Nyhed
Læsetid: 6 min.

Jesus græd og svedte af angst ved den mindste forskrækkelse

Siden 900-tallet havde rygtet om et skrækkeligt kættersk skrift, 'Traktat om de tre bedragere', cirkuleret. Bedragerne var Moses, Jesus og Muhammed. Men i 1600-tallet gik det op for folk, at skriftet ikke eksisterede - hvorefter det straks blev forfattet, så efterspørgslen kunne imødekommes. Nu udkommer det på dansk
Siden 900-tallet havde rygtet om  et skrækkeligt kættersk skrift, 'Traktat om de tre  bedragere', cirkuleret. Bedragerne var Moses, Jesus  og Muhammed. Men i 1600-tallet gik det op for folk,  at skriftet ikke eksisterede - hvorefter det  straks blev forfattet, så efterspørgslen kunne  imødekommes. Nu udkommer det på dansk
Kultur
11. februar 2010

I den kristne verden kendes de kætterske opfattelser i Traktat om de tre bedragere tilbage til 1100-tallet. Oprindelig opstod de inden for islam, men efterhånden bliver det en standardbeskyldning mod alle kættere og vantro, at de skulle have forfattet den, fortæller Frederik Stjernfelt i sin indledning til den danske udgave af det religionskritiske urskrift Traktat om de tre bedragere, der for første gang er blevet oversat til dansk og udkommer i dag.

Blandt andre Averroës, Dante, Boccaccio, Rabelais, Machiavelli, Christopher Marlowe, Giordano Bruno, Hobbes og Spinoza har været mistænkt.

Først i 1600-tallet begynder man dog at indse, at skriftet aldrig har eksisteret i virkeligheden. Og så opstår det på skrift! »Og indløser efterspørgslen,« som Stjernfelt skriver. Ordet skaber, hvad det nævner. Men stadigvæk i dag ved man ikke, hvem der har skrevet det.

Sandsynligvis er det sådan, som Frederik Stjernfelt skriver, at traktaten, efter at den en gang for alle har antaget skriftlig form, begynder at yngle. Forskellige forfattere skriver videre og føjer til, dog ud fra en relativ fast skabelon, der bevæger sig fra diskussionen af gud og religioner i det hele taget over de tre bedragere, Moses, Jesus og Mohammed, til afslutningsvis at behandle forestillinger om sjælen samt dæmoner og djævle.

Den udgave, der nu udkommer, 1719-udgaven, oversat af Claus Bratt Østergaard, følger også dette skema. Men først og fremmest demonstrerer den, hvor radikal den tidlige oplysning fra 1650-1750 faktisk var. Stjernfelt understreger, at der i høj grad var tale om en international bevægelse af huguenotter, kvækere, adelsmænd, bogfolk, fritænkere, diplomater i Geneve, Berlin, London, København, men især i hollandske byer som Amsterdam, Rotterdam, Leiden og Haag. Ideen om, at oplysningen falder i forskellige nationale særtraditioner er et resultat af senere, nationalt eller nationalistisk orienteret historieskrivning, understreger han.

Centrum i oplysningens første århundrede lå i Holland, hvor censuren var lidt mindre skrap. Men ikke mildere, end at man skulle tage sig i agt: Man forsynede derfor rutinemæssigt de kætterske skrifter med falske titelblade og falsk tryksted, således også »Traktat ... «. Men den udkom i Holland, det ved man.

Den udgives under det påskud at ville fremlægge fritænkernes »grovkornede beskyldninger, løgne, bagtalelser og blasfemiske ytringer«, så de kan tilbagevises. Ifølge Stjernfelt var det almindelig praksis at dække sig ind ved at erklære sig som forarget modstander, der kun udgav skriftet for at mane det i jorden.

Fornuft og sandhed

Grundantagelsen er, at det ikke er muligt for fornuften at udøve sin virksomhed uden umiddelbart at opdage Sandheden. Men præster og magthavere har lært folk at tro på deres 'vamle ideer' om Gud uden at stille spørgsmål. Med en smule sund fornuft kan man imidlertid se, at »Gud hverken er kolerisk eller nidkær, at retfærdighed og medfølelse er falske prædikater, og at intet af, hvad profeterne og apostlene har sagt om dette, siger noget om hans natur eller om hans væsen«.

Traktatens forfattere går ud fra, at alle mennesker ligner hinanden, ingen, ej heller præster, har nogen privilegeret adgang til sandheden. Lytter man til åbenbaringer, kan man desuden aldrig være sikker på ikke at blive taget ved næsen af en bedrager.

Spinozas ideer

Det var ikke, som nogle antog, Spinoza, der var ophavsmand til »Traktat ... « - den kan først være skrevet efter hans død i 1677, samme år som hans Ethica udkom. Det er imidlertid Spinozas bibelkritik, hans krav om tankefrihed og kritik af organiseret religion samt foregribelse af republikanske og demokratiske idealer, der gennemsyrer skriftet.

Her opstilles det fundamentale princip, at mennesker har en naturlig tilbøjelighed til at søge det, der er gavnligt for dem, og at undgå det, der skader dem. Politisk er det derfor vigtigt, at folket er behersket af skrækfantasier, det får dem til at lystre blindt. Og alle trusler og løfter om belønning og straf omhandler alene et fremtidigt liv »af ren og skær ængstelse for, at svindlen skal blive afsløret«.

Traktaten er rabiat anti-antropocentrisk. Menneskene har »tillagt sig den naragtige opfattelse, at alt hvad det ser, er skabt af hensyn til dem«. De, der bruger deres forstand, hedder det i et senere kapitel, betragter imidlertid Gud som oprindelse til alle skabninger. Man skal derfor ikke tro, at Gud, »sætter et menneske højere end en myte, en løve højere end en sten, en hvilken som helst skabning højere end et halmstrå«.

Hvis folk i stedet brugte matematik og videnskab, ville de nå til et fornuftigere resultat.

Gud er uendelig, evig, ubegrænset og udelelig. »For eftersom materien over alt er den samme, skelner forstanden ikke mellem forskellige dele af den. ... For det er selvmodsigende, at væsener der er helt igennem materielle, er indeholdt i et væsen, som ikke er det.«

Profeter er ikke andet end spåmænd og sandsigere, og Bibelen er »propfuld af komiske og irrelevante eventyrligheder«. Jonas, der tilbragte tre dage og nætter i en fisk, »kunne trække vejret så ubesværet, at han kunne synge en salme!«

Bibelen er samlet af rabbinere, der kun har godkendt det, der stemte med Moseloven. Men Gud er lig naturlovene. Den frygt, der har skabt guderne, har også skabt religionerne, og det udnytter præsterne. De er ærgerrige og grådige, forslagne personer, der profiterer på bekostning af de enfoldige.

De tre bedragere

Således præpareret, kan vi gå i gang med de tre bedragere, tre afsnit, der faktisk ikke fylder meget i forhold til resten.

Jøderne blev fordrevet fra Ægypten, fordi de smittede hele landet med skab og spedalskhed, og i deres landflygtighed kunne Moses opkaste sig som lovgiver. Han overbeviser menneskene om, at han har modtaget lovene fra Gud. Men, bemærker traktatens forfattere: Orakler bliver altid meddelt på steder, hvor folket ikke kan være til stede og bevidne dem.

Det gælder også for Jesus. I Det nye testamente kan man se, at Jesus omhyggeligt undgår at forrette mirakler, »hvis der er skeptikere eller oplyste mennesker til stede«. Kun de fattige i ånden, de enfoldige og imbecile måtte komme indenfor.

Jesus' midler er de modsatte af Moses, han forsøgte ikke at jage en skræk i livet på folk, men gav dem håb om, hvad der ventede i det kommende liv.

Og i modsætning til Moses havde Jesus heller ingen hær.

»Når han havde udført sine mirakler, havde han stadig ingen penge og ingen hær, og det var derfor uundgåeligt, at han måtte dø,« konstaterer forfatterne. Tilmed er de på ingen måde imponeret af den måde, han døde på.

»Jesus græd og svedte af skræk ved den mindste forskrækkelse, han blev udsat for, og ved sin død udviste han et sjæleligt svigt, som man næppe har set mage til blandt langt størsteparten af hans martyrer.«

Religionerne opstår i rækkefølge, og den sidst ankomne bygger oven på de foregående, konstateres det. Og Muhammed var heldigere end både Jesus og Moses, for han så, mens han endnu levede, hvorledes hans lov blev stadig mere udbredt.«

Men også Muhammeds magt hvilede på bedrag. Han fik sin tjener til at råbe fra bunden af en brønd, at Muhammed var Guds profet, hvorefter han straks fik sit følge til at kaste brønden til og opføre en moske på stedet. »Således svang Muhammed sig til vejrs.«

Betragtninger

Herefter fortsætter traktaten med en lang række betragtninger over religioner, monarkiets væsen, overtro og sjælen. Der er, som nævnt, skrevet til og skrevet til af nye forfattere, så der er en del gentagelser.

Men antagelserne er de samme radikalt fornuftsbetonede og materialistiske skriftet igennem. Alle monarkier er begyndt med påhit og taskenspillerkunster. Sjælen har samme beskaffenhed i alle legemer og går til grunde ved mennesket og dyrets død. Religionerne ligner hinanden, og de har stort set samme oprindelsessted (nemlig i Mellemøsten). En afgørende iagttagelse er, at det er nationen, landet, stedet, der fastlægger religionen, folk kan ikke vælge frit, men er afhængige af, hvor de er født.

Afslutningsvis følges op med et fyldigt afsnit om specielt de kristne splittelser, religionskrige med videre. »Blandt alle religioner er det alene de kristne forundt at være mordere, troskabsbrydere, forrædere,« mener forfatterne. Den kan man jo så selv overveje.

'Traktat om de tre bedragere' udkommer i dag på Informations Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her