Baggrund
Læsetid: 2 min.

Hollywoods vartegn er væk

De berømte bogstaver på en bakke ud for Los Angeles er - midlertidigt - blevet tildækket af en borgergruppe, der ønsker det ikoniske skilts omgivelser fredet
En borgergruppe dækker Hollywood-skiltet til med store bannere. 'Save the Peak' (frels tinden) er budskabet til befolkningen.

En borgergruppe dækker Hollywood-skiltet til med store bannere. 'Save the Peak' (frels tinden) er budskabet til befolkningen.

David Mcnew

Kultur
15. februar 2010

LOS ANGELES - Når de stirrer op på deres berømte skyline her til morgen, vil Los Angeles' indbyggere pudse deres designerbriller en ekstra gang og spilde deres fedtfri caffè latte i vantro, for hvor i alverden er Hollywood-skiltet dog blevet af?

De ni udskårne bogstaver, der hver er cirka 14 meter høje og troner på et bakkedrag er det nærmeste klodens fremmeste showbiz-by kommer på et vartegn, men nu vil de for en periode være tildækket af et enormt banner, der formaner lokale borgere med overskud i deres godgørenhedsbudget om at bistå bestræbelserne på at Save the Peak - at frelse tinden.

Bag tildækningen af Hollywood-skiltet står en gruppe, som forsøger at rejse de 12 millioner dollars, det vil kræve at forhindre skiltets umiddelbare omgivelser i at blive solgt til geskæftige entreprenører. The Thrust for Public Lands, som gruppen kalder sig, har frist frem til april til at gøre brug af deres option om at købe de fem kvadratkilometer buskads på bakken, der kendes som Cahuenga Peak. Lykkes det ikke at indsamle beløbet, vil stedet blive tilplastret med luksusejerlejligheder.

Banner

»Vi har omkring seks millioner dollars indtil videre, men nu er der kun to måneder tilbage til at rejse resten. Derfor forsøger vi nu at henlede opmærksomheden på, hvilken skæbne skiltets omgivelser risikerer at få,« siger Jay Dean, som har stået bag tildækningen af skiltet med det bønfaldende banner.

Hollywood-skiltet blev opført helt tilbage i 1923, og det er ifølge Dean stort set forblevet uforandret siden da - det er første gang, at det dækkes til. »Bogstaverne er medtagede af slitage fra vind og vejr - to gange er der blevet flyttet om på bogstaverne i forbindelse med studenterløjer. Bortset fra de, som da de blev rejst for første gang.«

Det nye projekt tager hul på et farverigt nyt kapitel i skiltets lange historie. Det blev i sin tid rejst for næsten 90 år siden - oprindelig stod der Hollywoodland for at skabe pr om et nyt boliganlægsprojekt, i hvad der dengang stadig var en ret lille, men hurtigt ekspanderende by.

Kulturarv

Allerede i 1930'erne var de omgivende grunde, hvorfra det er et formidabelt panoramisk skue, blevet opkøbt af Howard Hughes som hans og hans kæreste, Ginger Rogers' foretrukne tilholdssted. Men Rogers brød sig ikke om at bo deroppe - hun følte sig angiveligt »som en fugl i et bur« - og planen måtte, som parrets forhold, opgives.

I 1949 blev skiltets sidste fire bogstaver droppet, så det kunne symbolisere byen og dens filmindustri. Selv om det forfaldt og stedet blev yndet af selvmordere, rejste der sig i slutningen af 1970'erne et folkekrav om at få det fredet. Cahuenga Peak blev imidlertid aldrig solgt og forblev uudviklet i årtier som følge af juridiske stridigheder.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her