Interview
Læsetid: 10 min.

Den seksuelle revolution åd sine egne børn

Martin Amis' nye roman udspiller sig en erotisk sommer i 1970 – på højdepunktet af en sexutopi, som skulle forestille at være kvindefrigørende, men efterlod sig mange knuste skæbner i sit kølvand – deriblandt den engelske forfatters egen søster – og som efter hans opfattelse aldrig førte til meningsfuld ligestilling mellem kønnene
Kultur
11. februar 2010
Den seksuelle revolution. På trods af den afsporede seksuelle selvvirkeligørelse (og selvmisbruget), har Amis intet ønske om at stille det erotiske ur tilbage. 'Jeg mener stadig, at Den Seksuelle Revolution var en heroisk præstation', siger Martin Amis.

Den seksuelle revolution. På trods af den afsporede seksuelle selvvirkeligørelse (og selvmisbruget), har Amis intet ønske om at stille det erotiske ur tilbage. 'Jeg mener stadig, at Den Seksuelle Revolution var en heroisk præstation', siger Martin Amis.

Chris Davies

Nyheden om J.D. Salingers død kommer samme dag, som jeg ankommer til den engelske forfatter Martin Amis' villa i udkanten af London. Avisredaktører ringer for at bestille mindeord. Amis afviser dem alle.

Selv er Amis den fuldkomne antitese til Sallinger. Han er i nok så høj grad et ikon for læsere og andre forfattere som Salinger, men mere åben, mere udleverende, mindre hemmelighedsfuld. »Jeg forsøger ikke at skåne mig selv,« siger Amis.

Så sandt. Amis' omtumlede privatliv med skilsmisser, familieopgør og litterære fejder har været kendt i offentligheden i over et kvart århundrede siden Amis' gennembrud med satireromanen Money fra 1984, der gik til angreb på datidens junk-tv og berømmelseskultur. Et tema, der dukker op igen i den roman, Amis skriver på lige nu. »Den massekultur, vi har for tiden, er simpelthen så forfærdelig,« siger Amis.

Amis ved om nogen noget om berømmelsens brutalitet –ƒ om at være syndebuk og prygelknabe. For bare et par uger siden kom Amis igen under intensiv mudderkastning efter at have lanceret en ide – i stil med Jonathan Swifts provokatoriske 1700-talspamflet, Et beskedent forslag (der handler om kannibalisme som løsningsmodel for Irlands fattigdomsproblem, red.). Amis' ide var at tage »gadehjørne-dødshjælp« i brug over for en befolkning, hvis andel af stærkt alderstegne personer vil vokse ganske kraftigt over de kommende år.

Den sølvgrå tsunami

Den 61-årige forfatter er far til fem børn i alderen fra 33 til 10 og nybagt bedstefar til en. I det sidste årti har han ud over sine jævnlige afstikkere til Uruguay boet i sit meget store, men langtfra prangende hus, med sin anden kone, forfatterinden Isabel Fonseca.

Parret har to døtre, født i 1997 og 1999, og derudover har han to sønner først i 20'ernefra sit første ægteskab. Og så er der Delilah, frugten af en sidespringsaffære midt i 1970'erne med en gift kvinde.

Så meget liv, så meget kærlighed. De puerile provokationers tid er altså for længst forbi. Men ikke skænderiernes tid. Hans drævende tonefald – mere West End-urbant end overklasseforfinet – er som følge af resterne af en forkølelse endnu dybere end vanligt.

»Jeg er selv en gammel fyr. Jeg er fra den generation, som man med stadig mindre ømhed kalder babyboomerne. Og som efterhånden vil sprænge hele velfærdssystemet i luften.«

»Det var ikke mig, der opfandt betegnelsen 'den sølvgrå tsunami'. Det er demografernes udtryk. Der kommer til at ske en enorm overførsel af velstand fra de unge til de gamle – noget, der langtfra er gået op for alle unge mennesker endnu.

