Læsetid: 4 min.

At være ingens mand

Eller kone. Frie fugle eller selviske svin bliver man stærkere eller svagere af konstant at flytte sig?
Eller kone. Frie fugle eller selviske svin bliver man stærkere eller svagere af konstant at flytte sig?
12. februar 2010

Jeg har to fædre. En på papiret og en i virkeligheden. Eller faktisk er den samme nu både på papiret og i virkeligheden. Det hedder adoption. Nå, men den ene arbejder i Københavns Kommunes socialforvaltning. Den anden på en party båd. Det er ikke en svulstig metafor fundet til lejligheden for at visualisere min egen splittethed. Det er rigtigt. Den ene arbejder altså et sted, hvor han har arbejdet i rigtig mange år det er en naturlig udvikling af hans oprindelige uddannelse som pædagog. Han er god til det, han laver, han løser problemer og efterlader ro og kærlighed. Og indimellem får han de andre til at grine. Højt og længe. Den anden arbejder på en party-båd.

Festen varer som bekendt ikke evigt, så hvad dad nummer to gør fem minutter i luk, ved jeg ikke. Men jeg ved godt, hvad jeg gør. Jeg løber. Med halen slaskende mellem benene. Igen og igen. Hver gang det lugter lidt af at høre til så siger jeg farvel.

Jeg har en panisk angst for at blive synonym med noget. Jeg holder aldrig med fodboldhold særligt længe af gangen, jeg har ikke eget firma, jeg lyder i brede kredse ikke under mit eget navn, jeg hører noget helt andet musik i morgen, og jeg er træt min sweater fra i går. Og så videre. Og så videre.

I rygsækken

Og så så jeg Up in the air. Forleden. Den er vanvittig lækker. Jeg får det dejligt bare ved at tænke den igennem igen. Jeg købte tilmed et magasin, der sirligt gennemgår, hvor let George Clooneys hovedkarakter pakker sin kuffert, så han altid er parat til at forlade alt og alle. Han holder foredrag og powerpoint om, hvor lidt der burde være dernede i rygsækken af ting og mennesker og problemer. Og jeg sad bare og smilede og planlagde, hvordan jeg snart skal holde loppemarked hjemme i stuen. Ud skal guldæggene og guldårene, der har proppet sig, Lauritz.com lamper og bjerge af bøger, film, plader og ung kunst. Det, jeg har brug for skal jeg kunne bære på ryggen. Det så fantastisk ud i filmen lige ind til han selvfølgelig fortryder og pludselig vil binde sig, den pussy. Men de første tre kvarter er ren flugt fra sig selv. 45 minutters lufthavns-bliss. Frihed som den mest ægte vare i verden.

For hvad får man ud af alle de år i samme kontorstol, dobbeltseng, netværk eller branche? Dyb kærlighed? Anciennitet? Expertise? Rigtige venner? Bliver man en af dem, man kan regne med? En af dem, man kan ringe til midt om natten, eller når der er SOS: »Jeg stiller dig om til Maria nede fra afdeling H, hun har været i firmaet i mange år.« Jeg kan næsten ikke fuldføre sætningen. Hipsteri og kreativ klasse hjælper ikke rigtig.

Så kan man lave en Jon Stephensen. Man kan vokse sammen med den institution, man repræsenterer og være lig med succesen og måske tage sig lidt friheder og slam så står man der kylet ud af egen forretning. Af hovne elskere og bestyrelse. Mere ensom end nogensinde med fodaftryk i røven og utrænede albuer.

Også weird med alle de designere, der sælger deres mærke i eget navn og resten af vennerne med eget SE-nummer, der falder på stribe, fordi de har satset lånte penge i lånte drømme.

Næh, så er der mere fornuft i de helt kyniske typer. Anders Fogh Rasmussen f.eks. Finessen ved altid lige at have en bagdør åben, hvis der skulle komme lidt recession eller metaltræthed. Han er så smart. En toptunet maskine der bare drejer helt af hvis korsvejen skulle nærme sig. Så kan varme og tykke og mærkeligt menneskelige Lars Løkke lige få lov at fucke op så forgængerens arbejde ser endnu mere spotless og militaristisk ud. Der er folk, der bare ved, hvornår man skal skride.

Modebranchen uddanner folk i velovervejet besøgstid. Det er ligesom hunde. Eller andre dyr der kan lugte svaghed, i stedet for at hugge til, så ignorerer de bare.

I nattelivet er det selvfølgelig også en super egenskab. At være venner med alle og så alligevel ikke med nogle. Med et øje på hver finger, en ben i alle lejre og gyldne ører står man så ikke stærkere, end dem der står og falder med ét eneste gennembrud? Kill your idols, inden de dræber dig. Hvem er du fan af i dag. Altid lige have et øje for næste generation og de par stykker fra hver der bliver ved længe nok til, at man tager dem alvorligt men ikke så længe, at de begynder at tage sig selv for alvorligt. Hvor åbner det næste sted. Hvornår? Er der pakket? Hvilket publikum tager de. Vores øl. Vores kannibaler.

Vores sted

Jeg havde jo besluttet mig for at blive som min første far. Han er sej og sød og de nye territorier bliver vundet hjemme i kælderen med malerierne og guitaren på hobbyplan. Jeg beundrer ham mere end George Clooney. Og jeg var parat til endelig at satse alt på rødt. Her er jeg. Her er vi. Det her er vores sted. Velkommen!

Lad det briste eller bære og hvile på mine skuldre og mit gode navn og ingen smerte er så stor som stoltheden over endelig at gøre noget færdigt.

Men ak, mere trist end kaptajnen der går ned med sit skib er kaptajnen der aldrig rigtig kom om bord. Party-båd eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu