Koncertsalen ligger for enden af Snorresgade, i et tidligere autoværksted. Der er mørkt derude på sådan en vinteraften, men når man har kæmpet sig gennem snemasserne ind i gården, hvor bilerne tidligere ventede på en kærlig hånd, bliver man mødt af et strålende varmt lys gennem en imposant glasfacade. Mogens Dahl har her skabt et fantastisk mødested for musikelskere. Han kører nu på fjerde sæson, og de kunstneriske ambitioner er steget år for år. Søndag aften begyndte forårsprogrammet med den amerikanske Juilliard String Quartet, et tilsyneladende udødeligt ensemble som har været så at sige toneangivende gennem seks årtier. Derfor var der fuldt hus hos Dahl, og der blev talt både dansk og svensk på rækkerne.
Der har været 13 medlemmer af Juilliard Kvartetten siden grundlæggelsen i 1946, med mindst gennemtræk på 1.violin-stolen. Her sad legenden 'Bobby' Mann i et halvt hundrede år, og det var især i kraft af hans karisma, kvartetten opnåede sin ikonagtige status. Efter 12 år med en anden primarius inviterede man sidste år Nick Eanet, koncertmester i Metropolitan Operaens Orkester. Det var ikke mindst det match, der var spændende at følge søndag aften: Hvordan ville kvartetten lyde med tre veltjente veteraner og en ny ung himmelstormer?
Rosamunde
Det lovede ikke godt i begyndelsen. Måske skulle amerikanerne skyde sig ind på den tørre akustik og forlige sig med, at publikum næsten sad på skødet af dem. Derfor var det også risikabelt at spille et ægte pianissimo, sådan som Schubert gang på gang forlanger det i sin Rosamunde-kvartet. Det er et sørgmodigt værk, gennemstrømmet af tyst smerte og en bundløs ensomheds- følelse. Det kom desværre ikke så overbevisende frem, hvorimod andantens sangbarhed og menuettens forstilte munterhed lykkedes bedre. Schubert arbejdede mod et bestemt mål i denne kvartet, ligesom i søsterværket i d-mol (Døden og pigen), nemlig at sanke æterisk gods til at skabe den store symfoni i Beethovens ånd. Alt det kan man læse om i hans breve og i finalens brede åndedrag og rytmiske jubelkaskader, men man hørte det ikke hos Juilliard.
Hybenkradser
De var langt mere på hjemmebane i Bartók, også den nye primarius. Juilliard Kvartetten har indspillet de seks strygekvartetter hele tre gange. Den anden version fra 1963 er ubetinget den bedste og står fortsat som en referenceindspilning, men den er selvsagt ikke med de fire musikere, der spillede i København. De havde valgt den 2. kvartet; den stod sig godt i et sammentømret teamwork, båret af de tre erfarne medlemmers fortrolighed med værket og med Eanets uprætentiøse autoritetsudfoldelse på den udsatte post. Der er ingen temaer i denne tresatsede kvartet, hvor Bartók for alvor blev Bartók, hvor der kun er motiver, der vendes og drejes og transformeres i en uendelighed, iklædt skrappe dissonanser og flere tonearter på samme tid. Det er stadig moderne musik med en ubændigt brændende udtrykskraft, og selv om der ikke blev gået til yderligheder, sådan som kollegerne fra Emerson Kvartetten gør det, var opførelsen en velgørende hybenkradser efter den mere neutrale Rosamunde.
Skal det være?
Med Beethoven kan vel alt lade sig gøre med den gode vilje, for der er mange døre ind til hans musik. Man kan derfor diskutere, om den gamle komponists sidste strygekvartet skal opfattes som et højtideligt testamente eller en munter afsked med de 15 forudgående kvartetter. Over finalen skrev Beethoven »Der schwer gefasste Entschluss«, altså den vanskelige beslutning, ud- specificeret som et spørgsmål og et svar: »Muss es sein?« over den langsomme del og »Es muss sein!« over den hurtige del. Hvad i alverden mente han med det? Det har der været mange bud på, og et af de mere holdbare fortæller, at det drejer sig om et simpelt honorarkrav. Skyldneren spurgte, om han skulle betale, og Beethoven svarede med en sjov kanon: »Vist skal De så, ja, ja, ja, hit med gysserne!« Og dette tema brugte han i kvartettens finale. Noget tyder altså på, at man roligt kan gå med et stort smil til dette værk, og Juilliard Kvartetten gjorde faktisk det modsatte. Det faldt ikke i min smag, trods en smukt gennemfraseret udlægning af den langsomme variationssats. Men så skete der noget interessant. Amerikanerne gav et ekstranummer, en fugasats af Haydn, og her sprudlede endelig det halsbrækkende vovemod, som var så stærkt savnet hos Beethoven.
Koncert i Mogens Dahl Koncertsal den 31. januar. Schubert: Strygekvartet nr. 13 i a-mol (1824). Bartók: Strygekvartet nr. 2 (1917). Beethoven: Strygekvartet nr. 16 i F-dur (1826). Juilliard Kvartetten: Nick Eanet og Ronald Copes (violiner). Samuel Rhodes (bratsch). Joel Krosnick (cello)
