Læsetid: 3 min.

Tre Oscar-chancer til Scherfig

Det kan godt være, at 'Avatar' og 'The Hurt Locker' ligger i spidsen for årets Oscarkapløb, men det blev også til tre nomineringer til Lone Scherfigs 'An Education', en enkelt til Anders Østergaards dokumentarfilm 'Burma VJ' og en enkelt til den dansk-amerikanske kortfilm 'De nye lejere'
Det kan godt være, at 'Avatar' og 'The Hurt Locker' ligger i spidsen for årets Oscarkapløb, men det blev også til tre nomineringer til Lone Scherfigs 'An Education', en enkelt til Anders Østergaards dokumentarfilm 'Burma VJ' og en enkelt til den dansk-amerikanske kortfilm 'De nye lejere'
3. februar 2010

Lone Scherfig må være en glad kvinde lige nu. Hendes nye film, det humoristiske, engelsksprogede drama An Education, blev i går nomineret til tre Oscars - for Bedste Film, Bedste Manuskript Baseret på et Forlæg og Bedste Kvindelige Hovedrolle for 24-årige Carey Mulligans fine præstation som en 16-årig skolepige, der i 1960'ernes England falder for en ældre mand. Mulligan siges endda at være en af favoritterne i kategorien.

Skulle An Education vinde for Bedste Film, går Oscarstatuetten godt nok ikke til Scherfig selv, men til filmens to producenter, Finola Dwyer og Amanda Posey. Men det er aldrig før sket, at en film lavet af en dansk instruktør er blevet nomineret i den prestigefyldte Bedste Film-kategori.

Der var mere at glæde sig over set med danske øjne: Anders Østergaards kritikerroste og allerede flere gange prisbelønnede dokumentarfilm Burma VJ blev også nomineret og må siges at være en af favoritterne i dokumentarkategorien, fordi den stærkt og virkelighedsnært fortæller om undertrykkelse og opstand.

'Avatar' som forventet

Og sidst, men ikke mindst, blev den dansk-amerikanske kortfilm De nye lejere, der er baseret på et manuskript af en tidligere Oscarvinder, Anders Thomas Jensen, og instrueret af Joachim Back. Filmen er produceret af danske M&M, der således kan indkassere endnu en Oscar- nominering i kortfilmkategorien.

Men ellers var det ikke overraskende James Camerons visuelt bjergtagende scifi-eventyr Avatar - verdens nu bedst indtjenende film - og Kathryn Bigelows fremragende krigsdrama The Hurt Locker, som fik flest nomineringer; hele ni til hver film i forskellige kategorier.

Men selv om Avatar ligner en sikker vinder i flere kategorier - den slags succes- historier sidder de stemmeberettigede medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi ikke overhørig >- får den skarp konkurrence af The Hurt Locker, som på det seneste har vist sig at være lidt af en contender, fordi den har vundet flere priser, man ellers troede, Avatar ville vinde. Hvis ikke Cameron og Bigelow, der engang var mand og kone, for længst var gået fra hinanden, ville denne indbyrdes og hårde konkurrence være en oplagt grund til store, ægteskabelige skærmydsler.

Meryl Streeps rekord

Ikke færre end 10 film er i år blevet nomineret som Bedste Film. Det er noget nyt og giver mindre og muligvis bedre film, der ikke har haft samme mediebevågenhed som de store blockbusters, mulighed for at blive bemærket og måske endda vinde en Oscar. Et godt eksempel er An Education, der er en lille film ved siden af Avatar, Up in the Air, The Hurt Locker, Op og District 9, der er de mest prominente af de nominerede i kategorien. The Blind Side, A Serious Man og Inglourious Basterds er sammen med Lee Daniels' Precious - der har dansk premiere i morgen - de sidste nominerede i kategorien. Og netop Precious, der handler om en misbrugt og mishandlet teenagepige i Harlem, er også nomineret til mange Oscars, hele seks af slagsen.

Opmærksomhed vakte det i øvrigt, da Meryl Streep blev nomineret for sin underholdende præstation i Nora Ephrons Julie & Julia. Det er nemlig den amerikanske skuespillerindes 16. nominering, hvilket er rekord. Hun har dog kun vundet for Bedste Kvindelige Hovedrolle én gang og det samme for Bedste Kvindelige Birolle.

Om der bliver endnu mere at glæde sig over for Lone Scherfig og Co., finder vi ud af natten mellem den 7. og 8. marts dansk tid, hvor Alec Baldwin og Steve Martin er værter for det 82. Oscarshow i The Kodak Theatre i Hollywood.

Se alle de nominerede på www.oscar.com

Oscaruddelingen bliver sendt live på TV 2 Film og TV 2 Film HD

'An Education' har dansk premiere den 22. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu