En absurd verden har atter brug for Camus

Det er klart, at Camus' mytestatus også skyldes, at han den 4. januar havde været død i 50 år. Og at den officielle anledning til hyldesten er det halve århundrede, der er gået, siden Albert Camus sammen med sin ven Michel Gallimard kørte ind i et træ og mistede livet.

Men der ligger langt mere bag den massive interesse for - ja nærmest længsel efter - forfatteren, filosoffen, journalisten, skribenten og nobelprisvinderen. Selv garvede Camus-eksperter er imponerede over den begejstring, franskmændene har udvist for forfatteren de senere måneder:

»Der er tale om en Camusmani. Til alle de arrangementer, hvor jeg skal tale om ham, mangler der stole. Lokalerne er simpelthen stopfulde,« forklarer Jeanyves Guérin, professor i fransk litteratur ved Sorbonne Nouvelle og redaktør på det knap 1.000 sider lange opslagsværk Dictionnaire Albert Camus, som udkom i midten af november sidste år.

Den voldsomme interesse skyldes ikke mindst, at franskmændene de senere år har genopdaget Camus som moderne forfatter, og som en filosof, der hjælper os til at forstå og acceptere det komplekse samfund, vi lever i, lyder vurderingen fra eksperterne.

Faktisk er der intet gjort fra offentlig side for at fejre Camus i denne omgang. Alligevel overgår hans hyldest de fleste mindehøjtideligheder i både omfang og indhold. Ikke mindst fordi fascinationen både udmønter sig i parisiske debataftener og strækker sig langt ud i de franske landområder: »Jeg modtager konstant forespørgsler fra kulturcentre og biblioteker i byer, jeg end ikke kender, der holder Camus-arrangementer og har brug for en ordstyrer eller lignende,« fortæller Agnès Spiquel, professor ved universitetet i Valenciennes og forkvinde for foreningen La Société des Etudes Camusiennes samt bidragyder til Dictionnaire Albert Camus.

Ud over den folkelige interesse har de 'etablerede organer' bestemt heller ikke holdt sig tilbage. Til en start er der mediernes overflødighedshorn af særudgivelser og -udsendelser. Den offentlige radiokanal France Culture valgte endog at mindes Camus - på den ene eller den anden måde - 13 dage i streg. Et program handlede om hans litterære værker, i et andet blev korrespondancen med vennen og digteren René Char læst højt. Den fremmede blev sendt i form af ti radio-føjletonafsnit. Og så videre.

Både dagblade og ugemagasiner har selvsagt sendt tykke temanumre om Camus på gaden. Selv det kommunistiske dagblad l'Humanité omtalte Camus-ordbogen i positive vendinger. Noget af en gestus over for en intellektuel, som meldte sig ud af kommunistpartiet allerede i 1937.

Fotoalbum og tegneserie

De mange bogudgivelser har selvfølgelig lettet arbejdet for medierne, som hermed har fået serveret en række aktuelle anledninger til at omtale forfatteren. Blandt de mest markante værker er netop ordbogen og Albert Camus, solitaire, solidaire (Albert Camus, ensom, solidarisk, red.), som er en slags tekstet fotoalbum udgivet af hans datter Catherine Camus. Desuden er også udkommet en tegneserie baseret på novellen »Gæsten« fra novellesamlingen Eksil og Kongedømme. Endelig er der udgivet en stribe biografier. Heraf fokuserer en del på Camus' konfliktfyldte forhold til Algeriet, hvor han blev født og voksede op.

På teaterfronten har Camus-fansene siden den 19. marts kunnet se stykket De retfærdige med superstjernen Emmanuelle Béart (kendt fra blandt andet Manon og Kilden og 8 kvinder - og et mord) i hovedrollen på et af Frankrigs fem nationalteatre La Colline i Paris. Og i næste måned begynder den italienske instruktør Gianni Amelio optagelserne til en film baseret på den ikkefærdiggjorte selvbiografiske roman Le premier homme (Den første mand, red.). Camus' alter ego i romanen, Jacques Cormery, skal inkarneres af Jacques Gamblin, mens Claudia Cardinale spiller rollen som filosoffens højtelskede analfabetiske og halvdøve mor.

Generelt står politikere fra både højre og venstre klar med Camus-citater. Senest har Nicolas Sarkozy forsøgt at hverve endnu en skalp fra venstrefløjen ved at foreslå, at Camus skulle flyttes til den store elefantkirkegård Panthéon, hvor også blandt andre Alexandre Dumas, Victor Hugo og Emile Zola ligger. Udspillet blev bakket op af en anden politisk personlighed, Mitterrands kulturminister, socialisten Jack Lang, som i den anledning udtalte, at »Camus repræsenterer en vision af humanismen, som vi har stærkt brug for i dag«. Overførslen er dog foreløbigt blokeret af sønnen Jean Camus, mens datteren Catherine har valgt hverken at udtale sig for eller imod.

På den intellektuelle scene har interessen for Camus også udviklet sig gevaldigt. Fra at være dømt ude til fordel for Sartre på grund af sin afstandtagen til marxismen er forfatteren nu igen inde i varmen på universiteterne. Først og fremmest på grund af mediernes bevågenhed, vurderer Agnès Spiquel:

»Mine kolleger har altid talt nedsættende om Camus. Nu, hvor han er aktuel igen, er de atter begyndt at interessere sig for ham, så de kan komme i medierne,« vurderer hun.

Selvbiografi relancerer Camus

Men hvordan har Camus taget turen fra at være forvist til undervisning i gymnasiet og udenlandske forskere til sin nuværende kultstatus?

Der er flere årsager. Rent praktisk er der naturligvis den omtale, som fulgte med debatten om Panthéon. Den 'præparerede' både medier og offentlighed, så alle var tørstige efter flere, men anderledes historier om filosoffen.

Desuden når multitalentet Camus ud til flere grupper af samfundet, fordi han både har bevæget sig inden for litteratur, teater, filosofi og journalistik.

Men de væsentligste årsåger til hans 'genkomst' blandt stjernerne skal findes i hans værker og ideer. Den litterære side af sagen blev for alvor skudt i gang med Le premier homme, som var noget af en øjenåbner for franskmændene, da den endelig blev trykt i 1994.

Beskrivelserne af Camus' baggrund med en fattig barndom i Algeriet, hjælpen fra hans lærer, der skubbede ham videre etcetera, var en spritny og langt simplere tilgang til Camus end noget andet værk. Dette indblik i forfatterens historie øgede simpelthen interessen for hans værker generelt, og forlaget, Gallimard, måtte i al hast optrykke fire oplag kort efter udgivelsen.

Dermed blev Camus læst og nyfortolket af et nyt og meget sammensat publikum, forklarer Agnès Spiquel, der i arbejdsøjemed fik adgang til de hundredvis af breve, Catherine Camus fik tilsendt i forbindelse med sit arbejde med udgivelsen af romanen:

»Det var alle slags folk, der skrev for at fortælle hende, hvor meget bogen havde bevæget dem,« fortæller Spiquel.

Når det er muligt at genopdage Camus her 50 år senere, hænger det sammen med, at hans litterære værk er klassisk og moderne på en og samme tid, forklarer Guérin:

»Det klassiske element findes i stilen og opbygningen, som gør teksterne letlæselige. Den moderne del består blandt andet i, at der samtidig foregår narrative spil, som for eksempel i Pesten, forklarer han med henvisning til Camus' fortælletekniske finte med først til slut at afsløre, at fortæller og hovedperson i Pesten er en og samme person.

På venstrefløjen til trods

Baggrunden for Camus' genfundne popularitet i mere politisk forstand er især ideologiernes sammenbrud. Med murens og sovjetregimets fald måtte den franske elite revidere sin holdning til Sartre, som gik ind for kommunisme og marxisme og derfor forsvarede »alle mulige diktatorer: Stalin, Castro, Mao og Krustjov«, som Jeanyves Guérin udtrykker det. I modsætning hertil er Camus' politiske sti ren: Han udtalte sig kun sjældent for eller imod ideologier og sagde selv, at han hørte til på venstrefløjen »til trods for den og til trods for ham selv«.

Derfor kan politikere fra stort set hele registeret 'bruge' Camus efter eget forgodtbefindende i dag.

Således fremstår Camus' humanisme også langt mere aktuel i vores århundrede, end den gjorde i hans eget, vurderer både Guérin og Spiquel. Den Camuske version af humanismen siger nemlig ikke som hovedstrømningen i samtiden, at individet og dets værdier, særligt fornuften, skal være i centrum, samt at civilisationens fremskridt udspringer og afhænger heraf. Derimod forsøger han at give et svar på, hvordan vi, som ikketroende, skal leve med, at der ikke er nogen mening med vores eksistens, og at verden derfor forekommer os absurd. Fornemmelsen af, at der ikke er noget formål med tilværelsen, er forstærket siden Camus' død, fordi murens fald og Sovjetunionens sammenbrud aflivede den sidste store ideologi, kommunismen. Og siden er globaliseringen for alvor sat ind med handel, kultur og turister, der krydser grænser, altimens det bliver sværere at definere sit lokale og nationale tilhørsforhold, altså i sidste ende sin identitet og rolle her i verden.

Således konfronteret med meningsløsheden foreslår Camus, at vi erkender den og gør oprør. Her menes alle former for oprør, det kan både være i overført og konkret betydning. Det vigtigste er at kæmpe, så man forholder sig aktivt til det absurde - giver det en mening.

Endelig afholdt Camus sig fra at give svar - han rejste blot spørgsmålene. Og accepten af denne tingenes uperfekte tilstand synes at give tryghed i en kompleks tid som vores, forklarer Agnès Spiquel:

»Måske interesserer han også netop folk i dag, fordi de har opdaget en Camus, der ikke var sikker på at have løsningen, for eksempel i forhold til Algeriet. Dermed viser han os, at man kan have stærke overbevisninger om et emne og tænke dybt over det uden at skulle nå frem til løsningen,« siger hun.

En tredje årsag til franskmændenes begejstring for forfatteren hænger sammen med, at franske intellektuelle i dag slet ikke har den samme indflydelse i den offentlige debat, som Camus og Sartre havde. Og franskmændene lider fortsat under manglen på den slags 'verdensmænd' med international gennemslagskraft:

»Når man giver så meget plads til Camus, skyldes det, at pladsen er ledig. Hvilken skribent har en stemme, der høres i debatten i dag,« spørger Guérin.

Foreløbig er der ingen skov af hænder til at besvare det spørgsmål. Derfor vil Frankrig nok koge videre med sin Camusmani lidt endnu, hvorefter den langsomt vil stilne af. Dog blot for at begynde igen om tre år, når Marseilles som europæisk kulturby tilegner en særlig del af showet til Camus i anledning af 100-året for hans fødsel ...