Baggrund
Læsetid: 2 min.

Gammel og i vejen

Hvad hjælper det lige at føre samtaler med én, der for længst har rundet de 30?
Hvad hjælper det lige at føre samtaler med én, der for længst har rundet de 30?
Kultur
25. marts 2010

Og så sagde jeg: »Det er nok den bedste plade, hun har lavet i sin karriere,« og så sagde han: »Jamen, hun er da passé,« og så var den samtale ellers slut. Fordi hans argument var så meget mere whatshallwecallit bop bop - dræbende. Og så studsede jeg simpelthen over ordvalget, det gjorde mig godt nok mundlam, jeg havde helt glemt ordet 'passé'. Hvor effektivt det forvandler modparten til oldtidslevn, til bærer af forældede normer og værdier og i det hele taget gør vedkommende til synonym med det forgangne i al dets rådne ubrugelighed.

Mine tanker fór tilbage til en lettere fordrukken aften hjemme hos min daværende keyboardspiller i de meget, meget tidligere firsere. Til stede var - ud over keyboardspilleren og jeg - også værtens iltre og meget lidenskabelige lillebror samt en respekteret jazzanmelder, som vi nedlod os til at være sammen med, selv om manden var langt oppe i 30'erne og derfor i og for sig fuldstændig - nå ja - overflødig. Faktisk endnu én af dem, der primært bare var gammel og i vejen for den ny orden, der med garanti lå lige om hjørnet. Hvor alt oldingeagtigt lort som ved et trylleslag ville blive udraderet og i stedet erstattet af det suveræne kæmpeværk, vi ville rejse i asken fra det gamle. Som først og fremmest ville udmærke sig ved at være nyt! Så fuck i går og i forgårs med!!

Nå, der blev drukket nogle øl og noget vin og sikkert også fyret rumcigarer af, vi sloges lystigt om at komme til stereoanlægget for at tryne de andre med vores usvigeligt sikre smag. Så satte den iltre lillebror et Elvis Costello-nummer på - og Costello var på daværende tidspunkt en forbitret, ungdommelig udseende misfit med briller, der ikke så meget sang som spyede sine giftfyldte tekster ud i hovedet på en stupid verden, så han var god nok, en af vore, en rigtig guttermand.

Jazzmanden sad lidt og sagde så, at denne Costello kunne han sgu ikke snuppe. Nej, svarede lillebroren hånligt, det kunne han vel ikke. Men det var så nok, fordi han var FOR GAMMEL. Han var faktisk - og her sattes der trumf på - passé. Dette var ekstra lammende, thi den gode jazzmand havde rødder i, hvad der i mangel af bedre kaldtes ungdomsoprøret og havde sikkert engang mumlet noget om aldrig at stole på nogen over 30. Så han faldt ligesom sammen i sig selv, og vi andre sad så der og godtede os lidt. Så ku' han lære det, ku' han. Ikke at komme løbende og gøre sig klog på vores enemærker.

Ikke desto mindre ærgede det mig lidt, at vi aldrig fik gang i den der snak om Costello, for jeg sad faktisk og plejede noget så håbløst forældet som en røvfuld argumenter for Costellos fortræffeligheder. Men hvad skal den slags egentlig også til, når samtalen forventes ført med et genfærd? Nej, vel?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her