Læsetid: 4 min.

Er den borgerlige litteratur på vej tilbage?

Litteraturmagasinet Standart overlader i sit seneste nummer pladsen til kulturkonservatismen. Det er lige ved at splitte litteraturen ad
9/11. Hvorfor skriver de danske forfattere ikke om vigtige emner som terror, globalisering, muslimer og klimatruslen, spørger Hans Hauge i polemisk indlæg i det nye nummer af Litteraturmagasinet Standart.

9/11. Hvorfor skriver de danske forfattere ikke om vigtige emner som terror, globalisering, muslimer og klimatruslen, spørger Hans Hauge i polemisk indlæg i det nye nummer af Litteraturmagasinet Standart.

26. marts 2010

Siden det berømte systemskifte i 2001 har vi haft en borgerlig-liberal regering. Der har i den sammenhæng været flere forsøg på at definere en borgerlig litteratur og især pege på, hvilke forfattere der i dagens Danmark er borgerlige. Men har systemskiftet ført til en ny besindelse på en specifik borgerlig litteratur? Eller har den været brugt til at definere en særlig borgerlig dannelse? Det har Litteraturmagasinet Standart i en række artikler sat sig for at indkredse. Og hvordan går det så lige?

Lektor i Nordisk Litteratur ved Aarhus Universitet, Hans Hauge lægger for og stiller spørgsmålet, om det har været for vanskeligt for venstreorienterede forfattere at finde en litterær form til deres automatiserede venstreradikalisme og efterlyser litteratur om globalisering, muslimer, terror og klimatruslen. Som om der var en snæver sammenhæng mellem politisk holdning og emnevalg. Men det er Hauges tese, at venstreorienterede forfatterne har været nødt til at adskille litteratur og politik for at kunne skrive ja, litteratur.

I den sammenhæng opstiller han et skema, ifølge hvilket modernisme og konservatisme veksler hvert 10. år, men det er svært at se, hvor erkendelsesværdien ligger. Hauge advarer selv om, at hans fremstilling ikke er for sarte empirikere, og så langt må man give ham ret. Når han kommer til Stieg Larsson, får han endda selv problemer. Han må slå religionskritik, religiøs forkyndelse og socialistisk propaganda eller regulær tendenslitteratur sammen under én hat for at få pengene til at passe.

2000erne har nemlig ifølge Hauge været fabulerende, relativistiske og multikulturalistiske med fantasygenren i front, og helt passer det jo ikke på Larsson. Redningen ligger i, at han jo skrev sine bøger i 1990erne, der skulle være præget af new public management, biografisme og kulturradikal genopstandelse, og det er dagklar modernisme ifølge Hauge og andre bidragydere, og Larsson kan udstyres med betegnelsen modernisten Stieg Larsson.

Dummere og dummere

Hos germanisten Børge Kristiansen møder vi ikke noget tiårsskema, men til gengæld en regulær, lineær forfaldshistorie, skåret over samme læst. Her er alle, såvel universitetsstuderende som politikere og folk som flest, bare blevet dummere og dummere. Og den entydige årsag er studenteroprøret, »hvis følgevirkninger stadig præger den tænkning, der ligger bag uddannelserne herhjemme«.

Pariteten i studienævnene, hvor studenterne således sad på 50 procent, bliver vupti til 100 procent, »da lærerne som regel var medløbere, hvilket vil sige, at de af opportunistiske grunde havde fået samme synspunkter som de ideologisk trimmede studerende«. Herfra har fordummelsen bredt sig ud i samfundet.

Hos Kristiansen leder man forgæves efter ordet masseuniversitet, ligesom de ulykker, der er forrettet på universiteterne siden systemskiftet i 2001, glimrer ved deres fravær. Det var ellers en alternativ og mere realistisk forklaring på de slækkede krav til en mere grundlæggende og vidsynet dannelse.

Jammerligt

Denne forklaring finder man til gengæld prægnant udtrykt i forskningslektor ved Aarhus Universitet Søren R. Fauths karakteristik af den borgerlige værdikamp i 2000erne: »afvikling af de tilbageværende humboldtske dannelsesidealer« netop! og opgør med »smagsdommeri og ekspertvælde«. »Hvilken jammerlig fantasiløshed, hvilket helt igennem uinspireret, renskuret sløvsind fuld fart frem ad den snorlige motorvej med sirlig sideskilning, stirrende blikke og ressentiment til op over begge ører.«

Klarest træder modernisme-konservatisme-skematikken frem hos kultur- og litteraturforsker Kasper Støvring, der skriver om konservatismen som »selvbesindelsens kultur«. Det er her, man klarest får indblik i, hvad der hos de kulturkonservative skribenter forstås ved modernisme. Ifølge Støvring er det konservativt at mene, at ikke alt i denne verden er historisk og politisk, mens det moderne er et sprækkeløst emancipationsprojekt, hvor kun fremtiden duer.

Man kan måske bruge modernitetskarakteristikken på Helge Sanders »fra forskning til faktura«, men når talen er om litteratur, var modernisme vel egentlig oprindelig noget andet? Lærer den moderne anskuelse virkelig, at »man kan kalkulere rationelt med historien«, som Støvring skriver? Voksede modernismen sig egentlig ikke stærk i verdenskrigenes århundrede, hvor splittelse, meningsløshed og irrationalisme var dagens orden? Indtil den kulminerede i postmodernismen, der opgav at finde nogen mening i galskaben overhovedet og i stedet gav sig til at bruge frit af granatsplinterne fra det 20. århundredes fragmentationsbombe?

Og er det konservativt at have sans for mytisk tid og det forgangne, for det »oprindelige og særegne«, som Støvring hævder? Så er al god litteratur konservativ.

»Den konservative æstetik sætter den mytiske tid over for den historisk-kronologiske tid. Eller man kan sige det sådan, at sammen med den horisontale, lineært fremadskridende tid trives en vertikal, mytisk eller rumlig tid, der altid er til stede, men ikke altid opleves så intenst som hos visse indviede forfattere.«

Ikke nok med at man skal være konservativ for at have sans for andre tidsoplevelser end den lineære, fremadskridende, man skal sgu også være indviet! Så er det vist ikke set mere klægt siden den tidlige efterkrigstid.

Men bliver helt lettet, når man til slut kommer til forfatteren Mads Storgaard Jensens tese: Vi er alle borgerlige. For borgerlighed består i retten til at udtrykke sig, kritisere magthaverne, forsvare individet, »kort sagt demokratiets kernedyder«. Altså arven fra de borgerlige revolutioner. Så kan litteraturen omsider ånde frit igen og også interessere sig for andet end rationalitet og teknologiske fremskridt uden af den grund af være konservativ.

Kort sagt forsøger temaet at adskille, hvad ikke adskilles kan i god litteratur: både den tidstypiske afspejling af verden på lidt længere sigt er den jo ikke så svær at få øje på og en dybere, erkendelsesmæssig dimension, der taler til læseren på tværs af tid og rum.

Standart nr. 1, 2010. Redigeret af Jakob Østergaard Nielsen med flere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu