Læsetid: 10 min.

'Jeg er vendt tilbage til de mørkere historier'

Den 40-årige filminstruktør Thomas Vinterberg har lagt formeksperimenterne på hylden og har søgt tilbage til en mere enkel og realistisk stil med det krasse undergangsdrama 'Submarino', der nu skal konkurrere om en Guldbjørn ved Berlinfestivalen
'Det er første gang, jeg har lavet en film, som jeg synes har det allerbedst, når der sidder en mand i et tomt værelse og glor ind en væg! Jeg må erkende, at jeg ikke helt forstår hvorfor, ud fra normale dramatiske kriterier, men vi kunne mærke på os selv, at det bare var sådan, det var,' siger Thomas Vinterberg.

'Det er første gang, jeg har lavet en film, som jeg synes har det allerbedst, når der sidder en mand i et tomt værelse og glor ind en væg! Jeg må erkende, at jeg ikke helt forstår hvorfor, ud fra normale dramatiske kriterier, men vi kunne mærke på os selv, at det bare var sådan, det var,' siger Thomas Vinterberg.

Finn Frandsen

3. februar 2010

Næppe nogen dansk instruktør har oplevet en karriere med så voldsomme yderpunkter som Thomas Vinterberg.

Med dogmefilmen Festen (1998) stod han sammen med Lars von Trier i spidsen for en bevægelse, der fik film- historisk betydning. Og ingen dansksproget film har i nyere tid fået en varmere international anerkendelse end Festen.

Vinterberg søgte derpå for alt i verden at undgå en gentagelse af sin succes. Selv om man sagtens kan finde en genkommende tematik i alle hans film, spredte hans værker efter Festen sig i forskellige retninger, langt fra den mere ligefremme realistiske stil, der oprindeligt var Vinterbergs naturlige udtryksform.

Derfor vil enkelheden i Vinterbergs comeback-film, Submarino, nok komme bag på tilskuere, der efter de engelsksprogede It's All about Love (2003) og Dear Wendy (2005 - efter manuskript af Lars von Trier) forventer rastløse stil-afsøgninger.

En mørk film

Submarino, der er en indtrængende og afdæmpet fortælling om to københavnske brødre belastet med en tilsyneladende ubærlig social arv. Den handler om svigt og isolation, misbrug og ensomhed.

Alt sammen kompromisløst, men ikke uden håb. Og både når man ser filmen og snakker med Vinterberg om den, føler man meget stærkt, at det har været kunstnerisk forløsende for ham at vende tilbage til en mere enkel udstryksform med personskildringen i centrum.

- Hvordan placerer du 'Submarino' i forhold til dine øvrige film?

»Jeg er vendt tilbage til mit udgangspunkt for 10-15 år siden, hvor jeg begav mig ud i de mørkere historier, der på en ret ligefrem måde handlede om at blive konfronteret med døden.«

»Men Submarino er måske nok en tand mørkere end nogen film, jeg har lavet før, og nok også mere hård end de andre. Filmens miljø, det fattigste Nordvest-kvarter, er fremmedartet for mig, men historiens forankring i forældre-skyld ligger mig meget nær. Og det universelle tema om, at man skal passe på sine børn, følte jeg personligt meget stærkt netop på det tidspunkt, da jeg skulle lave filmen. Da var jeg lige blevet skilt og stod for første gang med mine børn alene.«

- Kan man sige, at du med 'Submarino' vasker tavlen ren og på en måde begynder på en frisk som instruktør?

»Det er vel ikke helt forkert. Men der er en forbindelse mellem denne film og mine allerførste film, og jeg har på denne produktion haft en dejlig fornemmelse af at begynde forfra. Jeg måtte erkende, at jeg efterhånden var blevet den gamle dreng på filmholdet, og det gav en fornyet - og tiltrængt - iver, entusiasme, sprødhed og kampånd. Alt det, jeg var begyndt at savne lidt.«

»Samtidig skulle jeg begive mig ud i dette projekt med en fornemmelse af renhed og nøgenhed. Jeg kunne ikke forlade mig på nogen som helst dikkedarer eller manerer, og det var en god fornemmelse. Lidt den samme fornemmelse, som da vi i sin tid klædte os af med dogmereglerne.«

En stor enkelhed

- Hvor tæt følger filmen Jonas T. Bengtssons roman fra 2007, som den bygger på?

»Ret tæt. De to brødres barndomshistorie er dog spredt ud igennem bogen som flashbacks. Vi ville hellere lægge barnehistorien først og fortælle lineært - næsten da.«

- Ved at lægge børnescenerne først opnår du, at man aldrig er i tvivl om de to hovedpersoners tunge sociale arv, den ligger hele tiden i baghovedet på tilskueren resten af filmen. Og derfor får man måske en base af sympati for dem?

