Baggrund
Læsetid: 5 min.

Robert Crumb: ’Nu tror jeg bare, at jeg går tilbage til at lave pornografiske serier igen’

Robert Crumb var det absolutte trækplaster på den internationale tegneseriefestival i Angoulême. Han har netop færdiggjort en dristig og meget ambitiøs tegneserieudgave af Første Mosebog
Kultur
8. februar 2010

»Adskillige gange i løbet af arbejdet med Verdens skabelse følte jeg, at jeg var i færd med at udføre en bodshandling for mine tidligere tegneserier om mine egne seksuelle besættelser. Det tog fire år, og ingen vil nogen sinde fatte, hvor hårdt arbejde det var. Jeg ville ikke gøre det igen.«

Robert Crumb krummer sig atter engang ind over sig selv og fniser, mens han fortæller om arbejdet med sin ambitiøse tegneserieudgave af Første Mosebog. Selv om han har boet i Frankrig de seneste tyve år, er han den største internationale gæst på tegneserieseriefestivalen i Angoulême i Sydfrankrig. Auditoriet er proppet til randen, og to tolke sidder parat til at oversætte amerikanerens svar til fransk.

Crumb er forkølet og hæs, og den dårligt forberedte interviewer formår kun sjældent at få ham til at fortælle mere indgående om sit arbejde. Det gør ikke samtalen til mindre af et tilløbsstykke, for Robert Crumb har nærmest været jaget vildt, siden han var med til at opfinde underground-tegneserien og frisætte hele mediet for over 40 år siden, og han er legendarisk sky.

Ingen forstod det

Robert Crumb er distingveret klædt i skjorte, slips og vest og bærer runde briller og sixpence. Han sukker opgivende, når intervieweren refererer til hans ikonografiske pladeomslag til Janis Joplins Cheap Thrills, den frygtelige Fritz the Cat-film og hans ’Keep on truckin’-tegning.

»Det skal der stå på hans gravsten,« siger hustruen og samarbejdspartneren Aline Kominsky-Crumb fra første række. Det sender endnu et fniseangreb i gang hos den gråhårede tegner, der selv er flov over tegningen, der blev en generations favoritudtryk.

Han fortæller med et skuldertræk om tiden i San Francisco, da han selv udgav de første undergroundserier i Zap Comics i 1968 og ingen endnu rigtig forstod noget af det:

»Jeg var ikke en del af miljøet. Jeg boede for mig selv i Haight-Ashbury og gik rundt til de der hippiebutikker med mine tegneserier, og ingen fattede hvad jeg snakkede om.«

Først når talen for alvor falder på det projekt, Robert Crumb har viet de seneste år til, begynder han at åbne op. Genfortællingen af Første Mosebog som tegneserie udkom sidste år og har på dansk fået titlen Verdens skabelse. Den er blevet hyldet overalt, og til Crumbs egen forbavselse uden de store protester fra religiøse grupperinger.

Til en begyndelse krukker han med, at han blot gik i gang med projektet, fordi han blev tilbudt et stort forskud, men så forklarer han, at han opfatter det som sit svar til religiøse fundamentalister, der insisterer på bogstavelig læsning af hellige tekster:

»Jeg ser ikke Verdens Skabelse som en bog med et religiøst indhold. Jeg er ikke troende, og jeg går ud fra, at Bibelen ikke er guds ord, men menneskers ord. Ved at illustrere teksten så trofast som muligt ville jeg vise, hvad teksten egentlig indeholder af bizarre ting. Nogle af historierne har ingen morale eller mening, men er blot besynderlige stammeintriger. Så meget af meningen med historierne er forsvundet gennem tiden, at det er besynderligt, at folk tager dem seriøst som religiøse tekster i vore dage.«

Robert Crumb fniser en sidste gang og leverer så sin afskedsreplik:

»Nu tror jeg bare, at jeg går tilbage til at lave pornografiske serier igen, jeg har fået nok!«

Tegneserier er business

Tegneseriefestivalen i Angoulême finder sted hvert år den sidste weekend i januar, og i 2010 er det 37. gang, det ambitiøse arrangement løber af stabelen. Den lille by har lidt over 40.000 indbyggere, men i løbet af weekenden femdobles befolkningstallet. Festivalen er den største af sin art i Europa, og selvfølgelig ligger den i Frankrig.

Når man træder ud på togstationen i Angoulême bliver man som alle andre steder i verden mødt af meterhøje bannerreklamer på perronen, men her er det for den franske udgave af Joe Saccos graphic novel Footnotes on Gaza. I løbet af festivalen sidder den lille amerikanske tegneseriejournalist og signerer og tegner igen og igen sit selvportræt med den karakteristiske høgenæse i folks medbragte albummer, og han fortæller publikum om den reportagerejse til Palæstina, der ligger til grund for hans seneste bog, der endnu engang har cementeret hans ry som verdens førende journalistiske reporter inden for tegneseriemediet. Festivalområderne er spredt ud over hele byen, der går op i festivalen med liv og sjæl - byens rådhus ligger således ved Rue Hergé, der løber direkte ud i Rue Goscinny, opkaldt efter henholdsvis Tintins og Asterix’ ophavsmænd - for i Frankrig er tegneserier trods de seneste års stagnation ikke bare den niende kunstart, men også big business. Her er serierne stadig både avantgardekunst og massemedie, og begge dele er rigt repræsenteret på festivalen. Ikke mindst på de mange udstillinger rundt omkring, hvoraf dette års store skuffelse var sidste års Grand Prix-vinder Blutch. Hans løse streg - der af misundelige kolleger er blevet døbt penselsvingerstilen - har sammen med de beslægtede tegnere Christophe Blain og Joann Sfar placeret ham i spidsen for en tiltrængt fornyelse af den franske mainstreamtegneserie. Deres enorme gennemslagskraft ses på festivalen i form af utallige uselvstændige efterlignere, men selv mener Blutch ikke, at tegneserier egner sig til at blive udstillet på et museum, og han valgte derfor at fylde sin retrospektive udstilling med uinspirerede vittighedstegninger og kedsommeligt lumre kridttegninger.

Fremtiden er ankommet

Blutchs mistro mod udstillinger modbevises heldigvis af byens tegneseriemuseum, hvor årets særudstilling Cent pour Cent viser 100 nulevende tegnere fra hele verden, der hver især fortolker en kanonisk tegneserie fra museets imponerende permanente samling. Den lover også godt for fremtiden, for festivalen er heldigvis langt fra blot en hyldest til fortidens mestre.

Dette års Grand Prix-vinder er således Baru (herhjemme kendt for den selvbiografiske serie Blues), der ganske vist brød igennem i 1980’erne, men også har vist sig som en mand med fingeren på pulsen og som ophavsmand til det første franske bud på en manga.

De japanske tegneserier er i det hele taget godt repræsenteret. Stort set hele Jiro Taniguchis værk er således for længst oversat til fransk, og den tidligere udstillingsbygning Espace Franquin har ligefrem skiftet navn til Manga Building. Et voldsomt signal midt i den franske tegneseries højborg, men stedet vrimler med børn og unge, der uimponeret løber igennem udstillingen om sørøvermangaen One Piece eller befinder sig overalt på gulvet i gang med at lystlæse.

Og imens sidder den gamle mester Jean Giraud - alias Moebius - inde på de store forlags område og demonstrerer sin seneste gadget, der tillader ham at tegne med en digital pen direkte på computerskærmen. Fremtiden er ankommet til tegneserieland, men stregen er stadig den samme.

kultur@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her