Baggrund
Læsetid: 4 min.

Råbende Rooney

Manchester Uniteds Wayne Rooney råber og skælder ud, og holdkammeraterne klapper af ham. Sådan må det være, når man er frelser – når man er målscorer
Slagkraftig. Wayne Rooney scorer for Manchester United, da holdet møder AC Milan i Champions League på udebane den 16. februar.

Slagkraftig. Wayne Rooney scorer for Manchester United, da holdet møder AC Milan i Champions League på udebane den 16. februar.

DAMIEN MEYER

Kultur
20. februar 2010

Den burde ligge lige til Wayne Rooneys højreben. Efter Manchester Uniteds udebanesejr 2-3 over AC Milan i Champions League's første ottendedelsfinale skal Leonardos aldrende rossoneri mønstre mindst et 2-0-resultat i returkampen 10. marts på Old Trafford. Og det ligner en håbløs opgave, også selv om Milans nr. 32, David Beckham, forsikrer den kælne presse om, at det kan lade sig gøre.

Men der er mere i historien end det glamourøse forhold, at United for første gang fik scoret på San Siro, og at de fik revancheret det svidende 3-0-nederlag fra 2007, hvor milaneserne gik videre og vandt pokalen. »Et katalog af fejltagelser« var Alex Fergusons imposante dom over matchen og de røde djævles indsats, og midt i halvlegene så man ham ikke alene vanligt agiteret, ivrigt gnaskende på sit tyggegummi. Han skældte korporligt ud. Der var verbale uppercuts fra den 69-årige skotte. Da Jonny Evans med en fatal fejlaflevering forærede en gylden chance til Milans Klass-Jan Huntelaar, så det ud som om, Fergie skulle besvime.

Temperamentet havde han ikke eneret på. Rooney, der blev dobbelt målscorer i Milano, havde også flaben oppe i hovedet på de medspillere, der ikke ville som ham, og det ene øjeblik råbte han af Darren Fletcher, det andet øjeblik rystede han vulkansk opgivende over Rio Ferdinands usikre meritter. Tankerne gik til hedengangne Roy Keane, bissen på midtbanen, som ofte førte bolden middelmådigt fremefter, men alligevel havde konstant carte blanche til at tyrannisere de andre ti. Efter 90 minutters spotlight kom Rooney ud af tunnelen og meddelte, at visse spillere »ikke havde udført deres arbejde ordentligt«. Navne var der ingen af, men Nani var én af dem, Ferdinand en anden, og havde det ikke været for Fletchers odiøse lob til Rooneys andet mål i matchen - der bragte United på 3-1 - var han sikkert blevet hængt ud til almen hån.

Og Rooney kunne sagtens have fortsat som overlærer: Ronaldinhos flugter til 1-0 i det 3. minut var resultatet af et Beckham-frispark og en snøvlet clearing fra Patrice Evra, der havnede for fødderne af brasilianeren, som oven i købet havde held med at få afrettet sit skud uden chance for keeper Edwin van der Sar. Alexandre Pato kunne have scoret. Og Fillipo Inzaghi - der camper i offsiden - burde helt sikkert have gjort det. Uniteds udligning til 1-1 var heller ikke specielt forløsende. Tværpasningen fra Fletcher ramte veteranen Paul Scholes i skankerne, der som en forvirret tyr forsøgte med først højre, så venstre, hvorefter bolden i slowmotion trillede hen over græsset forbi en eklatant ringe Dida i målet.

Men Rooney holder altså lige akkurat balancen i sin modne rolle som Keane version 2.0. Nu med præcision i scoringerne, for som han selv har sagt, så er det hans nye mission at blive en bedre boksspiller og skrue en smule ned for de defensive tonserier på især venstrekanten, som tidligere frustrerede Sir Alex gevaldigt. Faktisk spillede Rooney en gennemsnitlig kamp. Men han scorede altså to gange. Derfor må han gerne råbe og rende rundt og være småsur.

Frelser og ødelægger

Tilbage står også det faktum, at mens AC Milan præsterede over evne, ikke mindst i første halvleg, hvor de kom til forbavsende mange chancer, holdt United bare deres høje bundniveau. Kig på statistikken. United har ikke tabt på udebane i 16 kampe, og det er mod giganter som Roma, Barcelona, Inter og Arsenal. I dét treårige stræk har Manchester nettet 25 gange og kun lukket syv mål ind.

På UEFA's pressemøde var Fergie fuld af beundring for Rooney:

»Han var fuldstændig ustoppelig. Milan kunne ikke klare ham. De anede simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med ham i anden halvleg. Han var fantastisk. Han forbedrer sig hele tiden, og han er en af de bedste spillere i verden lige nu«, hævdede Sir Alex.

Og i managerens optik handler det om evnen til at score mål:

»Jeg synes, at vi i denne sæson, især i de sidste to måneder, har set en udvikling i Rooneys spil. Selvsikkerhed har en del med det at gøre. Hans fundamentale kapacitet er fuldt på højde med de aktuelt bedste i verden, men han havde brug for at forbedre sit målinstinkt, og det er dét, han er ved nu. Hvis han fortsætter den trend, bør han regnes på linje med de allerbedste i den absolutte top. Indtil videre har han scoret 25 mål. Han kan garanteret nå op på 30«.

Man forstår den adelige cheftræner. Hvad var United uden Rooney? Kig på tre centrale positioner: Fløjspilleren Nani minder unægtelig om en ung Cristiano Ronaldo, fuld af spilopper, fart i skoene og glimtvise mirakler. Problemet er bare, at han næppe bliver bedre. Konsekvensen er en angriber, der halvt irriterer og halvt lægger op til mål. Forwarden Dimitar Berbatov er Uniteds dyreste indkøb, men indtil videre har han blot startet inde i én af truppens syv Champions League-kampe og samlet set seks ud af de 19 siden transferen fra Tottenham Hotspur i 2008. Og Rio Ferdinand, fyrtårnet nede bagved, Englands nyudnævnte kaptajn, døjer med seriøse rygproblemer. Rooney råber, og holdkammeraterne klapper af ham. Sådan må det være, når man er frelser. Set med italienske briller, dagen derpå, er historien naturligvis anderledes. Som Corriere dello Sport flashede på forsiden: »Milan kreerer, Rooney ødelægger«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her