Baggrund
Læsetid: 3 min.

Kongen og dronningen af verden

Når Oscarstatuetterne skal uddeles den 7. marts i Hollywood, er det to meget forskellige film lavet af to instruktører, som engang har været gift med hinanden, der vil tiltrække sig størst opmærksomhed
Når Oscarstatuetterne skal uddeles den 7. marts i Hollywood, er det to meget forskellige film lavet af to instruktører, som engang har været gift med hinanden, der vil tiltrække sig størst opmærksomhed
Kultur
5. februar 2010

Det er vist aldrig sket før, at eksmand og -kone begge er blevet nomineret til en Oscar for Bedste Instruktion samme år og at de væsensforskellige film, de har instrueret, oven i købet er blevet nomineret til lige mange Oscars hver, ni i alt.

Men det er ikke desto mindre tilfældet i år, hvor James Cameron er nomineret for det kulørte, betagende scifi-eventyr Avatar og hans tidligere kone, Kathryn Bigelow, er nomineret for det intense, elementært spændende krigsdrama The Hurt Locker.

Det kunne sikkert være blevet en grim affære til selve Oscarshowet, hvis de to kombattanter var røget i totterne på hinanden. Men det kommer dog ikke til at ske. Bigelow og Cameron er nemlig forblevet rigtig gode venner, som søger råd hos hinanden og under hinanden det godt.

Den slags mindelighed kan selvfølgelig fakes, men det ville ligne den egensindige og åbenmundede Cameron dårligt, og fra folk i den amerikanske filmbranche lyder det samstemmende, at Bigelow og Cameron virkelig holder meget af hinanden.

Glad på ekskonens vegne

James Cameron, der er en af den amerikanske filmindustris mest magtfulde skikkelser, har endda produceret to af Kathryn Bigelows film, den ene, Strange Days (1995), flere år efter, at de blev skilt. Og da Cameron for nylig vandt en Golden Globe en prestigefyldt filmpris, der uddeles af udenlandske filmjournalister i Hollywood modtog han den med ordene: »Jeg har ikke forberedt en tale, fordi jeg troede, Kathryn ville vinde.«

Da Bigelow nogle dage senere til gengæld vandt de amerikanske filminstruktørers pris for Bedste Instruktion som den første kvinde nogensinde virkede Cameron oprigtigt glad og stolt på sin ekskones vegne.

Man kunne godt forestille sig, at Avatar vinder for Bedste Film, mens The Hurt Locker vinder for Bedste Instruktion. Det vil være den diplomatiske løsning selv om man ikke ligefrem kan tale om organiseret diplomati blandt de ca. 6.000 mennesker, der er stemmeberettigede medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi, som uddeler Oscarpriserne. Og selv om det virker forkert at skelne mellem Bedste Film og Bedste Instruktion ingen uden det andet, og vinderen i begge kategorier bør være den samme film.

Som f.eks. da Cameron i 1998 vandt Oscar i begge kategorier for Titanic (1997) og modtog sin første statuette med et citat fra filmen: »Im the king of the world.«

Mænd på kanten

Det vil også være en løsning, der signalerer, at man anerkender James Camerons utrolige bedrift nemlig at han med Avatar har lavet en monsterpopulær og visuelt og teknisk nyskabende film, der for ikke meget mere end en uge siden overgik Camerons egen Titanic som verdens mest indtjenende film.

Og at Kathryn Bigelow trods alle eksmandens teknologiske tryllekunster har leveret en umiddelbart mere lavmælt, men følelsesmæssigt eksplosiv, dygtigt iscenesat film. The Hurt Locker handler om mænd i krig og er tilmed den bedste film om krigen i Irak, som endnu er lavet.

Det er en film fuld af testosteron, og Bigelow har efterhånden skabt sig en karriere på at lave film om mænd helt ude på kanten, som er endnu bedre og mere indsigtsfulde end de, som mændene selv kan lave. Får hun en Oscar for Bedste Instruktion, er det første gang, at en kvinde vinder prisen, hvilket er lidt af en bedrift og kan påvirke akademimedlemmerne. Hun er også kun den fjerde kvinde nomineret for instruktion i løbet af Oscarprisens 82 år.

Det er endnu alt for tidligt at spå om, hvem der vinder hvad den 7. marts, og der er da også andre, betydelige film, som deltager i Oscarkapløbet blandt andet Jason Reitmans Up in the Air, Lone Scherfigs An Education, Lee Daniels Precious. Men lige nu drejer det meste sig om James Cameron og Kathryn Bigelow, der kan ende som the king and queen of the world.

Cameron under i hvert fald Bigelow det godt: »Jeg taber gerne til hende,« har han sagt.

»Jeg har allerede én af de forbaskede statuetter. Jeg bliver pissesur, hvis en eller anden anden vinder, men jeg vil ikke have noget imod det, hvis hun vandt.«

Oscaruddelingen sendes live på TV2 FILM og TV2 FILM HD natten mellem søndag den 7. marts og mandag den 8. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her