Alle de ubrugte sandheder

»Vi har en masse sandheder om vores liv,« siger Marina Cecilie Roné. »Men de sandheder er jo bare nogle, vi har besluttet. Vi kunne have valgt at beslutte en hel masse andre sandheder om, hvem vi er.«

Marina Cecilie Roné taler om hovedpersonen i sin nye roman, der udkommer på fredag. Men også lidt om sig selv. Og alligevel ikke.

For skriften er én ting og livet noget andet, som hun siger.

Og selv om hovedpersonen Helene og forfatteren Cecilie deler det skæbnefællesskab, at de mistede deres mand og blev alene med børnene, er det ikke en selvbiografisk roman, men mere en refleksion over det sted i livet, Helene står, et sted forfatteren kender.

Helene sidder på Fanø i et lille lejet hus, en vild kanin og en masse barndomserindringer og nutidige sansninger, der blander sig ind og ud af hinanden.

Det er et år siden hendes mand, Anders, døde og efterlod hende med tre børn, og nu forsøger hun at skabe en tænkepause, finde ud af, hvad der er tilbage efter tabet.

»Det er en undtagelsestilstand,« forklarer Marina Cecilie Roné.

»Et sårbart sted af savn og sorg, men også et kraftfuldt sted, hvor man kan løsne sig lidt fra sin identitet og fortælle sit liv på ny. Måske få øje på små betydningsbærende hændelser, der aldrig har været en del af den historie, man ellers har vedtaget eller accepteret om sit liv. Og genskrive sig.«

Romanen Det skete er en selvstændig fortsættelse af hendes forrige roman N.I.M.B.Y (not in my back yard), der handler om det år Anders får kræft og om Helene, der mister sin mand og børnene deres far.

Barnets seksualitet

»Vi skaber os selv i vores eget billede eller i omgivelsernes billede, som vi tager til os og gør til vores eget. Helene og Anders har skabt et liv sammen og skabt sig selv i det billede. En kvinde, en mand, deres tre børn, en familie, en masse faser, et fælles sprog, fælles koder, regler, både brudte og ubrudte, alle mulige meningsskabende foranstaltninger, som er afstemt i forhold til hinanden og den implicitte selvforståelse. De har lavet en parcel sammen, slået teltpælene i, lagt sten i hjørnerne af matriklen og levet sit liv inden for de rammer. Som det nu er mellem mand og kvinde. Men der ligger også en masse ubrugte sandheder, som ikke bliver lukket med ind.«

Det er tanken om alle disse sandheder, der driver forfatteren. De fortællinger, vi skaber men måske i endnu højere grad dem, vi undlader at skabe har en magnetisk tiltrækningskraft på hende. Det kan være bittesmå til- og fravalg eller fortielser, der skaber disse fortællinger.

Et lille eksempel er, da Helene i bogen møder sin kommende mand, Anders, og de taler om den første gang. Hun fortæller, at det var med Asger, og at hun var atten. Men vi ved godt, det ikke passer. Vi ved godt, at hun som tolv-årig havde sin første orgasme med en voksen mand og ven af familien, som hun beslutsomt forførte.

Det bliver ikke en del af Anders sandhed om Helene. Ikke fordi, hun skammer sig, men formentlig, fordi hun godt ved, at den historie er nødt til at holdes hemmelig for andre, at den ikke passer ind i nogen stor fælles acceptabel sandhed. Så den bortredigeres:

»Det interesserer mig, hvordan den slags sker for os, hvordan ting afskrives i en bisætning. Det sker hele tiden. I det store perspektiv er det den slags, vi kalder historieforfalskning eller censur eller propaganda,« siger Marina Cecilie Roné.

Efter Anders død kan F, som han hedder i bogen, få en plads i Helenes historie igen. Og smuk er den. Den erotiske scene er beskrevet, så man erindrer den spirende seksualitet og faktisk gerne ville have været der selv i stedet for at rode rundt med sine jævnaldrende. Sådan er det, og forfatteren skildrer det bare. Sådan var det for Helene. Sådan ville det måske ikke være for en anden. Og måske hænger det sammen med, at Marina Cecilie Roné faktisk ikke har en erindring om sig selv som et ikke-erotisk væsen. Det har altid været en del af hendes væren.

Ingen moraliseren

Der er et fravær af moraliseren eller fordømmelse i bogen. Både omkring den lille Helenes seksualitet og omkring døden. Da Helenes mand er død, og hendes yngste søn nægter at forlade sengelejet, giver lægen ham en lille lygte, han kan lyse ind i farens øjne med. Drengen lyser døden i øjnene, han sanser døden, kigger på den, og da han efterfølgende til begravelsen går rundt og lyser gæsterne i øjnene for at konstatere, om de er døde, er det mere billedet af de voksnes ubehag ved situationen, der virker forkert.

Fordi Helene bliver bevidst om, at hun også har andre sandheder end dem, hun og Anders fortalte sammen, ved hun, at det havde han formentlig også. Så da han er død, roder hun hans skuffer igennem i jagten på et eller andet, noget der fortæller et andet menneske frem, end det, hun var gift med. Det er nu ikke noget fordækt, hun finder, men hun finder noget. Der er altid noget, der ikke er fortalt.

»Men det kan vi nok ikke overskue i dagligdagen. At det menneske, vi lever intimt med, er mange mennesker. Eller mange potentielle mennesker. Og at vi selv er det. Det gør os utrygge. Vi tror jo på de sandheder, vi lever sammen. Det er ikke sådan, at vi er bevidste om, at de bare er beslutninger, vi betragter dem som naturgivne, eller i hvert fald som indiskutable,« siger forfatteren.

Lettelsen i tabet

»Forestil dig at være fri af Gud og Freud,« siger hun pludselig. »Det er helt vildt, hvad de to betyder. Hovedparten af vores måde at tænke på er dirigeret af moral og psykoanalyse. De står for så mange vedtagne sandheder om, hvad der er godt for os, og hvad der gør os ondt, og hvad der er rigtigt og forkert i forhold til andre og i forhold til os selv og endda i hver eneste fase af livet.«

Derfor fortæller forfatteren uden at moralisere, for, som hun siger, kunne det også på samfundsplan have været nogle helt andre sandheder, man havde vedtaget.

»Det er variable størrelser, der til enhver tid kan formes og skrives om. Konteksten, vi befinder os i og indskriver os i, er fuldkommen afgørende. Og inden for den kontekst er der igen stridende sandheder. Alting kan i princippet ses som en kamp om, hvilken historie, der skal fortælles, og hvilken sandhed, vi skal leve efter.«

Hun fortæller om sorg og erotik i samme åndedrag. Om den unge Helene, der cykler hele vejen til Hillerød i silende regnvejr, hvorefter hun uanmeldt dukker op hos elskeren F og hans kone og drikker te og i øvrigt noterer sig med glæde hvor elegant konen altid er.

Og også her på denne snevejrsdag, hvor vi mødes på Gyldendal, fortæller hun om den lettelse, der også bor i sorgen og tabet. Om mulighederne døden rummer.

»Helene må prøve sig frem. Hun kan ikke længere tage for givet, at de kort, hun og Anders tegnede sammen, giver samme mening, nu hvor han er død. Det kan der være lettelse i, og det kan være voldsomt angstprovokerende,« siger Marina Cecilie Roné. »Hun prøver at navigere mellem de to poler med sin nysgerrighed. Hun flytter lidt på stenene, kigger og ser hvad der sker og ser, hvad hun finder. Hvor var hun egentlig før Anders? Hvad var hun i gang med? Hvad var det, hun stod med i hænderne, som hun stillede fra sig, da han trådte ind i hendes liv. Hun prøver sig frem. Hvad gælder i det nye liv, og hvad gælder ikke? For Helene tager denne nye skabelsesberetning afsæt i en fjern fortid, i hændelser hun engang lukkede ude, og som hun nu er fri til at lukke ind. Det er klart, at hun famler. Vi er ikke vant til at undersøge vores egne historier. Når først noget er besluttet, er der jo ingen grund til nærmere undersøgelse. Så går det mere ud på at søge bekræftelse på det vedtagne sande, eller på at skærpe det ved at måle det op af andres sandheder.«

På en måde står Helene et meget godt sted, mener forfatteren. Afklædt, frysende, åben. Den tilstand kommer ikke til at vare evigt. Snart beslutter man nye sandheder om sig selv og sit liv.

»På den måde har tabet et eller andet,« siger hun. »Man sættes fri i en periode. Fri af de historier, man har levet. Man kan sige, at Helene ikke har konstitueret sig endnu. Der dukker andre erindringer op. Historien om en undulat for eksempel, har ligget som en ubrugt historie, men nu dukker den op, som første gang hun opdagede, at ting ikke bare skete, at hun kunne præge sin historie, hun kunne ryste sin mor ud af apatien ved at tabe fuglen ud af vinduet.«

Ikke sårbart nok

Den tilstand, hvor vi løsnes fra vores identitet, sker ikke ret tit, mener Marina Cecilie Roné. Det sker i tabet, og det sker i lidenskaben. Det er der, man kan give slip på en masse ting, omformulere sig. Og lidenskaben har den kvalitet, at her mærker man, hvad der gør en godt, man tænker det ikke. Selv ville hun gerne løsnes. Hele tiden. Gå ind og ud af fortællingerne i sit liv og reflektere og sanse åbent. I sårbare tilstande, hvor man ikke er sikker.

»Det kan sgu egentlig ikke blive sårbart nok,« siger hun. »Det er jo næsten kun i sårbarheden, vi er i stand til at indoptage livet.«