Læsetid: 5 min.

Vinterberg vækker opsigt i Berlin

Anden- og tredjedagen på Berlinalen bød på Thomas Vinterbergs nye film 'Submarino', Martin Scorseses 'Shutter Island' og den oprindelige version af Fritz Langs 'Metropolis' fra 1927. Den er nu blevet endnu længere
Instruktør Thomas Vinterberg i spotlyset på Berlinalen sammen med skuespillere fra filmen 'Submarino', der er med i filmfestivalens hovedkonkurrence. Filmmagasinet Screen har givet Vinterbergs film fire stjerner - det er den første film i konkurrencen, der får topkarakteren af magasinet.

Instruktør Thomas Vinterberg i spotlyset på Berlinalen sammen med skuespillere fra filmen 'Submarino', der er med i filmfestivalens hovedkonkurrence. Filmmagasinet Screen har givet Vinterbergs film fire stjerner - det er den første film i konkurrencen, der får topkarakteren af magasinet.

Christian Charisius

15. februar 2010

BERLIN - En brasiliansk journalist vil vide, hvordan han har det med, at alle taler om et comeback, men det er tydeligvis ikke noget, der huer instruktøren Thomas Vinterberg.

»Det her er ikke et comeback, for jeg var aldrig væk. Men måske er der mange af jer, der har været det?« svarer Thomas Vinterberg, da han sammen med en pæn del af holdet bag sin nye film Submarino møder den internationale presse. Submarino havde premiere på festivalens tredje dag og deltager i hovedkonkurrencen. Til selve filmen var det knap nok til at få en plads. Interessen var usædvanlig stor.

Lad det være sagt med det samme: Submarino er en gribende og, midt i al sin trøstesløshed, smuk film. Måske bryder Vinterberg sig ikke om at høre det, men først med denne film vender klumpen i halsen fra Festen tilbage.

Filmen handler om to brødre (Jakob Cedergren og Peter Plaugborg kunne ikke spille dem bedre), der vokser op på bunden af samfundet i hjerteskærende kummerlighed med en ikke-eksisterende far og en afsindigt fordrukken mor. Deres babylillebror er overladt til deres omsorg, og med ansvaret for ham får deres barndom og liv et grusomt knæk, der gør, at de vokser fra hinanden. Senere mødes de igen, men spørgsmålet er, om ulivssåret er for stort og uovervindeligt.

Fire stjerner fra Screen

Filmens uomtvistelige kvalitet til trods er pressemødet alligevel relativt tyndt besøgt og med en mærkelig tam stemning. Tidspunktet er skidt, det er aldrig godt at tromle journalister med rumlende maver og filmtrætte øjne sammen klokken 18, men alligevel. Journalisten Mahari Seghid fra African Refugees News i Eritrea er dog en af de vågne. Han vil gerne vide, hvorfor danskerne altid laver film om familien.

»Er I meget splittede i jeres familier?« spørger han, og han har en pointe. Det andet danske hovedkonkurrencebidrag er Pernille Fischer Christensens En Familie. Vinterberg giver ham ret.

»Vi er meget optaget af det. Det hele er så småt i Danmark, du kan ikke komme væk. Vi lever i noget, der ligner The Shire, vi er som hobbitter,« svarer Vinterberg.

Seghid kalder Submarino en »stærk film«, og journalisten fortsætter: »Jeg vil gerne indgyde dig håb, Thomas Vinterberg. Filmen En Soap (af Pernille Fischer Christensen, der endte med at få juryens store pris på Berlinalen i 2006, red.) blev også mødt med at lidt blodfattigt pressemøde. Men folk skal lige have tid til at tænke over det. De har det ubehageligt, når de bliver konfronteret med de her ting.«

Filmmagasinet Screen er også begejstret for Vinterbergs film og giver Submarino topkarakter, fire stjerner, hvilket de indtil nu ikke har givet nogen anden konkurrencefilm i år, og kalder en »hårdtslående men intenst åndeligt drama«.

Styrken i Submarino blev yderligere klar for en, hvis man havde set dagens første konkurrencebidrag, den rumænske film Eu cand vreau sa fluier, fluier (If I want to whistle, I whistle) af debutanten Florin Serban. Den foregår på en opdragelsesanstalt, og rollerne spilles af unge amatører, der kender denne verden indefra. Men hvor man i Vinterbergs film fra første minut elsker og lider med de to brødre, på trods af at de er et par nokkefår, man har lyst til give et spark i røven, sker det modsatte i den rumænske film.

Måske er de unge amatørers register for énstrenget, men man har i hvert fald ikke ét sekund sympati med hovedpersonen Silviu. For at forhindre, at hans uduelige mor flytter med lillebroderen, som han har opdraget i hendes fravær, til Italien, tager han i desperation en ung kvindelig socialarbejder som gidsel.

Uklædelig arrogance

På tredjedagen havde også Martin Scorseses Shutter Island med Leonardo DiCaprio i hovedrollen premiere. Mens sidstnævnte tog det kvindelige hysteri, som hans tilstedeværelse forårsagede selv flere hundrede meter fra Berlinale Palast, med ophøjet ro, sagde førstnævnte med uklædelig arrogance på pressemødet, at »filmen ikke deltager i konkurrencen, fordi de spurgte mig, men jeg sagde nej«.

Shutter Island foregår i 1950'erne og handler om politimanden Teddy Daniels (DiCaprio), der bliver sendt til en klippeø ud for Bostons kyst for at finde en kvinde, der er undsluppet en psykiatrisk forvaringsanstalt. Det hele er meget mystisk, for det er umuligt at slippe væk fra øen. Samtidig er vejrguderne stærkt imod efterforskningen, det stormer og regner uafbrudt, og Daniels' fortid som soldat i Anden Verdenskrig og hans kones spøgelse - hun er afgået ved døden i en pyromanbrand i deres hjem - gør ham noget uligevægtig.

»Filmen er langtrukken og overskruet,« sagde en kvindelig journalist fra Ukraine til Information, mens vi stod i køen og ventede på at blive mast ind til pressemødet.

»Magen til kitschet miskmask har jeg dog aldrig set. Scenerne fra kz-lejrene er patetiske, og alt det blod, det ligner jo ikke engang,« fortsatte hun stærkt indigneret, før det lykkedes hende at skubbe sig ind for næsen af den mindst ringe.

»Det virker heller ikke, som om holdet har afsindigt meget at sige om filmen. Eller som om nogen har noget væsentligt at spørge om. Det lykkes dog en af de mange hundrede journalister at forhøre sig om, hvad DiCaprio mener, han har til fælles med 'Marty', som Scorsese kaldes blandt venner.

»Vi kan lide de samme italienske desserter,« oplyser Leonardo DiCaprio, der desværre ikke specificerer, hvilke det drejer sig om. Og da Scorsese kan oplyse, at han og DiCaprios far har gået på samme skole i Mulberry Street i Little Italy i New York, vil jublen på podiet ingen ende tage.

Premiere med lidt ekstra

Aftenen forinden fandt en af Berlinalens mest omtalte begivenheder sted. Fredag var der verdensurpremiere på den nyrestaurerede version af Fritz Langs stumfilm Metropolis fra 1927. I Buenos Aires har man fundet filmruller med en ekstra halv times tid, som man i alle årene har troet, var gået tabt. Hele molevitten blev festligt opført i Friedrichstadtpalast (samt i hundekolde ved Brandenburger Tor, hvor immervæk 2000 entusiaster kiggede på) med levende musikledsagelse af Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin.

Langs film gælder som stildannende for science fiction-genren og for futuristisk æstetik og handler meget kort fortalt om, at det er hjertet, der forener hjernen med hænderne. Det var en stor oplevelse at se filmen, men for undertegnedes skyld havde det været ikke strengt nødvendigt at finde de ekstra 25 minutter. To timers stumfilm varer længe. Selv når det er et mesterværk med fremragende musikledsagelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu