Nyhed
Læsetid: 5 min.

Tyske film flopper i sin egen hovedkonkurrence

Ingen af de tyske film, der deltager i kampen om Guldbjørnen, har rigtig succes. Til gengæld er to dokumentarfilm, der har nazisternes forbrydelser som tema, helt igennem seværdige
Ingen af de tyske film, der deltager i kampen om Guldbjørnen, har rigtig succes. Til gengæld er to dokumentarfilm, der har nazisternes forbrydelser som tema, helt igennem seværdige
Kultur
19. februar 2010

Der er ikke meget, der tyder på, at Guldbjørnen bliver på hjemmebane i år. De to tyske film, der er blevet vist i hovedkonkurrencen de sidste par dage, er ikke blevet vel modtaget.

Shahada (Faith) af den debuterende Burhan Qurbani, der er født i Afghanistan, men har levet hele sit unge liv i Tyskland, er blevet gedigent dårligt anmeldt af stort set samtlige internationale og tyske anmeldere og især kritiseret for sit tyndbenede manuskript. Den handler om, hvordan tre unge tyskere med anden etnisk baggrund har svært ved at få deres muslimske baggrund til at hænge sammen med livet i Berlin.

Jud Süss - Film ohne Gewissen (Jøden Süss - En film uden samvittighed), der er instrueret af Oskar Roehler, handler om den forlængst afdøde skuespiller Ferdinand Marian. Han spillede i 1939 hovedrollen i Veit Harlans berygtede film Jud Süss, der blev lavet på propagandaminister Joseph Goebbels initiativ. Under dække af at være en kunstnerisk præstation var det egentlige formål at fremstille jøder som ryggesløse og grådige mennesker, der ville få deres bekomst.

Filmen blev begejstret modtaget ved filmfestivalen i Venedig i det fascistiske Italien i 1940. Den senere verdensberømte instruktør Michelangelo Antonioni mente sågar i sin anmeldelse, at dens fremstilling af en jøde ville gå over i historien - og heri fik han ret, om end ikke i den forstand, han havde tænkt sig. Over 20 millioner mennesker så den i Hitlers Tyskland, men hovedrolleindehaveren Ferdinand Marian, gik i hundene.

Selv om så populære tyske stjerner som Moritz Bleibtreu og Martina Gedeck, begge kendt fra Der Baader- Meinhof Komplex, medvirker i Roehlers film, blev den rent ud sagt buhet ud ved pressevisningen i går.

Nazistiske forbrydelser

Anderledes anbefales kan to fremragende dokumentarfilm, der begge beskæftiger sig med nazisternes forbrydelser.

»Gør aldrig mod noget menneske, hvad du ikke ønsker, det skal gøre mod dig,« sagde Fritz Bauers mor til ham, da han som seksårig spurgte hende, hvad Gud var.

Fritz Bauer - Tod auf Raten (Fritz Bauer - Død på rater) af den polsk-tyske instruktør Ilona Ziok handler om Forbundsrepublikkens mest profilerede statsadvokat, der gjorde sin mors ord til sin ledetråd igennem livet.

Vesttyskerne kan takke Bauer for processerne mod lagermandskabet i tilintetgørelseslejren Auschwitz. De fandt sted i Frankfurt fra 1963-65. De kunne også takke ham for pågribelsen af Adolf Eichmann, den logistisk ansvarlige for holocaust og dermed for mordet på seks millioner europæiske jøder. Det var Bauers oplysninger til Isser Harel, chef for den israelske efterretningstjeneste Mossad, der gjorde det muligt for Mossad at opspore og fange Eichmann i 1960 i Buenos Aires. Her levede han under navnet Ricardo Klement med kone, fire sønner og kaniner i haven. Eichmann blev hængt i 1962 i Israel efter den berømte retssag i Jerusalem, som hele verden fulgte, og Hannah Arendt beskrev i sin bog om sagen.

Der var mange, der takkede Bauer, men endnu flere, der ikke gjorde. Bauer trodsede tidsånden. I filmen fortæller venner om ham som menneske og ildsjæl. En af dem er forfatteren og instruktøren Thomas Harlan, søn af ovennævnte Veit Harlan. Gennem sit arbejde i polske arkiver bidrog Thomas Harlan med dokumenter om tyske krigsforbrydelser. Men også de jurister, nu ældre mænd, der som unge førte processerne for Bauer, fortæller om Bauer.

En af dem siger, at den senere kansler Helmut Kohl i 1962 gik i rette med statsadvokaten og sagde, at det endnu var for tidligt at fælde en dom over nationalsocialismen. Vennen og forfatteren Ralph Giordano citerer ligeud Bauer for selv at have sagt:

»Når jeg forlader mit kontor, betræder jeg fjendeland.« Dermed mente han det tyske demokrati. Han blev fundet død i sit badekar i 1968, og dødsfaldet er endnu uopklaret.

Bauer var født i 1903 i Stuttgart i en velhavende jødisk familie: I 1920 meldte han sig ind i Socialdemokratiet, SPD, i 1930 var han assessor i ungdomsstrafferet ved retten i Stuttgart, men hans lynkarriere satte nazisterne en stopper for ved at sætte ham i fængsel allerede i maj 1933. Det lykkedes ham at komme ud i 1935, hvor han straks emigrerede til Danmark. Familien flygtede videre til Sverige i en fiskerbåd sammen med de øvrige danske jøder i oktober 1943, men i 1945 vendte han tilbage til Danmark, hvor han levede til 1949, den tyske Forbundsrepubliks fødselsår.

En af familiens hovedfortællere er da også Bauers nevø, den ældre lune Rolf Tiefenthal, der taler engelsk med umiskendelig dansk accent. Han er blevet i Danmark, ligesom resten af familien, der bor her eller i Sverige. Kun Fritz Bauer besluttede sig i 1949 for at vende hjem til sit fødeland. Som han selv siger i filmen i et interview fra 1964, var hans tiltro til ungdommen blind, men de unge lyttede også til ham.

»Auschwitz-processerne skal vise, at det nye Tyskland er villig til at tage vare på det enkelte menneskes værdighed,« sagde Bauer. De anklagedes optræden i retten kommenterede han på følgende vis:

»Tyskland og hele verden og de efterladte ville ånde lettet op, hvis en af de anklagede ville sige bare ét menneskeligt ord.«

Bauer blev aldrig æret, mens han levede, og heller ikke efter sin død. Han modtog aldrig den tyske Forbundsrepubliks fineste udmærkelse Forbundsfortjenstkorset, og endnu i dag er ikke en eneste tysk plads eller gade opkaldt efter ham. Den 638 sider stærkt roste biografi, der udkom om ham sidste år af historikeren Irmtrud Wojak og nu Ilona Zioks film vil måske bidrage til at give Fritz Bauer det eftermæle, han fortjener.

Dømt til døden

En anden interessant dokumentarfilm, er Nuremberg: Its Lesson for Today. Det er en restaurering af den film, som Stuart Schulberg lavede i 1947-48 for den amerikanske regering. Filmen dokumenterede retssagen mod de nationalsocialistiske hovedforbrydere med Hermann Goering i spidsen. Den fandt sted i Nürnberg fra november 1945 til oktober 1946. Filmen blev aldrig vist uden for Tyskland, hvor den gik i de almindelige biografer og blev set af mange millioner mennesker.

Sandra Schulberg, der har stået for restaureringen af sin fars film, siger til Information, at der var forskellige grunde til, at filmen ikke blev vist i USA.

»En journalist ved Washington Post skrev, at amerikanerne var simple minded, at de kun kunne have ét fjendebillede i hovedet ad gangen, og efter krigen var det ikke længere nazisterne, der udgjorde en fare. Dernæst kom Marshall-hjælpen, der skulle bringe Tyskland på fode, i gang, og man frygtede nok, at en film med billeder af denne art kunne skabe en vis modvilje mod Tyskland. Endelig fremgik det af filmen, hvordan militære ledere blev dømt til døden, og den slags kunne det være ubehageligt at se for det amerikanske militær.«

Schulberg viste filmen for stærkt engagerede gymnasieelever i kategorien Berlinale Special.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At amerikanerne er simple minded skal nok passe langt hen af vejen, men med hensyn til fjende billeder, er det vidst en forenkling at de kun kan have ét billede af gangen. Når man i USA neddæmpede fjendebillede af nazisterne, til fordel for det nye fjendebillede af Sovjetunionen, så var det en bevidst og grov manipulation. En manipulation som kom til at holde verden i et jern greb af frygt i 50 år.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Nürnberg-processe er også interessant af en anden grund. Det var nemlig første gang simultan-tolkning blev sat rigtigt i system. Se f.eks. denne blog med en You-tube film:
http://fidusinterpres.com/?p=7389