty Harry til The Outlaw Josey Wales, Pale Rider, Unforgiven og Mystic River.

Eastwood er allerede halvvejs gennem optagelserne til sin næste film, hvis hovedrolle igen spilles af Damon. Man ved ikke meget om historien ud over, at det skal være en overnaturlig thriller, der delvis udspiller sig i London, og hvori Damon spiller et spirituelt medium, der er i stand til at føre samtaler med døde.

Da Eastwood for nylig blev spurgt af LA Weekly, om han troede på et liv efter døden, trak han blot på skuldrene.

»Jeg har ikke svaret. Måske er der et efterliv, men jeg ved det bare ikke, så jeg nærmer mig det ved ikke at vide besked. Jeg fortæller bare historien.«

En regel, han i høj grad har efterlevet gennem sin karriere, og som måske kan forklare, hvorfor han stadig er USA's foretrukne filmstjerne.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu