Kommentar
Læsetid: 4 min.

Vi drømmer ikke om mandemord

Takket være 1960'ernes og 70'ernes ultraradikale femisme må nutidens køns- og ligestillingsdebattører stadig affinde sig med at blive kaldt 'mandehadere' og 'betonfeminister'. Men det er på tide at komme videre, for kampen mellem mænd og kvinder er død og borte
Kultur
8. marts 2010

»Synes du ikke, kvinder har opnået alt? Nu kan kvinder også få børn uden en mand! I feminister bliver sgu ikke tilfredse, før mænd er helt udryddet.«

Den type udsagn får man af og til hvæset i hovedet, når man giver sig til kende som arbejdende inden for køns- og ligestillingsfeltet.

Naturligvis ikke af Dem, kære læser, men måske af Deres i øvrigt helt normalt begavede og veloplyste ven, da den ene af os havde ham til bords til et middagsselskab. Eller af din veninde, da den anden af os talte med hende til en fest, og samtalen nåede til dræberspørgsmålet 'nå, men æh ... hva' laver du så?'.

Selv om vi begge efterhånden gør os mange krumspring og anstrengelser udi kunsten at smalltalke, for at undgå netop dét spørgsmål. Så stod man der og kiggede sig over skulderen og prøvede at finde ud af, om hun talte til en anden, eller om man skulle gå i gang med hele smøren om, hvor vigtigt det er, at vi udvider de snævre kønskategorier og sætter ord på usynlige forventninger til køn, og at man altså godt kan lide mænd ...

Ja, for hvis man arbejder med køn og ligestilling, kan man godt forberede sig på at tage en eller flere af titlerne 'mandehader', 'betonfeminist' eller - gud forbyde det - 'lesbisk' på sig. Man er i hvert fald vred og aggressiv. Og sikkert også ude på at overtage verdensherredømmet, udrydde familien som institution, indlogere mænd i stalde og kun hive dem frem, når der skal laves hårdt arbejde, vi ikke selv gider lave.

SCUM

Vi har ofte spurgt os selv, hvor denne paranoide fantasi dog kommer fra. Nu kan det være, vi har fundet svaret. I dag udkommer den danske oversættelse af Valerie Solanas' manifest SCUM fra 1968 på forlaget C&K. Det siges, at SCUM står for Society for Cutting Up Men, men man kan også med rette blot tage titlen for pålydende: »Afskum«. SCUM er et hardcore og ultraradikalt feministisk manifest, der opfordrer til kønsrevolution i form af tilintetgørelse af det maskuline køn. Det er voldeligt, hadsk og desperat - formuleret skarpt analytisk og til tider grænseløst morsomt på mandens og »farmands pigers« bekostning.

Solanas' version af sin tids feminisme, legemliggjort gennem SCUM manifestet, er poetisk i sin nerve og frastødende i sin form. Men det er netop ikke et nutidigt værk, det er et autentisk værk fra en svunden tid. En tid, hvor kønskampen rasede, og bølgerne gik højt. For det var dét, der var brug for. Kvinder over hele verden lettede sammen på låget for det tryk, de blev bevidste om, at de var sat under - og så var der kamp! Til kamp mod patriarkatet! Kvinder, foren jer!

Derfor er SCUM - og derfor bør SCUM læses som - et historisk levn fra denne periode, hvor feminisme i høj grad gik ud på unuanceret og fjendtligt at betragte og bekæmpe 'manden' som en entydig institution. 'Han' var repræsentant for patriarkatet.

En lænke om foden

Men det var dengang, nu er nu, og SCUM var ikke så meget en manual for kvindesagen, som den var en exceptionel aggressiv analyse af et snærende patriarkat. Alligevel oplever vi som aktører i det moderne køns- og ligestillingsfelt igen og igen, at Solanas' ord ikke alene bliver taget for pålydende, de bliver også hevet ud af deres 42 år gamle kontekst og overført direkte på nutidens køns- og ligestillingsdebat.

Vi er ikke i tvivl om, at rødstrømperne gik til makronerne, da de kæmpede for deres - vores - sag. Med eller uden Solanas' indspark. Vi undervurderer ikke værdien og vigtigheden af, at datidens kvinder samlede sig, og kaldte patriarkatet ved navn. Men kampen mellem mænd og kvinder er altså slut. Trykket er lettet, og mænd og kvinder er ikke længere hinandens modstandere. At holde liv i denne forældede form for feminisme er en lænke om foden på dem, der forsøger at gøre en indsats - og en prop i øret, på dem, der forsøger at lytte. Og af gode grunde, som store dele af Solanas' værk vidner om.

Moderne menneskeret

Den moderne kønsdebat er ikke en kamp - for hvem er modstanderen? Hvem taber på, at der bliver sat ind over for de køns- og ligestillingsproblematikker, vi står overfor i dag?

Det er f.eks. moderne køns- og ligestillingsproblematikker, at stereotype forventninger til drenge og piger reproduceres i skolen, at kvinder ikke får topposter, og at mænd lider af sundhedsproblemer og begår selvmord i langt højere grad end kvinder. Det handler selvfølgelig på bedste spiselige liberale vis også om udnyttelse af ressourcer til samfundets bedste, men først og fremmest handler det om menneskelige muligheder og begrænsninger, menneskeret og reelt ligeværd.

Så næste gang vi får skudt mordplaner og hede ønsker om mænds endeligt i skoene, vil vi henvise til SCUM, og berolige din ven eller veninde med, at både Solanas' og kampen mellem mænd og kvinder er død og borte.

SCUM skal tages for dét, det er - et fantastisk litterært værk, et historisk levn. Nu må vi videre.

Marie Valentin Beck er cand.soc. og freelanceskribent og blogger for Jyllands-Posten om køn, ligestilling og seksualitet

Cecilie Nørgaard er cand.pæd.soc. og konsulent og forfatter med fokus på køn og ligestilling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kvindefjendske kvinder
- af Troels Schmidt

Kvindeforskeren Judith R. Walkowitz´ videnskabelig arbejde om de victorianske hattedamers frygt for og ideologiske krig imod mænds seksualitet afslører bl.a., at disse kvinders indsats ikke var noget der lindrede de kvindelige prostitueredes kår, tværtimod var der tale om en kønspolitisk magtkamp ført an af bl.a. i praksis, usolidariske og fremmede modsøstre fra bedre stillede samfundslag.

Et konkret resultat af Jack the Ripper (1888) mordene og hattedamernes politiske aktioner var at 200 ”lodges”, dvs. områder, hvor hjemløse prostituerede og andre opholdt sig, blev nedlagt. De prostitueredes materielle kår blev herefter dramatisk forværret i det ludfattige East End, hvor knap 1 million af samfundets dårligst bemidlede havde til huse. Krigen mod mænds seksualitet førte til krav om at alle mænd skulle udøve selvdisciplin og beskytte alle kvinder, tilvejebragt med masser af hjælp fra frivillige organisationer og enkeltpersoner der overvågede kvinderne alle vegne med det resultat at mænd fik endnu mere kontrol over kvindernes liv!

Datidens feminister gik så massivt og voldsomt i krig imod mænds seksualitet generelt, at det også førte til et forbud imod mandlig homoseksualitet i England helt indtil 1967. (Kilde: Jack the Ripper and the Myth of Male Violence, Feminist Studies 8, af forskeren, professor Judith R. Walkowitz, 1982.)

Martin Kristensen

Det er meget fint at der forsker i kønsroller, forventninger og udstødelse af dem der ikke lever op til disse forventinger. Fuld kraft fremad...

Problemet er at konklusionerne ofte er givet på forhånd, og analyserne med betonsikkerhed (pun intended) går ud på at regulere mere af privatlivet, problematisere folks frivillige valg og generelt fremme kvinders stilling; også på felter hvor de ikke længere har et dårlige udgangspunkt end mænd.

Når debatten ALTID fører til krav man er lodret imod er det mere fristende at lægge debatten død end at føre den igen og igen.