Satire
Læsetid: 2 min.

Vi er nemlig ude på noget

Den sidste uges tid har det helt store spørgsmål i dansk teater været, hvorvidt det er fair eller unfair at spille musicals på Det Kongelige Teater. Mon debatten bliver ligeså ophedet, når 'My Fair Lady' får konkurrence af DR's 80'er-kultfænomen 'Palle, Polle og Ruth'?
'Palle, Polle og Ruth': Troels Thorsen, Lars Høybye, Signe Egholm og Tommy Kenter som Sigurd Kæphøj.

'Palle, Polle og Ruth': Troels Thorsen, Lars Høybye, Signe Egholm og Tommy Kenter som Sigurd Kæphøj.

Natascha Thiara Rydvald

Kultur
11. februar 2010

At være eller ikke at være ude på noget. Det er spørgsmålet, når Eventministeriet under Det Kongelige Teater iscenesætter Søren Kragh-Jacobsen og Niels Lunds tv-manuskript fra 1984 Ude på noget. De fleste, der så børnefjernsyn i 1980'erne, husker Palle, Polle og Ruth (Jess Ingerslev, Tom McEwan og Ghita Nørby) i den røde rutebil, den onde Sigurd Kæphøj (Tommy Kenter), den ubehjælpsomme hjælper Hr. Fladmast (Ole Fich), og så selvfølgelig hele omdrejningspunktet for handlingen: Det magiske kamera, der med et enkelt klik kan bringe én lige, hvorhen man vil. Indtil den funktion bliver indbygget i moderne kameraer, kan man midlertidigt indløse billet tilbage i tiden og opleve Palle, Polle og Ruth live.

Børne-tv er kultteater

Eventministeriet i Skuespilhuset har tidligere lavet en teaterversion af den syrede 1980-julekalender Jul og grønne skove mest kendt som 'Poul og Nulle i hullet', der blev en stor succes.

David Birch, PR-ansvarlig på Det Kongelige Teater, afslører, at både Tommy Kenter og Tom McEwan har sagt ja til at medvirke i teaterversionen af Ude på noget, Kenter endda i sin gamle rolle som Sigurd Kæphøj. Men det er næsten 26 år siden, at alle danske børn kunne synge med på »Vi ruller ud«.

-Hvilket publikum henvender Eventministeriet sig til, når Palle, Polle og Ruth træder op på de skrå brædder i 2010?

»Den spiller både i dagtimerne og om aftenen, så den er tænkt til både børn og barnlige sjæle. Men den er nok især til folk fra min generation, som nu selv er blevet forældre og gerne vil vise deres børn, hvad de selv grinede af i 1984«, siger David Birch og tilføjer, at selv om Det Kongelige Teater regner med, at der kommer børn ind og ser forestillingen, er Ude på noget ikke tænkt som en decideret børneforestilling: »Forældre, der har brug for et nostalgiboost, kan jo bruge deres børn som undskyldning for at komme ind og se forestillingen. Men man kan også sagtens se den, selvom man ikke har børn.«

Det helt særlige ved Palle, Polle og Ruth er ifølge David Birch både tv-programmets musikalitet og den gode historie, der er fortalt med elementer, som kan overføres til teaterscenen:

»Folk kan huske sangene. Og så er der nogle rigtig gode billeder i materialet, for eksempel Sigurd Kæphøjs skakternede univers, den røde bus og kameraet.«

Den originale røde rutebil findes stadigvæk. Efter sigende står den i en kælder på Nørrebro hos en rekvisit-samler, og der bliver den desværre stående: Den har hverken nummerplader eller forsikring og må derfor ikke køre på de københavnske vinterveje.

Hvorvidt rekvisitsamleren også har det magiske kamera i sin samling vides ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her