Det seneste søm i ligkisten er netop begået af pseudonymet Lars Kepler og har fået titlen Hypnotisøren.
Bag pseudonymet Lars Kepler står ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, hvoraf sidstnævnte er mest kendt på denne side af Sundet for blandt andet Instruktøren, en kontroversiel fiktiv biografi om Ingmar Bergman. Ægteparret Ahndoril er bosiddende i Stockholm, hvor de passer deres børn, skriver deres bøger, og dem er der mange af, drikker deres latte og har deres helt igennem kystbanesocialistiske holdninger til alt, hvad der rører sig i folkhemmet hinsidan.
Ægteparret Ahndoril var åbenbart blevet træt af ikke at tjene penge på deres mange bøger og bestemte sig så for at skrive en kriminalroman. Historien viser jo, at det er der, formuerne ligger. Men enhver intellektuel skandinav med forfatterdrømme ved jo, at det ikke er nok at skrive en knastør krimi i stil med the founding mother and father Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Nej, man skal i samme åndedrag - og helst hen over 600 sider plus - skrive en hård samfundskritik, hvor velfærdssamfundet får et skud for boven, kernefamilien er lig med døden i tynd forklædning, morderen er psykopat (intet mindre og helst med massemorder-ambitioner), samspilsramte børn står i kø for at hævne sig, mænd, der boller uden om, får deres bekomst(og generelt er nogle forfærdelige svin), og hvor kvinder, der er i deres drifters vold, er skurkagtige og må lære af deres fejltagelser. Den ny-nordiske krimipuritanisme, med andre ord.
Ansvarsforflygtigelse
Den ny-nordiske krimipuritanisme er først og fremmest én ting: Litterær ansvarsforflygtigelse. Dernæst er den et ønske om at tjene penge. Alt andet vil være hykleri at påstå. Sidst, men ikke mindst er den en smutvej til relevans på trods af komplet mangel på åbenlyst talent. Det er ren og skær x-factor.
Den litterære ansvarsforflygtigelse består i, at man fra forfatternes side bevidst forveksler den nordiske krimi med samtidsromanen. Det er da klart. Når man ikke har talentet, endsige overblik og indsigt til at skrive samtidsromanen, så giver man sin tynde, tynde samfundskritik et kriminalistisk plot. Således understreger man sin lunkne pointe om, at ondskaben lurer i os alle, så alle kan følge med og rigtigt blive bekræftet i, at velfærdssamfundet slipper man kun fra med skindet på næsen, hvis hjertet vel at bemærke sidder op i halsen, og man i øvrigt har samme holdning til samfundet som forfatterne. En holdning, der som oftest går 15 på dusinet af på den lokale café latte-bar.
Sex = Ballade
Morderen er psykopat. Det er klart. Det er muligvis hans utro far og hans svage mor, der har gjort ham til det, men det er sådan set lige meget. Han er psykopat. Og hvorfor er han så det? Jo, for så har man som forfatter lavet rammerne så vide, at man ikke behøver indlevelse, hverken som forfatter eller læser, det er jo psykopatens værk, så alt kan ske. Man æder med andre ord alt, hvad galningen kan finde på, uden at spørge sig selv, om der er litterært eller samfundsmæssigt belæg for handlingerne. Ansvarsforflygtigelse.
Sex er stadig lig med ballade. Og mænd kan lokkes med det. Sex, altså. Kvinder skal ikke dyrke sex med tilfældige mænd, de finder attraktive, således graver de deres egen grav. Børn må ikke spille computer og slet ikke online-spil og slet, slet ikke, hvis de er den mindste smule samspilsramte. Journalister er helte. I hvert fald dem, der arbejder i den venstreorienterede del af pressen. Retsmedicinere er good guys, humor er nemmest, når den er sort og handler om lemlæstede lig. Politimænd er problematiske. De skal have en skyggeside. Noget med noget alkohol eller en dom i deres fortid og som minimum en kuldsejlet familie i kølvandet. De må godt klare ærterne for os, men de skal helst lide urimeligt, før vi gider reddes af dem. Ansvarsforflygtigelse.
Genvej til relevans
Penge. Der er eddermame penge i skidtet, hvis man rammer formlen. Alle har jo fulgt med i de astronomiske summer, der er føget gennem luften under det slagsmål, der opstod efter Stieg Larssons død. Herr og fru Kepler siges at have tjent ni millioner kroner alene på forskudssalærer fra alverdens forlag, heriblandt vores eget Gyldendal. Jan Guillou, Liza Marklund og hendes mødregruppe, Arne Dahl og Jo Nesbø har alle tjent til dagen og vejen, så de kan holde sig kørende de næste knap 200 år. Så hvorfor skulle man ikke som forfatter give sig i kast med genren, som læserne åbenbart sluger, som var det kolde Pripps Blå til en varm midsommerfest?
Relevans. Hvem vil ikke være relevant? Der findes ikke den nyhedsredaktion, der ikke har sendt en journalist af sted for at interviewe Liza Marklund om, hvad der er galt med verden i dag. Men ok, hendes heltinde er jo også journalist. Alle kan smigres. Men jeg kunne lige så godt spørge min datter på 2 1/2 år om, hvad vi skal stille op med statsgælden og få et lige så brugbart svar.
En skambollet bastard
Nå, tilbage til Hypnotisøren, som er en skambollet bastard af en krimi. Hvad vil den? Den vil underholde. Selvfølgelig vil den det, så langt, så godt. Hvis en krimi ikke underholder, så kunne vi lige så vel afskaffe den og se Station 2 i stedet for. Gør den det? Njah ... Det er en pageturner, der smider om sig med cliffhangers i en sådan grad, at det får Jack Bauer og 24 til at ligne Lille Per og Far til fire. Så formen er sikkert bestyret.
Hvem er hovedkarakteren? Godt spørgsmål. Historien sakser rundt mellem fortællere og synsvinkler, men har dog sine tre til fire favoritter. Gør det noget? Ja, for helvede! Når man som forfatter i bund og grund ikke gider sin genre, så sjusker man med karaktererne, og så bliver de mudrede.
Er karaktererne troværdige? Døm selv: Én af hovedpersonerne, den hårdkogte kriminalbetjent Joona Linna med årevis af erfaring og mange lig i lasten, en mand af få ord, træder, for gud ved hvilken gang i sin karriere, ned i retsmedicinerens kælder for at besigtige et hårdt medtaget lig. På retsmedicinerens kontor slår paradokset ham pludselig, at ordet obduktion kommer af det græske ord 'obducere', der faktisk betyder at tildække ... Jeg kan love jer for, at det ikke slår ham. Havde han været førsteårselev på politiskolen, som aldrig har været en tur i retsmedicinerens kælder før, så måske ja. Bogen er spækket med den slags tåbelige regibemærkninger, der burde tjene karaktererne, men som blot er én ting og én ting alene: Forfatternes ønske om at pisse deres intellekts territorium af i et format, det ikke passer til. 'Selvom vi skriver en krimi, er vi altså ret kloge'. Muligvis, men spar os for afpisningen.
R.I.P
Hold nu op med at foregøgle, at krimier skal omstyrte samfundet og kaste nationer ud i identitetskriser. Krimier skal underholde, skal være troværdige, skal indeholde præcise miljøbeskrivelser, skal holde sig fra begavede regibemærkninger. Krimiforfattere skal være ærlige, først og fremmest over for sig selv, dernæst over for deres karakterer og sidst, men ikke mindst over for os - deres læsere. Man kan med fordel skæve til Dürrenmatt og Sjöwall/Wahlöö. Puritanismen bestod da i det iskolde fokus på forbrydelsen og opklaringen af denne. Der var en morder, et offer og en opklarer. Det var klart som is.
Den ny-nordiske krimipuritanisme er et ønske om at skildre det nutidige og samfundsmæssige så facetteret og genkendeligt som overhovedet muligt via et kriminalistisk plot. Et resultat, som blot fremstår som en ubehagelig, politisk korrekt tankerenhed, hvor VI har de rigtige intentioner, og alle kan spejle sig i korrektheden, og DE vil os til livs.
Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Så tog den på vandring, var væk længe, kom tilbage og blev dødeligt såret af Larsson. Nu har den fået den sidste olie af Kepler. Lad nu det stakkels kræ få fred.
Kender ikke Lars Bjerregaard, men hvis han er en af dem fra parnasset, der er ude med riven, så køber jeg straks bogen.
Ja, heldigvis er dette intellektuelt skarpe angreb på krimigenrens klicheer selv fuldstændig blottet for klicheer!
Jeg havde godt læst lidt om ægteparrets bog i en papiravis for nogen tid siden, men det var ikke nok til at min interesse for bogen blev skærpet.
Men nu derimod, med udgangspunkt i Bjerregaards utvetydige anmeldelse, lyder det da som en bog som jeg absolut må og skal læse - glæder mig allerede..
Kære Lars Bjerregaard.
Befriende. Tak for det. Den uskønne danse macabre mellem forlagsverdenen og den døende(enig!) chikkrimi bør snart finde fred.
Det er paradoksalt, at du og andre skældes ud for at kritikken skulle stamme fra "parnasset" eller et andet sted deroppe af. Den nye nordiske krimi(farce) er et elitært projekt, hvor netop folk, der er kommet i land og har frelst sig selv, kan se ud over en traumatiseret masse der skal oplyses, men ikke for meget, bekræftes, men kun i noget, underholdes, men kun ekstremt - for i velfærdssamfúndet kan man kun få et mærkbart gys, hvis det bliver råt nok. Råt=blod. Råt=de andre. Råt er ikke = dybet i mennesket. Råt er ikke=én selv.
Tak for artiklen.
Erik Kock - nu anser jeg ikke mig selv som en del af en "traumatiseret masse". Ej heller har jeg, eller vil jeg have, dårlig samvittighed over at læse bøger som den anmeldte.
Skønlitterære bøger er underholdning på lige fod med teater og film - til tider endda et bedre alternativ til begge. Hvad der så underholder herrerne Erik Kock og Bjerregaard ligger muligvis milevidt fra hvad der underholder mig, og er det ikke netop charmen ved al underholdning; at der findes noget for enhver smag?
