Læsetid: 2 min.

Du skal ville verden

Lykken skal man ikke drømme om. Det er imod dens natur, skriver journalist og forfatter Eva Jørgensen, der er aktuel med bogen ’Sorrig og glæde’
Lykken skal man ikke drømme om. Det er imod dens natur, skriver journalist og forfatter Eva Jørgensen, der er aktuel med bogen ’Sorrig og glæde’
19. februar 2010

– Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Åbenhed, vil jeg sige. Den, der ikke er åben over for verden, får en meget lille verden selv. Det være sig medmenneskers trosretninger, politiske tilhørsforhold, seksuelle orientering, etniske oprindelse eller noget helt syvende. På samme vis giver verden som regel tifold igen, når man er åben omkring egne glæder og problemer.

– Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At læse og at beskæftige mig med min søn deler førstepladsen blandt yndlingsbeskæftigelser. Kampen bliver aldrig afgjort, da de i bund og grund er hinanden lig. På hver sin måde åbner de mine øjne, fortæller mig historier, lader mig betragte, påkalder sig min indlevelse, engagerer mig, rører mig. Og begge aktiviteter kan holde mig beskæftiget når som helst og hvor som helst.

– Hvad er din seneste anskaffelse?

En meget høj bogreol, som skal rumme de stakke af bøger, der ligger oven på mine andre knapt så høje bogreoler.

– Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Det virkelige livs helte og heltinder er alle de hjul, som holder velfærdssamfundet kørende. Som står op kl. 6.30 og smører madpakker og tager på arbejde og får det bedste ud af situationen trods finanskriser og besparelser og fyringer og køber ind og laver aftensmad og hviler ud og starter forfra næste dag. Som holder fast i deres værdier og udviser social ansvarlighed og kender ret fra vrang. Dér har vi den sande X-faktor – uden behov for rampelys.

– Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når folk ikke hører, hvad jeg siger, men kun hvad de tror, jeg vil sige.

– Hvad er din største bedrift?

At føde og opfostre et barn, som er normal i sin fuldkommenhed og fuldkommen i sin normalitet.

– Dine største fejl?

Hader at blive uretfærdigt behandlet. Dårligt trip, eftersom livet behandler os alle uretfærdigt i ny og næ. Hader også intenst at stå tidligt op.

– Din drøm om lykken?

Lykken skal man ikke drømme om. Det er imod dens natur. Lykke er ikke statisk, men foranderlig. Hvad der måtte være drømmen den ene dag, kan være det modsatte den næste. Man kan ikke stige ned i den samme flod to gange – sagde Heraklit.

– Din sindsstemning netop nu?

Det er midnat, og jeg er i zen-mode efter massage, der sidst på eftermiddagen rørte både krop og sjæl.

– Hvilken dyd er den vigtigste?

Det har jeg sandt for dyden ikke noget svar på.

– Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Af alle kunstværker i alle genrer og epoker har Astrid Lindgrens Pippi som det eneste fået mig til at ændre på noget så basalt som selvopfattelsen. »NEJ, jeg er IKKE en artig Annika,« tænkte en 8-årig Eva, »Jeg er jo PIPPI!« Og således blev det.

– Hvad betragter du som din største ulykke?

Min største ulykke har været at miste min mand, som døde af ALS i 2006.

– Dit motto?

Du skal alle dine dage
Ville verden
Ville livet
Ville kampen
Frem for kivet
(Nis Petersen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu