Baggrund
Læsetid: 4 min.

Afgørende slag i en ny verden

Den verserende strid i Danmark om musiktjenesten Spotify vækker international genlyd, fordi en rettighedsorganisation for første gang stiller krav og udfordrer pladeselskabernes håndtering af innovation
Det kritikerroste band Oh No Ono vil hellere være prøvekaniner på det digitale marked end slet ikke være en del af udviklingen, siger trommeslager Kristoffer Rom i IFPI's nyhedsbrev.

Det kritikerroste band Oh No Ono vil hellere være prøvekaniner på det digitale marked end slet ikke være en del af udviklingen, siger trommeslager Kristoffer Rom i IFPI's nyhedsbrev.

Martin Rosenauer

Kultur
3. marts 2010

Kanonerne gjalder igen over ophavsrettens slagmark i disse dage, og pressens udsendte er blevet sendt frem og tilbage mellem skyttegravene under stadig mere bulder og brag.

Spotify hedder stridens æble, som har sendt den danske afdeling af IFPI (International Federation of the Phonographic Industry) og KODA (Komponistrettigheder i Danmark) i totterne på hinanden.

Den legale musiktjeneste Spotify er blevet hilst velkommen som musikbranchens frelser med sine to modeller: Gratis musik med reklameblokke eller ren musik i abonnementsordning. Men ikke her til lands, hvor KODA ikke kan blive enige med Spotify om størrelsen af betalingen til de danske komponister.

Hvilket ikke ligefrem huer IFPI, som har kørt kanonerne i stilling i medier og nyhedsbreve:

»Det er unægtelig ironisk, at KODA på den måde gør fælles sag med musikbranchens modstandere i stedet for proaktivt at facilitere de nye, digitale forretningsmodeller, som er vores allesammens bedste våben imod den ulovlige kopiering,« lyder en af mange skudsalver fra formand Henrik Daldorph i IFPI's seneste nyhedsbrev.

KODA besvarer ilden fra deres hjemmeside:

»Faktum er bare, at pladeselskaberne typisk kræver over halvdelen af alle indtægter, store forskudsbetalinger og garantibetalinger. Det indebærer, at nye online musiktjenester hverken har råd til at betale kunstnerne eller økonomi til at udvikle musiktjenesterne«.

Fyrstelig sum

Her refererer KODA til den kritik af Spotify, som er begyndt at rejse sig, efter at det har vist sig, at alle fire multinationale selskaber har anparter (fra 1,9 til 5,8 procent) i sitet, og at musikerne og sangskriverne får latterligt små beløb udbetalt. Desværre er åbenhed ikke en dyd hos Spotify, og samtidig ønsker de multinationale selskaber ikke at offentliggøre tallene i deres aftaler. Men mest famøst fik Lady Gaga udbetalt den fyrstelige sum af 1.150 svenske kroner for at have fået sit hit »Poker Face« afspillet mere end en million gange over fem måneder sidste år.

Tallene er i bedring. Men et af Spotifys problemer er, at folk vælger gratisløsningen, og at reklamefinansieringen halter. Og et andet kunne være, at de multinationale pladeselskaber - som KODA hævder - tager sig heftigt betalt for at have skudt penge og ikke mindst sangkatalog i tjenesten. Hvilket underbygges af sidste års jublende melding fra den svenske afdeling af multinationale Universal, som nu tjener mere på Spotify end på iTunes.

Tveægget håndtering

Den verserende strid i Danmark er en territorial strid, der i sidste ende kan vække international genlyd, fordi KODA som den første rettighedsorganisation har turdet sætte sig op mod Spotify og kræve bedre økonomiske kår for deres medlemmer. Og samtidig udfordrer KODA de store pladeselskabers tveæggede håndtering af innovation på nettet: På den ene side bakker de op om mange nye tiltag, på den anden side tager de sig så heftigt betalt, at de knuser mange af selvsamme tiltag under økonomiske byrder.

Og samtidig virker det også ironisk, at pladeselskaberne nu brokker sig over, at KODA forhaler teknologisk udvikling, når deres årelange automatreaktion over for innovation har været sagsanlæg - fra Napster over P2P-tjenester som Kazaa til torrent sites som Pirate Bay.

