Læsetid: 6 min.

Fra ideologikritik til selvevaluering

Pædagogikken har altid haft en mere eller mindre skjult dagsorden. Refleksioner på baggrund af personlige erfaringer
Undervisning. Det kritiske blik fra 70'ernes marxisme er flyttet med over i det nye paradigme. Også nu er præmissen, at det kritiske blik er med til at ændre tingene. Men det er den enkelte selv, der skal ændre sig. Han skal opleve læring, hvilket bliver lig med udvikling, forandring og fleksibilitet i nutidens præstationssamfund. Her en skoleklasse anno 1972, der arbejdes i grupper og med Afrika.

Undervisning. Det kritiske blik fra 70'ernes marxisme er flyttet med over i det nye paradigme. Også nu er præmissen, at det kritiske blik er med til at ændre tingene. Men det er den enkelte selv, der skal ændre sig. Han skal opleve læring, hvilket bliver lig med udvikling, forandring og fleksibilitet i nutidens præstationssamfund. Her en skoleklasse anno 1972, der arbejdes i grupper og med Afrika.

Åge Sørensen

18. februar 2010

Skole i Risskov ved Århus, januar 1979. Læreren er en ung kvinde, venstreorienteret og idealistisk. Der skal skrives dansk stil i 9. klasse. Emnerne: 1) Kommentere en aviskronik skrevet af en ældre, træt lærer, skrive et svar til ham. 2) Sne (!). 3) En politisk eller social reform, man gerne så gennemført. 4) Svare på, hvorfor forholdet mellem den ældre og den yngre generation ofte er så lidt harmonisk. 5) Ulandshjælp: årsagerne til ulandenes dårlige økonomi, overveje, hvorfor der er militærdiktatur og uro i mange af disse lande. Svare på, om man skal støtte ulandene.

I mine gemmer fra skoletidens ældste klasser er der også tekster af Marit Paulsen, Vibeke Vasbo, Vita Andersen og Vagn Steen. Samfunds- og kvindedebatterende litteratur veksler med modernistisk lyrik. Der er krimier af Sjöwall-Wahlö og Bodelsen. Rifbjergs »stryknin i kaffen« og »strømførende teskeer« gør et uudsletteligt indtryk. Der er også fakta: en etnologisk punktundersøgelse af et borgerligt københavnsk miljø o. 1890 viser herskab og tjenestefolks respektive pligter gennem en hel dag. Læreren beder os om at lave en oversigt over vores egen families gøremål en tilfældig dag. Jeg skriver stor danskopgave om tegneserier i slutningen af niende, selvvalgt emne.

Som nutidig kvinde ...

I gymnasiet får jeg en midaldrende mandlig dansklærer, der er åbenlyst marxist og freudianer. Desuden er han, sjovt nok, vild med Karen Blixen. Vi får blandt andet forelæsninger om kapitalisme og psykoanalyse - og i tilgift indsigt i Karen Blixens liv og forfatterskab. Med det udvidede tekstbegreb skal vi foruden nyere og ældre skønlitteratur også læse og analysere triviallitteratur og reklamer. Vi skal skoles til ideologikritisk læsning, så vi kan gennemskue kapitalismens maskespil i kulturens tekster. Målet er bevidstgørelse om samfundsstrukturer og nødvendigheden af oprør.

Fattigfirserne banker på, og læreren undrer sig over, at vi ikke kan se, at samfundet fungerer dårligt. Vi tænker vist mest på karaktergennemsnit og sabbatår. Ungdomsarbejdsløsheden venter derude. Til gengæld er SU'en nærmest ubegrænset.

80'er-poeterne begynder at røre på sig, et par af dem optræder endda i tv. Læreren bryder sig ikke om deres dyrkelse af undergang og krise. Vi læser dem ikke i timerne, men holder os primært til problemdebatterende forfattere.

I en af stilene skal Johs. V. Jensens Danmarkssangen analyseres. Lærerens kommentar til min besvarelse: »Pæn fortolkning«. Han vil dog også gerne have en nutidig synsvinkel med: »Som nutidig kvinde kan du vel ikke være tjent med at blive brugt som stimulans i en beskrivelse af landskabet, der åbner favnen for skibe, der sejler gennem sundet 'med lyst'«. »Digtet formidler altså ikke bare en næsten erotisk dragning til moderlandet og en patriarkalsk respekt for fædrelandet, men også en bestemt familie-, køns- og nationalopfattelse ...«

Nok havde jeg set den kvindelige metaforik, men jeg følte mig ikke personligt berørt. Men alligevel er stilen et fremskridt i forhold til den første stil, hvor jeg slet ikke har set den skjulte ideologi i trivialteksten: »Du er for hurtig til at slå fast, hvad der er årsagen til forholdets forlis (sammenblanding af kærlighed og forretning). Tessa er, som du selv siger det, en utraditionel kvinde (...). Man kan vel ikke forvente, at det er holdbart i en trivialnovelle.« Og jeg gør ikke noget analytisk ved kvindens selvmord, synes bare det er vildt urealistisk.

