Læsetid: 9 min.

Manden, der ville genopfinde fremtiden

Det lykkedes endnu engang Apples legendariske stifter Steve Jobs at skabe et massivt hype, da han for nylig lancerede iPad'en. Han har revolutioneret den måde, vi forstår computeren på, han er uformel, buddhist og en grusom tyran. Information tegner et portræt af en af verdens dygtigste entreprenører
Steve Jobs. Manden, der forstod ikke bare at se, men også sælge fremtiden, er pisket til at genopfinde den år efter år. Hver sæson en ny gadget.

Steve Jobs. Manden, der forstod ikke bare at se, men også sælge fremtiden, er pisket til at genopfinde den år efter år. Hver sæson en ny gadget.

Paul Sakuma

12. februar 2010

Hvor mange klik skal der til, før man finder sin favoritsang på iPoden? Ifølge Apple-chefen Steve Jobs, som er notorisk kendt for at være sygeligt besat af brugervenligt design, er svaret tre. Tre klik og så er der vellyd. Ikke flere, og helst færre. Tonerne må gerne være The Beatles, som står øverst på Jobs personlige hitliste.

Jobs er kompleks. Han er indbegrebet af Californien: uformel, uhøjtidelig, iværksætter, kreativ, buddhist. Han er chef for en virksomhed, der næsten er blevet synonym for kreativitet. Ved pressemøder tryllebinder han journalisterne, der begejstret klapper af de dygtige medarbejdere i Apple, når Jobs beder dem om det. Men som chef er han en tyran. Som virksomhed er Apple bygget op som en efterretningstjeneste, indrettet i celler, der ikke må vide, hvad den anden laver, og autoritært organiseret om Steve Jobs.

Da iPaden blev lanceret med pomp og pragt i slutningen af sidste måned, stod han dér, Steven Paul Jobs, i cowboybukser og sweater, mens keynoten om iPadens magiske evner blev performet fra den store scene ved Apple Special Event 2010 for siden at blive downloadet i millionvis på YouTube.

Han har gjort det igen, den 54-årige Silicon Valley-entreprenør, IT-messiasen, den kreative klasses kejser og guru. Hvordan i al erden kan dén mand blive ved med at fortælle fremtiden? Og hvad er mytisk overdrev, og hvad er biografisk virkelighed?

Jobs er adoptivbarn og født i 1955 i Santa Clara, Californien. Han gik i gymnasiet og senere på Reed-universitetet i Portland, Oregon. Men de rigtige studier sagde ikke den unge Jobs så meget, som både flirtede med datalogi, buddhisme og marketing. Han var mere interesseret i de forelæsninger, som blev afholdt på computerkoncernen Hewlett-Packards domicil i Palo Alto. Jobs tog dog også et Reed-kursus i kalligrafi og senere udtalte han, at hvis det ikke havde været for dét ene luksusfag, havde Macen aldrig haft forskellige, proportionalt spatierede fonte. Når pengene ikke slog til og det gjorde de sjældent arbejdede Steve som flaskedreng og spiste gratis måltider hver weekend i det lokale Hare Krishna-tempel.

LSD-eksperimenter

Det spirituelle trak vældigt i Jobs, og hyren som tekniker hos computerspilfirmaet Atari i 1974 var tænkt som opsparing til et åndeligt Indien-trip. Da Jobs kom hjem til USA igen, var han klædt i østerlandske gevandter og var desuden blevet introduceret til bevidsthedsudvidende stoffer. Jobs mente selv, at LSD-eksperimenterne var én af de absolut vigtigste ting, han havde foretaget sig i sit liv. Senere hævdede han med den skingre og alligevel myndige overbevisning, som er mantraet i hans offentlige persona, at mennesker uden LSD-erfaring er inferiøre skabninger. De forstår i hvert fald ikke hans kreative tankegang.

Da Steve Jobs sammen med den tidligere skolekammerat og computerhacker Steve Wozniak stiftede Apple i forældrenes garage i 1976 i Santa Clara, revolutionerede han den måde, vi forstår computeren på. Apple blev både en magtfaktor i computerindustrien og et kulturelt ikon. Apple voksede sig hurtigt større. Det lignede en forvandling fra klodsede Jens Lyn-maskiner til brugermindede, små dimser, som var fremtiden værdig. Computere som Lisa, Apple II og senere Macintosh SE introducerede idéen om vinduer, mus og skrivebord til en bredere befolkning, ikke mindst det kreative segment, som dermed kunne distancere sig teknologisk fra de kedelige businesstyper og deres »beige papkasser«, som Jobs senere hånede computergiganten DELL for. Alligevel var det konkurrenten Microsoft, som adopterede konceptet om grafik og interface. Apple havde skrivebordet, og Bill Gates tog patent på Windows. Og dermed var en lang mytologi om IT-ideologiernes sammenstød sparket i gang: Hvis Jobs var manisk, ja, nærmest erotisk, besat af detaljer, så retoucherede Gates småfejlene væk i vrimlen og masseproducerede styresystemer, som var halvt mærkelige koder og halvt Jobs fagre nye verden.

Den evige entreprenør

Siden er myten blevet gennemspillet igen og igen. Skabelseshistorien, hvor Jesus altså Apple II-computeren akkompagneret af de to genier, Jobs og Wozniak, og sikkert også LSD-rus og californisk syretænkning, stiger ned på jorden og lover menneskene en bedre fremtid, er samtidig den inkarnerede Silicon Valley-drøm. Symbiosen i perfekt balance: Steve Wozniak var den nørdede Hardware-gut, hvis elegante motherboard-design til Apple I og Apple II fik ingeniørernes hjerter til at smelte. Og Jobs var Marketing-fyren, som udmærket vidste, at Woz havde et salgbart produkt. Især når man pakkede det lækkert ind.

Men Steve Jobs er også en underlig fisk. Ofte skyr han pressen, men han er også notorisk berømt for at være umanerligt charmerende og talende, når det stikker ham. Han er easy going, men også kontrolfreak af en anden verden. Og så har han for det meste ret. Også om fremtiden. Tag nu bare antipoden Bill Gates. Hans bog fra 1995, The Road Ahead, er fuld af skæverter om morgendagen. For eksempel mente Gates ikke, at Internettet ville overleve særligt længe. Det går nok over igen, som han sagde.

I 1984 lavede Apple en berømmelig reklamefilm, der fremstiller IBM som big brother og Apple som den frigørende kraft. Iscenesættelsen var et af Steve Jobs helt store talenter.

Året efter bliver Jobs imidlertid smidt på porten af sin egen bestyrelse. For Apple blev det starten på en dødsspiral, men for Jobs bliver det starten på nye eventyr. Han stifter computerfirmaet Next, og med animationsselskabet Pixar vender han op og ned på filmbranchen.

I mellemtiden er Apple på vej mod konkurs: Overhalet af Microsoft og uden den innovative kraft, der har båret firmaet frem. I 1997 gav de op på direktionsgangen: De købte Next og dermed Steve Jobs, der igen blev direktør i det, han betragtede som sit eget firma. Han introducerede iMacen, iPoden, iTunes og gjorde på blot få år Apple til en afgørende magtfaktor. Undervejs bliver han manden, der reddede musik- industrien og derfor håber alle nu, at han er manden, der kan redde aviserne og forlagene og filmindustrien. Steve Jobs får hvert år en dollar i løn som chef for Apple og alligevel er han en af USAs rigeste mænd.

Året inden Jobs vender tilbage til Apple, har han delt sine tanker om fremtiden med det nye hippe WIRED-blad. Jobs forudså, at Microsoft ikke ville finde en metode til at eje nettet. Han hævdede, at ingen ville komme til at tjene penge ikke direkte, i hvert fald på webbrowsere. Han siger tillige, at kommercialiseringen af World Wide Web er i fuld krig: shoppingscentret bliver digitalt, og dengang i 1997 var Amazon blot seks måneder gammel. De profetier fik Jobs som bekendt helt ret i.

Verdensrevolution?

Jobs har også taget fejl, ofte ved stædigt at forfølge en privat indskydelse. Omkring årtusindskiftet troede Jobs, at folk hellere ville se præfabrikerede DVDer på deres computere end at fedte med deres egne, hjemmebrændte CDer. Dér tog han ligeledes fejl. Men han lærte af hakkerne i lakken. Umiddelbart efter DVD-misforståelsen købte Apple et musikafspilningsprogram ved navn SoundJam, og Jobs inviterede desuden manden bag, Jeff Robbin, til at tænke dybt over den musikrevolution, som var lige om hjørnet. Rigtigt set. SoundJam blev til iTunes, og iPoden blev foruden de sexede, farvestrålende iMacs, som Jobs kreerede ved sit Apple-comeback i 90erne alle tiders største box office i computerens historie. I dag står iPod-familien (Classic, Nano, Touch og til dels iPhonen) for cirka halvdelen af Apples indtjening.

Da den daværende Pepsi-direktør, John Sculley, skulle charmes over til Apple i 1983, spurgte Jobs ham: »Vil du bruge resten af dit liv på at fabrikere sukkervand? Eller vil du have muligheden for at ændre verden?«

Det er den megalomane, ultracharmerende og naturligvis også manipulerende side af Jobs. Good Steve, som folkene omkring ham siger. Underforstået, der er også en Bad Steve. Apple-guruen har præsteret at forhandle med og i afgørende tilfælde transformere to af de sværeste brancher på kloden: animationsverdenen og musik- industrien. Jobs købte en gren af Lucasfilm i 1986, som senere blev til Pixar Animation Studies. Pixar blev overtaget af Disney i 2006. I begyndelsen af tegnefilmen A Bugs Life fra 1998 (dansk: Græsrødderne) bryder antihelten Flik sammen og hulker sit memento mori: »Jeg kommer aldrig til at gøre en forskel!«. Senere, da Fliks storslåede, men romantisk håbløse plan for at redde hele kolonien, er slået fejl, gentager han sig selv: »Jamen, jeg ville jo bare gøre en forskel«.

Pixars Flik er insektversionen af Steve Jobs. Think different er Apples motto. Med den latente fare, selvfølgelig, at forskellene vokser sig så store og udbredes så hurtigt, at de forsvinder i lutter enshed. Når alle vil være med på beatet ny iPod, ny iPhone, og nu en dugfrisk iPad med New York Times på skærmen og synkroniseret mail lige ved hånden bliver beatet utydeligt. Det er Jobs byrde: Manden, der forstod ikke bare at se, men også sælge fremtiden, er pisket til at genopfinde den år efter år. Hver sæson en ny gadget. Og Apple er gået mainstream. Se bare iPodens indmad, som efter snart ti år på markedet, i skiftende indpakninger og volumen, er faldet i kvalitet. Engang kunne det betale sig at sende det håndholdte vidunder til reparation. I dag køber man bare en ny.

På trods af sit guru-image mener manden i centrum dog ikke, at der er noget magisk eller omstyrtende ved computerteknologi.

»Sådan noget stads ændrer overhovedet ikke verden«, sagde han til avisen The Independent for nogle år siden.

»Teknologier kan gøre vores liv lettere, og de kan sætte os i stand til at række ud til andre mennesker. Men lad os lade være med at radikalisere det hele. Ting behøver ikke at forandre verden for at være vigtige.«

Stanford-professor Robert Sutton udgav i 2007 The No Asshole Rule: Building a Civilized Workplace and Surviving One That Isnt. Da folk hørte, at Sutton var ved at skrive en bog om røvhuller, flokkedes de om ham med Steve Jobs-anekdoter. Nogle var med Good Steve i hovedrollen, andre havde Bad Jobs som anker.

»Omfanget af den ærefrygt, som Silicon Valley nærer for Jobs, er utroligt,« udtalte Sutton.

»Jobs fik folk omkring sig til at føle sig som kriminelle og udstødte. Han fik dem til at bryde sammen i gråd. Alligevel havde han næsten altid ret, og selv når han tog fejl, var det så kreativt, at det stadig var ubegribeligt og magisk at overvære.«

Den kompetente tyran

Den nuværende Palo Alto-investor og tidligere Apple-insider, Jean-Louis Gasse, har adresseret Jobs-komplekset sådan: »Demokratier skaber ikke store produkter. Man har brug for en kompetent tyran«.

Og derfor render Jobs rundt og skiftevis lukrerer på sin egen myte, reproducerer den og forkaster den. Hele tiden med binære termer han er jo IT-nørd som guide. Nye produkter er enten »vanvittigt fede« eller »lort«. Enten er han ved at dø af cancer eller »totalt kureret«. Apple-undersåtterne er »genier« eller »idioter«, uundværlige eller uigenbrugeligt »affald«. I Cupertino, hvor Apple har hovedsæde, mindes man stadig det motto, som tilfaldt den unge Steve Jobs: hero-shithead roller coaster.

Manden selv vil måske bare køre på sin nye cykel, som det tog ham og familien en måned at vælge. Måske fordi den »systematiske intuition« (hans egen term), som Jobs møder verden med, tager længere og længere tid at kultivere. Måske vil han nyde hypen omkring den nye iPad. Her forsøger Apple at navigere imellem den smarte telefon og de nymodens (og ifølge Jobs umanerligt grimme) netbooks. Måske er han helt kureret for sin kræftsygdom, og måske vil du læse din avis i morgen på netop iPaden, Gud-Jobs nyeste relikvie, og dermed redde den trykte presse fra udsultning og gratis-tyranniet på nettet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Knigge

Mht. til Steve Jobs, så får han kun 1 dollar i dollars, men manden får aktier og alt muligt andet lir.

Han tager sig betalt.

Peter Andreas Ebbesen

Jeg synes lige, jeg vil berette lidt om Apple's produkter set fra en blind's synspunkt.

Jeg købte både en iPhone og en Macbooc Pro sidste år.
Og jeg har dæleme ikke fortrudt det.
Man kan gå ned i hvilken som helst butik, og købe en iPhone og en Mac, og så ligger der sgu bare en talesyntese i maskinen.
Hvor mange andre tilsvarende produkter gør der måske det i??
Ingen mig bekendt.
Mackens tale skal dog lige suppleres op med en dansk stemme, som koster ca. 2300 $, hvis man ikke vil nøjes med den engelske der er preinstalleret.
Mens den danske tale ligger i iPhonen.
Når Apple siger tilgængelighed for handicappede, ja så mener de det sgu.
Og der er i øvrigt også storskrift til svagsynede.
Come On Microsoft.
Så kan i lære det kan i!!
Behøver jeg og sige, at jeg aldrig kunne drømme om at gå tilbage til Windows igen??
VH Heidi Madsen

Peter Andreas Ebbesen

Ubs...
Der var vidst lige en fejeoversættelse på tastaturet.
Jeg mener 2300 kroner og ikke $.
Talen siger kroner, når man trykker på dollartasten.
Sorry, det var min seende kæreste der gjorde mig opmærksom på det.
VH Heidi madsen