KODA befinder sig så også i en problematisk situation, når de forsinker en potentielt rentabel løsning. Foreningens opgave er at forsvare sine medlemmers interesser, men det er blevet ret så uigennemskueligt, hvad de egentlig er. Mange generationer af musikere er repræsenteret i KODA, og nogle af dem, ikke mindst de digitalt indfødte, har et langt mere åbent forhold til nettets muligheder og forstår i dén grad at udnytte dem.

Mange bække små

»Det digitale marked er jo baseret på mange-bække-små,« lyder det fra Kristoffer Rom, fra det kritikerroste band Oh No Ono, der som en af de få musikere har meldt ud i striden, vel at mærke i IFPI's nyhedsbrev.

»Jeg kan sagtens følge KODA's synspunkt om, at man skal passe på ikke at blive underbetalt. På den anden side, er vi jo også nødt til prøve ting af. Og jeg ser sådan på det, at jeg hellere vil være prøvekanin end slet ikke at være en del af udviklingen«.

Det ville være klædeligt og klogt, hvis flere musikere - der hurtigt kan blive til gidsler - blandede sig i debatten, for Spotify kunne være et af de første legale succesfulde nybrud siden iTunes. Men det kan altså blive uden dansk deltagelse. Eller på de store pladeselskabers præmisser.

Uanset hvad bør industrien fare med lempe. Branchens øjne er rettet mod Spotify. Og historikken omkring de multinationale pladeselskabers udsugning af nye initiativer er på plads i medierne. Hvis Spotify bukker under eller kastreres, så kan pressen skrive det måske mest markante kapitel i historien om den grådige musikindustri, som efter at have modsat sig teknologisk innovation i mange år endelig bød den indenfor. Kun for at sætte sig på den og knuse den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alle med interessere i den kommende debat om Spotify burde læse følgende analyserække, om Fredrik Edins spotifierings-begreb: http://fredrikedin.wordpress.com/2009/11/26/spotifysamhallet-ii/ (svensk)

Det Fredrik Edin kort sagt behandler er begrebet "spotifiering", der henviser til "det faktum at vi i allt større udstrækning bliver tvunget til at betale for att slippe en vis information, overvejende reklamer". Vi må blive nødt til at snakke mere om den tendens, for den foregår ikke kun i Spotify-sammenhæng (spotify viser blot tendensen allermest tydeligt, fordi vi troede at det var løsningen)

Spotify er ikke gratis musik, heller ikke deres freemium-model. Man betaler i kognitiv udgifter, ved at musikoplevelsen bliver afbrudt af reklamer. Det er selve spotifieringsfænomenet: at betale for at slippe for visse informationer.

Faktum er, at musik vil kunne findes gratis (rigtig gratis) også med en dansk lancering af Spotify.

Det siges at Spotify er en streaming-service. Vi bør i den sammenhæng huske at streaming egentlig er ligeså meget "download" som al anden kopiering og anvendelse af informationer gennem internet. Forskellen er blot at det er en tidsbegrænset kopiering, fordi kopieringen automatisk slettes fra din harddisk når du slukker og tænder for computeren igen. "Streaming" indebærer derfor at du skal kopiere/downloade musikken hver gang du åbner computeren. Det kræver utroligt meget båndbredde, som vi fælles kunne have brugt på bedre sager. Eller simpelthen bruge mindre (den økologiske faktor)

I sverige har Telia desuden overvejet at reservere en vis båndbrede til Spotify, så selvom du ikke har spotify, kommer du til at betale indirekte (dvs. relativt, gennem lavere båndbredde). http://fredrikedin.wordpress.com/2009/11/26/spotifysamhallet-ii/

Sat lidt på spidsen: Spotify er ikke indgangen til "en ny verden". Det er fortsættelsen af en musikindustri, som begrænser vores fælles oplevelser af musik.

De nye verdener bliver ikke skabt af musikindustrien, så meget kan vi sige. En af de nye verdener, der ser langt mere lovende ud, vil jeg mene er Flattr. Endnu ikke lanceret. Hvis vidunderlige Oh No Ono skaffer sig en Flattr-konto, når det bliver muligt, vil jeg med glæde smigre og flattre dem!