»Ja, sådan fungerer det nok, og det er også nødvendigt, for den voksne Nick, den ældste af brødrene, er jo en sur stodder, som det ellers kunne være svært at få sympati for.«

»Først og fremmest tilstræbte vi en stor enkelhed, delvis inspireret af film som Control og Coen-brødrenes No Country for Old Men, hvor alt overflødigt skrælles væk fra fortællingen. Hver gang min partner på manuskriptet, Tobias Lindholm, og jeg begyndte at brodere, fungerede det ikke.«

- For mig er starten med drengene og babyen, dåben etc. noget nær kernen i hele filmen - og i øvrigt også de scener, der kan minde mest om den ømhed og varme, som ligger i nogle af dine andre film, når personerne skaber deres egen verden midt i mørket. Roman eller ej - så er dåben i eminent grad en Vinterberg-scene.

»Det har du nok ret i. Men det har jeg endnu ikke analyseret på den måde. For mig har det handlet om at bruge de dramatiske redskaber for at nå ind til de inderste lag af personerne.«

»Der er jo en form for alliance mellem de to brødre. Den dramatiske motor i filmen er vel, at de to brødre griber ud efter hinanden, men at deres hænder hele tiden glider forbi hinanden. De forsøger at nå tilbage til det fællesskab, de havde som børn. Hvis de havde fundet hinanden i tide, så ville de have kunnet hjælpe hinanden.«

Utrolig virkelighedsnær

- Det er en film fortalt i knappe hovedsætninger?

»Ja, og jeg kan ellers normalt godt lide at at fortabe mig i bisætninger. På den måde adskiller filmen sig klart fra, hvad jeg har lavet før. Den udtrykker sig langt mindre fabulerende, end jeg ellers gør. Det var en bestræbelse, vi havde fra starten.«

»Det er første gang, jeg har lavet en film, som jeg synes har det allerbedst, når der sidder en mand i et tomt værelse og glor ind en væg! Jeg må erkende, at jeg ikke helt forstår hvorfor, ud fra normale dramatiske kriterier, men vi kunne mærke på os selv, at det bare var sådan, det var.«

»Det har måske noget at gøre med, at vi placerer nogle voldsomme begivenheder i starten, hvor personerne får en meget hård arv at bære på. Når filmen så senere bliver helt stille, har man plads til at få den klangbund med.«

»Jonas T. Bengtssons roman, som filmen bygger på, var fantastisk at arbejde med, for det var lidt ligesom at filmatisere et stykke virkelighed. Bogen er gennem- researchet, i en grad så man følte, man sad med et dokument fra virkeligheden.«

»Det gav en naturlig respekt og en særlig trang til at være loyal over for bogen. Rent dramatisk så det jo ikke ud af ret meget, i hvert fald i Nicks (Jakob Cedergren) historie, men til gengæld var der en substans, noget universelt i historien.«

- Efter den dramatiske prolog skildrer filmen i en ret lang passage grundigt og konsekvent Nicks relativt begivenhedsløse hverdag. Hvorfor dette gearskift?

»Det var nødvendigt, at tilskueren virkelig skulle føle sig til stede i denne mands liv. Forhåbentlig vil man ikke kede sig, men føle et nærvær trods alt. Der skulle en tyngde til, for det handler jo om at befinde sig på den absolutte eksistentielle og sociale bund.«

- For mig er det et tegn på modenhed, at man tør satse på sådanne 'begivenhedsløse' afsnit. Det ses relativt sjældent, i hvert fald i dansk film.

»Jeg ville ikke have turdet det for bare fem år siden - at være så asketisk. Vi skulle helt ned på bunden af, hvordan denne person oplevede tilværelsen, få tilskueren til for alvor at føle hans isolation og manglende ønske om at kommunikere med omverdenen. Vi skulle ind i hans hoved og ind i hans rytme. Det, der sker, er i dette afsnit hele tiden lige ved at være ingenting. Men også kun lige ved.«

En form for arrogance

- Jakob Cedergren, der spiller Nick og helt klart er en af Danmarks bedste filmskuespillere, fastholder hele tiden en form for intensitet.

»Ja, han mestrer fuldstændig det minimalistiske udtryk, vi stræbte efter. Et par gange under optagelserne ansporede jeg ham til et stærkere udtryk, men ofte ramte han det rigtige med sin mere dæmpede version.«

»Som alle andre på holdet måtte han gennem en proces, der gik ud på at fjerne afstanden mellem os og dem. Altså prøve at overstige den hindring, der ligger i, at vi er nogle forholdsvis velstimulerede yngre mennesker med en ok indkomst, der bilder os ind, at vi kan fortælle noget om livet i meget hårde, socialt belastede miljøer.«

»Deri ligger en form for arrogance og uforskammethed, som vi skulle ud over i prøveforløbet. Jakob Cedergren tilbragte mange uger i miljøet. Morten Rose, der spiller den tykke Ivan, iførte sig sit kostume og begyndte at samle flasker i miljøet, og jeg selv opsøgte det herberg, hvor Nick bor, for jeg havde svoret, at jeg ville sove der. Det fik jeg ikke gjort, for herbergets ledere sagde: 'Så vil du optage en plads for en af de andre, og er det rimeligt, bare fordi du skal ligge der med dit filmprojekt? Synes du, at du kan være det bekendt?' Det kan måske lyde romantisk, men på én eller anden måde skulle vi jo fjerne forskellen mellem os og dem. Og det synes jeg, Jakob Cedergren gjorde i udpræget grad.«

- Hvor meget har du researchet?

»Ikke så meget som for eksempel Per Fly, hvis historier jo faktisk udspringer af hans research. Jeg tog med forfatteren ud på de steder, vi skulle optage, og som han kender rigtig godt. Desuden har jeg en ven og tidligere klassekammerat, der har været på heroin, siden vi forlod folkeskolen sammen for mere end 20 år siden. Han er clean nu, men gav os et skarpt indblik i, hvordan tingene foregår.«

»Måske kan man også overvurdere betydningen af research, for det, der tæller, er jo den filmiske genskabelse af virkeligheden. Da jeg f.eks. lavede Festen, havde jeg aldrig været til en lignende burgøjsermiddag i mit liv.«

- Filmen er finansieret af TV 2 sammen med Nimbus Film, og budgettet på 12 millioner kr. er så langt det mest skrabede, du endnu har arbejdet med, bortset fra 'Festen'. Hvordan føltes det at arbejde med så begrænsede midler?

»Jeg fik gavn af min uddannelse på Den Danske Filmskole og mine dogme-erfaringer, for det gjaldt som altid om at bruge sine begrænsninger kreativt. Der var ganske enkelt ikke tid til at improvisere, og det er en ny arbejdsform for mig, for jeg holder mig ellers aldrig så strengt til manuskriptet. Jeg måtte disciplinere mig og helt fra starten vide præcis, hvad jeg skulle have. Og det var måske ikke så dårligt for netop denne film.«

»Men samtidig vil jeg gerne slå fast, at med de danske arbejdstidsregler er det kolossalt svært at lave film her i landet. Jeg går helt ind for arbejdstidsregler og fagforeninger, men reglerne i Danmark er unikke og i virkeligheden fuldstændig umulige at have med at gøre. Så mange danske instruktører overvejer nu at lave deres film i udlandet, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre i Danmark længere! Selv regner jeg med at optage min næste film i udlandet.«

Den svære postdogmetid

- Var det svært at lande på benene efter 'Festen's enorme succes for godt 10 år siden?

»Efter Festen har jeg haft en postdogme-periode i mit liv, hvor jeg er søgt ud i alle mulige afkroge af det filmiske udtryk. Nu har jeg oplevelsen af at være kommet tilbage til mig selv, til det jeg egentlig står for. Selvfølgelig vil der komme nogle udsving i fremtiden, men ikke i så udpræget grad. Jeg synes, jeg har haft mange ret store udsving, for det var som om dogmetiden gav mig nogle muligheder, som jeg følte jeg var nødt til at afprøve.«

»Hvad karrieren angår, så har jeg opgivet at navigere i, hvad man kunne kalde et 'karriereforløb'. Det basale for mig er at lave mine film så godt jeg kan. Jeg har læst masser af amerikanske manuskripter de seneste 10 år, men det er der indtil videre ikke kommet noget ud af. Selv om jeg har fået mange gode venner blandt producenter og filmfolk i USA og England, ser det ud til, at jeg i øjeblikket har mest ud af at lave mine egne film.«

»Men allerførst skal jeg lave teater. Jeg har skrevet til nationalscenen i Wien, Burgtheater, som har inviteret mig derned. Jeg har aldrig prøvet at instruere teater før, så det skal nok gå galt! Nej, alvorligt talt, så glæder jeg mig enormt til det - det er rigtig sjovt.«

»Og jeg har et nyt filmmanuskript i gang sammen med Tobias Lindholm, som jeg skrev Submarino med. I øjeblikket planlagt som en dansk/svensk produktion, men det kan nå at ændre sig. Det bliver en film, hvor vi forhåbentlig kan fortsætte og forædle det sprog, jeg satte stor pris på i udviklingen af Submarino.

Morten Piils interview med Thomas Vinterberg er et redigeret og forkortet interview, der oprindeligt var lavet til den engelsksprogede udgave af Filminstituttets tidsskrift FILM, der er udgivet i forbindelse med den kommende filmfestival i Berlin fra den 11. februar. Læs mere på www.berlinale.de og på www.dfi.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu