Rune Lykkeberg sætter i en leder den 19. februar spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at børn møder nyere børnelitteratur. Jeg citeres i den forbindelse for at sige, at nogle nutidige erfaringer, som man kan møde i samtidslitteraturen, ikke optræder i den ældre litteratur. Jo, de gør de skam, skriver Lykkeberg: Ved læsning af eventyr og H.C. Andersen er det sjove ifølge Lykkeberg, at »alt det, der skulle være blevet så helt nyt, forekommer underordnet alt det i børnenes verden, som er det samme, når man læser eventyr som Svindedrengen, Klods Hans og Kejserens nye klæder«.
Hermed bidrager Rune Lykkeberg til at opstille en af journalister ofte gentaget modsætning mellem at udgive, sælge, formidle og læse henholdsvis ældre og nyere børnelitteratur. I den forbindelse påtager journalister sig gerne rollen som barnets angivelige advokat. Lykkeberg argumenterer således for, at børn altid er blevet født ind i en uoverskuelig verden, men at de trods dette har bevaret en form for umiddelbarhed, hvor det overnaturlige stadig er naturligt og skoven »et sted for nisser«. Forfatterne og de redaktører, formidlere og forskere, der fremfører, at samtidens børnelitteratur også i form og indhold forholder sig til en samtid, får dermed rollen som kynikere, der ønsker at fremprovokere et unødvendigt uskyldstab hos barnet.
På Center for Børnelitteratur forsker vi blandt andet i ældre børnelitteratur. Vi ser det som en del af vores opgave at fremdrage ny viden om ældre tekster, der er skrevet og udgivet for børn. De er en del af vores fælles arvegods, og det er vigtigt at producere og formidle viden om disse tekster. Derfor underviser vi også formidlere i den ældre børnelitteratur, blandt andet på Master i Børnelitteratur. Det gør vi ligeledes ud fra den betragtning, at viden om den ældre børnelitteratur klæder bibliotekarer, lærere og undervisere bedre på til at formidle dele af de omkring 2.000 bøger for børn, der hvert år udkommer på dansk.
Sproget udvikler sig
Problemet i Lykkebergs leder er således ikke forsvaret for den ældre litteratur, men den journalistiske forenkling. Det er naturligvis ikke sådan, at læsning af ældre børnelitteratur udelukker læsning af nyere, eller sådan at der er en afgrundsdyb uoverensstemmelse mellem H.C. Andersens eventyr og nutidens litteratur skrevet for børn. Konflikter og tematikker, der findes i den ældre litteratur, tages naturligvis også op i litteraturen for børn i dag. Men lad mig ganske kort give et par eksempler på, hvad den nye litteratur for børn tilføjer.
Sproget udvikler sig. Naturligvis kan børn godt få stukket deres bedsteforældres Jan- bøger i hænderne eller læse Bjarne Reuters fortællinger om drenge fra 1970'erne, som deres forældre hørte. I dag læser og hører mange børn Manu Sareens fortællinger, der ligger i forlængelse af denne tradition, men som er skrevet i et nutidigt sprog og med en hovedperson og fortæller, der hedder Iqbal Farooq og er af »anden etnisk herkomst end dansk«. Han taler og tænker ikke, som Jan gør, selv om de begge opklarer mysterier, for han færdes på Nørrebro omkring årtusindskiftet.
Formsproget udvikler sig. Fortællinger for små og store børn var frem til omkring 1980 generelt relativt enkle fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning. Nogle tekster for børn er i dag også præget af fortælleformer inspireret af andre medier, har skiftende fortællesynsvinkler og refererer til nye tekstformer som sms'er, e-mail og chat. Det gør ikke nødvendigvis teksterne til bedre litteratur, men det skaber karakteristika, som den ældre litteratur ikke har, og som står i forbindelse med de øvrige fortællerformer, der omgiver børn.
Verden udvikler sig
Verden udvikler sig. Børn på 10-12 år har hørt om 11. september, og de har oplevet, at krige og naturkatastrofer på den anden side af jorden påvirker den virkelighed, der omgiver dem. Selv om Lykkeberg naturligvis har ret i, at ikke alt er forandret, er de borgere i en verden, hvor nye medier og kommunikationsformer giver dem andre indsigter og muligheder. Jeg kan berolige Rune Lykkeberg med, at der stadig udgives mange bøger for børn, der ikke handler om dette. Men når man for eksempel i Stian Holes prisbelønnede billedbog Garmanns gade, der netop er udkommet på dansk, finder visuelle referencer til brandmænd fra 11. september, ser jeg det ikke som et tegn på voksnes manglende respekt for børns 'natur', men som et udtryk for, at Hole gennem sit værk også giver barnelæseren og den voksne formidler mulighed for at forholde sig til begivenheder i deres samtid. Det samme gælder for eksempel Jesper Wung-Sungs tematisering af skoleskyderier i Ægte brøker (2009) og Jesper Nicolaj Christiansens Soldater græder ikke (2009), der beskriver en piges reaktioner, da hendes far, som er soldat, forsvinder i Afghanistan.
I Garmanns gade indgår visuelle referencer til en encyklopædisk tradition, der går tilbage til udgivelser for børn fra slutningen af 1700-tallet. Ægte brøker har hyppige intertekstuelle referencer til romersk historie og fortællinger om kejser Caligula. I Soldater græder ikke er farens militære kaldenavn Lancelot, gralsridderen fra Arthurdigtningen.
Pointen er altså, at det ikke giver mening at opsætte en kunstig modsætning mellem det at fortælle børn historier med relation til en nutidig virkelighed og at have glæde af at læse og kendskab til ældre litteratur. Men det gør det selvfølgelig lettere at skrive en leder.
