Klumme
Læsetid: 4 min.

Kampen mellem kvalitet og krænkelse

Det er vores egen hverdagskamp mellem lighed og forskel, mellem det fine og lave, som vi sidder og ser på fredag efter fredag, når der er 'X Factor'
Forskel. Kritikken af 'X Factor' falder i to kategorier: Der er krænkelseskritikken og kvalitetskritikken. Krænkelseskritikken hævder, at dommerne er for hårde og skånselsløse. Det sjove er, at kvalitetskritikken er omvendt: Den anklager derimod showet for ophæve forskellen mellem det gode og det dårlige, det fine og det vulgære.

Forskel. Kritikken af 'X Factor' falder i to kategorier: Der er krænkelseskritikken og kvalitetskritikken. Krænkelseskritikken hævder, at dommerne er for hårde og skånselsløse. Det sjove er, at kvalitetskritikken er omvendt: Den anklager derimod showet for ophæve forskellen mellem det gode og det dårlige, det fine og det vulgære.

Jonas Vandall Ørtvig

Kultur
20. februar 2010

Det er populært, og det er pinligt. Det er for lidt for de fleste og for meget for de få.

X Factor kører på tredje sæson på Danmarks Radio nu uden den forførende og forfærdende folkeoplyser Thomas Blachman og uden troen på, at vinderne bliver særligt store stjerner. For vi har set vinderne fra de første to sæsoner ende som metervarer på de uendelige hylder af populærmusik. Og de skulle jo blive det modsatte: Løftet i X Factor er, at der i enkelte unge mennesker findes en særlig guddommelig gnist, som vi kalder for talent. Deraf navnet X Factor: Det er den almindelige metafysik i medierne, at de udvalgte få har noget, som ingen andre har. Enten har man det, eller også har man det ikke. Så er der de rutinerede seere, som har blik for hvem, der har denne guddommelige gnist: Det er dommerne i X Factor. De skal spotte den gnist, som er så svær at få øje på. Men denne gnist gør ikke i sig selv den ildebrand, som vi kalder en stjerne. Det kræver nemlig også hårdt arbejde. »Er du klar til det her,« spørger dommerne de unge udvalgte, som om de står over for særlige prøvelser: »Er du klar til det hårde arbejde?«

De unge udvalgte skal øve sig, de skal overskride sig selv, og de skal kultivere sig selv. Dannelsesforløbet i X Factor minder om Michelangelos opfattelse af skulpturen: Den store italienske kunstner troede på, at skulpturen gemte sig inde i stenen på forhånd. Og kunstneren opgave var ikke egentlig skabende, men afdækkende. Kunstneren var en håndværker, som skulle hakke værket fri af stenen. På samme måde skal de unge udvalgte i X Factor udfolde den indre stjerne med hårdt arbejde. Det sande jeg er i X Factor, ikke noget man er. Det er noget, man bliver. Det er talentets romantik og det hårde arbejdes realisme forenet i underholdnings-tv på Danmarks Radio.

Krænkelseskritikken

Vi har allerede set to sæsoner, og vi har set, at der ikke er kommet nye nattergale ind på pophimlen. Vi har hørt sangene før, vi har hørt dem bedre, og vi gider ikke høre sangerne igen, når de er ude af showet. Skulpturen forsvinder, når showet slutter. Og alligevel sidder op mod to millioner danskere hver fredag aften foran fjernsynet og følger møderne mellem talentromantik og arbejdsrealisme. Og igen provokerer X Factor til offentlig polemik.

Kritikken falder i to kategorier: Der er krænkelseskritikken og kvalitetskritikken. Krænkelseskritikken hævder, at dommerne er for hårde og skånselsløse. De beskyldes for at udsætte svage, uskyldige borgere for en grim og ubehagelig behandling. Krænkelseskritikken går på, at nogen sidder oppe og slår nedad. De stærke skulle ifølge denne kritik hamre løs på de stakkels svage. De viser ikke hensyn til dem, der ikke er gode, og de udstøder dem, der ikke kan klare sig.

Kvalitetskritikken

Det sjove er, at kvalitetskritikken er omvendt: Den beskylder ikke showet for, at de gode jorder de dårlige. Den anklager derimod showet for ophæve forskellen mellem det gode og det dårlige, det fine og det vulgære.

Kvalitetskritikken hævder forskellenes forfald: Nu sidder vi alle sammen og kigger på amatører i stedet for at se professionelle. Vi har ifølge denne kritik mistet respekten for den rigtige kunst og sansen for sand storhed. Vi har set så meget dårligt tv, hørt så mange dårlige sange og udvekslet så mange ligegyldige meninger, at vi ikke længere kan kende forskel på lort og lagkage. Kvalitetskritikken forbindes gerne med det, man kalder foragten for viden og hadet til eksperterne, og den antager, at alt det fine bliver besudlet og alt det særlige bliver gjort almindeligt, når vi skal høre de alt for almindelige unge menneske bræge sentimentalt om en inderlighed, som er helt og aldeles yderlig og overfladisk. Kvalitetskritikken er også tilbøjelig til at beklage, at der bliver spillet jingles i radioavisen på P3, at det Kongelige Teater opfører populære musicals, og at de unge ikke længere kerer sig om den fonetiske forskel på tre og træ.

Krænkelseskritikken taler nedefra på vegne af de svage uskyldige mod de stærke, hvorimod kvalitetskritikken taler på vegne af det kostbare og eksklusive, som bliver ødelagt af masserne. Krænkelseskritikken beklager de sociale forskelle, hvor dommerne er højt hævet over de dømte, mens kvalitetskritikken beklager fraværet af forskelle mellem det høje og det lave.

Vores kamp

Det interessante ved X Factor er naturligvis, at ingen har ret, men at begge har en pointe: Kunst er ikke demokratisk, og demokratiet er ikke æstetisk. Og det er problemet for kunst i en kultur, som ikke anerkender adelige privilegier, at den ikke kan være for alle, men må finansieres af alle. Det er utopien i X Factor, at den særligt udvalgte viser sig at være et helt almindeligt menneske med pinagtigt ordinære familier, og at det helt almindelige menneske træder frem som et muligt geni. Utopien går ikke på, at showet producerer nye stjerner. Den handler om, at man kan nå det højeste sammen uden at sænke niveauet for det bedste.

Showet sigter mod den højeste fællesnævner, men ender ofte i den laveste. Det sjove er ikke det, der kommer ud til sidst. Det sjove er kampen mellem krænkelse og kvaliteten, mellem det, der er for meget, og det, der er for lidt. Det er både pinligt og populært. Og det er et billede på en konflikt, som ikke kan ophæves.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den uløselige ligning, som bliver din vinkel, Rune, er jo også matematikkernes yndlingssport. Forskellen er så bare at matematikkerne erkender ved logikkens magt, at det ikke kan lade sig gør.

De lægger den til side som en påmindelse, om at komme videre.

Se tingene fra andre vinkler :

Forhåbentlig kunstnerens, der skal leve sit liv med sin faglighed, ikke for opmærksomhedens skyld, men for fagets skyld.

PPS
Konflikten er krig, og det lettes tilgængelighed. Analysér blot hvor opmærksomheden er vægtet nu, og alt skulle gerne åbenbare sig for dig.

Talent fornægter sig ikke - uanset hvor gammel eller ung man er. Birthe Kjær og Daimi vandt vist også en sangkonkurrence, det samme gjorde Grethe Sønck vist da også?

X-factors problem er ikke det Rune L, tror at det er. Problemet er en eneste ting: De optrædende er ikke nær så dygtige som de selv tror, de er. (glimrende illustreret, og meget morsomt og begavet lavet, i TV2's Live fra Bremen-udsendelse i fredags).

X-factors problem er jo også, at de optrædende synger sange, som andre har skrevet. Og det behøver der ikke at være galt med, men normalt vil man kræve, at man tilfører sangene noget andet, kreativt, unikt end originalen. Et godt eksempel på dette er Pilmarks udgave af evergreenen 'Den allersidste dans'.

X-factors problem er også det, at folk tror, at de ved optræde som kopier (af kendte) selv kan blive kendte. Og at de ved at synge kopier af sange, selv bliver til gode sangere, folk altså, ikke sangene.

X-factors problem er jo også, at ingen kan huske, hvem der fandt længere end ½ år efter, showet er slut. Julie Bertelsen (fra et andet program, men med samme concept) er vel den eneste som har klaret sig. Og hvorfor? Jo, fordi de folk, der står bag showet har en interesse i at det bliver en dreng eller pige, ikke en mand eller kvinde, der vinder. Fordi så kan de styre ham eller hende så meget, at de kan tjene en masse penge på meget kort tid.

X-factor postulerer ganske vist at alle mennesker har noget særligt ja, men via det det kan, ikke det de er.

Søren Kristensen

Next Factor

Charlotte Primdal

Panem et circenses

- hvad er nyt ved det??