Læsetid: 3 min.

Jessen og Jørgensen

Sønderjyske Jens Jessen og statsmanden Anker Jørgensen repræsenterede på hver deres måde en folkelig dannelse
6. februar 2010

Jeg plejer at identificere den individualistiske akademiske almuekultur, som hverken læser skønlitterære værker eller er rundet af en folkelig dannelseskultur i form af arbejderbevægelsen eller det grundtvigianske, med kulturradikalismen. Det er selvfølgelig lidt ondskabsfuldt over for kulturradikalismen, som alle akademikere i en eller anden forstand ser op til. Vores lærere på højskolen driller mig derfor også ofte, fordi vores bolig er præget af PH og et kulturradikalt møblement. De forbavses også over, at jeg faktisk har George Brandes som en af mine helte, hvilket må begrundes med, at Brandes i Sønderjylland har kultstatus på linje med Henrik Pontoppidan, Jens Jessen og H.P. Hanssen.

Kostede at være dansk

Sønderjyderne er både ekstremt nationale, ekstremt europæiske og forbundne med Brandes via nationalkampen mellem 1864 og 1920. Brandes var nemlig en af de få danske intellektuelle, som forsvarede sindelagspolitikken og dermed folkets selvbestemmelse. Da sønderjyderne i forbindelse med Versaillesfreden i 1919 fik tilbuddet om at få hele Sydslesvig tilbage til Danmark, sagde de nej, fordi sindelaget var tysk i Sydslesvig, hvilket irriterede både rigsdanskerne og franskmændene. Franskmændenes intentioner var nemlig at destabilisere Tyskland i al fremtid.

Redaktør Jens Jessen, Flensborg-avis gjorde under fremmedherredømmet Flensborg-avis til et medie, som var seks gange større end Jyllands-Posten. Det var kun avisen Socialdemokraten, der var større end Flensborg-avis op til Første Verdenskrig. Politiken og Jyllands-posten var langt mindre i oplag.

Jens Jessen døde relativ ung,52 år, bl.a. fordi han måtte tilbringe megen tid i tyske arresthuse på grund af sin kritik af tyskernes fremfærd mod sønderjyderne. Det blev forbudt at tale dansk i skolerne og at etablere danske politiske møder. Derfor etablerede sønderjyderne det sønderjyske kaffebord.

Familier der sendte deres børn til Danmark på efterskole, mistede deres tyske statsborgerskab og dermed også deres ejendomme. Min farmors farfar blev sendt i tysk arrest i 14 måneder på grund af nationale politiske aktiviteter. Han var optant og blev udvist til Danmark. Al hans ejendom og kapital blev konfiskeret. Han måtte leve i armod som følge af sin danskhed.

Et samlingspunkt

Danskheden i Sønderjylland blev i kraft af Jessens indsats mellem 1880erne og 1912, som er det sidste valg før genforeningen, stærkere og stærkere. På Flensborg-avis kom Pontoppidan og Gjellerup. De to danske nobelprisvindere i litteratur fra 1917.

Jessen var medlem af det tyske parlament i Berlin og onkel til Gjellerup, hvilket var paradoksalt eftersom Gjellerup blev en tysk digter.

Pontoppidan, hvis slægt på mødrenes side, var fra Flensborg, udgav i reglen sine skrifter først i Flensborg-avis siden i Danmark. Man kan ganske enkelt ikke læse Pontoppidan uden at medtænke Flensborg-avis. Det var i Flensborg, at den nordiske intelligentsia mødtes. Jessen var samlingspunktet og en intellektuel personlighed. Han forlangte, at samtlige journalister bemestrede dansk, tysk og fransk. Hans sprogevner var legendariske. Han mestrede det danske sprog til fuldkommenhed. Næppe nogen anden lederskribent skrev bedre. Jessen er uden tvivl dansk presses mest betydningsfulde personlighed.

Forhadt af sine egne

Og så en fodnote til den akademiske teknokratiske almue. Anker Jørgensen er givetvis den eneste danske statsminister, der for alvor læste skønlitteratur. Han er også den sidste dannede statsminister. Han blev derfor forhadt af sine egne, fordi han var arbejdsmand, dannet og intellektuel. Hvilket paradoks. Socialdemokraterne har efter krigen kun haft fire intellektuelle personligheder: Svend Auken, Hartvig Frisch , Erling Olsen og Anker Jørgensen .

Generationen efter Jørgensen blev kulturløse og fremmede for dannelsen. Arketyper på den socialdemokratiske krise er Ritt Bjerregaard og hendes mand, Søren Mørk. De er idealmodeller på den akademiske almue. De er uden dannelse. De skriver, så vidt jeg husker, frejdigt og smart, at de var angste for, om Jørgensen kunne matche en udenrigspolitisk diskurs. De anså ham fejlagtigt som dilettant, uagtet at han havde mod til at sætte de arabiske nationer skakmat under oliekrisen i 1973. Fogh Rasmussens mod under Muhammed-krisen, hvor han hverken ville underordne sig en dogmatisk diplomatisk dagsorden, som ikke var adækvat med en demokratisk diskurs, eller muslimernes krav, er intet at regne for Jørgensens mod i 1973, da han ud fra sin egen etik talte de arabiske oliemagter i mod. Jørgensen var derfor ingen dilettant. Han var modstandsmand med en stærk selvbevidsthed og en unik retfærdighedssans. Jeg glemmer heller ikke hans første nytårstale, hvor han udlagde Thorkild Hansens forfatterskab. Ingen statsminister har siden magtet at udfolde sig så suverænt. At han ikke lykkedes med den økonomiske politik, skyldes ene og alene en broget parlamentarisk situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er det rigtigt at Anker Jørgensen var den sidste danske statsminister der ”der for alvor læste skønlitteratur”. Lå det i tiden? Også svenske Olof Palme citerede gerne skønlitterære forfattere f.eks den finske socialrealistiske forfatter Väinö Linna og den svenske socialrealistiske forfatter Per Anders Fogelström. Den første skrev om husmændenes levevilkår i den finske Österbotten, og den anden om arbejderklassens levevilkår i Stokholm (de fleste kender sikkert ”Sommeren med Monika”, som Ingmar Bergman filmatiserede). Overklasse drengen Palme, og arbejderdrengen Jørgensen, havde altså mere til fælles end, at de begge var socialdemokrater! For Jørgensen har det ikke været en selvfølge, at kende litteraturen, det har været noget han har tilkæmpet sig på trods. Og som proletar har han kunne være forbandet sikker på at: ”They hate you if you're clever and they despise a fool”.

Et godt forsvar for Anker; omsider vælger den tvivlrådige Kjærhus side hos oplysningen og har tilsyneladende også valgt den ideosynkratiske nationalismes selskab fra; - Trykkefrihedselskabet.. Det bliver godt at se et klart demokratisk liberalt forsvar for ytringsfriheden fremover. Måske er trykkefrihedsselskabets frie fald med Khaders, Pinds, Lilleøre og Kjærhus`udmeldinger er forvarsel om et politisk skifte i Danmark.