Jeg kan arbejde de fleste steder, bare der ikke er bjerge

Fotografisk nøjagtighed gør ikke en tekst troværdig, og et plot kan ikke redde en dårlig bog, mener forfatteren Bent Vinn Nielsen. Han skriver alle sine bøger i hånden, og når hans skrift begynder at blive læselig, så ved han, at han er ved at have fat i den lange ende. Han er aktuel med en ny roman om en gammel despot på plejehjem
Fotografisk nøjagtighed gør ikke en tekst troværdig, og et plot kan ikke redde en dårlig bog, mener forfatteren Bent Vinn Nielsen. Han skriver alle sine bøger i hånden, og når hans skrift begynder at blive læselig, så ved han, at han er ved at have fat  i den lange ende. Han er aktuel med en ny roman om en gammel despot på plejehjem
26. februar 2010

GPS'en planter det ternede destinationsflag i en snedrive, der ville aftvinge en pansret mandskabvogn respekt. Jeg må omkring i et par tilsneede sidegader, før jeg finder en knoldet parkeringsplads mellem to isbjerge. Man kan lige skimte taget af den bil, der holder foran.

Årsagen, til at jeg forcerer snelandskabet, bor inde bag porten på Østerbrogade. Forfatteren Bent Vinn Nielsen er på vej med en ny roman. Ved indgangsdøren i gårdhaven vogter en lidt skæv, tilbagelænet snemand, bagved rasler en lavine ned fra taget med et brag. Det har sandelig sneet i Nykøbing Falster!

Men indenfor erklærer Bent Vinn Nielsen, at omgivelserne ikke betyder noget for ham, dog med videre adresse end til sneen.

»Jeg tager dem til efterretning, jeg stiller ikke krav, jeg har ikke tænkt særligt meget over det, men jeg tror, jeg er god til at indrette mig. 'Så er vi her, og det er vel godt nok',« siger han.

Vi taler om de forskellige steder, han har boet. Vi sidder ved tebordet og drikker god ceylonte. Jeg har glædet mig, husker en klumme, hvor Bent Vinn erklærede teen sin kærlighed, og den gyldne drik lever op til forventningerne. Han har sådan set kunnet arbejde hvor som helst, siger han. Et kedeligt betonbyggeri kan ligefrem virke stimulerende, fordi man er nødt til at skabe noget selv, hvis der skal ske noget, mener han. Og på Lolland, hvor han boede ude på en mark, og der absolut intet skete, kunne han for eksempel træffe en flok ænder, når han gik tur med hunden.

»De var ved at samle sig til træk. Det var som en lufthavn! Her lettede to for at rekognoscere, dér tog en anden en runde, vi stod og så på dem i en time, tror jeg.«

Ingen landskabsbeskrivelser

Måske er der en forbindelse til stilen i hans bøger, medgiver han. Hans nye roman Et liv i almindelighed, der udkommer på fredag otte dage, er næsten blottet for omgivelser. Den består omtrent udelukkende af en lang monolog, lagt i munden på en 94-årig plejehjemsbeboer, en forbenet patriark med det meget sigende navn Skat Enevoldsen.

»Jeg skriver om tilstande,« forklarer Bent Vinn. »Selvfølgelig er det vigtigt, at jeg ved, hvor personerne befinder sig, men jeg gider ikke landskabsbeskrivelser eller beskrivelser af vejret. Mennesketomme landskaber interesserer mig ikke, i hvert fald skal der være en vej, der viser, at der har været mennesker. Huse interesserer mig, alt, hvad mennesker omgiver sig med. Men jeg kan ikke fordrage bjerge, de norske fjelde er uhyggelige! Jeg er fra den flade del af Vendsyssel. Jeg har også boet i Købehavn. Det havde jeg ikke så meget imod, det var måske lidt kedeligt. Men jeg kan arbejde de fleste steder, blot der ikke er bjerge!«

Research gider han heller ikke, siger han. Den kaserne, der optræder i Et liv i almindelighed, omtales blot som 'kasernen', fordi Bent Vinn Nielsen ikke var sikker på dens navn.