Et pædagogisk nøgleord

Jeg skylder at fortælle, at jeg ad omveje endte med at studere litteraturhistorie. Æstetik og erkendelse kom i højsædet. Og ad omveje kom til at undervise.

Mange kan nok huske Samlerens antologier af nordisk litteratur til gymnasieskolen. Sigtet var at sammensætte et bredt udvalg af tekster, der repræsenterede forskellige aspekter af en periodes 'bevidsthed'. Marxistisk orienteret socialhistorie vekslede med litterære introduktioner til de forskellige perioder. Antologierne var lavet af en arbejdsgruppe bestående af blandt andet litteraterne Ellen Krogh og Finn Hauberg Mortensen.

Ellen Krogh er i dag professor i danskfagets didaktik på Institut for filosofi, pædagogik og religionsstudier, som huser det tidligere institut for gymnasiepædagogik på Syddansk Universitet. Litteraturforskeren Finn Hauberg Mortensen startede i 1998 Dansk Institut for Gymnasiepædagogik og ledede det frem til 2004. Instituttet var udtryk for en videnskabeliggørelse af gymnasiepædagogikken.

Ellen Krogh har bevæget sig fra en marxistisk ungdom og dens totaliserende billede af virkeligheden til i dag at være en fremtrædende repræsentant for en nutidig pædagogik. Her er nøgleordene subjektivitet, personlig stemme og konstruktion. Hun vil sætte eleven og dennes læreproces og tænkning i centrum.

I rapporten En ekstra chance fra 2007 beskriver Ellen Krogh et forsøg, hvor den såkaldte 'portfoliopædagogik' tages i anvendelse. Ligesom kunstneren har eleven en portfolio, hvor han præsenterer sine bedste tekster. Desuden skal eleven kontinuerligt skrive om sin egen læreproces og faglige udvikling. Dette kaldes 'selvevaluering', et pædagogisk nøgleord. Denne konstante fremvisning og selvrefleksion menes at gøre eleven dygtigere og skulle fremme den almene studiekompetence i form af gode arbejdsmetoder.

Med hensyn til tilegnelse af basisviden er det dog uklart, hvordan eleven skal hjælpes af læreren. Ligesom i tidligere rapporter forbliver hele videns- og lærdomsdelen næsten ubelyst. Forfatterne taler om elevens egen naturlige konstruktion af viden. Samtidig skal eleven arbejde med modeller for tekstgenrer. Man kan let forestille sig, at den elev, der kommer fra et bogligt hjem, kan excellere i arbejdet med genrer som kommentar, anmeldelse og essay, hvorimod den 'bogfremmede' elev må nøjes med at lave mere eller mindre pauvre øvelser i eftergøring.

Man kan ind imellem støde på formuleringer, som virker som ekstatiske ekkoer af 70'ernes politisering. Således i Portfolio-evaluering og portfolio-didaktik (Ellen Krogh og Mi'janne Juul Jensen): »Denne kollektive læreproces bidrog til at udvikle et fagligt arbejdsfællesskab i klassen, hvor eleverne blev en slags forsknings- og udviklingsagenter, der gennem didaktiserende refleksion udviklede analytisk kompetence og metaviden om danskfaglighed og læring i dansk. »Vejen til handling og forandring går via bevidstgørelse, ligesom dengang.«

Fra det ydre til det indre

Den ene ideologi har afløst den anden, men jeg ser interessante forbindelseslinjer mellem det gamle og det nye. Før betragtede man det ydre, samfundet, for at blive klogere på det. Nu betragter man sig selv for at blive klogere på, hvordan man tænker og arbejder. Fra 70'ernes ideologikritik til nutidens pædagogiske mantra, selvevaluering. Nu gælder det om at have et kritisk blik på sig selv. Man skal være parat til at gennemlyse sig selv, intet skal være sløret eller hemmeligt. Man skal lære at analysere sig selv som en lærende person, forholde sig til egne succeser og fiaskoer. Processen er uafsluttelig. Det kritiske blik fra 70'ernes marxisme er flyttet med over i det nye paradigme. Også nu er præmissen, at det kritiske blik er med til at ændre tingene. Men det er den enkelte selv, der skal ændre sig. Han skal opleve læring, hvilket bliver lig med udvikling, forandring og fleksibilitet i nutidens præstationssamfund. Ansvar for egen læring får en systembevarende betydning.

Er der ikke et modsvar til pædagogikkens teknokrater, der fejrer triumfer langt ud over den reformerede gymnasieskoles gebet, således også i grundskolen? Det kunne komme fra den norske professor i undervisningsteori indenfor kunstfag, Aslaug Nyrnes. Hendes perspektiv er litterært, sprogligt og retorisk. Hun konkluderer, at elevens tænkning udfordres i mødet med tekster. Mange menige dansklærere forsøger stadig at få dette møde til at slå gnister i undervisningen. Ikke desto mindre fremturer nypædagogerne med deres ideologiske korstog for elevtænkning som en art mental fitness.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi, underviser og skribent. Hendes bog 'Hverdagens fortællinger' om læsning, fortolkning og dannelse i mødet med nutidslitteratur er netop udkommet på forlaget Multivers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu