Læsetid: 6 min.

Så'r der primetime, glosuppe, nærvær og serveret

Madprogrammer breder sig over hele sendefladen og forener alt fra kendte i reality-shows til intellektuelle i seriøse debatprogrammer. For mad i medierne skaber en fælles forståelse mellem program og publikum og er blevet en af tidens vigtigste livsstilsmarkører
Madprogrammer breder sig over hele sendefladen og forener alt fra kendte i reality-shows til intellektuelle i seriøse debatprogrammer. For mad i medierne skaber en fælles forståelse mellem program og publikum og er blevet en af tidens vigtigste livsstilsmarkører
27. februar 2010

En hård debat over en håndmad og til festmiddag med de kendte. Mennesker i medierne kan ikke bare mødes. Der skal være mad mellem dem, hvis de skal snakke og forstå hinanden. På P1 bruges maden til at få programmerne i øjenhøjde med lytterne, og på de kommercielle kanaler er maden rammen om mødet mellem kendte, mens de ukendte kan se på.

»Det er lige meget, hvordan man måler det, så har mad i medierne haft en helt enorm vækstrate de seneste år,« siger lektor på Institut for Medievidenskab på Aarhus Universitet, Karen Klitgaard Povlsen.

»Det er vokset i antal sendte minutter, antal sider i aviserne og på internettet,« siger hun.

At mad fylder i medierne er ikke nyt. Det har været populært, siden Conrad og Aksel i 60'erne introducerede nye råvarer i de første udgaver af Tv-køkkenet, mens en halv million danskere så med. Siden kom de mere livsstilsorienterede programmer som Vis mig dit køleskab, og inden for de seneste år har programmer bredt sig ud over hele sendefladen. Men mens mængden er steget, har indholdet også skiftet karakter, forklarer Karen Klitgaard Povlsen.

»De undervisningsbaserede programmer, som vi kender det fra 70'erne og 80'erne, er nu flyttet til morgen-tv og sundhedsprogrammer. De ligger under overskrifter, der mere handler om sundhed end mad. For det har vist sig, at mad fungererer rigtigt godt som reality-tv. Der bliver mad brugt som middel til noget andet,« siger hun.

Hvad det andet er, afhænger af programmet. På DR1 lærer brødrene Price os, at rigtige mænd har overskud til at lave cassoulet, er i besiddelse af en vognpark af køkkenudstyr og altid har en indkogt fond i fryseren, mens de kommercielle kanaler iscenesætter maden som en konkurrence mellem kendte med maden i centrum. Ifølge programdirektør på TV3, Pil Brandstrup, skal baggrunden for programmernes popularitet findes i netop maden.

»Mad rammer meget bredt. Det er interessant, fordi der er noget fascinerende over det organiske materiale, som man aldrig ved, hvad bliver til. Mad er noget, alle seere har et forhold til, og det kan både underholde og inspirere,« siger hun.

Primetime bacon-drama

P3-radioværten Sara Bro står i sit køkken med ternet skjorte og papillotter i det lyse hår. Om lidt får hun besøg af tre kendte, og hele Danmark kan kigge med: »Ej, hvor bliver det her noget gris og kommer til at tage dobbelt så lang tid. Nej, nej, nej. Jeg går helt kold på det her,« udbryder hun og kigger forfærdet på en kammusling, en vandkastanje og et stykke kyllingelever. En skive bacon skal ifølge planen vikles rundt om de tre ingredienser og en tandstik sættes igennem. Det er en såkaldt Sex And The City-appetizer, har hun med overskud og smil forklaret, lige indtil hun opdagede, at alle baconstykkerne er skåret for korte og i stedet for at binde sammen, nu truer med at efterlade kyllingelever, kammusling og vandkastanje evigt adskilte på køkkenbordet. Aldrig forenet af hverken bacon eller tandstik.

»Jesus, altså,« siger hun og kigger opgivende op i kameraet, mens otte mennesker, der står klemt sammen uden for det lille køkken, stirrer ned på de uduelige stykker gris og griner lydløst. Det er optagelser til reality mad-programmet Til middag hos, og Sara Bro har mere end almindeligt travlt.

Om en halv time kommer Søren Fauli, Simon Emil Ammitzbøll og Mikkel Herforth og bedømmer festmåltidet i hendes smarte Vesterbro-lejlighed. Sara Bro har valgt New-Yorker tema med Cosmopolitans, appetizers, kringler og hot-dogs, men en fejlet forret kan hverken reddes af sortmalede gulve, walk-in closet eller en bevidst rustik murvæg.

»Der kommer en spåkone senere, der skal spå gæsterne i hænderne. Hun taler sådan lidt islandsk. Det bliver super,« forklarer produktionslederen begejstret under en kort pause i optagelserne. Produktionsholdet i det lille køkken arbejder gerne 16 timer i træk for tiden. Så snart en optagelse er i kassen, bliver den givet videre til et hold på 12-15 klippere, der arbejder i døgndrift for at få udsendelsen klar til at blive sendt på TV3 om to uger.

Pausen er forbi, og kameraet kører igen. »Jeg har løst problemet ved at lave nogle af appetizerne med kammusling og andre med vandkastanje. Der kan ikke være begge dele, fordi jeg er en kæmpe idiot og har skåret baconen for kort,« forklarer Sara Bro til kameraet og den nu bredt smilende produktionsleder. Det her bliver godt tv.

Spis brød til debatten

Kære læser, smør et stykke mad. For eksempel med et stykke comté, modne blommetomater eller skiver af peberfrugt. Selv spiser undertegnede en hjemmebagt bolle med ost og syltetøj, mens disse linjer skrives.

Ovenstående kunne være en måde at bruge mad til at skabe stemning mellem læser og skribent via avisen. Utraditionelt måske, men ikke desto mindre gør P1 noget lignende i radioprogrammet Søndagsfrokosten, der er kanalens forsøg på at koble sig på madbølgen. Programmet er et debatprogram, hvor tre gæster diskuterer ugens begivenheder, mens de spiser. Ifølge vært og konceptudvikler på programmet Christian Schou for at få en anden ramme om diskussionen:

»Det var ønsket på indholdssiden at skabe stemningen af en søndagsfrokost. Vi diskuterede, om vi bare skulle simulere det, men besluttede os til at få en simpel platte til hver søndagsfrokost, for at det ikke virker helt faked,« siger han. Bestikket klirrer, gæsterne smasker, og ind imellem diskussionerne om politik og folkeskolen skåler værten eller opfordrer gæsterne til at gå ombord i det næste stykke mad. Selve maden er en platte fra DR's kantine med tre stykker mad og en kage, men ifølge Christian Schou er det ikke vigtigt, hvad der bliver spist.

»Maden er et redskab til at skabe den stemning, vi gerne vil have i debatten. Det er lidt tilfældigt, at vi er en del af den trend, hvor mad bliver lagt ind i flere og flere udsendelser på tv. Maden og lyden af kniv og gaffel er bare et redskab til at skabe stemningen af en god borgerlig søndagsfrokost,« siger han.

Ifølge madhistoriker og foredragsholder Bi Skaarup kan maden være yderst brugbar til netop dette: »De prøver at overføre alle de gode ting, der er ved at spise sammen. Mad er jo en fantastisk ting, der ikke kun handler om at stille sin sult. Det skaber et fælles rum både fysisk og i tid, hvor man ud fra nogle fælles rammer kan få en oplevelse sammen. Det giver samhørighed og er en god base for ideer og samtale,« siger hun, men påpeger, at tendensen til at tænke mad ind i alle koncepter også kan blive for meget.

Hvem vil spise rejecocktail?

»Det er svært at overføre den fælles oplevelse af mad til en udsendelse med et helt andet budskab. Seeren og lytteren deltager jo ikke i måltidet, så det kan være fuldstændig malplaceret. På den måde kan det let blive ligesom at se andre mennesker dyrke sex. Man tænker, undskyld - hvad laver jeg her?« siger hun.

Så selv om maden har historisk mediepopularitet, er det åbenbart skæbnen, at det skal handle om alt muligt andet end selve maden. Den bliver brugt til at få samfundsdebatten til at glide lettere ned og føle os tæt på de kendte. Den samler mennesker om en fælles reference og udstiller de mennesker, der ikke kan følge med.

»Mad er et af de felter, hvor man virkeligt kan markere sin livsstil. Når vi laver mad med de kendte og ser, hvordan de bor, så er det ikke så meget mad, vi lærer at lave, men mere en indlæring i livsstilsforståelse,« siger Karen Klitgaard Povlsen. For mens Sara Bro trods alt forsøger at lave mad med både kammusling, fin bacon og kyllingelever for sine gæster fra det politiske liv og mediebranchen, serverer kendis-fænomenet, Sidney Lee, Knorr-lasagne og rejecocktail på den konkurrerende tv-kanal.

»Det er livsstils- og identitetsforhandlinger, der foregår mellem fjernsynet og dets publikum i sådan nogle programmer. Det er et smagsforestillingsarbejde, som handler om, hvem man er, og hvem man gerne vil være,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

"tænker hvad laver jeg her?"

Absolut ikke. Der er ikke noget så afslappende som at gå i køkkenet, smøre sig en postej (evt. vegetarisk) med rødbede (hvis man også har det) og falde ned i sin bedste stol og se et rigtigt godt madprogram, ud fra devisen: Take it easy, smoke a cigar (kan med fordel undværes) and let the others do the hard work for you. Især hvis det Sarah Bro som er i køkkenet, for var det ikke hjemme hos hende for et par år siden, at et tv-hold dukkede op sådan lidt uanmeldt, hvorved man kunne konstatere at hun, lige som mange af os andre, ikke nødvendigvis får komfuret gjort rent hver eneste dag?

Claes Pedersen

Mad er et af de felter, hvor man virkeligt kan markere sin livsstil. Når vi laver mad med de kendte og ser, hvordan de bor, så er det ikke så meget mad, vi lærer at lave, men mere en indlæring i livsstilsforståelse,« siger Karen Klitgaard Povlsen.

Ja alle de programmer om mad handler om opdragelses af den danske befolkning, min mor har et 2 binds husmor leksikon fra 1947 og 48, og de handler kort godt om at opdrage den danske befolkning og ensrette dem.

Som er so udbredt inde for det danske behandlings system, og det er jo ldt underligt at kvinderne der ville vak fra Kodgryderne, ikke kan finde po meget andet kreativt at fortage sig i den sociale sektor.

For der jo intet so godt som en enkelt ægemad eller katoffelmad at tage med po en cykeltur eller fiske tur ud i naturen, og fo andre syns og lyd intryk end man gor hjemme inde for hjemmes fire vagge og kun dryrke sig selv og sin egen potage mad kultur.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Psher i landet er der mange der bliver meget glade hvis man giver dem en majs kolpe eller et æble eller en bannen.