»Jeg har aldrig lagt vægt på fotografisk nøjagtighed, teksten bliver ikke mere troværdig af den grund. Litteratur foregår i ubestemtheden mellem læser og forfatter.«

»Plot gider jeg heller ikke beskæftige mig med. Det er utroligt, hvad folk kan finde på! I skolen blev jeg tvunget til at læse Graham Greene, og det kedede mig gudsjammerligt. Han har blot en lagt plan, som han dernæst udfylder. Selvfølgelig skal der være en form for dramaturgi i en roman, men et plot kan ikke redde en dårlig bog.«

Når det virker

»Romanen begynder først at virke, når man har fat i stoffet, før da er det ligegyldigt, hvad man finder på. Når det først virker, 'finder man til gengæld ikke på', faktisk har jeg det sådan, at det egentlig ikke er mig, der har fundet på det, når det først er skrevet. Til sidst, når jeg nærmer mig afslutningen af arbejdet, har jeg nærmest fornemmelsen af at citere.«

»Jeg skriver mine bøger igennem mange gange, og jeg begynder med at fodre papirkurven. Hvis jeg har skrevet 12 sider, og der er noget i vejen på side 12, så kan jeg ikke fortsætte til side 20. Jeg vil hellere begynde forfra. Så jeg skriver om og om. Men jeg memorerer også uden at skrive, opbygger punkter, og jeg kan mærke, når den er der. Når jeg begynder at skrive læseligt, så har jeg fat i noget,« fortæller Bent Vinn, der skriver alle sine bøger i hånden.

»Så kan man også mærke, hvis man skriver noget, personerne ikke ville gøre. For hvis ikke karaktererne yder modstand, går det ikke. Når jeg har fået greb om dem, bliver de egensindige.«

»Jeg ved også nøjagtig, hvordan mine personer ser ud. Ned til den mindste fregne. Men ligesom med rigtige personer har jeg svært ved at huske, hvad de hedder!«

»Jeg har en ide til at begynde med, og så går vejen over alle mulige omkørsler og gennem kaos og buskadser, men når jeg når frem til slutningen, kan jeg se, at resultatet har en tydelig korrespondance med min allerførste ide.«

I virkeligheden har man kun et ganske smalt register, konstaterer han og fortæller, at folk, når de hørte titlen Et liv i almindelighed, udbrød: 'Det er en rigtig Bent Vinn-titel'. »Det bliver jeg ikke så glad for at høre, jeg vil jo gerne lave noget, de ikke har regnet med!«

Enevoldspatriarken

Skat Enevoldsen i Et liv i almindelighed er absolut en egensindig person. Nogen udpræget empatisk person er han til gengæld ikke, slet ikke over for sin besøgsven, James D. Møller, der optager Enevoldsens monologer på bånd, så jeg spørger Bent Vinn Nielsen, hvad han egentlig selv synes om sin hovedperson.

»Han er da rædselsfuld! Men han er jo også farvestrålende, spændende. Han behersker sit udtryk, han er den, han er, ryger cigar, når det passer ham, og han vil ikke vise sig uden hat. Enevoldsen er meget forfængelig, han kan ikke selv barbere sig længere, men han kræver, at barberingen er perfekt, han har et æstetisk blik på sin verden.«

Hans forhold til magtudøvelse kommer blandt andet til udtryk i hans opfattelse af plejehjemmets kvindelige leder. »Han afskyr hende, fordi man efter hans opfattelse ikke skal modtage sin myndighed fra andre.«

- Selv opfatter han sig som en mand med magt over sagerne, men langt hen ad vejen er det jo ikke det indtryk, læseren får?

»Han er en despot, det er rigtigt nok, men i virkeligheden bestemmer han ikke ret meget. Han opfatter også sig selv som beskeden, i hvert fald et det det indtryk, han gerne vil give, men i virkeligheden er han selvhævdende.«

- Og hele sit liv har han egentlig gjort noget, han ikke ville?

»Han har ingen venner, og det passer ham godt, siger han selv. Han blev landmand, selv om han ikke interesserede sig for det, og hans eneste ven er egentlig naboen, som han kalder doven ...«

- ... samtidig med at samme nabo står på pinde for ham og hjælper ham, for eksempel med høsten!

»Det er alt sammen rigtigt, men jeg kan faktisk godt lide ham! Det er uretfærdigt at vurdere ham med en nutidig målestok. Mænd som ham har bygget deres personlighed op på, at det er dem, der bestemmer, til trods for at de i afgørende situationer er temmelig hjælpeløse.«

Enevoldsen har et forlæg i Bent Vinns Nielsens morfar, fortæller Nielsen. »Hans far havde ligesom Enevoldsens været militær og var blevet forflyttet rundt, og min morfar hadede at flakke. Han var egentlig jyde, men da han giftede sig og slog sig ned på Sjælland, lærte han sig sjællandsk. Så var han bofast.«