Martin Amis

  • Født i 1949. En af Storbritanniens bedst kendte nulevende romanforfattere.
  • Amis er søn af den lige så berømte forfatter, Kingsley Amis, til hvem han udviklede et forkvaklet forhold. Kingsley brød sig ikke om sin søns litterære stil, og de to skulle senere støde hinanden fra sig offentligt.
  • Gik på fornemme kostskoler som dreng, blandt andet Cambridgeshire High School, hvis rektor betegnede Martin Amis som ’usædvanligt lidt lovende’.
  • Adskillige bøger er oversat til dansk. De udmærker sig ved overraskende fortællevinkler og udtryksfuldt sprog.
  • Amis er en kritisk, men også fascineret iagttager af magtens natur. Hans romaner om pengefikseret eksistens i ’Money ’(1984), massekulturens dyrkelse af rollemodeller i ’London Fields’ (1989) og det nazistiske menneskesyn i ’Tidens pil’ (1992) er pessimistiske samtidsgrotesker.
  • 1990’erne fortsatte Amis sit civilisationsrevsende forfatterskab med romanerne ’Budskabet’, (1997) og ’Nattog’ (1998).
  • I 2000’erne var han optaget af opgøret med stalinismen med bøgerne ’Mødernes Hus’ og K’oba den frygtede’.
  • I 2006, på femårsdagen for 11. september, skrev han et essay i The Observer, om den islamiske verdens angivelige tilbageståenhed, der førte til racisme­anklager, hvilket Amis på det kraftigste afviste.

Seksuelt traumatiserede

Hans netop udkomne roman, The Pregnant Widow, der bærer undertitlen »En insiderhistorie«, fortæller historien om Den Seksuelle Revolution, dens Bastille-storme, guillotiner og rædselsregime.

Stort set hele handlingen er henlagt til et slot i Italien i sommeren 1970 – dog med brug af flash-forwards og et heftigt tematisk efterskrift, der leverer det lange perspektiv på, hvad Amis kalder »den største sociale omvæltning i min levetid« og ajourfører de videre skæbner:

»Nogle klarede sig helskindede igennem, mange kun med nød og næppe, mens andre bukkede under. Alle blev de i en eller anden grad seksuelt traumatiserede.«

Traumebærer nummer ét er Keith Nearing, en akademisk klans adoptivbarn, der er en intelligent litteraturstuderende på tærsklen til de 21 år. Keith længes efter at blive den brunstige rødgardist, der anstifter oprør i soveværelset. Livet – og hans forfatter – har imidlertid andre planer for ham. »Han er under gennemsnittet,« insisterer Amis. »1970 var en tid, da mænd havde store muligheder, og han er temmelig langsom til at samle dem op ... Han er typisk engelsk i sin generthed. Men usædvanlig ved sin litterære bevidsthed og veltalenhed.«.

Keith har fødeåret 1949 til fælles med sin skaber. Men The Pregnant Woman eksisterer kun, fordi Amis afskar forbindelsen til sit eget levede liv. Bogen begyndte som »del af en stor skrinlagt roman«. For et par år siden lignede det selvbiografiske projekt ifølge Amis »et lig«.

»Da jeg droppede det, henlevede jeg to uger i paralyseret rædsel, før jeg pludselig indså, at det var faktisk to romaner. Og efter den selvbiografiske amputation flød de kreative safter igen. Det var en stor lettelse og befrielse. Keith, som til lejligheden blev flikket sammen til romanen, blev til et ubesindigt, men følsomt barn, der måtte kæmpe for sin adoptivfamilies kærlighed, selv er jeg jo som bekendt søn af Kingsley Amis«.

»Det er interessant, at forfattere gør sig mange slags teorier om, hvorfor mennesker på denne planet er så individuelt forskellige. Nabokov mente, at det havde noget at gøre med, om man sover godt eller ej. Zadie Smith siger, det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig mellem kaos og rod. Og min far, Kingsley, sagde, at det er et spørgsmål om at være attraktiv eller ej. Jeg møder mennesker hele tiden, og ofte udstråler de en vis uro, som får mig til at tænke ... åh, men dog, du har aldrig rigtig kunnet det der med kvinder, hvad? De behøver ikke engang at sige noget til mig, jeg kan se det på dem.«

The pregnant woman skildrer en tid, hvor pludseligt udvidede frihedsgrader havde forstærket, ikke mindsket det gode udseendes despotiske magt.

Manipulerende sig vej igennem sin italienske sommer af begær glider Keith, det frigjorte barn fra 1949, videre på en flodbølge af lyst – fra sin første fornuftige sengekammerat Lily, forbi den slanke og utilnærmelige adelsdame Scheherazade og over til mørkere, charmerende hulninger hos den gådefulde Gloria, en rodløs skotsk pige.

I hvad Amis betegner som sin 'grønne verden', der kun eksisterer som ramme om vellyst og lediggang – et Decameron- eller skærsommernatsdrømmeagtigt sted af åbenbaringer og forvandlinger, om man vil – kan forfatteren genoplive »ungdommens klimakser«.

Og Amis' stil lægger sig da også fint i sporet ad den gnistrende og stoltserende stil, der kendetegnede The Rachel Papers og Dead Babies, men tilføjet den ætsende eftertænksomhed fra hans mere modne værker.

Erotisk odyssé

Mens Keith læser op på et litteraturhistorisk kursus i den engelske roman fra Fielding til Lawrence, iblandes disse klassikere stumper af poesi fra Chaucer til Larkin. Tilsammen projicerer de hans erotiske odyssé op på et bredere lærred af høvisk kærlighed, frieri, passion og romantik.

Frem for alt hviler Ted Hughes' Tales from Ovid – »en bog, der slog benene væk under mig« – over alle disse metamorfoser, men med myten om Echo og Narcissus anbragt ildevarslende i forgrunden.

Uanset det tematiske indhold lyder Amis jazzede stil – hans jive og synkopering – så inciterende god som på noget tidspunkt i løbet af de seneste to årtier. Ædelstensagtigt lysende, knivskarpe sætninger og scener vælter ned fra siderne.

Dialog og fortælling udfolder sig med den flair for komisk timing og pikante verbale riffs, som de seneste bøger (opgøret med stalinismen i Koba the Dread og House of Meetings og med islamismen i The Second Plane) næsten kvalte under lag af dyster filosofisk seriøsitet.

Historisk engageret

Man kan godt argumentere for, at The Pregnant Widow er Amis' mest historisk engagerede værk nogensinde. Romanen forsøger at gøre status over den balance af gevinster og underskud, som den seksuelle frigørelse kom til at medføre for især kvinder. Snart erfarer vi, at »enhver form for hård og krævende tilpasning faldt i pigernes lod ... Drengene kunne fortsætte med bare at være drenge. Det var pigerne, som måtte træffe valgene«.

Amis' røntgenfokus er rettet imod det løsslupne frisinds skadevirkninger. Vi møder eksempelvis Gloria som er den overfladeelskende, sjælebenægtende pornodronning, der er forud for sin tid – hun har i romanen betegnende nok kælenavnet The Future.

Men på trods af den afsporede seksuelle selvvirkeligørelse (og selvmisbrug), har Amis intet ønske om at stille det erotiske ur tilbage.

»Jeg mener stadig, at Den Seksuelle Revolution var en heroisk præstation. Det er revolutioner næsten altid, uanset hvordan de ender. At bryde fortidens kontinuitet kræver stort mod. Men her var det ikke modige mænd, men modige kvinder, der spillede hovedrollen. Selv om fortidens snævre bånd af skam og ære var uendeligt meget værre.«

»De ville have det hele,« fnyser Amis. »Virkeligheden blev 'at gøre det hele'. Og kvinderne kom til at gøre langt det meste i forhold til husligt arbejde, børneopdragelse og økonomisk husholdning.« Eller også førte den selvhævdende feminisme til »en hensynsløs ophobning af magtbeføjelser, der ikke giver nogen glæde«. Men det lykkedes ikke for 1970'ernes revolutionære at sikre den afbalancerede ligestilling.

I stedet lod tidens kvinder, mener Amis, sig narre ind i den seksuelle konkurrences egalitære blændværk. Om affærerne var lyriske, liderlige eller latterlige (undertiden det hele på én gang), indfanger bogens sexsnak lige præcis det øjeblik, da frigørelse, for nogle kvinder, betyder »at handle som en mand«. Men i en sådan konkurrence, advarer Amis, vil biologiske mænd altid vinde.

De fleste kvinder »indså snart, at drengemodellen simpelt hen ikke virkede for dem. Efter romanens, ja efter Amis' opfattelse, ligger den ultimative afsporing på det seksuelle domæne ikke i arten eller hyppigheden af bestemt adfærd. Den ligger i fornægtelsen af ens sande selv: »Den store synd er at gå imod sin natur – her ligger den store fejl.«

Her smigrede mændene, hvis de da ikke ligefrem tvang kvinderne til at »gå med på tidsånden«. Og i 1970 tenderer denne ånd, hvis vi skal tro Amis, udbrændthed og fortabelse. Den seksuelle dystopi i The Pregnant Widow anslår på mange måde de samme temaer, som Michel Houellebecqs romaner Elementarpartikler og Platform.

Amis' søster

Amis gør ingen hemmelighed af slægtskabet mellem sin egen søster, Sally, og sin fiktionsfigur, Keiths søster Violet, revolutionens knuste barn (Sally Amis døde som 46-årig i 1999, alkoholiseret og nervenedbrudt, red.). Naiv, ude af stand til at klare sig selv og misbrugt i krop og sind, er hun kærlighedsfestens jamrende spøgelse.

»Tiden var inde til at skrive om min søster. Hun var maniodepressiv og ville have haft svært ved at klare sig i et hvilket som helst samfund, men den seksuelle revolution dannede rammen om hendes liv, og stilen. Måske ville hun kun have kunnet trives i et meget rigidt trossamfund, islam for eksempel.«

Amis energi synes i disse år at have nået et nyt højdepunkt – efter hans burleske roman om den engelske massekulturs forfald kommer den anden adskilte halvdel af The Pregnant Widow – og Amis er da også mindre bekymret over aldersrelaterede svindende litterære talenter, end han har været i de senere år, ikke mindst dengang han iagttog vennen og det feterede idol, Saul Bellows sidste triste tid.

»Jeg tænkte bare: Tusind tak, lægevidenskab. Kroppe lever i dag længere end talentet. Det er, hvad vi har at se frem til. I dag tager jeg det mere roligt. Men det er da noget, man tænker på. Jeg taler en del om det med Ian McEwan. Hans råd er at nedjustere i omfang. At forsøge sig med kortere ting. Sådan har jeg det ikke selv for tiden. Jeg føler mig fuld af ord, og jeg har haft det rigtig morsomt med at skrive denne roman.«

– Kan en romanforfatter gå på pension?

»Så ville livet ikke være til at bære. Selv da Kingsley til sidst var nærmest gakgak, plejede min mor at sige: 'Hvor jeg dog elsker lyden af skrivemaskinen.' S-tasten var næsten splintret i to halvdele på grund sliddet fra hans fingernegl gennem årtier. Hun sagde: 'Han frembringer stadig den lyd, jeg elsker, men her den anden dag kiggede jeg og så, at alt, hvad han havde skrevet, var: Seagulls Seagulls Seagulls Seagulls'.«

»Men han var stadig nødt til det. At skrive er den store kærlighed i ens liv. Det er, hvad jeg ønsker at gøre, når jeg står op. Intet andet føles så tilfredsstillende, så opslugende.«

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her