Læsetid: 16 min.

Stykkets hovedperson hedder Hugo Chávez, og folket betaler billetten

Fornemmelsen af, at her kunne ske noget voldsomt snarere før end siden. Thomas Boberg reporterer fra et Venezuela splittet i to, dem, som forguder Chávez, og dem, som hader ham. Han mødte flest af de sidste
Fornemmelsen af, at her kunne ske noget voldsomt snarere før end siden. Thomas Boberg reporterer fra et Venezuela splittet i to, dem, som forguder Chávez, og dem, som hader ham. Han mødte flest af de sidste
18. februar 2010

1

At rejse i Venezuela er en sammensat oplevelse, fascinerende og knugende. Landet er forbandet vildt og smukt. Små 30 millioner indbyggere, hvid overklasse, men først og fremmest raceblanding. Sort, europæisk, indiansk blod i en dunkende dans. En fornemmelse af, at her kunne ske noget voldsomt snarere før end siden, slår sin puls under overfladen. Måske er borgerkrigen i de største byer, ikke mindst hovedstaden Caracas med sine syv millioner indbyggere, allerede begyndt. Og det er sandt, som der står i rejsebøgerne, man kan altid høre trommerne et eller andet sted fra. Selv kalder de Caracas for verdens farligste storby. For nylig var der 39 drab i løbet af en enkelt weekend. Den slags er muligvis svært at måle, om ikke andet er der andre storbyer i Latinamerika, der bejler til den plads, megabyer som Sao Paolo, Rio de Janeiro, Bogotá og Mexico City for ikke at tale om Ciudad de Juárez, denne store provinsby i Mexico ved grænsen til Texas, hærget af narkokriminalitet og de bestialske seriemord på kvinder, som den nyligt afdøde forfatter Roberto Bolanho har skrevet en rystende roman om. Kriminaliteten i hele Latin­amerika eskalerer i takt med narkokartellernes vokseværk og den stadig større ulighed, der kiler sig ned mellem folk. Den almindelige kriminalitet synes at have overskygget den politiske. Det er en snes år siden, at den beskidte krig mellem regeringen og den polpotiske terrorgruppe Den Lysende Sti i Peru officielt sluttede; de morderiske generaler fra 70’ernes diktatur i Argentina bliver nu dømt for deres ugerninger; Pinochet er død; Nicaraguas Daniel Ortega er blevet en slags demokrat og så videre. Den såkaldte FARC-guerilla i Colombia findes stadig, men det er svært at se deres kamp som andet end tragisk status quo; idealerne er blevet spist op af tiden og de stadig grovere kriminelle metoder, de har taget i brug, såsom årelange kidnapninger, terrorbombninger, kyniske mord og narkokriminalitet. Men i Venezuela hersker en gammel – troede mange – udslidt socialistisk retorik. Og denne bevægelse, hvis øverste hovede er præsidenten, Hugo Chávez, er ekspansiv, den søger hænder, den kan gribe fat i, over grænserne. Bolivias præsident Evo Morales er med, Daniel Ortega er med, Cuba er et forbillede, Irans præsident Ahmedinejad er en ven, Lenin bliver brugt i diskurser etcetera.

2

Caracas er utvivlsomt den store og farlige metropolis, man advarer imod, men for det meste møder vi en djærv munterhed. Den spektakulære skyskraberarkitektur fortæller noget om de ressourcer, der er eller har været her. Plaza Francia er omgivet af en flot og velgennemtænkt kreds af blærede skyskrabere. Banker, mange af dem, men deres hæveautomater er en joke. Det kan næsten ikke lade sig gøre at hive penge ud af disse støjende maskiner,og maksimum beløb er 300 BS, cirka 300 kr. Bankens kurs er den halve af gadens. Chávez har ikke fået stoppet fastfoodkæderne, de er der overalt, den største McDonalds, jeg har set uden for Guds eget land, ligger lige ved Plaza Francia, som vi nåede til med den flotte metro. Og der er altid en storskærm med en baseballkamp i gang. For tiden er det den langstrakte finale mellem Navegantes de Magallanes og Leones de Caracas. Den varer i mange dage, ingen vil gi’ sig, men Magallanes fører, de må ud i et sidste og syvende slag, som Caracas vinder. Senere i Puertocabello, en havneby ved den caribiske kyst, overhører jeg en samtale mellem ophidsede mænd. Løverne fra Caracas har lige vundet, de sejrende fans kører deres biler støjende gennem havnebyens gader, den sidste kamp begyndte kl. 19.15 og sluttede først kl. 1.45 om morgenen. De seks første kampe var aftalt spil, siger den ene; i alt var der 300.000 tilskuere, siger den anden; undervejs delte de pengene imellem sig, siger den tredje; det eneste virkelige slag var det sidste, siger den første, kan I forestille jer, hvor mange penge det er? Både kvinder og mænd klæder sig ud som baseballspillere. Motorcykelhjelme er baseballhjelme. Baseball, fastfood, store biler, burgers. Chávez forærer de fattige newyorkere olie, og amerikanerne har leveret Venezuelas mest populære sport. Når sæsonen i Venezuela er forbi, rejser spillerne til USA for at deltage i den amerikanske liga.

3

»Er Chávez marxist? Den revolutionære er en leder, der placerer sig i historiens flod af dem, som har kæmpet for den nødvendige forvandling af verden, så menneskeheden kan nå stadiet af ’den størst mulige lykke’. En flod, som begyndte med Kristus’ ’Elske hverandre’, og som millioner af martyrer og helte er en del af. Deres handlinger og tanker har retfærdiggjort menneskehedens eksistens. Altså er spørgsmålet, vi bør stille os, følgende: Er Chávez revolutionær? Svaret er et enormt og bekræftende JA: ikke blot er han revolutionær, han er også en af de væsentligste revolutionære i både Venezuelas og kontinentets historie. Ingen har før været i stand til at føre ide og praksis så langt som Chávez. Ingen har før løftet diskussionen om socialisme til så store højder som Chávez. Ingen har før placeret folket selv på konstruktionens vej mod en anden verden. Ingen har før formået at realisere på så højt et niveau følgende imperativ: ’Transformer verden snarere end at betragte den’. Derfor har dette folk et ansvar. Vi skal være socialismens eksempel, det er absolut nødvendigt for menneskehedens overlevelse. Chávez er kristen, bolivariano, marxist og fidelist, fordi han er revolutionær! Marx var ikke marxist, men i dag ville han være chavist!« Fra en leder i avisen Vea den 24-1-10, et af Chávez’ organer

4

Caracas. Jo, venezuelanerne har anlæg for munterhed. Og hold kæft hvor kan de danse. Damernes bagdele er fyldige, det er en hel kult, den røv. Den skal lyse gennem de tynde stramme jeans. Skønhedsidealet, vi kender fra Miss World-kokurrencerne, er ikke det, som huserer i gaderne, de modelskønne kvinder, som Venezuela er berømt for, stammer fra en anden og rigere verden. Her er det det buttede, der hersker, de pæreformede kvinder, der totalt kan ryste røv, så snart der skrues op for salsaen. Og for resten er venezuelanerne glade for kød, de rå steaks og kyllinger og pølser ligger fremme til skue bag glasdiske i barerne og restauranterne i den indre – farlige – by, åh, gå ikke ud efter mørkets frembud, sagde portieren, ligesom det er dumt at veksle penge på gaden. Vi forsøgte, vi skulle lokkes ind i en labyrint, vi nægtede, de ville se sedler, de talte og talte, og pludselig sagde den ene, den her 100 dollar seddel er falsk ... Vi drak en iskold Polar-øl på en Tasca i centrum. En jovial herre hilste, »hvad synes De så om vort land?« »I har masser af lækkert kød her,« sagde jeg, og pegede på glasdisken. Nu stod der imidlertid en buttet mulatpige op ad den, hendes røv lyste gennem de tynde jeans, den røv havde hun virkelig trimmet. »La muchacha (pigen)?« sagde han så. »Ja De har ret,« svarede jeg, »også pigen«; hvorefter han brød ud i en skraldlatter.

5

Der har været skærmydsler mellem de to grænselande Venezuela og Colombia. Venezuela beskylder Colombia for at indvadere deres territorium i jagten på flygtende FARC-medlemmer, mens Colombia anklager Venezuela for at holde hånden over dem og forsyne dem med våben, og Venezuela igen fordømmer de baser, som Colombia har tilladt USA at anlægge tæt ved Venezuelas grænse. For i den chavistisk revolutionære retorik er det naturligvis USA, som er den store onde magt, den egentlige fjende, hvis leder er Obama, den sorte Bush, som de kalder ham, der tilsyneladende, stadig ifølge chavisterne, har valgt at føre Bushs hadede udenrigspolitik videre i et endnu mere kynisk regi. Efter at have siddet i fængsel for sit mislykkede kupforsøg i 1992 blev Chávez i 1998 præsident, og siden da har han med hård hånd forsøgt at konsolidere sin magt og gennemføre transformationen af det venezuelanske samfund fra et latin­amerikansk land domineret af nogle få jordbesiddere og en uhæmmet amerikansk orienteret kapitalisme til et socialistisk samfund i befrieren Simón Bolívar, Fidel Castros og Marx’ ånd. Han lukker tv-kanaler, aviser, han eksproprierer jord og virksomheder, han forærer olie til de fattige newyorkere, han skaber Mercal, et marked, hvor de fattige, der vil støtte chavismen, kan købe det kød billigt, han har indkøbt dyrt i Brasilien. Han kalder selv sit projekt for den bolivarianske socialistiske revolution. Man hører ofte, at Venezuela er splittet i to, dem, som forguder Chávez, og dem, som hader ham. Jeg mødte flest af de sidste.

6

»Hej Hugo. Hvad sker der Hugo? Hvorfor er der intet, der fungerer for dig? Hvordan går det til, at de guldkæder, du stjæler, ender med at være halskæder af plastic? Men Hugo, du er og bliver en lille stakkel, en primitiv, der tænker, at hvis du røver en mands sko, så kan du gå som ham ... Men sjælen Hugo, det er den, du bør ekspropriere Hugo, hvis du skal få tingene til at lykkes ... Men eftersom du ikke er i stand til det, så ... Til helvede med dig.« Fra en klumme (ingen forfatter) i avisen La Costa, 31-1-10.

7

Valencia, Carabobo. »Det her er en ølkultur, der er ikke et af de her mennesker, som bor herude, der har besøgt det sted, De vil ud til, det har jeg heller ikke selv.« Taxachaufføren er irriteret, han har bragt mig til et stort butikscenter i en bydel 15 km uden for Valencia, en by på cirka halvanden million indbyggere i staten Carabobo. Bag centeret er der nogle kopier af de såkaldte petroglyffer (en slags helleristninger) malet på klippen og nogle keramikrelieffer af jagtscener og dyr. Taxachaufføren påstår, at dette sceneri er originalt, skabt for masser af år siden, og nu kan vi så køre tilbage. »Det holder jo ikke,« siger jeg, »jeg har betalt for at blive fragtet ud til klipperne.« »Det kan slet ikke svare sig,« siger han. »I det mindste kan De køre mig derhen, det var jo aftalen.«

Vi skulle videre ad en smal vej, og Gud ved, hvor vi så skulle dreje, det så ikke så godt ud, jeg måtte indstille mig på at finde ud af det selv, 33 graders varme, alt knastørt, regntiden sidste oktober var udeblevet. Den sure chauffør, slaskefed, sveddrivende og ikke en dag over 30, kunne godt se, jeg havde en pointe. Med et lader han mig forstå, at han har ombestemt sig, han vil alligevel sætte mig af det rigtige sted. Bilen er en ovn, han må spørge sig frem, Pietra Pintada, sector Vigirima, flere aner ikke, hvad han taler om, mens andre vifter os videre med diffuse hænder. Vejen går gennem en laset zone af lave bebyggelser, smadrekasser uden for slumhytterne, sitrende hedt, folk hænger i vejkanten, trasker rundt i støvet, et sted nogle drenge, der spiller baseball.

