Baggrund
Læsetid: 5 min.

Pigen, som delte det sorte Amerika

Oscarnomineret. Hun er overvægtig til det obskøne, hun er analfabet, og hun bliver mishandlet fysisk og følelsesmæssigt af sine forældre. Mens de hvide filmkritikere tilbeder hende, har den nye film 'Precious' sat afroamerikanske sind i oprør
Oscarnomineret. Hun er overvægtig til det obskøne, hun er analfabet, og hun bliver mishandlet fysisk og følelsesmæssigt af sine forældre. Mens de hvide filmkritikere tilbeder hende, har den nye film 'Precious' sat afroamerikanske sind i oprør
Kultur
5. februar 2010

Der blev ikke ligefrem vakt forventninger om et mesterværk, da det i 2008 kom frem, at den amerikanske entreprenør Lee Daniels havde planer om at instruere en filmatisering af Push, den afroamerikanske performancepoet Sapphires bestseller fra 1996. Selv om Daniels var producer på to af de bedre uafhængige amerikanske film i første halvdel af årtiet, den Oscarbelønnede Monsters Ball (2001) og The Woodsman (2004), blev Daniels debut som instruktør i 2005 med filmen Shadow-
boxer alt andet end en succes. Ja, faktisk var den af så forfærdelig kaliber, at de fleste instruktører nok ville have foretrukket at stryge den diskret fra værklisten.
Stilen var hysterisk overspændt, mens plottet var primitivt tænkt. Shadowboxer, der fortalte historien om en lejemorder (Cuba Gooding Jr.) og hans kræftramte stedmor (også snigmorder og spillet af en overkåd Helen Mirren), nåede et meget tidligt klimaks i både bogstavelig og overført forstand. Førstnævnte skød sidstnævnte i hovedet, samtidig med at han tilfredsstillede hende til orgasme i skoven.
Om ikke andet blev det med Shadowboxer slået fast, hvordan Daniels kan lide sine historier: store, plumpe og gustne.

Et ombejlet hit

Ufortrødent fremturede han med sit andet opus, der fik premiere på Sundance Film Festival i 2009, under romanens oprindelige titel, Push: Det er historien om en sygeligt overvægtig og analfabetisk teenagepige fra et socialt boligbyggeri, som tvinges til at tåle gentagent seksuelt misbrug fra sin fars side og følelsesmæssige og fysiske overgreb fra sin mors. I hovedrollen sås den fuldkomment ukendte 26-årige Gabourey Sidibe og til birollerne var der truffet nogle ret uforudsigelige valg, især musikstjernerne Lenny Kravitz og Mariah Carey.

Push kom til Sundance stort set uden forudgående visninger og uden at have en distributør på plads, men den blev straks et ombejlet hit. Vinder af budrunden blev Lionsgate Entertainment, og den satsning kom til at betale sig: Filmen vandt både en Audience Award og en Grand Jury Prize for bedste drama. Og mindre end en måned senere, meddelte forfatter-instruktør Tyler Perry, filmens chefproducer, at han ville få selveste Oprah Winfrey til at anbefale den. Filmens sejrsgang forekom herefter uundgåelig.
Omdøbt til Precious fik den international premiere i Cannes i maj og skabte sig hurtigt endnu flere fans. I september vandt den People’s Choice Award på Toronto International Film Festival. Og i november, da den blev vist i de amerikanske ­bio­grafer, blev den mødt med overstrømmende ros fra de fleste kritikere.

’Skamløst racistisk’

Men ikke fra alle. Ind på scenen trådte Armond White, mangeårig kritiker for New York Press og nuværende formand for kritikersammenslutningen New York Film Critics Circle. Der var særligt store forventninger til hans anmeldelse, da han er en af de få afroamerikanske kritikere med national gennemslagskraft. Desuden er han kendt for at være overrumplende uforudsigelig i sine vurderinger.

Han skuffede ikke sit publikum. »Ikke siden The Birth of a Nation (hvor Ku Klux Klan skildres som helte, red.) har en mainstreamfilm budt på en så nedgørende fremstilling af sorte amerikaneres livsform,« tordnede han. »Precious er fuld af skamløst racistiske klicheer ... ja, filmen er ét stort sociologisk horror-show.«
Efter at have revset såvel Perry og Winfrey for at give legitimitet til Precious med deres anbefalinger af filmen svækker White imidlertid temmelig meget sin egen argumentation, når han i modsætning til denne film fremhæver andre »gode nyere film med sorte temaer« – og på denne liste anfører Eddie Murphy-katastroferne Norbit og Meet Dave og Wayans-brødrenes komedie Little Man, titler, som næsten alle andre kritikere satte i gabestokken. Ja, sidstnævnte
varslede ifølge den britiske filmanmelder Mark Kermode, ligefrem »ophøret for den vestlige civilisation, som vi kender den«.
Nu er White en afviger og en provokatør – og, som man kan se af hans eksempler, en mand med en noget tvivlsom smag. Men midt i sin retfærdige harme fremførte han én eller to interessante pointer ikke mindst om, hvordan Daniels, bevidst eller ubevidst, castede lyshudede skuespillere som venlige og forstående (Mariah Carey, Paula Patton) og mørkhudede som aggressorer.

Han stod da heller ikke alene med sin afsky for filmen. Anthony Lane i The New Yorker, David Edelstein i New York Magazine og Ed Gonzalez i Slant var nogle af de afvigende stemmer. Sidstnævnte afviste filmen som »et gennemført stykke bras«.

Usikre på sig selv

Og i Time Out New York skrev Keith Uhlich: »Man skulle tro, at den lange række af rædsler, der overgår Harlem-teenageren Clareece ’Precious’ Jones – analfabetisme, voldtægt, vold i hjemmet, Mariah Carey – ville sætte sig som skarpe og indsigtsfulde udtryk. I stedet glider de forbi med samme form for glittede, ekshibitionistiske ubehag som en episode af tv-serien Law & Order: Special Victims Unit«.
Men nok så afgørende blotlagde filmen en splittelse blandt sorte amerikanere. I Los Angeles Times noterede Erin Aubry Kaplan sig den usikkerhed, filmen skabte blandt sorte tilskuere.

Delvist, indrømmede hun, »fordi det hvide film-establishments omfavnelse af filmen blev oplevet som ret desorienterende for sorte folk, ja ligefrem frastødende«, men mest fordi filmens egne rædsler »anslog genkendelsens strenge hos mange sorte, hvilket gjorde dem hverken vrede eller begejstrede, men usikre på sig selv«.
En af de mere interessantte pointer kom fra C. Jeffrey Wright, administrerende direktør for Urban Ministries Inc, »Nordamerikas største uafhængige afroamerikanske religiøse medievirksomhed«. På den konservative kristne hjemmeside urbanfaith.com bemærkede Wright, at det største problem ved Precious ikke så meget var filmen selv, men (selv om han var chokeret over filmens mangel på »moralske forbilleder«), det forhold, at den eksisterede i noget nær et vakuum.
Med så få film om sorte miljøer og med så stor mangel på sorte skæbner på skærmen, hævdede han, blev Precious vurderet efter umuligt høje standarder. Alt skulle den rumme på én gang – og for alle seere: gribende drama og positivt eksempel. Hvis flere forskellige typer sorte erfaringer var blevet udforsket på film, ville denne films konsekvente trøstesløshed i mindre grad fremstå som selvhad til opbyggelig præsentation for hvide venstreorienterede humanister.

Nomineret

Dette er bagsiden af Whites argument: at Precious ikke er dårlig kunst på grund af sin tekniske primitivitet (langt den hyppigste beklagelse blandt hvide kritikeres vurderinger), men fordi den sætter et dårligt eksempel for, hvordan sorte amerikanere ønsker at se sig repræsenteret.
Ud over sin voksende bunke af festivalpriser er Precious nomineret til seks Oscarstatuetter – herunder i kategorien Bedste Film. Interessant nok er filmen i de seneste uger gledet ned ad favoritlisten, hvor den nu er overhalet af Kathryn Bigelows krigsdrama fra Irak, The Hurt Locker.
Uanset hvad, har Daniels styrket sit ry. Den 8. januar blev han nomineret til en Directors Guild of America Award – som den første afroamerikanske instruktør nogensinde – og for nylig fik han tilbudt at instruere en filmudgave af Miss Saigon. Prostitution, mord, interracial kærlighed, Vietnamkrigen ... på en eller anden måde kunne han ligne det perfekte valg.

film@information.dk
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Precious anmeldes på foregående side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her