Hvad betyder blodets bånd? Hvad skal der til, før jeg selv tør starte min egen familie? Det var nogle af de mange spørgsmål, som filminstruktøren Pernille Fischer Christensen stillede sig selv, og som satte hende i gang med at lave sin nye film, det intime og bevægende familiedrama En familie.
Filmen deltager i hovedkonurrencen på årets filmfestival i Berlin, hvor hun i år får selskab af ikke mindst Thomas Vinterbergs Submarino, og hvor hun i 2006 vandt en Sølvbjørn for sin spillefilmdebut, En soap.
I En familie spiller Jesper Christensen patriarken og bagermesteren Rikard Rheinwald, der er ved at dø af kræft, mens Lene Maria Christensen har rollen som hans elskede, ældste datter, Ditte, der til sin fars store skuffelse ikke vil overtage familiefirmaet.
Hun er i stedet på vej ud i verden for at realisere sig selv sammen med kæresten Peter (Pilou Asbæk). På rollelisten er også Line Kruse som Dittes lillesøster og Anne Louise Hassing som Rikards nye kone, Sanne, som han har noget yngre børn med.
Dine børn, mine børn
Efter i novellefilmen Habibti min elskede (2002) og spillefilmene En soap og Dansen (2008) at have haft en antropologisk indgangsvinkel og nærmet sig et miljø udefra ønskede Pernille Fischer Christensen denne gang at begynde med noget, der allerede betød meget for hende.
»I En soap var det transseksualitet, mand-kvinde og al den slags, og i Habibti, min novellefilm, var det et indvandrermiljø,« siger den 40-årige instruktør, der selv har skrevet filmens manuskript sammen med Kim Fupz Aakeson, da jeg et par dage inden festivalens start møder hende til en snak om En familie.
»Jeg havde lyst til at skrive om noget af det, der har betydet allermest for mig i de seneste mange, mange år, og det er familien. Den moderne familie med 'dine børn' og 'mine børn' og skilsmisse og nye mennesker, der kommer ind i familien. Kan de nogensinde blive accepterede i familien? Hvem er overhovedet i familie med hinanden i den her familie? Hvem synes jeg selv, at jeg regner med i min familie? Hvad betyder det for min familiefølelse, at det er de samme blod, der løber i mine årer? Hvor er det store liv og lykken, vi alle render rundt efter? Er den ude i verden, eller findes den i en karriere i New York som i filmen? Eller er den inde i min familie? Kan man overhovedet gå ind i en dyb kærlighedsrelation til et andet menneske - det være sig et hetero- eller homoseksuelt forhold - uden at man får en trang til at skabe en familie?«
Klogere på sin familie
- Altså en masse spørgsmål. Har du så fået svar på nogle af dem?
»Der er nogle ting i min egen familie, som jeg er kommet til at tænke over undervejs i arbejdet med filmen, og som jeg stadigvæk tænker over, når jeg ser filmen. Og der er nok også nogle ting, jeg er blevet lidt klogere på i min egen familie undervejs.«
- Men du stiller vel også spørgsmål på vegne af publikum.
»Der er ikke én sandhed i denne her film. Der bliver lagt en masse mulige sandheder op. Hvad er sandheden om faren i den her historie? Elsker han sine børn over alt på jorden? Er han det mest vidunderlige, fantastiske, rummelige, kærlighedsfyldte og uundværlige menneske? Eller er det faktisk en befrielse for dem allesammen, at hans dage er talte? Er det også med til at sætte dem fri, at han skal abdicere? Er det det rigtige valg, Ditte og Peter tager? Vil de nogensinde finde ud af, om det er det rigtige? Jeg vil rigtig gerne have, at man har en stor oplevelse af, at filmen handler om mig, der sidder her og ser den og ikke om dem der oppe på lærredet. Jeg har taget mange bevidste valg for at få det frem i filmen.«
Længsel efter tabt land
- Kan du komme med et eksempel?
»F.eks. måden, filmen åbner på, og hvor man får fortalt hele familien Rheinwalds familiehistorie i billeder. Jeg tænkte, at det skulle være everybodys fotoalbum. Det skal være alles historie, og alle de billeder, man ser, er billeder, du har af dig selv derhjemme, jeg har af mig selv derhjemme. Vi har alle stort set de samme billeder i vores fotoalbum - billederne, hvor vi er nuttede babyer i badekarret, og billederne fra Tivoli. Billederne af lykken. Det er en måde at skabe længsel og universalitet på. En længsel efter et tabt land.«
- En familie er en meget intim film, der foregår i få, veldefinerede rum. Er det noget, du har taget med dig fra 'En soap', der foregår i to lejligheder?
»Jeg synes jo, at denne film er meget anderledes end En soap, fordi den har så mange flere karakterer, som den beskriver. Men også fordi den drager byen med ind. Det er i hvert fald noget, som har være vigtigt for mig i filmen; at man havde en fornemmelse af by og af København og et moderne liv. Og at Ditte og Peter har et liv, som alle os, der er storbymennesker, kender rigtig godt med take away-mad og musik fra iPod'en og den slags. Faderens hus ligger uden for byen i en forstad, der godt kunne være Frederiksberg. På den måde repræsenterer de to rum, farens rum og datterens rum, to forskellige ting: Tradition og det moderne.«
»Men når det så er sagt, er der helt sikkert noget i En familie, som minder om En soap, men som bare er mig. Som måske bare minder om Pernille. Og det er det intime rum mellem mennesker; at være helt inde i detaljerne i et forhold og i en relation og i menneskene.«
Generøse skuespillere
- I dine film er der en stor naturlighed i måden, skuespillerne omgås hinanden på. Hvordan opnår du den naturlighed?
»Jeg arbejder meget med, hvordan vi reagerer på hinanden med spillerne. Når jeg vælger spillere, ser jeg rigtig meget efter, om det er spillere, der lytter.
- Til det de andre skuespillere siger?
»Når jeg har to spillere, jeg overvejer at give en rolle, gør jeg det, at jeg i en prøve giver den ene skuespiller nogle instruktioner, som går i en helt anden retning, end scenen gør. Men i virkeligheden er det ikke den spiller, jeg har fokus på. I virkeligheden er den anden spiller, jeg vil se - følger vedkommende med, lytter efter, omstiller sig? Noget af det allervigtigste for mig ved spillerne, er, at de hele tiden er åbne og reagerer på den anden spiller og aldrig bare siger: 'Her kommer jeg, og jeg kører afsted.' De skal hele tiden være generøse over for hinanden, fordi spillere gør hinanden gode. En god spiller gør den anden spiller god.«
'En familie' vises på filmfestivalen i Berlin den 19. febuar og har dansk biografpremiere til efteråret. www.berlinale.de