»Min morfar kunne ikke lide børn, men han var vild med fjernsyn. Jeg var det eneste barnebarn, der godt måtte se med, for jeg kunne sidde stille. Og engang vi sad og så fjernsyn sammen, sagde han på drævende sjællandsk: 'Kvinder er tit klogere end mænd. I dag er det også tit kvinderne, der råder.' 'Dér skulle man sætte grænsen.'«

»Det har jeg med i bogen som direkte citat! Han siger det ikke i nogen kønspolitisk hensigt, sådan er det bare. Mænd dengang var nogle barske fyre, men det var det naturlige.«

»Min far er født i 1917, og han ville ikke have, at min mor gik på arbejde, det skulle ikke hedde sig i byen, at han ikke kunne forsørge sin kone. Senere blev han syg, og mor 'fik lov' til at blive hjemmehjælper. De var nødt til det, men det var stadig ham, der gav tilladelse.«

- Var du ikke betænkelig ved at skrive om en så gammel person?

»Jeg er jo stadig en ung mand,« griner den 59-årige forfatter, »så jo, det var vanskeligt. Der er mange ting, man ikke er opmærksom på, Enevoldsen er vanskelig at leve sig ind i, og det er svært at skrive om en verden, der ligger før ens egen tid.«

»Men man skriver med ørerne. Hvis man hører ordentligt efter, så kan man også bruge det, man hører. Man skal dog kunne forstå og repræsentere sine personer, der skal være en distance, man skal ikke være dem.«

- >Hvad mener du med repræsentere?

»Romanen er ikke min ejendom, den henvender sig til et fællesskab. Det er ikke nok at identificere sig med personerne, man skal høre efter, det er forskellen til en selv, der gør teksten interessant og ikke bare privat. Desuden er man jo heller ikke i stand til at repræsentere alt, hvad man selv har i sig.«

'En scene er et offentligt sted,' konstaterede instruktøren Klaus Hoffmeyer engang, fortæller Bent Vinn Nielsen, »det samme gælder for en roman.«

Man skriver ikke for andres skyld

- Du har ry for at være solidarisk med de undertrykte, de marginaliserede?

»Det skal man ikke tage så alvorligt. Jeg går kun efter, hvor udtryksfuldt mit stof er. Man skriver ikke for andres skyld!«

Bent Vinn Nielsen har aldrig skrevet så meget som nu, fortæller han. Han er i gang med sin næste bog, han skriver hver dag, og det har han ellers ikke gjort, siden familien flyttede til Nykøbing: »Jeg skrev mere ude på landet på Lolland end her, der skrev jeg det meste af tiden. Man kan mene, at der var så røvkedeligt, at der ikke var andet at lave. Nu har vi boet i Nykøbing i ti år, og jeg har kun skrevet En bedre verden, der udkom i 2004. Hvad med Godheden selv, der udkom i 2000, og Labyrintbyen (2003), indvender jeg, men den første er skrevet, mens Bent Vinn stadig boede på Lolland, og den anden er en bestillingsopgave på en hjemstavnsroman, forklarer han.

- Men du har alligevel ikke kunnet nære dig. Da du blev interviewet til Information i anledning af 'En bedre verden', erklærede du, at du ikke gad skrive flere bøger.

»Jeg gider ikke bidrage til dansk romanindustri A/S, hvor forfatterne skriver en roman, fordi de nu er forfattere, hvor det nærmest bliver en art industrivirksomhed. Og kynisk set behøver man det jo ikke, det er ikke bøgerne, man lever af.«

»Hvis ikke der er sket en lille smule med en, er der ingen grund til at skrive en bog til. Og så var det selvfølgelig også det rene krukkeri!«

- Hvad er der sket med dig siden?

»Jeg er først og fremmest blevet ældre, i dag forstår jeg en gammel mand bedre end for ti år siden. Selv om jeg selvfølgelig stadig er ganske ung, så er jeg en kvik ung mand!«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

•Bent Vinn Nielsen er født i 1951 i Sulsted i Nordjylland. Folkeskole 1957-1966. Diverse ufaglært arbejde 1966-1978. Har siden forfatterdebuten i 1978 med romanen ’Arbejdssky’ skrevet en række romaner, noveller, børnebøger og tv- og radiospil. Blandt de senere er ’En skidt knægt’ fra 1998 og ’En bedre verden’ 2004. Er tidligere formand for Statens Kunstfonds litterære udvalg. Har modtaget stipendier, legater og priser, deriblandt Martin Andersen Nexø-legatet, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, Kritikerprisen, Søren Gyldendal-Prisen og Akademiets store pris. Er gift med syerske Ida Rosa Nielsen. Parret har fire voksne døtre og bor i Nykøbing Falster.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu