Læsetid: 4 min.

En nation af luffegæs

Luffegåsen måtte opgive vingerne til fordel for luffer, og således synes dele af vores selvoptagede nation også at have opgivet udsynet
Nationalisme. Pingvinmarchen er 'good clean family entertainment you can trust'. Med matchende fjerpragt.

Nationalisme. Pingvinmarchen er 'good clean family entertainment you can trust'. Med matchende fjerpragt.

Warner Brothers

12. februar 2010

Nuttethed er dejlig nem at kapere. En lun fornemmelse breder sig i kroppen. Et amerikansk »åååårh« eller et dansk »nååååå« strømmer anerkendende fra seere, der mener at have max uskyld og krammefaktor for deres øjne. Noget tabt, noget vi har mistet forbindelsen til, får os til at gå i sympati-kramper.

Dyr er de mest uskyldige i verden. Bare spørg Dansk Folkeparti, der sætter dyrs velfærd over nogle menneskers. Lidt dødelige klankampe mellem kattedyr og salte massevoldtægter mellem delfiner kan ikke ændre på dén ide.

»Vore forfædre besluttede at blive, koste hvad det ville,« lyder det fra den ene af de i alt tre danske fortællestemmer, der personificerer pingvin-daddy, pingvin-mamma og pingvin-småtten i den franske, Oscar-vindende dokumentar Pingvinmarchen. Så kan dem nede bag bagerste ligusterhæk vist også være med.

Der er så i denne smukt fotograferede doku ikke tale om et løvklædt smørhul, men om en hvidsprængt ødemark på Sydpolen, hvor de kære kræ vandrer frem og tilbage igennem år efter år i en fast pendulfart dikteret af formering og føde. Om sommeren for at nyde livet, bade og fede sig op, om vinteren for at finde læ, parre sig, udklække æg, udstå uforsonlige vejrlig, månedlang sult og parforhold i stiv kuling.

Når mor kommer hjem, så er far lige ved at gå. For der er ingen mad, hvor de udruger æg og varmer nyfødte, så kønnene tøffer i skiftehold til søens supermarked mange dagsrejser væk. Ingen døgner lige om hjørnet, ingen konservesdåser, kun uendelig lidt forråd i mundhulen til junior.

Nutte-kluntede væsener

Det hele fortalt i smukke, velkomponerede, indlevende billeder. Store landskaber, fællesskab i total, kærlighed i halvtotal og super-closeup. Ingen parring. Det er jo ikke Kanal København det her. Det er good clean family entertainment you can trust. Disney i ødemarken.

Jo, døden lurer i frosten eller udmarvningen, i gabet på glubske sæler (tilsat glubsk lydside) eller rovfugle. Vanviddet viser sig, når forældres æg brister i kulden og de forsøger at stjæle andres. Men det er kun dramatiske spændingsskabere i en historie om de mest nutte-kluntede væsener på jordens overflade.

Fortællestemmer menneskeliggør pingvinerne og musikken, ak, musikken, dikterer sentimentalitet, hulkende indføling. Følelsesregister bagbundet i violinernes manipulatoriske strengeorgier, fanget i sangernes vokale spind, sukret ind fra top til tå. Vi synes her at befinde os i et liv før industrialisering og konservesdåser, pulver-falaffel fra Nutanas samlebånd og burka-fata morgana fra Naser Khaders fantasi. Selv om vi i udsendelsen umiddelbart efter får at vide at netop konservesdåsen har været med på stort set alle polarekspeditioner.

Pingvinerne menneskeliggøres af kandiserede følelsessymfonier i lommeformat og af fortællestemmerne, der endda foreslår at parrene måske gendannes i næste parringssæson i en monogam genopførelse af svundne tiders pardannelser for life i vores civilisation.

Som omtalt også her i sprøjten viser forskning flere eksempler på moralsk adfærd hos dyr. F.eks. elefanter og mus. Lige så menneskelige som alle os andre dyr. Og jeg indrømmer gerne at det dunkede i tårekanalerne, når pingvin-parrene bøjede deres hoveder mod deres brystpartier i en gestus, der vist var en form for parringsdans eller blot signal om genkendelse, men som jeg selvfølgelig indlæste en masse ærbødighed og respekt for den udkårne i. Men hvor langt kan indlæsningen gå og hvor urealistisk har den lov at være? Så Pia Kjærsgaard også Pingvinmarchen? Så hun nye strategiske muligheder for at udvikle vores nations pindsvineposition?

Kollektiv feber

Efter at have set pingvinerne bøje sig sammen i kollektiv formation mod isvinden, mærkede jeg en kollektivfeber brænde i min krop. Men kort efter isnede det igennem mig, at de alle var ens, at de alle bar den samme pels - i hvert fald for mit alt for menneskelige øje - at deres kultur var helt lukket om sig selv.

I Pia Kjærsgaard-koloniens moralske tusmørke synes alle pingviner i hvert fald at være Dannebrogs-farvede, og kun derfor kan hun og hendes parti elske dyr så intenst, at de får ægte kærlighed, mens fremmede nationers indbyggere i vort land får en helt anden kærlighed at føle. På dyrenes felt er Kjærsgaard en sand internationalist. For dyr truer åbenbart ikke vores kultur, men kan agere helt åbne tegn, man selv kan fylde betydning i. Hvor nationalistiske de så end måtte være.

Luffegåsen, som denne strømlinede svømmer og kluntede vralter hed så sent som i 1930'ernes DK, har oprindeligt måttet opgive vingerne og dermed sine flyveevner til fordel for de luffer, der er anderledes fikse til søs og dermed maritime måltider.

Således synes dele af vores selvoptagede nation også at have opgivet udsynet til fordel for at kunne brødføde sig selv og sine allernærmeste - selvom denne brødfødning så åbenbart også rituelt skal overdrives og implicere fladskærme og wellness. Og udvisning af tortur-truede flygtninge og krigstraumatiserede børn. For fjerpragten matcher jo ikke vores. En nation af luffegæs med mere end almindelig meget hvalpefedt om hjertet. Der er lang vej ind til medfølelsen - hvis altså ikke man har luffer. Eller hundeøjne.

DR2 tirsdag: 'Pingvinmarchen' og 'Historien om konservesdåsen'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu