Læsetid: 7 min.

Hvor meget kan man malke en ko?

Hans Otto Jørgensen hævder, at kunststøtte er at sammenligne med landbrugsstøtte, mens andre hævder, at forfatternes indtægt er for ringe. Debatten om kunststøtte raser, efter at Lars Olsen i sidste uge hævdede, at støtten især går til parnasset
Hans Otto Jørgensen.

Hans Otto Jørgensen.

Kaspar Wenstrup

11. februar 2010

Hans Otto Jørgensen, forfatter

Der er nogenlunde konsensus i kulturpolitikken i Danmark, og når det gælder kunststøtte, er der i udpræget grad konsensus. Bortset fra Dansk Folkeparti er alle partier i Folketinget enige om, at kunsten skal støttes.

I den løbende diskussion om Statens Kunstfond og Kunstrådets dispositioner synes man ofte at se bort fra denne konsensus. Senest i Information har forfatteren og journalisten Lars Olsen givet udtryk for, at kunststøtten går til parnasset.

Jeg vil i det følgende nøjes med at tale om litteratur, det er det, jeg ved noget om.

I Bekendtgørelse om Statens Kunstfond hedder det i § 5: »Litteraturudvalget administrerer de fondsmidler, der er til rådighed til ydelser til skønlitterære og almen-kulturelle forfattere og oversættere og deres efterladte og til foranstaltninger, der sigter på at opretholde og fremme forfatteres produktion.«

Det hedder udtrykkeligt at opretholde og fremme forfatteres produktion. Og det hedder det, fordi man godt ved, at et forfatterskab ikke udvikles over et år eller to, men som oftest er en aktivitet for livet. Det er derfor helt naturligt, at støtten går til parnasset, altså til dem, der har arbejdet med at skrive litteratur i årevis.

Landbrugsstøtten gives heller ikke det ene år til A og det næste år til B. A og B får hvert år, fordi de hvert år skal producere. Man kan ikke sådan lige lukke en malke-besætning på 300 køer ned et år eller to og så starte igen. Ligesom man ikke kan lukke et forfatterskab ned og starte igen.

Lars Olsen sigter ikke til Statens Kunstfond, men til Kunstrådet. I Bekendtgørelse af lov om litteratur kapitel 2, som specifikt handler om Litteraturrådet, hedder det i § 4: Kunstrådet yder inden for de fastsatte bevillings-rammer støtte til frembringelse og udbredelse af litte-ratur. Rådet kan herunder støtte forfatteres litterære projekter, udgivelser, uddannelse og formidling af litteratur.

Der er altså tale om litteratur og litterære projekter, og det kan ikke forstås som andet end skønlitteratur og skønlitterære projekter.

Lars Olsen fik ikke støtte fra Kunstrådet, men derimod fra 3F, og det er måske forskellen, for de forfattere, han identificerer som parnasset, blandt andet Pia Tafdrup og Henrik Norbrandt, havde næppe fået meget ud af at søge 3F, ja, de havde sikkert aldrig kunnet overveje det.

Men hvad er det for noget med den indspisthed i det her miljø, som Lars Olsen tror at se. Lars Olsens bøger, Det delte Danmark og Den nye ulighed er vigtige, de taler om det virkelige liv, statisk rodfæstet ulighed. Og det kunne da også være interessant at se på, hvem der i tidens løb har fået del i Statens Kunstfonds midler. Hvor mange fra gårdmandsstanden, fra husmandsbrug, fra arbejderklasse- og middelklasse- og akademikerhjem.

Jeg tror, man ville finde en meget lidt homogen gruppe af mennesker. Der er nok en del, som er blevet regnet for familiens sorte får. Der er nok også en del, der døde tidligt, før gennemsnittet. En hel masse, som kun slap igen-nem med skindet på næsen, for så store var pengene altså heller ikke i den branche.

Men Lars Olsen: Jeg stiller gerne op og hjælper til med den undersøgelse af social mobilitet og social udsathed (de to dele følges gerne ad) i forfatterstanden og hos modtagerne af kunststøtte. Der er faktisk en hel del, som ingen videregående uddannelse har, og det er i den forbindelse betegnende, at Forfatterskolen ikke kræver studentereksamen eller HF hos eleverne. Det er nemlig ikke eksamenspapirerne, der tæller, når det gælder kunstnerisk talent.

Personligt kendte jeg absolut ingen i det litterære miljø, da jeg debuterede som forfatter. Jeg var 35 år, uddannet landmand, men fik allerede efter min første bog Statens Kunstfonds treårige legat. Hvis der er et talent et eller andet sted, på Kalundborg-egnen eller i selve Thisted by, så er jeg sikker på, han eller hun ryger lige ind på lystavlen hos tremandsudvalget i mødelokalet på H.C. Andersens Boulevard.

Og man ihjelslår jo ikke ham/hende senere, når han/hun er så god og bliver bedre og bedre, når der snart er, hvad vi forstår ved et forfatterskab og et livsværk. Men hvis der er for mange surmulende Lars Olsen'er, og hvis den politiske konsensus vender, risikerer man ikke kun at gøre tilværelsen usikker for kunstnerne, kun de få meget sælgende vil have til huslejen, man risikerer også at rykke tæppet væk under en smule demokratisk overskud, som Lars Olsen har fuldstændig ret i, mangler så mange andre steder.

Danske skønlitterære Forfattere, på bestyrelsens vegne Jan Thielke, formand

Fagbogsforfatteren Lars Olsen ved ikke, hvad han taler om, når han langer ud efter støtte til skønlitterære forfattere i Danmark

Lars Olsen kritiserer i Information (den 4. februar) i skarpe vendinger den samlede danske kunststøtte, som han mener tilfalder en lille gruppe »på parnasset«. Efter et hurtigt blik ned over listerne med støttemodtagere har han nemlig noteret sig, at nogle skønlitterære forfattere har fået støtte gentagne gange, hvorimod han ikke selv i første forsøg fik støtte til den sociologisk baserede fagbog Eliternes triumf, hvilket han havde troet var en »formsag«. Han foreslår på baggrund af denne erfaring og en spinkel research, at kriterierne for tildeling af støtte ikke længere skal være kvalitative, men være baseret på, at man ikke tidligere har modtaget støtte. Det primære formål skulle være at støtte nye forfattere.

Det er tanker, som måske kan lyde besnærende, men som bunder i en meget virkelighedsfjern forestilling om de levevilkår, 'parnasset' og danske forfattere har. Danske skønlitterære Forfattere har gang på gang foreslået Kulturministeriet at få afdækket forfatteres levevilkår i en grundig undersøgelse. Det har der ingen interesse været for. Heller ikke i embedsværket. Sandsynligvis fordi det ville afdække, hvor få penge også højt estimerede og medieombejlede 'parnas'-forfattere typisk tjener. Vi anslår, at professionelle danske skønlitterære forfattere i gennemsnit tjener cirka 100.000 kr. fra litterær virksomhed om året (royalty, legater, oplæsning, biblioteksafgift, honorarer etcetera). Med professionelle forfattere mener vi forfattere, der kan leve af deres salg og/eller anerkendes af etablerede forlag/kritikere/legatudvalg.

Derimod er der for få år siden lavet en nepotismeundersøgelse af den danske kunststøtte. Den nævner Lars Olsen ikke. Og det gjorde han måske klogt i, for den aflivede nemlig myterne om en lille kreds af venner, der giver til hinanden. Feltet af modtagere var bredt. Og selvfølgelig var der også forfattere, der havde fået adskillige eller ligefrem masser af gange - fra mange forskellige udvalg. I disse tilfælde tænker Lars Olsen straks indspisthed. Det strejfer tilsyneladende ikke Lars Olsen - der mener, at sociologiske kriterier skal herske også på det kunstneriske felt - at kvalitetskriterier kunne være en meget væsentlig grund.

Det betyder selvfølgelig ikke, at støttesystemet er perfekt - det er det langtfra. Eller at fejl eller fejlbedømmelser ikke sker. Det sker for ethvert udvalg. Men den største fejl er, at Kunstrådets litteraturudvalg og Kunstfondens litterære tremandsudvalg har alt for få penge at uddele. Da Statens Kunstfond i sin tid blev etableret, indførte man de livsvarige ydelser til de mest fortjenstfulde kunstnere (heriblandt 73 forfattere). Som så ikke skulle søge de løse arbejdslegater. Men den livsvarige ydelse er gennem årtierne svundet ind fra godt en gennemsnitsløn til allerhøjst at svare til kontanthjælp.

Nogle ganske få bestsellerforfattere har de seneste år haft indtægtsfremgang. Resten har oplevet, at indtægterne enten er stået i stampe eller direkte svundet ind. Leveomkostningerne er steget. Og forfattere og andre kunstneres afhængighed af legater og så videre er blevet markant større, mens bevillingerne forholdsmæssigt er blevet mindre.

Lars Olsen, der har det som levevej at gøre opmærksom på skævheder i Velfærdsdanmark, burde måske se på skævhederne i, at forfatteren tjener 100.000 kr. årligt, mens bogopsætteren på et bibliotek tjener 200.000 kr. og bibliotekaren og forlagsredaktøren mindst 300.000 kr. på deres arbejde med litteratur årligt. Er det ikke snarere på tide at få forfatterne og 'parnasset' med - ikke op i de gyldne håndtryks liga, bare op på gennemsnitslæserens indtægtsniveau?

Karsten Sand Iversen, oversætter

Lars Olsen vil rejse en principiel debat om kunststøtte og bedyrer, at han ikke brokker sig, fordi han er blevet forbigået i sidste tildeling af arbejdslegater. Det principielle ville have stået stærkere, hvis Lars Olsen havde set, hvad han mener at have set, inden hans projekt - i lighed med mange andres - blev fundet ikke støtteværdigt eller ikke støttemuligt - fordi midlerne jo er begrænsede.

Det principielle ville have taget sig kønnere ud, hvis ikke der straks var sat navne på de forfattere, der havde held med deres ansøgning; hvis ikke der straks skete en mistænkeliggørelse af såvel tildelende som modtagere, gående på, at en kreds af privilegerede tildeler i forvejen privilegerede 'venner' de evindelige skattekroner (ordet er skabt til at kickstarte fråden hos højrefløjen).

Lyder Lars Olsens principielle anker ikke bekendte? Hvorved adskiller de sig fra den gængse rindalisme, herunder Ekstra Bladets usmagelige kampagner i en ikke alt for fjern fortid?

Mads Øvlisen hilser en principdiskussion velkommen. Men er den til at etablere på det grundlag, Lars Olsen nu har skabt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor de dog forskanser sig, forfatterne! Et hurtigt blik på kunst.dk viser at selvsamme Hans Otto Jørgensen modtager langt mere i passiv støtte (uden krav om produktion - nemlig fra Statens Kunstfond) end det Jan Thielke regner for gennemsnittet. At Jørgensen ovenikøbet får de store beløb tildelt af sin kone, Christina Hesselholdt, gør ikke Lars Olsens syn på sagen svagere. Godt nok fremgår det af kunst.dk at repræsentantskabet skal godkende en problematisk tildeling. Der er så vidt det kan ses ingen indvendinger derfra, selv om store offentlige beløb fyger mellem ægtefæller, herunder også Morten Søndergaard som tilsyneladende tildeler konen Merete Pryds Helle store beløb, og som altså selv må forventes senere at skulle medforvalte midlerne, jvf bestemmelserne om fællesforsørgelse indenfor ægteskab.

En anden af "systemets vogtere" som Olsen udtrykker det, Søren Ulrich Thomsen, søger og får næsten fra fondene på kunst.dk. Problemet er at det er en "ond spiral" - Hans "livsvarige ydelse" nedsættes nemlig når der er anden indkomst. Man kan sige at han tager fra en ene kasse og derfor bliver sat ned i ydelse i den anden. Eller omvendt. Problemet er at han således optager legatmidler for mindre etablerede istedet for at være tilfreds med den livsvarige ydelse han er sikret. Det er parnassets problem. Forskansning. Automatisk opretholdelse af en forfatter, hvis interiørlitteratur er udtømt.

Lone Mikkelsen

Så vidt jeg ved tildeles landbrugsstøtte efter nogle objektive kriterier. Mht. kunststøtte, så kan man ikke få efter at have skrevet to bøger f.eks.
Et af problemerne er, at man mig bekendt ikke gennemgår, hvem det er, som ikke får støtte. Er der mønstre at se der?
Mht. dem, der modtager støtte, er det som om der er nogle tendenser. Eller rettere noget, man i hvert fald kunne se nærmere på. Måske er mine fornemmelser helt forkerte, men jeg synes, man kan se på flg:
Er det nemmere at få støtte, hvis man har gået på forfatterskolen? Er der en tendens til, at hvis man en gang har fået et stort beløb i støtte, evt. det treårige legat, så kan man nemmere komme igennem med ansøgninger senere?
Er der en genremæssig sammentrækning, således at nogle bestemte typer af romaner på forhånd sorteres fra?
Når Jan Thielke taler om, et ca. gennemsnit på 100.000 i indkomst, så er det mit indtryk, at det kan man da kun nå frem til, hvis man enten skriver en besteseller eller får statsstøtte. Der findes mange forfattere, som går for meget lavere indtægter.
Debatten er velkommen.

Pia Juul henviser i ovenstående link til lovens §1 Stk. 3.: " Bestyrelsen kan, hvis et af de nedenfor i § 2 nævnte udvalg i særlige tilfælde anmoder om
det, træffe afgørelse i sager inden for udvalgets kunstområde."

Dvs at udvalget, "ægtefællerne" har indstillet egne ægtefæller til stipendier, men at man godt ved at der er et habilitetsproblem, hvorfor bestyrtelsen må høres for at "godkende" indstillingen. Her kunne det være interessant at høre om bestyrelsen nogensinde har underkendt en indstilling.

Kun kvinder kommenterer her - indtil nu, og hvor meget kan man malke en ko?

Til den ikke har mere mælk - går jeg ud fra. Så hvorfor ikke helt fjerne kunststøtten, og lade falde hvad der ikke kan malkes?

En eller anden form for støtte til danske forfattere, er nok den eneste form for kunststøtte, som jeg kan se et formål med, al den tid at det kan ses som støtte til vores sprog overfor et stort pres fra udlandet.

Om det så lige skal ske som personlig støtte til nogle bestemte forfattere, er jeg lidt mere i tvivl om, - måske var pengene givet bedre ud, ved at øge statsstøtten til forfatterskoler, højskoler, o.lign.?

Jeg er statistiker og kulturforbruger både på arbejdet og i fritiden, og jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have en kultur- og kunststøtte. Problemet Lars Olsen påpeger er dog ret relevant for kunstens miljøer. Altså eliten, der forskanser sig, lukker sig inde med midlerne, og skaber en angstpræget koncensus om hvad der er "rigtigt". Denne almene samfundsproblematik ser (i denne debat) ud til at være særlig gældende hos forfattere.

Ud fra et forvaltningsmæssigt synspunkt kan man ikke sige at midler har været uddelt efter høje etiske standarder, når der uddeles midler til ægtefæller.

Mere overordnet kan man i statistikken iagttage den "gode smag" virke ved at se følge navne, som gang på gang støttes - ikke bare i en fond, men i flere i samme år. Problemet er at bredden, vækstlaget er udelukket fra de vigtigste fonde. Eliten har forskanset sig. Det er præcis som Lars Olsen påpeger i sin bog.

Jamen, er problemet ikke, at "eliten" er defineret som dem, der får mest støtte, og dermed bliver den etablerede kultur til skruen uden ende?

Lars Olsen ville have haft langt fastere grund under fødderne, hvis han havde begrænset sig til at kritisere Kunstrådets Litteraturudvalgs kompetence ved bedømmelsen af indkomne legat-ansøgninger til faglitterære projekter.

Af 2007-11 udvalgets 5 medlemmer er de 2 cand.mag/phil. i dansk, 2 er cand.phil./mag.art i litt.videnskab og 1 er dramatiker. Det er et udvalg som er højt kvalificeret til at bedømme skønlitteratur. Men faglitteratur?

I det sekund Olsen udvidede kritikken til et principielt spørgsmål om kunststøtte kunne hans kritik affejes som rindalisme.

Martin Glaz Serup

Jeg forstår måske ikke helt Gitte Nielsens kritik af "den gode smag" og "eliten"; går enhvert fagfællebedømmelse ikke netop ud på at sætte et 'niveau' og at pege på det der i den givne situation og ud fra de givne præmisser er det bedste? Udvalgene der foretager bedømmelserne bliver relativt hyppigt skiftet ud.

Jeg forstår måske heller ikke helt hvad der egentlig menes med "den gode smag" - hvis man fx kigger på Pia Juuls link ovenfor kan man se hvilke forfattere der har modtaget støtte fra Statens Kunstfond i 2009; for mig at se er det et temmelig bredt felt af forfattere, skulle det de allesammen producerer, Gitte Nielsen, være udtryk for én æstetik eller skole eller "smag"? I så fald kan jeg ikke se hvad det skulle være for en.

Nu fik Hr. Lars Olsen sine 100.000 Kr andetsteds, og i den sammenhæng vil jeg lige påminde manden om at i forhold til hvad en etableret musiker kan skrabe sammen, så skulle han lukke kajen, for det er satme mange penge i forhold til 30.000 Kr for selv at betale produktion, fotograf, cover, musikerlønninger, trykning.

Der er ikke sat en femøre af til at leve for det er ren produktion.

Du har to dage.

Tag den, og skriv en bog på to dage.

Du er sgu' da selv en af parnasset.

Som jeg ser det giver Kunstrådet kun legat til faglitterære projekter, der grænser tæt op til skønlitteratur, feks. når der er tale om litterære essays såsom Søren Ulrik Thomsens Repremiere i mit indre mørke. Eller erindringsværker såsom Niels Barfoeds Tomis-A.

Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor Lars Olsen valgte at søge legat hos Kunstrådet til sit ikke særligt (hvis overhovedet) kunstneriske projekt.
Jeg forstår ikke hvorfor han troede det skulle være en smal sag for ham at opnå netop dette legat.

Det er ikke for ingen ting at Kunstfonden og Kunstrådet indeholder det fælles ord KUNST. For at et projekt kan blive godtaget som et kunstnerisk projekt skal det fremgå at forfatteren har i sinde at arbejde kunstnerisk med sit stof.

Det bør fremgå tydeligt hvad Kunstrådet forstår ved støtteværdig faglitteratur. Om det kun drejer sig om litteraturvidenskabelige monografier, essays, erindringer og hvilke formkrav der stilles. Det bør fremgå tydeligt at man ikke støtter debatlitteratur hvor det æstetisk formmæssige arbejde har været fraværende.

Apropos Kunstfond og kunststøtte generelt, anbefales det at læse bogen:

Statens kunstfond 1964-2004. Redigeret af Peter Schepelern og Vibeke Jakobsen
(Statens Kunstfond, 2006)

I den første artikel om dette står der at Lars Olsen "i efteråret 2008 søgte om et arbejdslegat på 100.000 kroner fra biblioteksafgiftspuljen ". Biblioteksafgiftspuljen kan netop søges af alle faggrupper - både skønlitterære og faglitterære, oversættere etc. De som kan søge puljen er dem som har ret til bibliotekspenge

@Juul

Ja, det ser jo nydeligt ud dér på hjemmesiden. Men videre står der at tildelingen sker ud fra en konkret vurdering af, hvad der har størst betydning for dansk litteratur. Og hvad er det nu lige der har størst betydning for dansk litteratur? Ikke en debatbog om sociale uligheder åbenbart. En konkret SUBJEKTIV vurdering burde der stå (men det siger måske sig selv?)

Hvorfor fik kun 4 faglitterære forfattere legat fra denne pulje i 2008? Året efter blev 25 fagbogsprojekter begunstiget. Det virker betænkeligt. Når man trawler gennem oplysningerne om hvem der har fået penge fra de mange (MANGE) puljer, er der meget der undrer en sølle lægmand af en læser som mig. Men jeg synes det er herligt med uopklarede mysterier; de pirrer éns fantasi:-)

En ting Lars Olsen burde have angrebet i stedet er, at der åbenbart ikke skæves til, hvor mange penge kunstnerne modtager i biblioteksafgift o.l. når man uddeler penge. Det burde tænkes sammen, idet biblioteksafgiften jo også er en kulturstøtte, så man kunne uddele midler til så mange forfattere som mulig.

Det giver ikke mening at forfattere, der modtager 150.000-300.000 kr. i biblioteksafgift eller er på livsvarig ydelse samtidig modtager arbejdslegater fra Kunstrådet og Kunstfonden. For hvis en forfatter modtager så mange penge i biblioteksafgift, modtager vedkommende helt sikkert også honorarer for deres arbejde fra forlagene etc., samt royalties for bogsalget et par gange om året, og også penge fra Copydan. Dertil kommer hvad de ellers måtte tjene på foredrags-, oversætter- og konsulentvirksomhed, samt evt. Koda osv.

Det burde jo være støtte til fremme af kunsten, ikke støtte til fremme af kunstnere, som har penge nok. Hver gang en anerkendt og velernæret forfatter modtager eks. 100.000 kr. i arbejdslegat, selvom vedkommende får rigeligt i forvejen, så er der en anden talentfuld forfatter som får et afslag og må knokle videre med skriverierne i fritiden, og som dermed måske ikke udvikler sig så hurtigt. Men ikke nok med det - når udvalgene sløser med pengene på den måde, så er de med til at danne grobund for kritik af uddelingerne, hvilket er skidt, fordi kunstrådet jo grundlæggende gør noget rigtig godt for samfundet, for meget små midler, når man ser på, hvor meget samfundet tjener ind igen på bare bogmomsen. Og dertil kommer den værdi som forfatterne tilfører samfundet på alle planer, ikke mindst til bibliotekerne og skolesystemet, som nyder stor gavn af forfatternes værker både i undervisning og som fritidslæsning til udvikling af elevernes læseevner og almindelige kulturelle dannelse.

At man udelukkende går ind og kvalitetsvurderer i Kunstfonden og Kunstrådet, men ikke samtidig beder om fx kopi af sidste års skatteopgørelse, synes jeg er ærgerligt, for det er med til at give offentligheden mulighed for overhovedet at have noget at kritisere, selvom det som nævnt ovenfor reelt er småpenge man bruger på kunsten i forhold til gevinsterne. Det burde ikke være særlig svært at bede om en kopi af skatteopgørelsen, når man skulle vurdere om ansøgeren har brug for midlerne. Hvis der så var tale om særlige ansøgningsårsager (sygdom, skattegæld e.l.) kunne man så uddele alligevel. Og man burde have tilknyttede økonomiske rådgivere, som kunstnerne gratis kunne benytte sig af.

Altså, det er selvfølgelig et fåtal af kunstnerne som får legater, som ikke har brug for pengene, men der ser alligevel ud til at være nogle stykker, når man kigger listerne igennem, og det synes jeg virker uheldigt.

Jeg er selv forfatter og har været så priviligeret at modtage penge fra Kunstrådet to gange, i 2005 og 2009, henholdsvis 150 og 50 tusinde. Pengene reddede min økonomi begge gange, og jeg har udviklet mig fantastisk meget som kunstner pga. disse midler. Jeg har ingen brugbar uddannelse, og har sat mig i stor gæld som følge af mit sats på forfattergerningen. Jeg lever stadig fra måned til måned, med de økonomiske byrder hængende over hovedet, og sådan tror jeg mange forfattere har det. Når ikke de lige er så heldige at modtage et legat til at få lidt ro.

Så lad os dog fjerne al grund til mistro og mistillid til Kunstrådet og Kunstfonden ved at indføre nogle af de ting, jeg skitserer ovenfor. Evt. kunne de også blot selv inddrive dem fra Skat, hvilket burde tage et splitsekund, hvis man benyttede et godt system.

Det jeg nævner om de økonomiske rådgivere i Kunstrådet bygger jeg på, at mange kunstnere
er så dårlige til økonomi, at man reelt ikke forstår, de kan have så stor en kunstnerisk begavelse samtidig.

Men den slags er der en del af, så tilknyt dog nogle rådgivere - det ville få pengene i Kunstrådet til at række endnu længere.

"Der er mange misforståelser om Statens Kunstråds fagudvalg for litteratur, som jeg var den første formand for. Det er lige så vigtige opgaver for udvalget at støtte oversættelser, faglitteratur, udbredelse af litteratur m.v., som det er at støtte skønlitteratur, og hvis udvalget ikke sørger for en rimelig balance, bryder det loven. Hvis Erik Højer (12.2) har ret i, at der kun gives legater til faglitterære projekter, der grænser op til skønlitteraturen, er det ulovligt. Den pulje, Lars Olsen - der er en helt oplagt meget højt kvalificeret ansøger - søgte, er den såkaldte 10 mio. pulje, hvis støttekriterier, jeg selv forhandlede på plads sammen med daværende formand for Dansk Forfatterforening Knud Vilby, den daværende formand for Danske Skønlitterære Forfattere og kulturministeriet. Penge fra denne pulje, der stammer fra biblioteksafgiften, skal gives til et bredt felt af ansøgere. Skønlitteratur og litterær essayistik har ingen fortrinsstilling. Lars Olsen eller andre kan slå op, hvem der har fået penge, da han ikke fik. På det grundlag kan man drage nogle konklusioner. Legattildelinger er offentlige. Gitte Nielsen (11.2) spørger i forb. m. diskussionen om inhabilitet om, hvor tit en indstilling fra udvalg til “bestyrelse” er blevet afslået. Svaret er ALDRIG. At en ægtefælle søger i det udvalg, den anden sidder i, bør principielt undgås. Habilitetsspørgsmålet er meget ømtåleligt, og de, der påstår, at tildelinger i et vist omfang gives på vennebasis, har ikke altid uret."

Claes Kastholm

(kommentar til artiklen "Kunststøtten går til parnasset")