Læsetid: 4 min.

Skal sex absolut fortyndes i et ægteskab?

Århus Teater byder på både fiasko og forførende succes i dobbeltforestillingen over 'Et Dukkehjem'
De erotiske drømme får frit spil rundt om middagsbordet i Risskov på Århus Teaters fængende 'Noras Sønner'.   Det er den karismatiske Andreas Jebro, der sidder og betragter sin frustrerede familie.

De erotiske drømme får frit spil rundt om middagsbordet i Risskov på Århus Teaters fængende 'Noras Sønner'. Det er den karismatiske Andreas Jebro, der sidder og betragter sin frustrerede familie.

Jan Jul

4. februar 2010

Så fik årets pinligste forestilling premiere - endda sammen med årets mest pirrende forestilling. For Århus Teater er vært for en skizofren dobbelttolkning af Ibsen med både Et Dukkehjem og Noras Sønner.

Først spilles Ibsens original fra 1879. Dette dukkehjem er levendegjort af en charmerende, begavet og inderlig Nora i Anne Sofie Espersens langbenede skønhedskrop. Men det er iscenesat i en aldeles rædselsfuld tekstbearbejdelse af den 41-årige tysker Milan Peschl, der bringer alt det værste fra berlinerteatret med sig.

I dette dukkehjem er der ingen kærlighed til Ibsen, kun latterliggørelse og hån. Og slet ingen vidunderlighed. Helmer trisser rundt som idiot på strømpesokker i Thomas Bo Larsens teenagetolkning - suk, hvor er der langt at falde fra hans overlevertolkning i Emigranterne på Edison for nogle måneder sider. Og Ene Øster Bendtsen kaster rundt med babserne som korsagepumpet fru Linde, mens Peter Flyvholm er sluppet med at skulle fjolle med knækkede snørrebånd.

Børnene er dog opsigtsvækkende gode, både Karen Boye som en mini-Nora og Mikkel Thorsen som fræk charmør, naturlige og med stormens ro over sig. Og doktor Rank er tilsyneladende erstattet af en drukfældig julemand i Jens Zacho Böyes ellers interessante alkoholikerportræt. Men farvel, Ibsen. Og sov godt, tilskuere. En time og tre kvarter i fly- smalle sæder uden nåde eller pause.

Alex-hæle

Efter denne tåkrummende oplevelse gik de kvikkeste tilskuere selvfølgelig. Vi andre slugte en Scala-kaffe og blev hængende for at få den sidste forestilling med som dukkehjemsbonus: Noras Sønner af den norske multiteatermager Rolf Alme, der både er dramatiker, iscenesætter og scenograf på denne dukkehjemsfantasi.

Det var som at komme i himlen. Eller i hvert fald som at komme med et godt stykke op ad frigørelsesbjerget i Almes kontante rutsjebanescenografi, hvor gulvet bøjer opad som en følelsesmæssig skaterrampe.

Da Henning Olesens Helmer fik åbnet døren for Merete Woldstedlund, faldt noget på plads i rummet. Lillebitte og uovervindeligt stærk stod hun der på sine Alex-hæle helt i sort og lignede den Nora, der havde forladt den forbløffede Helmer for så længe siden.

Woldstedlund magnetiserede. Hendes Nora havde fulgt sit hjerte. Og hun havde realiseret alt det med karrieren og det med at holde mændene på afstand. Ved siden af hende kom Dorthe Hansen Carlsen flagrende ind i arkitektgevandter og kærestesorg - og de skønneste Thelma & Louise-hvin, der fik salen op at koge.

Risskov-direktør

Så blev der ellers åbnet svimlende mange flasker rødvin fra Gigondas, mens Henning Olesen tavst og servilt rendte i køkkenet for at kunne servere den perfekte genforeningsmiddag for sine to eks-koner og sine sønner. Indtil altså eks-kvinderne endelig gav ham en chance for at tale lidt alene, sådan om alle de knuste drømme og om kvinderne, som han aldrig havde forstået.

Her sad Olesen så som den kedeligste og mest korrekte bankdirektør i Risskov med sin slipsenormalitet og sin konforme venlighed - og sin borgerlige uvilje mod at stikke ud og gøre oprør. Med roligt ansigt og forspildt livsomhu.

Satiren i Noras Sønner er kærlig, men barsk. Fordi den så komprimeret skaber et billede af 68-generationen, der har ladet skilsmisserne bestemme deres livs bjergbestigning - med ungerne mere eller mindre forslåede og forskræmte et par afsatser længere nede.

Dramatisk viser stykket sig at have en overraskende komposition: En dialog, en monolog - og så en dialog, der tager fusen på både Ibsen og Olesen. Så har jeg vist ikke røbet for meget. Men med kærlige hilsner til Strindbergs Den stærkeste.

De to sønner, Andreas og Jacob, kommer i hvert fald til at få en snak om levemåder. Om ægteskabets institutionalisering af sex. Om at være hetero og om at være til begge køn. Og om at kunne rumme sine egne livslyster.

Kysselæber

Her kom tilskuerne op af stolene. For den 31-årige Jacob Madsen Kvols spillede indigneret rollen som Helmers søn, der forsvarede sin kæreste og sine drømme om at få børn og lege familie - skilsmisseramt med længslen efter tryghed. Indtil altså Andreas Jebro fik overtaget som sin frigjorte mors begavede søn og beskrev den erotiske frihed, alle kan tage sig, hvis de altså vil. Friheden til at følge sin egen lystpræmis.

Herfra gik det stærkt. For den 25-årige Andreas Jebro tog rollen på sig med sin stærke erotiske udstråling og sin unisexappeal. Hans smukke ansigt og rolige krop sugede tilskuernes blikke til sig. Hans kysselæbers tale havde en forførende blødhed. Men Jebros virkelige autoritet lå i hans fysiske udstråling. Da han trådte et skridt frem mod sin halvbror og ganske let viftede et imaginært støvfnug af hans skulder, gik der et højlydt sus gennem salen - af pirring og forvirring. Dét kan man kalde karisma.

Måske kunne Ibsen slet ikke forestille sig så udstrakt en erotisk frihed.

Men Noras Sønner rammer præcist ned i vor tids kærlighedsudfordring: Skal sex absolut fortyndes i et ægteskab?

Et Dukkehjem. Tekst: Henrik Ibsen. Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Bearbejdelse og iscenesættelse: Milan Peschel. Dramaturgi: Louise Rahr Knudsen. Scenografi: Rolf Alme. Lys: Jens Holm Larsen. Lyd: Caspar Ravn. Noras Sønner. Tekst, iscenesættelse og scenografi: Rolf Alme. Dramaturgi og oversættelse: Hanne Lund Joensen. Konsulent: Janek Slatkowski. Dobbeltforestilling på Scala. 3 t 10 min. Til 13. marts. www.aarhusteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu