Læsetid: 4 min.

Vi drømmer ikke om mandemord

Takket være 1960'ernes og 70'ernes ultraradikale femisme må nutidens køns- og ligestillingsdebattører stadig affinde sig med at blive kaldt 'mandehadere' og 'betonfeminister'. Men det er på tide at komme videre, for kampen mellem mænd og kvinder er død og borte
8. marts 2010

»Synes du ikke, kvinder har opnået alt? Nu kan kvinder også få børn uden en mand! I feminister bliver sgu ikke tilfredse, før mænd er helt udryddet.«

Den type udsagn får man af og til hvæset i hovedet, når man giver sig til kende som arbejdende inden for køns- og ligestillingsfeltet.

Naturligvis ikke af Dem, kære læser, men måske af Deres i øvrigt helt normalt begavede og veloplyste ven, da den ene af os havde ham til bords til et middagsselskab. Eller af din veninde, da den anden af os talte med hende til en fest, og samtalen nåede til dræberspørgsmålet 'nå, men æh ... hva' laver du så?'.

Selv om vi begge efterhånden gør os mange krumspring og anstrengelser udi kunsten at smalltalke, for at undgå netop dét spørgsmål. Så stod man der og kiggede sig over skulderen og prøvede at finde ud af, om hun talte til en anden, eller om man skulle gå i gang med hele smøren om, hvor vigtigt det er, at vi udvider de snævre kønskategorier og sætter ord på usynlige forventninger til køn, og at man altså godt kan lide mænd ...

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Schmidt

Kvindefjendske kvinder
- af Troels Schmidt

Kvindeforskeren Judith R. Walkowitz´ videnskabelig arbejde om de victorianske hattedamers frygt for og ideologiske krig imod mænds seksualitet afslører bl.a., at disse kvinders indsats ikke var noget der lindrede de kvindelige prostitueredes kår, tværtimod var der tale om en kønspolitisk magtkamp ført an af bl.a. i praksis, usolidariske og fremmede modsøstre fra bedre stillede samfundslag.

Et konkret resultat af Jack the Ripper (1888) mordene og hattedamernes politiske aktioner var at 200 ”lodges”, dvs. områder, hvor hjemløse prostituerede og andre opholdt sig, blev nedlagt. De prostitueredes materielle kår blev herefter dramatisk forværret i det ludfattige East End, hvor knap 1 million af samfundets dårligst bemidlede havde til huse. Krigen mod mænds seksualitet førte til krav om at alle mænd skulle udøve selvdisciplin og beskytte alle kvinder, tilvejebragt med masser af hjælp fra frivillige organisationer og enkeltpersoner der overvågede kvinderne alle vegne med det resultat at mænd fik endnu mere kontrol over kvindernes liv!

Datidens feminister gik så massivt og voldsomt i krig imod mænds seksualitet generelt, at det også førte til et forbud imod mandlig homoseksualitet i England helt indtil 1967. (Kilde: Jack the Ripper and the Myth of Male Violence, Feminist Studies 8, af forskeren, professor Judith R. Walkowitz, 1982.)

Martin Kristensen

Det er meget fint at der forsker i kønsroller, forventninger og udstødelse af dem der ikke lever op til disse forventinger. Fuld kraft fremad...

Problemet er at konklusionerne ofte er givet på forhånd, og analyserne med betonsikkerhed (pun intended) går ud på at regulere mere af privatlivet, problematisere folks frivillige valg og generelt fremme kvinders stilling; også på felter hvor de ikke længere har et dårlige udgangspunkt end mænd.

Når debatten ALTID fører til krav man er lodret imod er det mere fristende at lægge debatten død end at føre den igen og igen.