Læsetid: 2 min.

Hviderusland frygter tysk rock

Det tyske rockband Rammsteins koncert i Hvideruslands hovedstad Minsk er i fare. Gruppens optræden kan skade landet og de hviderussiske moralværdier, mener formand for landets særlige Råd for Moral
Det tyske rockband Rammsteins koncert i Hvideruslands hovedstad Minsk er i fare. Gruppens optræden kan skade landet og de hviderussiske moralværdier, mener formand for landets særlige Råd for Moral
26. februar 2010

Det tyske rockband Rammstein kan bringe de hviderussiske moralbegreber og samfundsværdier i fare. Det mener forfatter og ivrig støtte af den hviderussiske præsident Aleksander Lukasjenko, Mikalai Charhinets. Han er formand for et særligt Råd for Moral i Hviderusland og ønsker at forbyde gruppens optræden i Minsk den 7. marts.

Beslutningen om, at Rammstein skal optræde i Minsk, er en fejltagelse, som kan koste os dyrt. Gruppens optræden er åbenlys propaganda af homoseksualitet, masochisme og andre afvigelser, som vold og obskønt sprog, hedder det i pressemeddelelsen, som det hviderussiske råd har sendt til Nyhedsbureauet Interfax. Mikalai Charhinets mener, at Rammstein skildrer samleje mellem mænd, ejakulation samt benytter nazisymboler på scenen, og det er udtryks-former, han ikke vil se i Hviderusland.

»Det vil sandsynligvis blive en almindelig koncert for dem. Men hvad vil det betyde for Hviderusland, som er en stat baseret på antinazisme, og et samfund, som bygger på et kristent og verdsligt princip om respekt for ethvert menneske? Der er kun et svar: Det vil knuse og ødelægge den hviderussiske identitet, trampe på erindringen om vores sejr og til sidst ødelægge den hviderussiske statsdannelse,« siger Mikalai Charhinets i pressemeddelelsen til Interfax og tilføjer:

»Det, som disse tyske fyre vil gøre under deres koncert i Minsk Arena, som er en af de nye symboler på det moderne Hviderusland, og stolthed for hele landet, kan ikke forenes med hverken stedet eller den særlige karakter af dette historiske øjeblik, som 65-årsdagen for sejren i Anden Verdenskrig.

Mikalai Charhinets beklager, at billetsalget til koncerten er skudt i gang, men han har ikke opgivet at skåne hviderusserne for det tyske rockband. Ifølge The European Radio for Belarus er han i øjeblikket i gang med at arrangere et møde med landets kulturminister Pavel Latushka, som han gerne vil overbevise om at forbyde koncerten.

Protester

På hjemmesiden Charter 97.org, drevet af en menneskerettighedsorganisation af hviderussere, er læserne langfra enige. Nyheden om Mikalai Charhinets protester mod Rammsteins optræden i Hviderusland samlede i løbet af kort tid omkring 140 kommentarer fra borgerne i Hviderusland.

»Hvorfor skal en håndfuld obskure mennesker bestemme, hvad jeg ser, og hvad jeg ikke skal se,« spørger en læser, der kalder sig Ksena.

En anden læser mener, at Rådet for Moral har en selektiv tilgang til moral.

»Hvordan kan det være, at Rådet og Mikalai Charhinets for eksempel ikke bliver forarget over Lukasjenkos aktive og positive kontakter med investeringsselskabet Rothschild, som er kendt for sit kyniske samarbejde med de mest afskyelige regimer i verden?«

Det hviderussiske Råd for Moral blev oprettet sidste år. Ifølge kritikerne arbejder rådet aktivt for at begrænse ytringsfrihed i Hviderusland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu