Interview
Læsetid: 4 min.

Kristendom eller kedelig sex

Annika Aakjær skriver sange om virkeligheden, der er groteske og sjove på én gang. På hendes nye album, 'Missionær', handler sangene bl.a. om titlens mange betydninger: sex, gud, frygt og død
'Det er sådan en sang, der repræsenterer min allerstørste frygt - at vælge den forkerte og godt vide det, men ikke gøre noget ved det,' siger Annika Aakjær om titelsangen på sit nye album, 'Missionær'.

'Det er sådan en sang, der repræsenterer min allerstørste frygt - at vælge den forkerte og godt vide det, men ikke gøre noget ved det,' siger Annika Aakjær om titelsangen på sit nye album, 'Missionær'.

Kristine Kiilerich

Kultur
6. februar 2010

Annika Aakjær er bange for den selvvalgte kedsomhed, som hun mener, vi i dag er alt for tilbøjelige til at vælge. På sit nye album, Missionær, forsøger Annika Aakjær at vække lytteren med sine groteske og sjove sange om menneskers evige stræben efter det 'normale' og 'trygge'. Gennem albummets 10 sange portrætteres personer, der er havnet i deres mest menneskelige og afgørende livs- situationer, som de fleste lyttere (desværre) kan identificere sig med.

I sangen »Missionær« bliver missionærstillingen for eksempel et billede på vores jagt på parforholdet for enhver pris. Her sidder kæresteparret hjemme på sofaen en lørdag aften og må sætte porno på tv'et for at blive opstemte til at have sex i en 'fuldkommen missionærstilling'.

»At de ligger i en 'fuldkommen missionær' betyder, at de bare kan den stilling. Det, der så sker, er, at pigen ligger og tænker på, om hun egentligt kunne være lesbisk. Det er sådan en sang, der repræsenterer min allerstørste frygt - at vælge den forkerte og godt vide det, men ikke gøre noget ved det,« fortæller den 27-årige Annika Aakjær.

Hun mener, at unge i dag har alt for travlt med at ville have det, som alle andre også har - og helst leve på følgende måde: uddannelse, kæreste, arbejde, blive gift, få børn, dø.

Efter Annika Aakjær havde skrevet sangen, begyndte hun at studse over ordets mange betydninger og fandt hurtigt ud af, at det skulle være albummets titel.

»Jeg syntes, der var så mange historier i det ord. 'Missionær' forbinder nogle med noget kristent, andre forbinder det med kedelig sex, og andre igen forbinder det med det at gå ud og forkynde noget, man tror på. Derfor handler denne her plade om sex, gud, frygt og død,« fortæller hun.

Selv om sangenes indhold på overfladen lyder trist, så er det altså langtfra tilfældet. Med albummet ønsker Annika Aakjær nemlig at få folk til både at grine og græde - og helst på samme tid.

Det er nemt at identificere sig med Annika Aakjærs sange, fordi hun inspireres af alt omkring sig. Annika Aakjær er da også kendt for at skrive personlige sange om oplevelser, hun har haft. I 2008 udgav hun det anmelderroste debutalbum, Lille Filantrop, som senere medvirkede til, at hun modtog en Steppeulv-pris som 'årets håb' og blev nomineret til P3 Guld i kategorien 'P3 Talent'. Det har i dag givet Annika Aakjær mere mod på at være kunstner.

»Første gang jeg lavede en plade, havde jeg ikke prøvet det før. Det gjorde, at jeg var mere usikker. Med min nye plade er vi gået meget mere selvsikkert til værks,« fortæller hun om sit andet album, som det kun tog 12 dage at indspille.

Personpåkørsel

Privat lytter Annika Aakjær til Simon & Garfunkel, The Beatles, Bob Dylan og The Mamas and the Papas. Hun indrømmer, at hvis hun skal lytte til en plade, så skal teksterne helst give mening. Derfor er det også vigtigt for hende at skrive sange, som rører folk.

Et eksempel er nummeret »Det bedste for mig selv«, som Annika Aakjær skrev efter en oplevelse, hun havde i et tog, da der skete en personpåkørsel, som forsinkede trafikken. Inde i toget, hvor Annika Aakjær sad, brokkede en pige sig højlydt i mobilen over, at hun nu kom senere hjem. Sangen endte med at skildre den kynisme, der hersker i storbyen.

»Jeg tænkte: 'Hold da op, en personpåkørsel, det er da ubehageligt'. Det er bare som om, at fordi man bor i København, må man godt være træt af, at andre forsinker ens travle hverdag,« forklarer Annika Aakjær, som selv er vokset op i en lille flække i Nordjylland.

Sangen handler samtidig om, at den dreng, som springer ud foran toget, er glad for, at togene står stille for hans skyld.

»Det er ret sjovt, ikke? Jeg har forestillet mig, at han har følt, at han aldrig har betydet noget i nogen menneskers liv. Derfor skal han tage revanche lige den dag og fylde noget i mit liv, selv om jeg er en fremmed for ham. Jeg synes, sangen er så grotesk sjov, fordi den er så ekstrem, og fordi den faktisk er virkelighed,« griner Annika Aakjær, som er overrasket over, at det er den morale, hun nåede frem til.

Netop personpåkørslen, som bliver reduceret til en togforsinkelse, er et godt eksempel på Aakjærs groteske og sjove skildringer af virkeligheden. Hun har ikke lyst til at fortælle meget om resten af albummets budskaber, da hun ønsker, at lytterne selv skal finde frem til dem. Annika Aakjær håber dog, at man vil føle håb og livslyst ved at høre det nye album, selv om sangene handler om det modsatte.

Læs også Klaus Lynggaards anmeldelse af Annika Aakjærs 'Missionær'

'Missionær' udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her