»Se,« siger chaufføren, og peger på en meget lang mur, »derinde ligger Chicago akademiet.« »Hvad skulle det så være?« »Baseball,« siger han og ryster på hovedet af min uvidenhed. Trafikken er tæt, store lastvogne i kø på den smalle vej, han aner ikke, hvor vi skal hen. »Det er kun sådan nogen som Dem, der interesserer sig for den slags,« snerrer han med et, »ikke os, nej, det har overhovedet ingen interesse, hvad det så end er, og de her folk, der bor her, hvad tror De, de skulle derud for, jeg kan garantere Dem for, at ikke én her har været derude, ikke én, og de bor dog lige her, vi trænger til at få ordnet hullerne i den her vej, men Chávez sender alle pengene til udlandet, og resten propper han i egne lommer.« »Han snakker da om solidaritet, socialisme, gør han intet godt?« »Han er nøjagtig ligesom alle de andre poltikere, nogle ting gør han godt, men meget er helt elendigt, jeg er ingeniør, jeg skulle arbejde i industrien, det er jeg uddannet til, men jeg er ikke medlem af partiet, så jeg må køre taxa for at overleve.«

Han drejer ned ad en smal vej forbi flere huse, hvor arbejdsløse og fulde mænd dingler ved de åbne døre og vinduer eller står lænet op ad bilvrag. Så svinger han omsider ind på en parkeringsplads foran en murstensbarak, et lille museum. En imødekommende yngre mand tager imod, og snart er vi på vej op ad en afsvedet klippehøj.

»Det er tørken,« siger guiden, »i går antændte en flyveglød fra en anden brand i området højen her og brændte det meste af, jeg kontaktede brandvæsenet, men de nåede kun til butikscenteret med petroglyfkopierne, de kendte ikke til det her.« Han viser os den såkaldte ’vandsten’ med primitive ristninger af personer, dyr og tegn, søen ved Valencia skulle være indfældet i klippen ligesom floden, et stjernekort, to figurer, angiveligt en avara kvinde og mand; på en anden sten koncentriske cirkler, frugtbarhedsymbol; et par øjne rettet mod himlen, natteøjnene siger han; et ansigt af en shaman, der stirrer fra den gamle klippe og så videre. Flere petroglyffer mangler, stenrige samlere har været her og har stjålet hele klippeblokke med tegn og ført dem ud af landet. Chaufføren tager endog foto med sin mobil, han lægger mærke til stenene, han er ligefrem begyndt at interessere sig for dem. På tilbagevejen vil han nu pludselig tale om de sten. Han standser i Valencia ved Plaza Bolívar. Jeg betaler 40 oven i de 100 BS.

»Ring hvis De har brug for en chauffør i morgen.« Manden er begejstret. Vi skilles næsten som venner. Udenfor tæsker solen ned over en stor stinkende by, gaderne ligger åbne som opsprættede tarme og rådne frugter.