Jeg har aldrig forstået hvorfor anmeldelser af bøger, film, teater, mad osv. ikke foretages af personer som også føler bare en smule glæde ved det de anmelder? Jeg forestiller mig at Kock og Bjerregaard heller ikke ville få ret meget ud min anmeldelse af en tilfældig bog i deres respektive bogreoler.
Bøgerne sælger godt - tydeligere bevis for at nogen syntes om det de læser skal man da lede meget længe efter. Nævnte bøger dækker rent faktisk et behov hos mange af os dødelige og knap så intellektuelle..
Morten Hald: Jeg er enig med dig l at bedstseller-rllitteratur først og fremmest er underholdning og skal bedømmes ud fra den præmis. Men det synes jeg da også Lars Bjerregård gør. Det han (og mange andre) er trætte af er den dårlige underholdning. Især den er prædentere at være mere end det den er. Som giver sig ud for 'samfundskritik' eller 'psykologisk dybteborende' etc. altså pynter sig i falske fjer fordi den åbenbart ikke tør stå ved hvad den er underholdning.
og som er fuld af klichere og dårlig sporg
Man må vel som anmelder gerne forvente sig noget mere end dette? Ligesom en madanmelder vel ikke blot skal synes det er ok at blive spist af med
dårlig tillavet mad med den begrundelse at det er der mange der godt kan lide?
Alt i orden. Det er nu altså forfatterne der tér sig som om deres læsere var sådan en masse, som skulle belæres. Hvad deres læsere selv føler, kan jeg ikke udtale mig om. Men formodentlig ikke som en masse.
Dårlig samvittighed er der ikke nogen der taler om. Ikke jeg, i hvert fald. Det handler ikke for mig om hvad der underholder mig mere end hvad der underholder andre. Jeg ser bare et kulturprodukt pisse på sine læsere, sin tradition og litteraturen som sådan. Det må den gerne, men jeg vil også kunne kritisere det.
Jeg har læst krimier i mere end tredive år, og jeg mener det er en fantastisk genre. Men der er krimiproducenter som virker ligeglade med deres egne produkter og med måden de bliver til på og hvorfor de er til. Det kan jeg da godt have en mening om.
De sælger godt. Det er underholdning. De dækker et behov. Det er da godt. Men det er ikke det samme som at deres forfattere pludselig kan alt muligt andet end at skrive bøger - eller at alt det, der lugter af blod og uretfærdighed og hæmningsløs vold og er fra Sverige, er mesterværker. Og at alle skal elske dem fordi de fleste siges at gøre det.
Det er ikke læserne, men bøgerne, jeg koncentrerede mig om. Hvis jeg er mere intellektuel end andre (hvordan måler man det?), behøver det ikke at betyde, at jeg ikke vil underholdes. Men ligesom Morten Hald vil jeg vælge min underholdning selv.
Pengejagten afgør hvad der udkommer. Sådan er det. Men det må godt få nogle ord med på vejen.
Det var befriende at læse Bjerregårds artikel.
Jeg er hverken anmelder eller super intellektuel, men jeg er alligevel dødtræt af den krimi-hype der har regeret siden Larsson udkom. Det er underholdning, ja, men også temmelig forudsigeligt efterhånden. Og genren dominerer den generelle bogdiskussion i medier, bogklubber og rundt om spisebordet. Netop derfor er det vigtigt at vi også får et kritisk blik på trenden.
Det er lidt for letkøbt at beskylde en anmelder for at være "en af dem fra parnasset", bare fordi han forholder sig kritisk til yndlingsgenren.
Erik Kock og Ole Falstoft:
Jeg har i den senere tid læst flere kriminalromaner. De omfatter bl.a. Stieg Larssons trilogi, Jan Guillous Hamilton-bøger, enkelte af Liza Marklunds bøger, som min kone har stående i reolen, og Dan Browns seneste roman. Nu er jeg igang med Stephen Kings "Den Grønne Mil", og fælles ved min indgang til alle skønlitterære bøger jeg starter på er, at jeg vil underholdes på præcis den måde som jeg forventer at bogen vil gøre. Lever den ikke op til dette er jeg ikke sen til at ligge den fra mig og finde en anden.
Med andre ord, så er det bogen og dens indhold som er afgørende for om jeg vil bruge tid på at læse den - ikke forfatternes mere eller mindre tvivlsomme motiver (f.eks. penge) eller dispositioner fra forlaget som jeg ikke er enige i.
Nu har jeg læst Bjerregaards artikel en gang til, og hvis målet med artiklen er at belyse krimigenren generelt og forfatterne specielt, så er det selvfølgelig helt fint. Mit første indtryk af artiklen var dog at det var en egentlig anmeldelse af en ny svensk krimi, som i så fald burde holde sig udelukkende til indholdet af bogen.
Jeg har derfor muligvis misforstået artiklen (og jeres indlæg), for selvfølgelig kan jeg ikke have noget imod at man har en mening om bogen/forfatterne/forlaget og genren generelt.