Film om Underdanmark gør os klogere

Alkoholikere på en bænk i Avedøre. Stiknarkomaner i et hærget sommerhus i udkanten af Aalborg. Desperate pushere på Vesterbro. Det, man kalder 'Underdanmark', optræder ikke sjældent på film, fra Bænken (2000) og Nordkraft (2005) over Pusher-trilogien (1996-2005), Pizza King (1999) og Ledsaget udgang (2007) til Hvordan vi slipper af med de andre (2007), Fri os fra det onde (2009) og Portland (1996).

Og i dag er der premiere på Thomas Vinterbergs Submarino, som foregår blandt narkomaner og alkoholikere i Københavns Nordvest-kvarter. Kernen i historien er forholdet mellem to brødre, hvis mor var alkoholiker, og nu som voksne uden det store held forsøger at undslippe den svære, sociale arv. Det er en stærk og rørende historie, som stiller sig på sine udsatte hovedpersoners side, og som med indføling og realisme skildrer disse sårede eksistensers dagligdag og miljø.

Men hvad skal vi med alle disse skildringer af trøstesløshed, menneskelig fallit, misbrug og psykisk ustabilitet? Giver de et indblik i en verden, vi intellektuelt velstimulerede middelklassemennesker ikke kender i forvejen? Skaber de hos os sympati for en del af befolkningen, som vi gerne vil hjælpe, men helst ikke være for tæt på? Sørger de for aflad for den dårlige samvittighed, som vi ressourcestærke mennesker konstant render rundt med i en verden, hvor mange mennesker har det meget dårligt?

Rykker vores fordomme

»Når den er allerbedst, gør fiktionen virkeligheden mere virkelig,« siger Bjarne Lenau Henriksen, der er chef for Kirkens Korshær i Danmark.

»Vi kan bruge filmene til at blive klogere af. Vi kan bruge dem til at fornemme, fatte, forstå meget mere af livets mangfoldige dybder. De rykker noget i os. De rykker vores fordomme, vores selvsikkerhed - alle os, der fremtræder som ordentlige 'borgere' med faste skattelettelser; de rykker ved vores selvsikkerhed og minder os om, at livet altså har nogle dybder, der kan gøre fandens ondt, og som kan ødelægge livet.«

Peter Schepelern, lektor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, ser lidt anderledes på det. Underdanmark er nemlig godt, dramatisk brændstof.

»Det giver god mening at sige, at der er mere handlekraft i underklassen end i middelklassen,« siger han.

»Det udnytter Erik Clausen, det udnyttede Ole Christian Madsen i Pizza King og Nordkraft og Nicolas Winding Refn i Pusher og Bleeder (1999). Er det så et udtryk for, at de instruktører er så optaget af den marginaliserede underklasse? Nej, der vil jeg tillade mig at påstå, at det skyldes, at jo mere, man kommer ned til de rå betingelser, jo mere rører man ved nogle centrale, eksistentielle ting fra menneskelivet, og det er simpelthen bare mere effektfuldt på film end at sige, 'må jeg tage den lille bil i aften, eller skal du bruge den?' 'Nej, tag du den bare, skat.' Det er ligesom ikke en spændende film.«

Realismens gennembrud

Der har altid været en interesse for at skildre både det folkelige Danmark og arbejderklassens og elendighedens Danmark, forklarer Peter Schepelern. Men realismen finder først for alvor vej til dansk film i tiden efter Anden Verdenskrig.

»Man kan godt se sådan på det, at proletarskildringen og elendighedsskildringen rammer dansk litteratur i 1930'erne, hvor man bare behøver at kigge ud af vinduet, og så er der elendighed,« siger han.

»Men på det tidspunkt er der ikke så mange biografbilletter i at være social bevidst.«

Så mens den sociale pessimisme præger litteraturen, danses og synges der lykkeligt i filmene. Men efter krigen ændrer det sig: »Hvis man ser på realismens gennembrud i dansk film, taler vi 1945 og de efterfølgende år,« siger Schepelern.

»Ditte Menneskebarn (1946), Soldaten og Jenny (1947) og Diskret ophold (1946), der handler om gravide piger på diskret ophold, er store, flotte, danske klassikere, som handler om de usle, de ydmygede og de sårede, for nu at citere en stor forfatter.«

Realismen forsvinder dog ud af dansk film igen med den stigende velstand i 1950'erne. I slutningen af årtiet, hvor unge mennesker kommer i centrum som en selvstændig samfundsgruppe, begynder man at beskæftige sig med ungdomskriminalitet og ungdomsdepravering i film som Bundfald (1957). Men den generelle tendens op gennem også de efterfølgende årtier er, at der er mindre fokus på underhundene.

Følsom taberhumanisme

»Men så får vi det, jeg plejer at døbe den følsomme taberhumanisme,« siger Peter Schepelern.

»Honning måne (1978) og Johnny Larsen (1979). I Honning måne får vi historien om, hvordan er vejen ned til bunden og ensomheden? Johnny Larsen er lidt mere optimistisk, men er alligevel traurig-melankolske skæbner fra Underdanmark, hvor der ikke vanker megen anden trøst end en leverpostejmad, som mormor smører til én.«

»Det er noget af det, der skaber noget, vi betragter som rigtig fin, dansk kunst, og som i årtier har været vores kvalitetskriterium. Filmene er solidariske og følsomme over for stækkede skæbner. Der er ikke noget dramatisk ved dem. Det var dengang, man ligesom kunne lave historier, der ikke rigtig var gode historier. Men alligevel var det fine og smukke film, som i mange år var idealet for, hvor gode danske film kunne være,« siger Peter Schepelern.

Han nævner også Bille Augusts Oscar-vinder Pelle Erobreren (1987) som en anden vigtig Underdanmarksskildring, selv om den er lagt ind i en historisk ramme.

»Man siger, at man griber om nælden, når den ikke mere brænder. Det er det, der ligger i at lave social indignation over noget, der skete for 120 år siden.«

Skildret med værdighed

Bjarne Lenau Henriksen har arbejdet for Kirkens Korshær i 42 år og har stor erfaring med 'Underdanmark'.

»Jeg har fulgt udviklingen lige siden de gamle sprittere og frem til det, der er i dag,« siger korshærschefen. Hans favoritter blandt de seneste 10-15 års film, som foregår i Underdanmark, er Ole Christian Madsens Nordkraft og ikke mindst Per Flys Bænken, der handler om alkoholikeren Kaj, der holder til på titlens bænk sammen med sine lige så fordrukne venner.

»Per Fly lever sig ind i en virkelighed og fortolker den med en værdighed. Han fortolker den og møder de mennesker, han vil fortælle os om, med meget stor værdighed. I Bænken er der ikke nogen, der bliver udstillet som idioter, som tabere, som jeg ved ikke hvad. Men man lærer nogle mennesker at kende og ser, at midt i deres elendighed, er de nogle utroligt flotte mennesker. Det kan man sige om Kaj i Bænken. Midt i hans elendighed, også når han lægger ned, viser Per Fly ham solidarisk, og man ser, at bag den kolossale elendighed, der er Kajs, er der en værdighed.«

»Der er en scene, hvor Kaj og hans ven er ude i det her skaldede aktiveringsprojekt. De skal ordne have og slå græs, og der ser man Kajs værdighed. Det her gider han fandeme ikke. Det er under hans værdighed. Og så er det, at han kører hele lortet igennem. Det er for mig en ægte protestscene, som virkelig fortæller, hvad for et menneske Kaj er.«

Socialporno

I det hele taget har Bjarne Lenau Henriksen og hans medarbejdere hos Kirkens Korshær kunnet lære meget af Per Fly.

»Det, jeg oplevede med Bænken, var, at han overhalede mine mange års erfaring indenom,« siger han.

»Jeg var lamslået og paf, fordi jeg oplevede, at hans film var mere virkelighed end min virkelighed. Han kunne fortolke den og sætte den ind i nogle perspektiver, som også hjælper mig og mine frivillige og ansatte til at møde de mennesker i øjenhøjde, også når de ligger ned.«

Bjarne Lenau Henriksen vil således hellere se fiktionsudgaver af virkelighedens elendighed, end han vil se nogle af alle de dokumentarfilm og -serier, som tv bringer, og som er optaget blandt stofmisbrugerne, de kriminelle, de prostituerede og psykisk syge færdes.

»Når man laver dokumentarfilm, er der en risiko for, at det bliver socialporno,« siger han.

»Bænken og Nordkraft er ikke socialporno, fordi de har skuespillere i rollerne. Jesper Christensen og Thure Lindhardt kan spille den virkelighed ud, som man ikke kan få ved at vise en eller anden nysgerrig dokumentarfilm. Sådan noget som Lars Engels' Historier fra en politistation (der handler om Station 1 i København, red.) synes jeg simpelthen var følelsesmæssig pornografi af meget dårlig karakter, fordi man viste mennesker i deres konkrete elendighed, uden at de kunne forsvare sig, uden at de kunne forklare sig, uden at vi kom ind bag ved og så, hvad det handlede om. I en anden udsendelse om KFUK's Reden ser man en af pigerne med nålen og bukserne nede på lokummet. Sådan er virkeligheden, men at se den kan kun gøre folk angst og øge deres fordomme. Kunstnere kan løfte det op, så vi forstår meningen med livet eller manglen på samme.«

Stærke oplevelser

Peter Schepelern er også glad for Per Flys Bænken, men, siger han også: »Det er typisk for Per Fly, at det er lykkedes bedst med underklassehistorien og overklassehistorien. Begge steder er livet på en eller anden måde råt, og jo mere råt og uden borgerlige omsvøb livet er i, jo mere effektfuldt er det jo også som fortælling. Man kunne man godt harcelere over alle de skildringer af elendighed, der fik så udmærket succes, at der er et eller andet element af hykleri i det.«

»Hvis man synes, at Bænken er så god en film, hvorfor så ikke sætte sig ned på et værtshus eller en bænk og snakke med nogle af de der folk? Det tror jeg ikke, at hoveddelen af de folk, der løste billet, ville kunne finde på at gøre. Det er ikke et udtryk for en egentlig omsorg for folk, der hører til på Kofoeds Skole. Det er et udtryk for, at det giver nogle stærke, emotionelle oplevelser.«

Dette udfald mod danske filminstruktørers intentioner er dog ikke udtryk for en grundig undersøgelse, erkender Peter Schepelern.

»Det er bare min polemiske påstand.«

Submarino har premiere i dag og bliver anmeldt på side 10