8

»’Kun med brændende tålmodighed erobrer vi de strålende byer, som giver lys, retfærdighed, værdighed til alle folk, sang den franske digter Arthur Rimbaud. Og man må sandelig sige, at vores revolution har forstået at bevæbne sig med tålmodighed, men uden at miste den hellige rensende ild: flammen, som i hver og en af os driver os til at udøve retfærdighed og værdiggøre alle mænd og kvinder i Venezuela, så vort folk kan opnå den størst mulige lykke. Jeg har sagt det før utallige gange: Vi vil ikke tøve med at straffe dem, der spotter vores love; dem, som ustraffet tror, de kan lege med vort folks mest elementære behov ... Denne uge indvier vi noget ekstraordinært og uden fortilfælde i Venezuela: Metrokabelbanen i San Augustín. For første gang bliver en stor procentdel af vores indtjening på olien investeret i store offentlige byggerier til vort folk, og se, om ikke denne høst begynder at kunne ses i San Augustín og i andre dele af landet, fordi, som Che sagde: Når det ekstraordinære bliver hverdag, befinder vi os midt i revolutionen ... Sandheden er, at gringotropperne i dag kontrollerer Haiti. De har taget regeringspaladset, kongressen, og kontrollerer nu den internationale lufthavn efter for godt befindende ... Vi står over for en manifestation af et imperialistisk modangreb på Latinamerika og Caribien. En fatal trekant af Colombia, Honduras og det besatte Haiti er opstået. Tre versioner af den ny yanqui-intervention på vor amerikanske jord ... Til alle patrioter i vort Amerika, der er ingen anden vej end at ty til vores perfekte strategi: Det folkelige modangreb langs hele kampens linje ... Det bolivarianske modangreb er begyndt! Skælv oligarker! Vi vil vinde!« Fra Hugo Chávez’ egen klumme ’Las lineas de Chávez’, avisen Últimas Noticias, 24-1-10.

9

Efter at have skrevet om chaufføren og udflugten til petroglyfferne er det tid til at gå ud i Valencia. I mellemtiden er det blevet mørkt. Der er en uhygge i gaderne, affaldet flyder, skodderne er nede, de sidste butiksindehavere stiller papkasser med skrald ud, og klokken er ikke engang syv om aftenen. Tænk, at denne aftenmørke by af affald også har en tiptop moderne metro. Alt lukker ned, enkelte tas­ca-steder forvandles til drukbuler, tidligere på dagen havde jeg set et stort cafeterie, der solgte skinke og ostesandwich, jeg havde hverken lyst til et større måltid eller de fedtede arepas eller empanadas. Jeg finder let cafeteriet i en sidegade ved den hvide katedral, men der er lukket, alt er lukket, det kan ikke undgå at undre mig, en stor by. Der er kun de fulde, de hjemløse, og de kriminelle tilbage. Og så sker det igen: Jeg kan ikke finde hotellet, jeg kan huske alle gaderne, det store apotek der, Movistar her, den hvide bygning fra kolonitiden derovre, men det er, som hele kvarteret er forhekset. Jeg spørger et kærestepar, de peger forbi Plaza Bolivar, og det ved jeg i det mindste er helt forkert. Jeg spørger en kvinde, hun siger derned, til højre og derefter til venstre lige overfor El Viejo Mercado. Men alting er byttet rundt, jeg forvilder mig ud et sted, jeg ikke kan huske, affaldet flyder, hundene bider i det, her en hjemløs, der en rotte. De har virkelig et affaldsproblem i det her land, jeg har læst om det i en lokalavis, det var i Maracay, børnene blev syge af den rådne brændende luft, rotterne mæskede sig, den korrupte lokalregering fik skylden, brudte løfter, almindeligt bureaukratisk kaos. En påvirket teenager slingrer enetalende forbi, en politimand med rød bandana trækker sin pistol og råber et eller andet, teenageren slingrer hurtigt om hjørnet, politimanden propper pistolen tilbage i hylsteret. Jeg spørger ham om vej til Hotel El Diamante, han siger første hjørne til højre, og dernæst til venstre en halv blok. »Gracias,« siger jeg. »A la orden« (til tjeneste), siger han.

10

»Man bruger mere end otte milliarder på våben. Valutaen mister 55 procent af sin værdi. Regeringen overtager 731 mediekanaler (avis/radio/tv). 4.000 læger emigrerer. Og intet sker. Der er 300 drab hver weekend. 97 procent af alle kriminelle handlinger forbliver ustraffede. Og intet sker. Den fattiges reelle indkomst er faldet med 14 procent. 70 procent af de unge får ikke en skoleuddannelse. Før importerede man 1 procent kød til forbrug, nu importerer man 57 procent. 9.000 videnskabsmænd emigrerer. Strømrationeringerne henlægger 60 procent af landet i mørke. Og intet sker. Der er 15 millioner våben i omløb uden kontrol. Fængslerne har 12.000 senge, men 32.500 fanger. Fire millioner børn er uden for skolesystemet. Og intet sker. I dag er det Haiti, i morgen er det her. Og der sker fortsat intet. Er det nødvendigt, at jorden skal ryste, før det går op for folk?« Fra Antonio Herrera – Vaillants klumme, avisen Nottarde, Venezuela, 28-1-10.

11

Inden jeg tager bussen fra den store busterminal i Valencia til Puertocabello ved den caribiske kyst, finder jeg en frisør, venezuelanerne er ikke til at blive kloge på, de lefler i hvert fald ikke for turisten, udtrykker sig sjældent hjerteligt, men heller ikke fjendtligt, således også denne buttede kvinde, der helst ikke vil bruge saks. Chávez er i radioen, det er han tit, måske hver uge, måske dagligt, han kan tale hvem som helst ned under gulvbrædderne, om militærkuppet, om det nye demokrati, de onde kapitalister, om dengang han forhindrede borgerkrigen i at bryde ud, om den bolivarianske revolutions strålende fremtid. »Det er Chávez, præsidenten,« siger hun, »kan De li ham?« »Det ved jeg ikke,« siger jeg og følger det råd, der lyder, at det er bedst at udtrykke politisk neutralitet, der hvor man ikke er bekendt med stemningen. »Hvad mener De selv?« spørger jeg. »Jeg kan ikke li ham, han gi’r alt væk til folk i andre lande, men os giver han ikke noget.«

12

»Den 26. januar har det prestigiøse italienske selskab ENI og vort PDVSA underskrevet en aftale om udnyttelse af Bloque Junan 5 fra oliefundet i Orinoco, de største forekomster i verden. Stik mod enhver bagtalelse er det hermed bevist, at det er løgn, at der ikke gives de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for investering i Venezuela ... Til slut vil jeg gerne lykønske Leones de Caracas: De har netop vundet det venezuelanske baseballmesterskab efter en ekstremt hård finale gennem syv kampe med Navegantes de Magallanes ... Det fik mig til at genopleve den tidlige lidenskab, som siden forvandlede sig til denne patriotiske flamme, i hvilken jeg, som profeten sagde, ’fortæres i nydelse’ ... Og med et smil, siger jeg nu med den store Pablo Neruda: ’Jeg indrømmer, jeg har levet’« Fra Las Lineas de Chávez, avisen La Calle, 31-1-10.

13

Puertocabello. Det ideologiske strømsvigt. De ikke-latinske turister, jeg har mødt, kan tælles på en hånd. I hvert fald ingen amerikanere. Pludselig går lyset. Normalt er det annonceret i forvejen, men ikke nu. Klokken er 7 aften, hele kvarteret ligger hen i mørke. Det er en af regeringens dispositioner, strømrationering, officielt på grund af tørken, men der er også en anden forklaring. Vand- og elektricitetsværkerne mangler vedligeholdelse. Regeringen ønskede ikke at forhandle med USA om de nødvendige reservedele, i stedet forsøgte man sig med Rusland, dernæst Kina, men det gik åbenbart ikke. Desuden eksporteres en stor del af strømmen til Brasilien. Halvdelen af turbinerne virker ikke. Tre timers rationering det ene sted den ene dag, tre timer det andet sted etcetera. Venezuela er et land, som er i besiddelse af noget nær de største oliereserver i verden, men de har ikke strøm nok. Jeg forlader husets mørke og går ud i gadens, det er jo stadig for tidligt at gå i seng. Folk spankulerer endnu på den lange og brede promenade, eller de sidder på bænke og stenpiller. Midt på promenaden ligger der en sort sammenkrummet hund og sover. En fyr rejser sig fra en bænk, går hen til dyret og sparker det knaldhårdt. Det løber hylende væk, det gør og gør. Jeg går tilbage til Posada Santa Margarita. Får et stearinlys med op på værelse 3.

Thomas Boberg er forfatter. Hans nye bog ’Hesteæderne’ udkommer den 23. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer