Læsetid: 3 min.

Topmøder avler utroskab

I London så jeg installationer hos Saatchi og på Tate, men også i de engelske sladderaviser, der kunne berette om det første giftmord siden 1882 og Hirsi Alis nye lykkeaf Kristen Bjørnkjær
17. februar 2010

Når nogle folk brokker sig over, at den moderne kunst ofte blot er en grusbunke i et hjørne af et stort museumslokale, er det rigtigt i den ene ende, men forkert i den anden. Med et åbent sind kan man konstatere, at det er mere underholdende at gå til koncepterne og installationerne end at gå rundt på en traditionel udstilling med malerier. Det gælder ikke mindst, når man begiver sig ind i Saatchis udstillingsverden. Det gjorde jeg. I et lokale var der en skulptur af en ko, der var ved at kravle gennem et for lille rør, hvorved dens krop syntes meget lang. Der var en dreng, der var lige så stor som ham på ARoS-museet i Århus. Hans sko var formet som to huse, og lige når man trådte ind, var der en hel væg med tekst, formet i noget, der lignede gipspølser fra en børnehave, og der var skulpturer af tre knaldrøde, jivende teenagere og meget andet, faktisk var det eventyrligt.

The Empire Strikes Back hedder udstillingen med nyere indisk kunst. Brødrene Saatchi fra reklamedynastiet, som var mentorer for Damien Hirst og 80'er kunstnerne, har lukket deres galleri ved Themsen. Charles Saatchi har i stedet åbnet et nyt i Kings Road, den gamle hippiegade i Chelsea. Han, der er gift med kokken Nigella Lawson, er så excentrisk, at han aldrig viser sig ved sine egne ferniseringer.

Gordon Brown græd

Man kan også gå på udstilling i de engelske aviser, hvor der er nogle gevaldige installationer fra det virkelige liv. Det gjorde jeg, mens jeg sad i en lånt lejlighed i Islington i det nordlige London, hvor Tony Blair boede, før han blev premierminister. Det er stadig en Labour-højborg, men nu stærkt truet af De Liberale Demokrater. De konservative toryer har opgivet at få en fod inden for i Islington.

Ligesom Lars Løkke Rasmussen er Gordon Brown under voldsomt pres. Han ligner en omvandrende depression og udstråler ikke noget vindergen. Derfor rådede hans spindoktor ham til at gå på tv og fortælle om sit privatliv. Det har han aldrig gjort før. Han kom til at græde, da han fortalte om sin 10-årige datter, der for nogle år siden døde af sygdom. Hans kone græd også, men 'anmeldelserne var dårlige. Pressen fandt, at det var spekulation og dårlig timing, når det skete op til et valg. Begyndelsen til enden for spindoktoriet?

Karrymordersken

Aviserne svælgede også i det første giftmord i England siden 1882. En gift kvinde havde forgivet sin elsker i 16 år ved at komme nogle farlige urter i hans karrykylling, fordi han havde en anden kvinde ved siden af. Alt sammen noget rod, men lige noget for aviserne, der omtaler hende som karrymordersken.

Interessant var det også i Evening Standard, en gratisavis, man får smidt i nakken hvor som helst, at læse om det nye powerpar, den somaliske feminist Ayaan Hirsi Ali og den neokonservative politiker og millionær Niall Ferguson, der ellers godt nok var gift. Hirsi Ali blev verdenskendt for sit filmsamarbejde med Theo van Gogh. Avisen mener at vide, at de har truffet hinanden på en litteraturfestival, og at sådanne internationale møder er dødsensfarlige for ægteskaber, især når de finder sted i udlandet. Man har ligefrem et ord for det: Foreignogami. Når man er langt fra hjemmet, bliver fristelsen til utroskab større.

Også fordi man keder sig lidt under talerne.

Se, det er jo en hel ny vinkel på internationale topmøder. Evening Standard har en liste over de syv mest sexede konferencer og seminarer. Ud over de litterære festivaler og politiske landsmøder, nævnes Davos og Københavnertopmødet. Så ved man det. Tag jer i agt, ægtefæller. Jeg tog med undergrundsbanen ind til Modern Tate, hvor de plejer at have noget interessant i Turbinehallen. Der var kun en stor, sort kolos af en container, og jeg tænkte, at de ikke havde nået at pakke udstillingen ud endnu. Men containeren var udstillingen, signeret af den polske kunstner Miroslaw Balka. Man skulle gå ind i den i bælgravende mørke, og så var det sjovt, hvis man stødte ind i nogle andre. Nogle gange bliver kunsten lidt for meget selskabsleg.

På vejen hjem så jeg en stor biografreklame for en ny film med Helen Mirren. «Contains moderate sex«, stod der nederst i et hjørne. Jeg var i tvivl, om det var en advarsel eller det modsatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu