Læsetid: 4 min.

Han fik nok af al den snak om Auschwitz

Martin Walser har altid sagt sin mening. Og han har altid fået tæsk for det. I anledning af den aldrende forfatters besøg i Danmark tegner Information et portræt af manden, der kaldte Holocaust 'elitens moralkølle'
Misforstået. Jeg taler ikke ind i den jargon, man har fastlagt, siger den kontroversielle forfatter, Martin Walser

Misforstået. Jeg taler ikke ind i den jargon, man har fastlagt, siger den kontroversielle forfatter, Martin Walser

Det Kongelige

5. marts 2010

Martin Walser siger tingene, som de er. Det er hans pligt, har han altid ment: Ikke at følge flertallet, hvis flertallet tager fejl. Og det gør flertallet ofte, anført af den intellektuelle elite.

»Jeg taler ikke ind i den jargon, man har fastlagt. Det skal en forfatter ikke,« som den gråhårede statelige Walser, der snart fylder 83, sagde på syngende sydtysk, da han mandag aften besøgte Den Sorte Diamant for at tale om sin seneste roman.

Det er sande ord fra forfatteren og samfundsdebattøren, der i 2007 blev udpeget til den næstvigtigste nulevende tyske intellektuelle af det politiske magasin Cicero, foran folk som Günter Grass og Jürgen Habermas og kun overgået af Pave Benedikt.

Ligesom sin to år yngre kollega Hans Magnus Enzensberger har Martin Walser altid stukket langefingeren i fjæset på den vedtagne konsensus' prædikanter.

Noget, der af og til antager karakter af den evige provokation. Den evige søgen efter det næste ledige standpunkt. Men også noget, der har sat gang i den tyske samfundsdebat på en måde, som vi ikke længere ser herhjemme.

Nietzsche fra DDR

Tæsk har Walser følgelig fået masser af. Især fra venstreorienteret hold. Hvor han som ung var aktiv modstander af Vietnamkrigen og ligesom Günter Grass støttede socialdemokratiske Willy Brandts kanslerkandidatur, er han med årene blevet stadig mere nationalt og antiintellektualistisk orienteret.

Først var der Walsers engagement i debatten om det delte Tyskland.

I 1980'erne gjorde han sig til talsmand for et samlet Tyskland med fundament i en ny tysk nationalfølelse. Som han flere gange har sagt, kunne han ikke holde ud, at Nietzsche, der stammer fra det preussiske Sachsen, pludselig skulle være en udlænding.

I dag forekommer synspunktet ukontroversielt. Men dengang blev Walser beskyldt for at ville genoplive en nationalidentitet, der førte til udryddelsen af seks millioner jøder, og for at ignorere de rester af fascisme i det tyske samfund, som delingen af landet holdt nede.

Da årtiet endte med murens fald, mente Walser, at han havde vundet diskussionen. Det måtte enhver kunne forstå. Og mens mange andre tyske samfundsdebattører stadig problematiserer måden, forandringerne blev gennemført på, ser Walser tvetydigt genforeningen som århundredets glædeligste begivenhed.

Pennefejde

Senere kom Walser endnu mere i modvind, da han i en tale ved modtagelsen af De tyske boghandleres Fredspris i 1998 sagde, at han var træt af at blive mindet om tyskernes skyld for jødeudryddelsen, og kaldte italesættelsen af Auschwitz for en »moralkølle«, som en intellektuel elite bruger til at banke den almindelige tysker i hovedet med for selv at distancere sig fra skylden for Holocaust. Det fik blandt andet den daværende formand for det jødiske samfund i Tyskland, Ignatz Bubis, til at beskylde Walser for at ville vende tilbage til tidligere tiders ligegyldighed over for en altid truende antisemitisme. Hvilket satte gang i den vel nok mest ophedede pennefejde i nyere tysk historie, den såkaldte Walser-Bubis-debat.

Da en tilskuer i Den Sorte Diamant spørger Walser om sagen, sukker han.

»Det er så grotesk,« siger han.

Og kritikken af Walser endte rigtignok lidt grotesk. For det, folk sagde, han sagde, var ikke det, han havde sagt. Han forsøgte ikke at løbe fra den tyske skyld.

Læser man hans tale, er pointen, at den tyske skyld er kollektiv. Enhver tysker har del i årsagen til Holocaust, og netop derfor bør ingen forsøge at distancere sig fra sin skyld ved konstant at italesætte den som noget, alle de andre ikke må glemme.

Goethe kunne endnu

I talen lyser de måske tre mest markante træk i Walsers tænkning op. Træk, der placerer ham i en vis nærhed til et par velkendte danske præstefætre og i opposition til generationsfællen Habermas' dialogidealer: For det første en nationalromantisk forestilling om en særlig tysk identitet, en fælles historisk arv. For det andet en slags eksistentialistisk overbevisning om, at den enkelte nødvendigvis må stå alene med sine sandheder og sin samvittighed. Og for det tredje en udpræget afsky over for de intellektuelle, der forsøger at presse forskruede, fortænkte sandheder ned i halsen på den almindelige tysker.

Selv kalder Walser sig en småborger og insisterer på ikke at være en intellektuel. Men selvom hans forældre drev en simpel banegårdscafé ved Bodensee i det sydligste Tyskland, er der ikke meget ganske almindelig tysker over manden, der har udgivet mere end 50 bøger, og som altid smider om sig med referencer til Kierkegaard, Hölderlin og Dostojevskij.

Hans seneste roman, En mand, som elsker, som han er i Danmark for at fortælle om, handler om Goethe.

Den fortæller historien om digteren, der som 73-årig forelskede sig inderligt i den kun 19-årige Ulrike von Levetzow. En forelskelse, der ikke resulterede i noget kærlighedsforhold, men til gengæld i Goethes Marienbad-elegier, tysk litteraturs måske smukkeste kærlighedsdigt. Men Walsers Goethe er selvfølgelig ingen ophøjet digterfyrste. For Walser kan godt lide Goethe og fremstiller ham som en ganske almindelig mand. Tag for eksempel romanens sidste sætninger. Goethe er faldet i søvn efter at have indset, at han aldrig vil kunne få sin Ulrike: »Da han vågnede, havde han sit lem i hånden, og det var stift. Så vidste han, hvem han havde drømt om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu