Baggrund
Læsetid: 5 min.

Ingen glemmer, hvem der mangler

Fortidens synder forfølger ham stadig, men lige nu og her har Roman Polanski lavet et brag af en film. Pressemødet for 'The Ghost Writer' på Berlinalens anden dag var det hidtil bedst besøgte, og kun hovedpersonen manglede. Det ville holdet ikke tale om - men Berlinalen handler også om andet end Polanski
Pierce Brosnan, Olivia Williams og  Ewan McGregor, spiller med i den kontroversielle instruktør Roman Polanskis nye film' The Ghost Writer'. Polanski selv kan ikke deltage i berlinalen, da han sidder i husarrest i Schweiz.

Pierce Brosnan, Olivia Williams og Ewan McGregor, spiller med i den kontroversielle instruktør Roman Polanskis nye film' The Ghost Writer'. Polanski selv kan ikke deltage i berlinalen, da han sidder i husarrest i Schweiz.

John Macdougall

Kultur
13. februar 2010

BERLIN - Skuespilleren Ewan McGregor sidder i sort læderjakke og rullekrave og optager med sin mobiltelefon den internationale presse, der er noget svedig. Vi har lige stået og trampet på hinanden som ikke-økologiske grise i en dyretransport for overhovedet at komme ind. Ingen tvivl om, at dette er årets bedst besøgte pressemøde. Og selv om der er flot linet op med tre skuespillere, McGregor, Pierce Brosnan og Olivia Williams, med Robert Harris, der sammen med Roman Polanski har skrevet filmens manuskript på baggrund af sin egen roman, og med de tre producenter og filmens komponist, så er der ingen, der glemmer hvem, der mangler. Instruktøren Roman Polanski sidder i husarrest i sit hus i Schweiz, efter at han i september blev anholdt på en over 30 år gammel amerikansk arrestordre, fordi han i 1977 misbrugte en mindreårig pige seksuelt. Men det vil holdet ikke tale om. Dog siger Pierce Brosnan, at han fik meddelelsen om anholdelsen på en sms fra en ven i Berlin.

»Jeg blev meget ked af det, skuffet. Hvorfor nu? Og jeg er bekymret for hans kone og børn. Og for den involverede kvinde og hendes familie.«

En fest

I Roman Polanskis nye film har McGregor hovedrollen som den 'ghost writer', der får til opgave at færdiggøre den tidligere britiske premierminister Adam Langs (Brosnans) selvbiografi, efter at McGregors forgænger er omkommet under mystiske omstændigheder. Men nærmest med det samme går det op for McGregor, at der er mere i ministerens historie end de sædvanlige tirader om skotske aner og sjove EU-topmøder. Faktisk er der en del, der tyder på, at premierministeren gennem hele sin karriere har spist med ved CIA's bord.

Ewan McGregor har de fleste kvinder nok lyst til at indtage langsomt og med ske efter at have set ham i denne film. Han spiller rollen med britisk nonchalance og bidende morsomme replikker, men bestemt ikke uden maskulin handlekraft. Han er godt bistået af Brosnans lidt for selvfede minister og Olivia Williams i rollen som dennes kone Ruth. Kan være, at Tony Blair har stået model til Lang, men den smag- og tankefulde Ruth er næppe skåret over Cherie. Og lad os ikke glemme Kim Cattrall, den nymfomane Samantha fra tv-serien Sex and the City, i en klædeligt tilbageholdende, men bestemt ikke usexet rolle som Langs assistent Amelia Bly. Da de knap to timer er ovre, sidder man tilbage med glæden over at have set en intelligent film.

På pressemødet beklager McGregor Polanskis fravær. »Det er virkelig hans film. Han er mesteren. Jeg troede ikke, at jeg skulle sige det om nogen instruktør, men han skabte min præstation med sine hænder,« siger McGregor. Robert Harris siger, at da han skrev filmen med Polanski, spillede instruktøren selv alle rollerne undervejs. Det må have været en fest, det skrivearbejde, for en af filmens største forcer er den skarpe dialog. »Ewan kan lave en perfekt Roman-imitation,« tilføjer Harris, men Ewan kan desværre ikke overtales lige nu.

En dag ringede Polanski til Harris, fordi han gerne ville filmatisere hans roman Pompeji. Da han spurgte, hvad Harris ellers skrev på, svarede denne »en roman om en ghost writer«.

»Det lyder meget kedeligt,« sagde Polanski og lagde på. Men så læste han bogens manuskript.

»Lad os lave den! Det er ren Chandler!,« råbte instruktøren ved den næste telefonsamtale.

Kærlighed

På spørgsmålet om i hvor høj grad Tony Blairs udenrigspolitik har influeret ham, siger Robert Harris blot: »Storbritannien har gennem hele Blairs regeringsperiode virket som den 51. stat i USA. Det er undertonen i manuskriptet. Og dommen over historien behøver vi ikke først at fælde om tyve år. Det kan vi godt gå i gang med nu.«

Men Berlinalen er andet end Polanski. Åbningsfilmen torsdag var ren fejring af kinesisk films grande dame den 83-årige Lisa Lu, der spiller hovedrollen i Wang Quan'ans kærlighedsfilm Tuan Yuan (Apart Together). Lu spiller den aldrende bedstemor Yu-e, der har boet en menneskealder med mand og børn i Shanghai. Men pludselig dukker hendes taiwanesiske ungdomselskede op.

Efter konflikten med Kina efterlod han hende gravid tilbage i Shanghai i 1950'erne, men nu er hans kone død, og mon ikke Yu-e vil forlade sin mand og familie for at tilbringe sine sidste år med ham i Taiwan?

Mundvand

Wang Quan, der i 2007 vandt Berlinalens Guldbjørn for filmen Tuyas Wedding, har ikke lagt synderlig vægt på den politiske spænding mellem Kina og Taiwan, men i stedet på hvad der sker, når tid og geografi skaber fremmedgørelse. Som instruktøren sagde på pressemødet: »Familieforening er noget, alle kinesere længes efter.«

Det er en stilfærdig film. Mange scener er samlet om spisebordet, ens mundvand løber uafbrudt over det kinesiske køkkens herligheder, og det er især scenerne fra det gamle Shanghai og de tre centrale ældre skuespillere, der tilsammen er 230 år gamle, man vil huske den for.

Amerikanske digtere

Et i bogstaveligste forstand poetisk konkurrencebidrag kom på andendagen med filmen Howl af dokumentarinstruktørerne Rob Epstein og Jeffrey Friedman. Deres første spillefilm er lavet over en af beatgenerationens hovedpersoner, digteren Allen Ginsbergs digt Howl, der i 1957 kom for retten i San Francisco anklaget for at være obskønt.

Filmen er en vellykket genre-crossover. Dens manuskript bygger på digtet selv, udskrifter fra retssalen og gamle interviews med Ginsberg. James Franco spiller Ginsberg med så stor sensibilitet og styrke, at man her godt kunne have en kandidat til Sølvbjørnen for årets bedste mandlige hovedrolle. En række smukke tegneseriesekvenser minder lidt for meget om den israelske film Waltz with Bashir, men giver alligevel de mange ord en visuel lethed, og man behøver på ingen måde at være fan af halvtredsernes amerikanske digtere for at blive betaget.

En anden mandlig pragtpræstation kunne man i går se i den indiske film My Name is Khan, der deltager uden for konkurrencen. Bollywood-superstjernen Shah Rukh Khan spiller den autistiske Rizwan Khan, der vil fortælle den amerikanske præsident, at han ikke er terrorist. Han spiller, så man tror, det er løgn. Filmen er på alle måder for meget, men hvordan kan man lade være med at elske den?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her